Margrethe Vestager om folkelig opbakning til russiske sanktioner: Hvis det bliver for fjernt, risikerer man, at folk synes, det bliver for meget og må stoppe

25.03.2022


Hvis man synes, at det hele er fjernt, og man ingen aktie har i det, så risikerer man at synes, at det hele bliver for meget, og at det må stoppe. Men det er svært at sige, hvad løsningen er, for i øjeblikket aner vi ikke, hvor længe det kommer til at vare.

Interview af Vilhelm Juhler Kjær

Ruslands invasion af Ukraine har med ét vendt op og ned på europæiske politiske prioriteter og ændrer med det samme horisonten for store politiske problematikker fra årtier til blot uger og dage. Der er ingen vej udenom, der er krig i Europa, som Margrethe Vestager tørt konstaterer på et pressemøde i Europahuset i København i slutningen af sidste uge.

Pludselig kobles Ruslands aggressioner med en ny flygtningekrise i unionen, en eksploderende energikrise, samt et opgør med årtiers europæisk forsvarspolitik, der i Danmark konkret udmønter sig i en afstemning om vores historiske forsvarsforbehold ultimo starten af Juni. Allerede nu er små tre millioner ukrainere flygtet fra landet og som Vestens militære opbakning til landet kombineres med hidtil usete sanktioner rettet mod både det russiske statsapparat og deres magtelite, tvinges Bruxelles til at stå i spidsen for et modsvar, der ikke bare rammer Rusland, men alle almindelige europæere i deres hverdag. 

Opgavens omfang er hidtil uset og dens konsekvenser potentielt altødelæggende. I den sammenhæng taler RÆSON med EU’s næstformand og konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, om krisens omkostninger for kontinentet, og hvordan unionen løfter et modsvar, der står vagt om vores vestlige idealer, uden samtidig at sætte den folkelige opbakning til vores fælles reaktion over styr, trods for nuværende ukendte mulige konsekvenser.

RÆSON: Hvordan sikrer vi europæiske borgeres  opbakning til sanktionerneoverfor Rusland, når konsekvenser mærkes i den kommende tid?
VESTAGER: Det kommer til at involvere os alle. Jeg tror, at det er meget vigtigt for alle, at de synes, de er med. Derfor nævner jeg hverdagsændringer såsom kortere bade. Eller at dagligstuen indstilles to grader koldere. Sådan er man selv med til at gøre noget. 

Hvis man synes, at det hele er fjernt, og man ingen aktier har i det, så risikere man at synes, at det hele bliver for meget og at det må stoppe. Men det er svært at sige, hvad løsningen er,  for i øjeblikket aner vi ikke, hvor længe det kommer til at vare. 

Hvordan kunne man afbøde de stigende energiprisers konsekvenser for almindelige borgere?
Vi analyserer lige nu, hvad vi kan ændre på den måde vores energimarkeder fungerer på. Dette er meget komplekst, da vi som sådan ikke har ét, men mange energimarkeder. Her vil vi eksempelvis gerne decouple gasprisen fra energiprisen, så vi i højere grad ser, at den meget lave pris, der er forbundet med at producere energi fra renewables ikke følger gassens fluktueringer.

Altså undgå effekten, hvor når prisen på én energitype stiger, så følger de andre med?
Ja, og denne effekt er sådan set meget fornuftigt, da den giver tilskyndelse til, at man byder ind i systemet. Så vi har faktisk et godt system. Problemet er bare, at gasprisen er stukket fuldstændig af. 

 

Hvis det skal gennemføres, så skal vi alle bidrage med noget. Og derfor når jeg slukker hurtigere for det varme vand, er det en del af løsningen. Så siger jeg: “Tag den, Putin!”
_______

 

Så et forsøg på at blande jer i markedet med ambitionen om at decouple gassen er en mulighed?
Hvis man på en eller anden måde kan gøre sådan, at man tager både det sunde ved systemet, men får lavet nogle begrænsninger på, hvor meget det kan få lov til at svinge, så kunne det være interessant. 

Men vi har ikke nogle konklusioner endnu. Min pointe her er, at der ikke er noget tabu for os. Hvis det skal gennemføres, så skal vi alle bidrage med noget. Og derfor når jeg slukker hurtigere for det varme vand, er det en del af løsningen. Så siger jeg: “Tag den, Putin!”.

Du kalder gassen for en overgangsenergikilde på vej mod den grønne omstilling. Hvordan undgår vi så, at den grønne omstilling kommer på bagsædet imens gas- og energipriserne eksploderer? 
Jeg kan ikke se andet end, at det her gør, at vedvarende energikilder tager førersædet, fordi deres omkostninger er faldet så langt ned. Hvis man ser på det fra et investeringsperspektiv, så får man et virkelig godt afkast på sin investering med grøn energi.

Men vi skulle nødig droppe vores russiske gas og så gøre den til en anden afhængighed af eksempelvis flydende gas fra Nigeria, som vi forsøger at importere nu. Det giver jo ikke nogen mening. Vi vil ud af energiafhængigheden og derfor er vedvarende energi den energiform, som vi i højeste grad kan blive selvforsynende med. Ingen despot kan slukke for solen eller blokere for vinden, hvorfor det bare er med at komme i gang. ■

 

Jeg kan ikke se andet end, at det her gør, at vedvarende energikilder tager førersædet, fordi deres omkostninger er faldet så langt ned
_______

 



Margrethe Vestager (f. 1968) er ledende næstformand og konkurrencekommissær i Europa-Kommissionen. Hun er tidligere formand for Radikale Venstre (2009-2014) og økonomi- og indenrigsminister. iILLUSTRATION: Margrethe Vestager (foto: Line Ørnes Søndergaard/polfoto)