Marius Siersbæk i RÆSON SØNDAG: I dag stemmer brasilianerne om, hvilken fortid de vil vække til live igen

01.10.2022

Den centrale uenighed mellem de to præsidentkandidater består i, hvilket Brasilien de drømmer sig tilbage til. For Lulas vedkommende forsøger han at overbevise vælgerne om, at Brasilien kan vende tilbage til 00’erne – hvor han selv styrede biksen – med solide vækstrater, sociale reformer og integration i det globale marked. For Bolsonaro er der ingen tvivl om, at militærdiktaturet, som løb fra 1964-1985, udgør den centrale referenceramme.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.


Marius Siersbæk i RÆSON SØNDAG

I dag, d. 2. oktober 2022, skal brasilianerne afgøre hvem, der skal lede dem de næste fire år som præsident – og det kommer til at give genlyd på den globale scene. Ikke alene er Brasilien, qua sin status som Latinamerikas største marked og en del af BRIKS, en altid relevant arena for verdens finansspekulanter, men da vi lever i klimakatastrofernes tid, er det afgørende at følge med i, hvad der skal ske med Amazonas – størstedelen af verdens regnskovsterritorier er som bekendt brasilianske. Under den nuværende regering har illegale skovafbrændinger nået et rekordhøjt niveau, hvilket har  medført kritik fra adskillige klimaorganisationer og verdensledere.

Miljøsituationen i Brasilien har stor international bevågenhed, men for den almindelige brasilianer er der andre ting, der spiller en større rolle. Det handler først og fremmest om, hvem der kan putte mad på bordet i et land, der er blevet noget nær paralyseret af pandemien. Næsten 700.000 er døde af Covid-19, arbejdsløsheden og den private gæld er høj, og et stigende antal brasilianere sulter. Det her valg handler om, hvem der kan få Brasilien tilbage på ret kurs. Hvem kan udstikke en retning, der bærer præg af ambition og optimisme?

Valget kommer til at stå mellem den nuværende præsident, højreorienterede Jair Bolsonaro, og den tidligere præsident fra 2003-2010, Arbejderpartiets Luiz Inácio da Silva – bedre kendt som Lula.

Den tredje vej?

Til trods for den tumultariske rytme, med hvilken begivenheder afløser hinanden i Brasilien – det sidste år har fx budt på en pandemi, adskillige korruptionssager blandt højtstående politikere og forfærdelige mudderskred internt i landet – så har valget i sig selv fulgt en særdeles stabil kurve. Bolsonaro og Lula har været de eneste kandidater, der har kunnet gejle en folkestemning op, hvilket først og fremmest vidner om fraværet af en potent tredje kandidat. A terceira via (den tredje vej) har fejlet kolossalt, og det er ikke, fordi efterspørgslen på en sådan kandidat mangler. En betragtelig del af brasilianerne er trætte af polariseringen og ser egentlig helst, at hverken Bolsonaro eller Lula bliver præsident.

Der har været særdeles mange om buddet ift. at udfylde tomrummet mellem de to hovedkandidater. Den mest prominente var Bolsonaros tidligere justitsminister Sergio Moro, der mest af alt er kendt som en af bagmændene bag antikorruptions-programmet Lava Jato og hovedarkitekten bag det i sidste ende mislykkede forsøg på at fælde Lula for korruption. Men det er også det eneste, han har kunnet bringe til bordet, selvom han blev tilbudt en politisk platform af centrumhøjrepartiet Podemos. Eftersom luften er mere eller mindre er sivet ud af korruptionsballonen til fordel for mere jordnære, materielle tematikker – arbejdspladser, fattigdomsydelser, sult – har Moros agenda ikke kunne samle opbakning. Havde han stillet op i 2018, ville hans chancer sandsynligvis have været større, da uviljen mod Arbejderpartiet var på sit højeste dengang. Men nu er den overvejende konsensus, at Moro er blevet til det, han svor at ville bekæmpe – repræsentant for en korrupt elite, for hvem målet om magt helliger midlerne.

Moro trak da også sit kandidatur, da det stod klart, at han ikke ville blive en faktor. Nu støtter han i stedet sin tidligere chef, Bolsonaro, selvom de slet ikke kunne med hinanden, da Moro sad i regering. Af dem, der stadig forsøger at holde sig til i kapløbet, kan nævnes centrum-venstre kandidaten Ciro Gomes, tidligere guvernør i nordøststaten Ceara, og Simone Tebet, en senator fra Mato Grosso do Sul, der bekender sig til en mere socialliberal linje. Ifølge den seneste meningsmåling fra det statistiske bureau Datafolha, når ingen af dem over  8 pct. af stemmerne i første runde af valget. Til forskel giver meningsmålingen henholdsvis 48- og 34 pct. til Lula og Bolsonaro.

 

Ved at spejle sig i Bolsonaros forkærlighed for deregulering og militærsymbolik, står Lulas socialdemokratiske projekt skarpere som antitese
_______

 

Der er særligt to grunde til, at Gomes og Tebet ikke for alvor kommer til fadet. På hver sin måde har de forsøgt at promovere sig selv med henvisning til hvem de ikke er, fremfor at fremstille politiske projekter; det er den ene ting. I Gomes’ tilfælde har det givet udslag i adskillige interviews, hvor han har brugt mere tid på at kaste mudder efter Bolsonaro og Lula end at forklare, hvad han selv repræsenterer – i tilfældet med Lula, har det været særdeles svært at se, hvordan Gomes’ centrumvenstrefortolkning adskiller sig fra Arbejderpartiets, udover at han måske er lidt venligere stemt for privatiseringer. I Tebets tilfælde har vi set en strategi, hvor det faktum, at hun er den eneste seriøse kvindelige kandidat, har været en mulighed, hun har forsøgt at udnytte. Med Bolsonaros i manges øjne notoriske misogyni in mente – som bl.a. er kommet til udtryk i adskillige personangreb på kvindelige journalister – har det ikke været en dum strategi; men at hun så sympatiserer med den nuværende præsident på en masse andre områder, fx hans abortmodstand, får hendes feministiske nerve til at virke en anelse påtaget.

For det andet, så har både Bolsonaro og Lula anset det for mest opportunt at forholde sig til hinanden som modstandere. Det vil sige, at det har været i begges interesse at udskille den tredje vej for i stedet at lade valget udspille sig mellem ideologiske modpoler. Polarisering har altså gavnet dem begge. Lula har endda refereret specifikt til polariserings produktive elementer, fx i et interview på  Brasiliens største tv-station Rede Globo, hvor han sammenlignede politisk rivalisering med stimulansen forbundet med rivalisering i fodbold, Brasiliens nationalsport. Det her er ikke en uvæsentlig dimension ved det brasilianske valg: På sin vis skærpes Bolsonaros profil af at have Lula og Arbejderpartiet som modstandere, og det samme kan siges om Lulas egen profil. Ved at spejle sig i Bolsonaros forkærlighed for deregulering og militærsymbolik, står Lulas socialdemokratiske projekt skarpere som antitese. Selvom de to politiske projekter i praksis er mere mudrede og ensartede, er det sådan, det retoriske billede fremstår i medierne.

Tebet og Gomes er ikke på forsiderne af brasilianske aviser, fordi valgets reelle hovedpersoner aldrig lod dem komme i gang.

En kamp mellem nostalgikere

Hvori består forskellen – og lighederne – mellem Bolsonaro og Lula? En forklaringsmodel, der tager udgangspunkt i højre-venstre-aksen er selvfølgelig brugbar til at konstatere det indlysende – Bolsonaro mener, at den offentlige sektor skal mindskes betragteligt (men militæret skal selvfølgelig opretholde så meget autonomi som muligt), mens Lula mener, at det offentlige skal fastholde en væsentlig størrelse og være aktivt omfordelende.

Men lægger man for stor vægt på de umiddelbare ideologiske forskelle, overser man en delt ambition mellem de to kombattanter: ønsket om at vække fortidens Brasilien til live igen. Jeg vil argumentere for, at man misforstår det brasilianske valg, hvis man undlader den nostalgiske dimension i analysen. Det vidner først og fremmest om en hos befolkningen udbredt bekymring om fremtiden – en fremtid, der fremstår usikker og skræmmende.

 

Bolsonaro er med til at konsolidere en udbredt forestilling om det brasilianske militær – nemlig idéen om, at de skulle være den eneste ubestikkelige institution i landet; at det i sidste ende er dem, der er garanterne for lov og orden
_______

 

Det er klart, at den centrale uenighed så består i, hvilket Brasilien kandidaterne hver især drømmer sig tilbage til. For Lulas vedkommende forsøger han at overbevise vælgerne om, at Brasilien kan vende tilbage til 00’erne – hvor han selv styrede biksen – med solide vækstrater, sociale reformer og integration i det globale marked. Lula skal særligt krediteres for at have løftet millionvis af brasilianere ud af fattigdom og indført kvoter på landets universiteter til gode for diverse minoriteter i sine bestræbelser på at skabe rammer for social mobilitet.

”Vamos reconstruir o Brasil” (lad os reparere Brasilien), kan man høre Lula sige i en af sine kampagnevideoer, hvor det gennemgående tema altid er, at han på baggrund af tidligere succeser er den rette til at genrejse det brasilianske flagskib. Hans valg af ’running-mate’, den tidligere São Paulo-guvernør Geraldo Alckmin, bekræfter denne påstand. Selvom han var Lulas rival til præsidentvalget i 2006, så er denne alliance ligeledes badet i 00’er-nostalgiens farver. Selv polariseringen i dag skal udskiftes med polariseringen fra tidligere.

Som jeg tidligere har fremhævet i RÆSON, er dagens Brasilien ikke rigtig sammenlignelig med Brasilien for 20 år siden. Dengang profiterede Brasilien meget på et ’commodity boom’ foranlediget af Kinas indtræden i WTO. Men ’boomet’ var ikke permanent, og det fik Lulas efterfølger på posten, Dilma Roussef, i den grad at føle, da Brasilien blev kastet ud i en voldsom økonomisk krise i  2014. Men de opsparinger, brasilianerne fik opbygget i 00’erne, udgjorde til en vis grad et værn mod den daværende krises hårdeste elementer. Nu er opsparingerne stort set væk, og gælden er eksploderet. Lula bliver nødt til at hive nogle nye værktøjer op ad sin værktøjskasse, hvis han skal styre skuden ud af det nuværende uvejr. Men i interviews lader han til at være mere interesseret i at kigge bagud.

For Bolsonaro, som er mangeårigt kongresmedlem og tidligere faldskærmssoldat, er der ingen tvivl om, at militærdiktaturet, som løb fra 1964-1985, udgør den centrale referenceramme. Han gør ikke særlig meget for at skjule det faktum: En væsentlig del af ministrene i hans kabinet har militærbaggrund, og han alluderer hyppigt til datidens ideologiske troper, såsom antikommunisme og den patriarkalske families ukrænkelighed. Han er, gennem sin retorik, med til at konsolidere en udbredt forestilling om det brasilianske militær – nemlig idéen om, at de skulle være den eneste ubestikkelige institution i landet; at det i sidste ende er dem, der er garanterne for lov og orden; at det er dem, der træder til, når politikernes infrastrukturprojekter fejler.

Bolsonaros opgør med demokratiske institutioner

Det brasilianske valg har altså fulgt en mere eller mindre regelmæssig rytme. Og ser man på kandidaternes præstationer i meningsmålinger har det stået klart, at Bolsonaro og Lula har været frontløberne i lang tid efterhånden. Hvad, der så har præget mediebilledet og skabt røre blandt befolkningen den seneste tid, har været den siddende præsidents utallige angreb på demokratiske institutioner, først og fremmest det elektroniske voteringssystem, ikke ulig hvad vi så Donald Trump gøre i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2020. For et år siden, da Lula allerede lå langt fremme i meningsmålingerne, udtalte Bolsonaro, at voteringssystemet var modtageligt over for fusk og svindel, og at det var umuligt at føre opsyn med resultaterne. Han havde selvfølgelig ikke nogen evidens for sin påstand, og i dag fastholder han stadig sin anklage med den samme mangel på håndgribeligt bevismateriale. Med sine mange angreb er Bolsonaro lykkedes med at puste til valghandlingens integritet, og da han tilbage i foråret  foreslog, at det kunne være nødvendigt at lade militæret overse valghandlingen, begyndte alarmklokkerne for alvor at ringe. Der har længe været en ret så udbredt frygt for, at Bolsonaro – med militærets støtte – har villet begå et kup, et såkaldt autogolpe (autokup). Frygten har særligt gået på, at hvis valgresultatet efter første runde ender med mere eller mindre dødt løb, vil Bolsonaro kunne bruge næsten en måned på at gejle sine tilhængere op, hvilket så ville kunne kulminere i en ’udskydelse’ af valget i ly af  et forsøg på at opretholde ’ro og orden’.

Det, der for er par måneder siden lod til at være en reel mulighed, er dog begyndt at se særdeles usandsynligt ud. Der hersker en forestilling om, at den brasilianske elite, herunder højtsiddende generaler i militæret, ikke anser det for ønskværdigt at smide landet ud i en forfatningsmæssig krise, som et autogolpe unægteligt ville være. Det hænger sammen med det mærkelige forhold, som militærforskeren Christoph Harig bl.a. har fremhævet, at det brasilianske militær aldrig rigtig er blevet holdt ansvarlige for de forbrydelser, de begik under diktaturet. De har i høj grad beholdt væsentlig indflydelse på brasiliansk politik – ikke mindst på det interne sikkerhedsområde – mens deres lukrative pensioner heller ikke for alvor har været i fare for at blive taget fra dem. Selv ikke under Lulas regeringsperiode blev der taget et ordentligt opgør med militærets rolle, og det kommer han nok heller ikke til at gøre, hvis han vinder magten igen. Så hvorfor skulle militæret risikere deres velkonsoliderede privilegier ved at kaste sig ud i et kup, som størstedelen af befolkningen er i mod? Hvorfor lave et kup, hvis man allerede har masser af magt? Militæret i Brasilien er større end Bolsonaro, og selvom de uomtvisteligt foretrækker ham fremfor Lula, så er de også villige til at smide ham under bussen i bytte for fredelig sameksistens med en centrumvenstre regering.

 

Lula ser først og fremmest sig selv som en overgangsfigur, der skal beskytte brasilianerne mod nutidens uoverskuelige globale flows. En præsident, der vil ’passe på’ sin befolkning
_______

 

Hvor er Brasilien på vej hen?

Meget tyder på, at Lula vinder valget – om det bliver i dag eller senere på måneden er det spørgsmål, der er på alles læber. Tendensen de seneste uger har været, at flere vælgere er rykket fra Gomes og Tebet over mod Lula. Det skal læses på den måde, at mange brasilianere først og fremmest vil have en hurtig afgørelse på en valgperiode, der har splittet nationen og skabt basis for adskillige episoder med politisk vold. Hvis Lula ikke når mindst 50 pct. af stemmerne i dag, kan landet se frem til fire uger mere med valgkamp. Linjerne vil trækkes skarpere op, og uroen vil sandsynligvis eskalere. Lula er endda begyndt at bære skudsikker vest i frygt for at blive offer for et mordattentat, som vi så det i Argentina tidligere på måneden; her blev en anden tidligere venstrefløjspræsident, Cristina Fernández de Kirchner, forsøgt myrdet, men overlevede heldigvis attentatet, der endda blev begået af en brasilianer.

Antager vi, at Lula vinder i dag, vil det også betyde, at han kan komme endnu tidligere i gang med at planlægge det, han nu engang bliver valgt til: at regere. Og hvis vi starter netop der, så har Lula faktisk udtalt ved flere lejligheder – senest ved en debat i fredags, at han ikke giver meget for ordet governar (at regere). Han foretrækker i stedet verbet cuidar (at tage vare på), og her, i dette retoriske sleight of hand, tror jeg, at der ligger et tegn på, hvordan Lulas regering vil komme til at agere, hvis de får magten. Cuidar har en passiv klang; det viser, at Lula først og fremmest ser sig selv som en overgangsfigur, der skal beskytte brasilianerne mod nutidens uoverskuelige globale flows. En præsident, der vil ’passe på’ sin befolkning, er en retorisk figur med paternalistiske undertoner, og i Lulas egen selvforståelse er han da også en slags far til det 21. århundredes Brasilien. Han har tidligere sagt, at han ikke vil søge genvalg i 2026, så en Lula-regering er ikke nødvendigvis en regering fyldt med perspektiver. Men mindre kan også gøre det.

Udover præsidentvalget, skal Brasiliens forskellige stater nemlig også vælge senatorer og guvernører her i oktober, og meget tyder på, at Lulas parti for første gang nogensinde kan vinde guvernørposten i staten São Paulo, Brasiliens mest befolkede og rigeste stat. Det er den tidligere præsidentkandidat Fernando Haddad – Bolsonaros modstander i 2018 – der står bedst i meningsmålingerne, mest af alt på grund af et solidt kampagnearbejde udført af Geraldo Alckim. Bliver Haddad guvernør og Lula præsident, vil der være mulighed for koordinering mellem nationalregeringen og landets økonomiske centrum. Her kan perspektiverne vise sig at være mere interessante og langsigtede, end hvis vi bare kigger isoleret på Lulas regering. Brasilien er en føderation, så en vis synkronisering mellem stater og regering er nødvendig, hvis velstand og rettigheder skal sikres bredt. Måske kan en sejr i São Paulo være starten på en ny æra for Arbejderpartiet?

Vender vi blikket mod valgets konsekvenser for Brasiliens globale relationer, så har der været forlydender om, at Xi Jinping helst ser Bolsonaro vinde, fordi netop Bolsonaro, med sine autoritære tendenser, udgør den klareste kontrast til vestlige demokratier. Der er også økonomiske årsager – den nuværende regering har især tilgodeset landbrugssektoren, som eksporterer for milliarder af dollars til Kina. Og som den tysk-brasilianske politolog Oliver Stuenkel har formuleret det, så har Brasiliens økonomiske afhængighed af Beijing ”aldrig været større end under Bolsonaro”. Lula har brugt noget af sin prækampagne på at besøge vestlige ledere såsom Emmanuel Macron, og det kan læses som et forsøg på at genrejse nogle af alle de broer, Bolsonaro har brændt i løbet af sin præsidentperiode. Den siddende præsident er nemlig i stigende grad blevet isoleret rent udenrigspolitisk og har mest været i stand til at pleje omgang med skikkelser som Donald Trump, Viktor Orbán og Vladimir Putin.

Lula er diplomatisk kyndig, hvilket vil være en fordel, hvis Brasilien skal forhandle frihandelsaftaler på plads – og måske især, når der skal forhandles med de resterende lande i Latinamerika. De vælger nærmest én efter én venstreorienterede præsidenter med Colombia som det seneste eksempel. Regional integration kan vise sig at være forudsætningen for et stort regionalt velstandsløft, og det politiske klima lige nu er unikt i forhold til at præge en sådan integration i en progressiv retning. Men Brasilien kommer ikke til at slå hånden af Kina, selvom Lula vinder. De har været Brasiliens største handelspartner siden 2009, så den relation vil en ny regering sandsynligvis være nødt til at opretholde, såfremt solide vækstrater er målet. Og det er det. ■

 

Lula har brugt noget af sin prækampagne på at besøge vestlige ledere såsom Emmanuel Macron, og det kan læses som et forsøg på at genrejse nogle af alle de broer, Bolsonaro har brændt i løbet af sin præsidentperiode
_______

 

Marius Marques Siersbæk (f. 1996) er kandidatstuderende i antropologi ved Aarhus Universitet og skriver blandt andet analyser af latinamerikansk politik for RÆSON.

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille