Mikkel Vedby Rasmussen: En flyforbudszone over Ukraine vil bringe NATO i krig med Rusland

05.03.2022


RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter.

Mange vestlige fortalere for en flyforbudszone har ikke forstået, at Ukrainekrigen ikke er endnu en af de krige og konflikter, som Vesten har kæmpet siden afslutningen af Den Kolde Krig. NATO har meget klart sagt, at alliancen ikke vil forhindre Rusland i at kæmpe i Ukraine, men svare igen, hvis Rusland krydser en NATO-grænse. Går NATO selv over grænsen vil det budskab blive meget mindre klart og afskrækkelsen være tilsvarende mindre værd.

KOMPAKT af Mikkel Vedby Rasmussen

At anbefale en flyforbudszone er et udtryk for, at man enten ikke har forstået Ukrainekrigen, eller at man har forstået den alt for godt.

En flyforbudszone er dybest set et område patruljeret af vestlige kampfly, hvor alle andre militærfly, som går på vingerne kan skydes ned. I fagsproget hedder det, at Vesten etablerer luftherredømme. Forudsætningen for det er, at der ikke et jord-til-luft-missiler i området, der kan udfordre dette herredømme ved at skyde vestlige fly ned. Derfor er forudsætningen for en flyforbudszone et indledende angreb på antiluftskytsstillinger, der kan inkludere indsættelsen af specialstyrker for at ødelægge stillinger på jorden.

Så når Ukraine gerne vil have, at Vesten etablerer en flyforbudszone, så er det, fordi de gerne vil have Vesten ind i krigen på deres side. Ukrainerne forstår således godt krigen i deres land. Mange vestlige fortaler for en flyforbudszone har derimod ikke forstået, at Ukrainekrigen ikke er endnu en af de krige og konflikter, som Vesten har kæmpet siden afslutningen af Den Kolde Krig, hvor vi har kunnet vælge krig til og fra. Vesten kan ikke blot beslutte at gribe ind og selv definere, hvordan man ville gøre det.

En flyforbudszone var en slags forvaltning af en konflikt, hvor Vesten opstillede nogle regler, som var designet til, at en modstander skulle bryde dem, så de i et eller andet omfang blev straffet for deres handlinger; samtidig med at man kunne skabe et humanitært pusterum ved at mindske fx Saddam Husseins evne til at forfølge sine egne borgere. Flyforbudszonen i Irak fra 1991 til 2003 var således en måde at holde Saddam Hussein i skak på, og i optakten til Irakkrigen en undskyldning for at rekognoscere og bombe. Flyforbudszonen i Libyen i 2011 udviklede sig til, at de vestlige styrker fungerede som oprørernes luftvåben, og det er formentlig netop dét, den ukrainske regering drømmer om.

Men Vesten har ikke luftherredømme hinsides NATO-territoriet, og vil skulle kæmpe hårdt for at opnå det omkring Ukraine.

Rusland er en helt anden type modstander, end dem Vesten har været i krig med de sidste 30 år. Og selvom de russiske væbnede styrker ikke ligefrem brillerer for under flettoget i Ukraine, er Rusland formentlig NATO militært overlegen i visse områder af Østeuropa, medmindre NATO mobiliserer. For at gennemføre en flyforbudszone over Ukraine skulle NATO således mobilisere luftstyrker, der ikke samtidig kan holdes i beredskab i Polen eller i de baltiske lande. NATO har formentlig ikke styrkerne til at gøre begge dele. Intervention i konflikten til fordel for Ukraine vil således svække forsvaret af NATO på et tidspunkt, hvor en russisk invasion af de baltiske lande ikke kan udelukkes. Det vil kun give mening, hvis NATO kan binde det russiske luftvåben i en konfrontation over Ukraine – med andre ord vil en flyforbudszone kun give mening som første akt i en krig mellem Rusland og NATO.

En flyforbudszone er således ikke en praktisk militær mulighed eller et politisk ønske under de nuværende omstændigheder, men man kan forestille sig, at ideen har mere gang på jord i en senere fase af konflikten. Hvis tusinder af ukrainske flygtninge samles i det vestlige Ukraine og ikke kan nå i sikkerhed i Polen eller andre NATO-lande fra fremrykkende russiske styrker, ville NATO-fly kunne beskytte dem tæt på den grænsen. Det er humanitære katastrofer, som tidligere har udløst flyforbudszoner, og det er ikke utænkeligt, at en appel fra FN og humanitære organisationer kan få NATO – eller en koalition af fx USA, Storbritannien og Polen – til at opretholde en mindre flyforbudszone i et begrænset tidsrum.

En sådan zone vil, som altid, også have andre formål end de humanitære. En flyforbudszone i slutningen af krigen ville have den militære fordel, at NATO derved ville kunne holde liv i et stykke Ukraine, som også kunne rumme resterne af den ukrainske regering og dermed forhindre Rusland i underlægge sig hele landet. Risikoen er selvfølgelig, at det vil sætte NATO-fly i konfrontation med Rusland, men NATO kan beslutte sig for, at det er bedre at udfordre Rusland i Ukraine end på eget territorium. Det vil ikke kunne gennemføres uden tab på begge sider, men for en kortere periode kunne begge parter muligvis leve med den konfrontation uden at eskalere yderligere. Men det vil samtidig gøre den grænse, som NATO har sat for Rusland, mindre tydelig. NATO har meget klart sagt, at alliancen ikke vil forhindre Rusland i at kæmpe i Ukraine, men krydser Rusland en NATO-grænse, vil man svare igen. Går NATO selv over grænsen vil det budskab blive meget mindre klart og afskrækkelsen tilsvarende mindre værd. ■

 

NATO kan beslutte sig for, at det er bedre at udfordre Rusland i Ukraine end på eget territorium. Det vil ikke kunne gennemføres uden tab på begge sider, men for en kortere periode kunne begge parter muligvis leve med den konfrontation uden at eskalere yderligere
_______

 



Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 2014 til 2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier. ILLUSTRATION: En F-15E Strike Eagle over Lakenheath, England, 10. april 2019 [FOTO: U.S. Air Force]