Mikkel Vedby: Danmarks nøleri er slut. Nu skal politikerne finde et svar på den nye trussel fra Rusland

11.02.2022


Den nye aftale med USA giver den udenrigspolitiske ramme, regeringen præsenterede i sidste uge, en forsvarspolitisk realitet. Men samarbejdet forpligter, for hvis vi bare overlader håndteringen af russerne til amerikanerne, så er det i vores område, at bomberne falder – ikke i USA.

Analyse af Mikkel Vedby Rasmussen

REGERINGEN præsenterede 10. februar sin intention om at indgå en samarbejdsaftale med USA, som blandt andet vil gøre det muligt for amerikanske militære styrker at blive udstationeret i Danmark.

Aftalen med USA er et fundamentalt brud med betingelserne for dansk NATO-medlemskab fra 1948 til 1990, men en naturlig fortsættelse af hvordan danske styrker har opereret med amerikanerne siden 2000.

Allieret med forbehold
Siden Danmark slog ind på ”militær aktivisme” efter afslutningen af Den Kolde Krig, har danske styrker indgået i operationer med bl.a. USA. Det i høj grad været amerikansk logistik, amerikansk luftmagt, amerikanske stabe og amerikanske baser, som har understøttet disse operationer. I Irak, Afghanistan og i andre missionsområder har hverdagen for snævre sikkerheds- og værdipolitiske samarbejde med USA været soldater og diplomater, der arbejdede side om side med amerikanske og andre allieredes soldater og diplomater.

Årtusindeskiftede varslede dermed et radikalt brud med den måde, som Danmark havde samarbejdet med USA og de andre NATO-allierede under Den Kolde Krig. Danmark gik ind i NATO på betingelse af, at der i fredstid ikke skulle stationeres amerikanske styrker eller atomvåben på dansk grund. Undtagelsen var de amerikanske baser i Grønland, hvor USA havde en massiv militær tilstedeværelse, som fra 1951 blev reguleret af Overenskomst i henhold til Den Nordatlantiske Traktat mellem Regeringerne i Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater om forsvaret af Grønland. Traktaten gav USA mulighed for at have baser i Grønland. Men i den europæiske del af Rigsfællesskabet var Danmark med historikeren Paul Villaumes ord ”allieret med forbehold”. De forbehold var altid mere retoriske og indenrigspolitiske, end faktiske og militære.

I praksis var de danske væbnede styrker tæt integreret i forsvaret af det nordlige Tyskland, og som sådan en del af en amerikansk domineret plan for, hvordan tredje verdenskrig skulle udspille sig. Men tusinder af britiske, franske og amerikanske soldater i Tyskland, var det knapt nødvendigt at udstationere allierede styrker i Danmark, som blot var en kort køretur fra den nærmeste base. Danske våbensystemer var således også klar til at installere atomvåben fra amerikanske lagre i Tyskland, så snart krigen kom, hvilket gjorde forbeholdet meningsløst i militær praksis.

 

Under Den Kolde Krig ønskede Danmark ikke at gøre mere opmærksom på sig selv end højst nødvendigt. I dag har en ny generation ikke samme skrupler
_______

 

En ny sikkerhedspolitisk virkelighed – og selvopfattelse
Men danske politikere opretholdt, med varierende grader af inderlighed, hvad historikeren Bo Lidegaard har kaldt ”den falske melodi”. En sang om danske forbehold for alliancen, som blev nynnet overfor befolkningen, alt imens det danske forsvar var tæt integreret i NATO. Melodien klang særlig falsk ift. Grønland, hvor USA havde tusinder af soldater stationeret, og hvor Thulebasen var en central del af det amerikanske atomberedskab. Baserne på Grønland var langt mere strategisk vigtige for regeringen i Washington, fordi de sikrede nordflanken af det amerikanske kontinent.

Med sin udmelding om en kommende baseaftale synger den danske regering fra et andet stykke nodepapir; nemlig den aktivistiske melodi, som Danmark er gået til takt til på diverse missioner med USA siden afslutningen af Den Kolde Krig.

Men der var en grund til, at Danmark havde sine forbehold for NATO-samarbejdet under Den Kolde Krig. Som et frontlineland ønskede Danmark ikke at gøre sig endnu mere udsat ved at have amerikanske baser på dansk jord. Ganske vist er NATO’s front rykket mod øst – så østgrænsen ikke længere går ved Gudhjem på Bornholm, men ved Narva i Estland. Men Danmarks geostrategiske betydning som porten til Østersøen betyder stadig, at Danmark er en vigtigt, og dermed en sårbar, brik i magtspillet om kontrollen med Østersøen i tilfælde af kamphandlinger mellem NATO og Rusland. Under Den Kolde Krig ønskede Danmark ikke at gøre mere opmærksom på sig selv end højst nødvendigt. I dag har en ny generation ikke samme skrupler.

Deltagelsen i 00’ernes krige har produceret en anden sikkerhedspolitisk selvopfattelse og selvtillid både blandt danske politikere og deres vælgere.

Hvor det for tidligere generationer af socialdemokratiske politikere var magtpåliggende at demonstrere afstand til USA og ideologisk betvivle værdien af militær afskrækkelse, så omfavner den nuværende socialdemokratiske regering NATO’s afskrækkelse af Rusland med en skarp, værdibaseret retorik overfor Rusland, samtidig med at den demonstrerer sin opbakning. En aktivistisk udenrigspolitik og en vilje til at anvende danske militære styrker er blevet et bevis på regeringsduelighed – ikke mindst for en statsminister, som i løbet af coronaperioden har vist sine kvaliteter som kriseleder. Coronakrisen er blevet efterfulgt af Ukrainekrisen, hvor statsminister Mette Frederiksen søger at demonstrere den samme fasthed og handlekraft.

 

Forsvaret mangler dog kapaciteten til at udfylde den rolle i Østersøen og i Baltikum, som situationen kræver. At Danmark ikke har kunnet finde materiel at donere til Ukraine er måske den bedste indikation af, hvor lidt isenkram der er i beredskab
_______

 

Samarbejdet forpligter
Der er imidlertid en risiko for, at der også her nynnes på en falsk melodi. Den handlekraftige retorik til trods, så mangler Forsvaret kapaciteten til at udfylde den rolle i Østersøen og i Baltikum, som situationen kræver. At Danmark ikke har kunnet finde materiel at donere til Ukraine er måske den bedste indikation af, hvor lidt isenkram der i tilfælde af en konflikt er i beredskab. Forsvaret er kommet hjem fra Afghanistan, men har endnu ikke haft ressourcerne til for alvor at omstille sig til den nye situation.

Skal Danmark modtage amerikanske styrker vil det ikke løse problemet ved at lade amerikanerne tage sig af forsvaret af Danmark, men tværtimod øge det. En mere aktiv amerikansk tilstedeværelse i Østersøen vil kræve dansk medvirken, hvis Danmark skal have nogen indflydelse på, hvad der sker i vores nærområde. Hvis vi bare overlader håndteringen af russerne til amerikanerne, så er det i vores område, at bomberne falder – ikke i USA. Derudover er der de mere prosaiske krav til at sørge for bevogtning og forsyning af eventuelle amerikanske enheder på dansk grund.

Aftalen med USA markerer, at den danske nølen, om hvordan og hvor meget den nye sikkerhedspolitiske situation, som blev indvarslet med Ruslands første invasion af Ukraine, er slut. Der har ikke været en konsensus i centraladministration om, hvori truslen fra Rusland bestod i, hvor meget man behøvede at betale for at imødegå truslen. Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi satte en politisk ramme for en tydeligere identifikation af den russiske trussel. Den nye aftale med USA giver den ramme en realitet, som ikke kan ignoreres. Og som vil sætte danske politikere under pres for at levere et forsvarspolitisk svar på den nye russiske trussel. ■

 

Hvis vi bare overlader håndteringen af russerne til amerikanerne, så er det i vores område, at bomberne falder – ikke i USA
_______

 



Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 2014 til 2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier. Han har netop udgivet bogen Krisesamfundet, der bl.a. handler om konsekvenserne af coronakrisen. ILLUSTRATION: Udenrigsminister Jeppe Kofod overværer polske kampfly hos de danske udstationerede tropper på luftbasen Siauliai i Litauen, 3. februar, 2022 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix].