Ørum Andersen og Høj Hansen: Hvis presset på Erdoğan fortsætter, så vil vi opleve en mere interventionistisk udenrigspolitik mod PKK
14.01.2022
Presset på Erdoğans embede har aldrig været større siden kuppet i 2016, og en succesfuld intervention mod PKK vil potentielt kunne medvirke til, at Erdoğan kan sikre sig endnu 5 år på præsidentposten.
Analyse af Mikkel Ørum Andersen og Christian Høj Hansen
Siden det mislykkede kupforsøg i 2016 har Tyrkiet iværksat en mere offensiv udenrigspolitik, som især er kommet til udtryk i Irak og Syrien, hvor det Kurdiske Arbejderparti (PKK) og Islamisk Stats tilstedeværelse har været et hovedfokus. Dette skyldes primært et internt politisk pres på Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, frem mod præsidentvalget i 2023. Høje inflationsrater med en Lira, som har mistet over halvdelen af sin værdi, samt en general dårlig håndtering af Covid-pandemien har presset på den altdominerende magtfaktor gennem næste to årtier aldrig været større. Præsidenten har således set sig nødsaget til at gå efter kortsigtede politiske sejre gennem eksempelvis militære interventioner for at øge sin popularitet.
Tilgangen er dog ikke uden konsekvenser for hans øvrige ambitioner om at gøre Tyrkiet til en regional stormagt, idet den ekspansive strategi meget vel kan ende med at underminere stabiliteten i Irak samt forholdet til flere regionale samarbejdspartnere – heriblandt Iran.
Det kurdiske spørgsmål og kampen imod PKK
Ankaras aktivitet i det nordlige Irak har siden 1980’erne været præget af frygten for kurdisk selvstændighed og truslen for terrorangreb fra PKK i særdeleshed. Netop spørgsmålet om kurdisk selvstændighed har været en tilbagevendende problematik i Tyrkiet siden Atatürk grundlagde republikken i 1923. Det kom bland andet til udtryk under borgerkrigen i Syrien, hvor Tyrkiet kæmpede en indædt kamp for at forhindre et samlet kurdisk bælte langs den tyrkiske grænse i det nordlige Syrien, fordi man frygtede, at PKK og deres allierede ville få operationsfrihed langs hele grænsen.
Ankaras kamp imod øget kurdisk magt og indflydelse bliver oftest begrundet med sikkerhedstrusselen fra PKK, der har været den mest voldelige bestanddel i kampen for kurdisk selvstændighed og autonomi. Angreb på tyrkiske mål i og uden for Tyrkiet har placeret organisationen på terrorlisterne i EU og USA. Våbenhvilsbruddet i 2015 betyder, at PKK fortsat opererer med en vis operationel frihed, hvorfor Tyrkiet i 2020 intensiverede deres tilstedeværelse i det nordlige Irak, hvor Tyrkiet i april igangsatte operationerne Claw-eagle og Claw-tiger som et led i kampen mod terrorisme og PKK. Tyrkiet har øget antallet af angreb mod PKK på irakisk territorie (i henholdsvis Sinjar, Duhok og Mosul) for at presse PKK til det yderste og flytte truslen væk fra egne grænser.
Et stigende handelsforhold, herunder muligt indkøb af tyrkisk militærudstyr fra irakkernes side samt stigende tyrkiske investeringer i Irak indikerer, at et tættere samarbejde omkring handel og grænsesikkerhed er muligt
_______
Ugentlige luft- og droneangreb samt en kraftig forøgelse af militære landoperationer – herunder en etablering af op imod 20 militærbaser i den kurdiske region af Irak – er beviset på, at Ankara ikke vil acceptere PKK’s tilstedeværelse i Irak. Samtidig anholder tyrkiske styrker næsten også på ugentlig basis PKK-styrker. Det høje aktivitets- og tilstedeværelsesniveau på irakisk territorie har dog vakt vrede hos regeringen i Bagdad, som har ført til skriftlige klager til FN og bastante trusler om hævnaktioner fra Bagdads side.
På trods af dette er Ankara dog heftigt investeret i at opbygge sine fremtidige politiske, kulturelle og sociale agendaer i det nordlige Irak, og har således åbnet flere konsulater for at støtte det turkmenske folk i området samt forbedre deres generelle indflydelse. I de seneste år er forholdet dog forbedret, og det er blevet mere sandsynligt at landende kan indgå i et tættere samarbejde. Et stigende handelsforhold, herunder muligt indkøb af tyrkisk militærudstyr fra irakkernes side samt stigende tyrkiske investeringer i Irak indikerer, at et tættere samarbejde omkring handel og grænsesikkerhed er muligt. Dernæst eksisterer der en vis villighed fra tyrkernes side til at øge det geo- og sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Ankara og Bagdad.
Den primære årsag til, at disse udviklinger ikke har ført til et bedre forhold lige nu, skyldes dels Tyrkiets tilstedeværelse i det nordlige Irak, og dels den manglende politiske stabilitet i Irak qua iransk indflydelse og korruption.
Forholdet til de pro-iranske militser
Iran har siden den amerikanske intervention i 2003 øget deres indflydelse i Irak markant, hvilket har gjort dem til den mest magtfulde eksterne aktør i landet. Irans interesse i Irak er drevet af en defensiv strategi, som skal sikre, at Irak ikke kommer til at udgøre en trussel for Irans nationale sikkerhed, som landet gjorde under Iran-Irak krigen fra 1980-88, hvor mindst 300.000 iranere mistede livet. Iran har derfor oprettet og støttet en række pro-iranske militser igennem årene, som i dag er nogle af Iraks mest magtfulde aktører, såsom Badr Organisationen.
Organisationen kontrollerer store dele af indenrigsministeriet og politienhederne, som betyder, at Iran har indflydelse på det irakiske sikkerhedssystem og beslutningsprocesserne. Derfor har Tyrkiets operationer og aktiviteter i Irak naturligvis også fanget Teherans interesse.
Tyrkiets indmarch i Nordirak har selvsagt været problematisk for de pro-iranske militser, da store områder i det nordlige Irak er styret af disse militser. Det skyldes i høj grad, at de lokale magtdynamikker i området i forvejen er præget af magtkampe imellem de pro-iranske militser og andre rivaliserende militser, som både er kurdisk og shiitisk funderede. Overordnet handler denne magtkamp om kontrollen i området, som indeholder store olieolieressourcer, hvilket gør området lukrativt. Dermed er iranerne ikke interesseret i, at store aktører, såsom Tyrkiet, blander sig i deres dagsorden i området, da det vil gøre det svært at kontrollere de lokale sikkerhedsdynamikker, og vil ligeledes betyde større usikkerhed for Iran.
En potentiel konflikt mellem Asa’ib Ahl Al-Haq og Ankara, vil således kunne skabe en indirekte voldelig konflikt imellem Teheran og Ankara, grundet Irans forbindelse og aktive støtte til militserne i Irak
_______
Missil- og droneangreb mod tyrkiske militærbaser, som set ved Bashiqa-basen i april, flere gange i november ved den tyrkisk militærbase Zilkan, nord for Mosul, og så sent som i starten af 2022 ved selvsamme base, er således klare indikationer på, at Iran og de pro-iranske militser mener det seriøst; Tyrkiets indflydelse i det nordlige Irak skal begrænses.
Særligt har den pro-iranske milits, Asa’ib Ahl Al-Haq, været en aktiv spiller imod tyrkisk militær tilstedeværelse i det nordlige Irak. Lederen af Al-Haq-militsen, Qais Al-Khazali, har blandt andet udtalt, at han ser Tyrkiets tilstedeværelse i Irak som farligere end den amerikanske og som udtryk for en ”neo-ottomansk ideologi”. En potentiel konflikt mellem Asa’ib Ahl Al-Haq og Ankara, vil således kunne skabe en indirekte voldelig konflikt imellem Teheran og Ankara, grundet Irans forbindelse og aktive støtte til militserne i Irak.
På trods af militsernes ageren er det dog ikke i Teherans interesse at underminere forholdet til Erdoğan og Ankara, da de i forvejen har brug for allierede i regionen grundet manglende økonomisk samhandel efter Trumps tilbagetrækning fra atomaftalen. Derfor kan iranerne se sig nødsaget til at acceptere en vis from for øgede tyrkiske indflydelse i Irak, men det vil hele tiden være en hårfin balance for Teheran, da man heller ikke vil skade forholdet til de pro-iranske militser.
Det største problem for Ankara og Teheran er dog centreret omkring PKK’s rolle i Irak. PKK har igennem de seneste år haft et tættere samarbejde med de pro-iranske militser i den strategiske vigtige Sinjar provins. Dermed kan de tyrkiske angreb imod PKK-mål i Irak meget vel ende med at promovere en væbnet konflikt imellem de pro-iranske militser og Ankara. En konflikt som Teheran vil forsøge at undgå, da det ellers vil stille alvorlige spørgsmålstegn ved militsernes loyalitet over for Teheran, når de er presset og deres indflydelse dalende.
Tyrkiets agenda i Irak
Selvom Tyrkiet møder stor modstand fra de pro-iranske militser, så har Tyrkiet øget deres militære tilstedeværelse i Nordirak i mission på at bekæmpe PKK. Endvidere har Tyrkiet også åbenmundet støttet aftalen mellem Bagdad og Erbil fra oktober 2020, som blandt andet havde til formål at sikre stabilitet og mindske PKK’s førnævnte engagement og indflydelse i Sinjar-regionen. Erdoğan skal således gøre op med sig selv, hvorvidt han ønsker at intervenere yderligere i det nordlige Irak for at bekæmpe den nationale sikkerhedstrussel fra PKK eller om han vil holde igen for ikke at skade forholdet til Iran.
En intervention i Sinjar vil heller ikke være i harmoni med Bagdads interesser, da det vil fremme ustabiliteten internt i landet og i sidste ende gøre den irakiske premierministers position usikker, da en intervention vil underminere ministerens magtposition. Spørgsmålet er også, hvorvidt den irakiske regering overhovedet er i stand til – og ønsker – at hjælpe Erdoğan og Ankara i kampen mod PKK. En risikofyldt militærkonfrontation sammen med Tyrkiet i og omkring Sinjar vil formentlig resultere i, at regeringen vil gøre sig upopulær blandt Iran og de pro-iranske militser.
Omvendt, vil det uomtvisteligt også resultere i en vunden tillid fra Erdoğan, som på sigt vil kunne hjælpe ved at udgøre en balancerende faktor i forhold til den markante iranske indflydelse i Irak og derved styrke regeringen i Bagdad, når USA og den danskledte NATO Mission i Irak (NMI) på et tidspunkt trækker sig ud af landet. Hvorvidt den irakiske regering har et reelt valg i forhold til at tilslutte sig kampen mod PKK, er dog forholdsvis tvivlsomt.
En øget tilstedeværelse i Nordirak vil give Ankara mulighed for at få andel i områdets store reserver af naturgas og olie, som på sigt kan være med til at løsrive Tyrkiet fra afhængigheden af russisk gas
_______
På trods af gentagne advarsler om militær gengældelse og kritik af Ankaras tilstedeværelse i Nordirak, så har Ankara hidtil vist, at de er mere eller mindre ligeglade med Bagdads syn på deres tilstedeværelse i det nordlige Irak – PKK skal holdes i skak for enhver pris.
Foruden PKK er den økonomiske dagsorden ved Tyrkiets tilstedeværelse i Nordirak også en essentiel del af Ankaras interesser i Irak. En øget tilstedeværelse i Nordirak vil give Ankara mulighed for at få andel i områdets store reserver af naturgas og olie, som på sigt kan være med til at løsrive Tyrkiet fra afhængigheden af russisk gas. Samtidig vil en øget kontrol med irakisk gas kunne fremme Tyrkiet som et regionalt knudepunkt for gaseksport gennem Middelhavet – et knudepunkt, som PKK længe har vanskeliggjort ved kontinuerligt at ødelægge olieinfrastrukturen i Kirkuk-regionen.
En eliminering af PKK vil også være i det kurdiske selvstyres (underlagt premierministeren i Bagdad) interesse, da det vil sikre langt højere grad af sikkerhed og dermed muligheden for at forbedre begge parters økonomiske fundament. Ankara vil ligeledes også kunne trække selvstyret i Erbil væk fra PKK’s kommunistiske Öcalan-model og mod en mere traditionel markedsøkonomisk tilgang, hvilket på nuværende tidspunkt ikke er svært, da forholdet imellem PKK og det kurdiske selvstyre er særdeles konfliktfyldt. Overordnet set er kurdiske selvstyres værdisæt heller ikke langt fra Erdoğans AKP, hvorfor der også har eksisteret nogenlunde relationer mellem dem.
Tidligere har Ankara angiveligt også tilbudt selvstyret i Erbil økonomisk støtte til fordel for information om PKK – hvorvidt Erbil takkede ja til dette, er dog uvist. Som konsekvens har PKK dog alligevel optrappet deres angreb mod kurdisk politi og de såkaldte ”Peshmerga” styrker i det irakiske område. Men med dette i mente, så vil et øget samarbejde mellem de to lejre således ikke kategoriseres som urealistisk, da både Ankara og det kurdiske selvstyre har en fælles fjende i PKK.
Det interne pres i Tyrkiet
Det store spørgsmål for Erdoğan i disse år er, om han ønsker at forfølge en langsigtet eller kortsigtet strategi for at øge Tyrkiets regionale magt og samtidig sikre sin egen politiske magtbase internt i landet. Det logiske argument for Erdoğan fremadrettet – af hensyn til Iran og andre regionale samarbejdspartnere – vil formentlig være at forfølge en langsigtet strategi ved at neddrosle landets aktiviteter i det nordlige Irak, men Erdoğan og AKP er presset internt i Tyrkiet af dårlige meningsmålinger frem mod parlamentsvalget i 2023, hvorfor den karismatiske præsident kan se nødsaget til at forfølge en kortsigtet strategi som maksimerer hans partis popularitet og magt lige nu og her.
Erdoğans parti har længe oplevet en faldende popularitet, der for alvor kom til syne, da AKP mistede det absolutte flertal ved parlamentsvalget i 2015 samt lokalvalget i 2019, hvor oppositionens største parti, CHP, med støtte fra det pro-kurdiske parti HDP, vandt borgmesterposten i Istanbul.
Den dalende popularitet skyldes en stigende arbejdsløshed og en historisk dårlig økonomi, som betyder, at Erdoğan efterhånden kun har landets renommé som regional stormagt og global militærmagt tilbage som salgsargument blandt vælgerne i Tyrkiet
_______
Derfor har AKP sidenhen været nødsaget til at indgå et tættere samarbejde med det Nationalistiske Bevægelses Parti (MHP) for at blive ved magten. Dette har efterhånden resulteret i et stærkt politisk samarbejde, hvor et fælles mål har været at intensivere kampen mod PKK. Samarbejdet havde formentlig også en væsentlig betydning i iturivningen af våbenhvileaftalen med PKK, som ellers havde sikret nogenlunde fred mellem Ankara og PKK. En afblæsning af jagten på PKK i Irak, kan således give alvorlig indenrigspolitisk bagslag for AKP og Erdoğan, der i værste tilfælde kan betyde et farvel til præsidentembedet, grundet manglende støtte fra netop MHPs vælgere.
Den dalende popularitet skyldes en stigende arbejdsløshed og en historisk dårlig økonomi, som betyder, at Erdoğan efterhånden kun har landets renommé som regional stormagt og global militærmagt tilbage som salgsargument blandt vælgerne i Tyrkiet. Derfor kan Erdoğan se sig nødsaget til at udvide interventionen i Nordirak yderligere for at flytte fokusset fra de interne økonomiske problemer til den kurdiske problematik og trussel fra PKK.
Dette gør Erdoğan formentlig klogt i, da en analyse fra 2021 konkluderede, at de militære operationer i Syrien med et højt operationelt effektivitetsniveau kombineret med en aggressiv nationalistisk udenrigspolitik gav en positiv reaktion blandt vælgerne. Den seneste operation, operation Spring Shield, resulterede i et positivt opsving på omkring 15 procent i Erdoğans favør, men er dog sidenhen faldet igen.
Såfremt Ankara går all in for at eliminere truslen, dog uden at nedkæmpe PKK helt, vil dette givetvis også skabe indenrigspolitiske og personlige problemer for Erdoğan. Givet de pro-iranske militsers relation til PKK er det nærtliggende at forestille sig, at de tyrkiske operationer mod PKK ikke vil formå at afskære og nedkæmpe PKKs organisation og struktur helt. Det er således ikke omkostningsfrit, hverken indenfor eller udenfor Tyrkiets grænser, at gå benhårdt efter at nedkæmpe organisationen. Alternativt skal Ankara acceptere en vis PKK-tilstedeværelse, hvilket formentlig kan give politisk bagslag internt i Tyrkiet samt øge truslen fra PKK-angreb i Tyrkiet.
I den henseende er det vigtigt at understrege, at der er færre angreb rettet mod Tyrkiet fra PKK’s side end i 90’erne og 00’erne. Derudover er angrebene i højere grad rettet mod det tyrkiske militær frem for civilbefolkningen, hvorfor PKK, set fra den civile vælgerskare, ikke nødvendigvis fremstår som en lige så stor trussel som tidligere – dog skal man ikke underkende, at det medfører stærke reaktioner i store dele af befolkningen, når tyrkiske soldater omkommer. En fuldstændig bekæmpelse af PKK vil reducere Ankaras legitimitet i det nordlige Irak betydeligt, samt begrænse Erdoğans muligheder for at bruge sin stemmesøgende udenrigspolitik i fremtiden; derfor kan et acceptabelt trusselsniveau fra PKK fortsat bruges til at mobilisere politisk støtte internt.
Fremtidsudsigterne – Øget intervention i Nordirak
Tyrkiets kamp mod PKK i Irak afhænger også af den irakiske regerings standpunkt, og såfremt der ikke bliver taget en beslutning om, hvorvidt den irakiske regering har interesse i at hjælpe Tyrkiet med at eliminere PKK endegyldigt, vil det formentlig resultere i en yderst utålmodig Erdoğan. Det store antal tyrkiske baser i Nordirak vidner om, at Erdoğans tålmodighed er ved at nå bristepunktet.
Utålmodigheden er også senest blevet illustreret ved Ankaras forespørgsel om at forlænge interventionsmandatet i Syrien og Irak med yderligere 48 måneder, hvilket Erdoğan begrundede med, at han ingen tålmodighed har tilbage overfor Sinjar eller Qandil regionerne, der lader terrorisme, i form af PKK, blomstre.
Fra Ankaras perspektiv har Bagdad også længe vist, at de ikke magter at modarbejde og nedkæmpe PKK i Irak. Samtidig ved Erdoğan også, gennem erfaringerne fra interventionerne i Syrien, at formlen med fokus på nationalisme og interventionisme virker blandt vælgerne. Derfor er det ikke utænkeligt, at såfremt Tyrkiets nedgående økonomiske udvikling og Erdoğans dårlige meningsmålinger frem mod parlamentsvalget fortsætter, så vil Irak inden for den nærmeste fremtid opleve en mere interventionistisk tyrkisk udenrigspolitik rettet mod PKK, også selvom det vil være på bekostning af diplomatiske forbindelser til regeringen i Bagdad.
Det er dog en knivsæg, som Erdoğan bevæger sig på, da han konstant skal overveje, om den interventionistiske udenrigspolitik kan betale sig i forhold til relationerne med andre regionale lande, såsom Iran, som potentielt kunne forbedre Tyrkiets økonomi.
En utålmodig Erdoğan, kombineret med, at USA fortsat neddrosler sit engagement i Mellemøsten – herunder også Irak – vil formentlig også resultere i, at Irak kommer til at opleve en øget aktivitet fra Asa’ib Ahl Al-Haq og andre pro-iranske militser rettet mod den tyrkiske tilstedeværelse i Nordirak i håbet om større indflydelse. Med andre ord, vil det være opskriften på en sprængfarlig og potentiel langvarig regional konflikt, som direkte eller indirekte vil involvere Iran, og derfor kan vise sig at udvikle sig til en gordisk knude for forholdet imellem Teheran og Ankara, som Erdoğan vil få svært ved at løse, hvis offensiven imod PKK i Irak fortsætter. Et scenarie som ingen af parterne er interesseret i, men som i sidste ende, grundet det interne pres, kan vise sig at være uundgåelig, såfremt Erdoğans mål og interesser i Irak ikke bliver indfriet. Det seneste luftangreb mod kommunalbygningerne i Khanasor, Sinjar, tyder således på, at Erdoğan ikke har tænkt sig at nedprioritere kampen mod PKK lige forløbeligt.
Det bliver derfor interessant at følge Erdoğan og AKP’s ageren i Irak og regionen generelt frem mod præsidentvalget i 2023. Presset på Erdoğans embede har aldrig været større siden kuppet i 2016 og en succesfuld intervention mod PKK vil potentielt kunne medvirke til, at Erdoğan kan sikre sig endnu 5 år på præsidentposten. Det må derfor forventes, at Tyrkiet – også set i lyset af USA’s forsvinden – vil spille en større rolle i Irak i de kommende år, da Irak vil blive brugt som et strategisk vigtigt område til at sikre Erdoğans interne magt og samtidig styrke Tyrkiets regionale position. Denne udvikling kan dog komme til at skade Ankaras forhold til Bagdad og Teheran, da interventionen mod PKK i Irak indtil videre har undermineret irakisk suverænitet samt minimeret iransk indflydelse. Hvis fremtidens udfordringer imellem landene skal kunne løses, er der derfor behov for et større militært og diplomatisk samarbejde, hvor interaktion og samarbejde mellem relevante tyrkiske, iranske og irakiske forsvarsinstitutioner kunne være et skridt i den rigtige retning for at sikre, at konflikten med PKK ikke får en alt får stor negativ effekt i forhold til de bilaterale relationer og regionens stabilitet generelt. ■
Det må derfor forventes, at Tyrkiet – også set i lyset af USA’s forsvinden – vil spille en større rolle i Irak i de kommende år, da Irak vil blive brugt som et strategisk vigtigt område til at sikre Erdoğans interne magt og samtidig styrke Tyrkiets regionale position
_______
Christian Høj Hansen (f. 1990) er fuldmægtig ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser, hvor han er ansvarlig for at koordinere og implementere projekter, som skal kapacitetsopbygge de irakiske sikkerhedsinstitutioner og rådgive dem om sikkerhedsreformer. Disse projekter er en del af den danskledte NATO mission i Irak. Han er uddannet cand.mag. i historie ved Københavns Universitet med speciale i forholdet mellem Iran og USA.
Mikkel Ørum Andersen (f. 1996) er praktikant ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser, hvor han monitorerer det sikkerhedspolitiske område i Irak og Afghanistan. Derudover har han beskæftiget sig med tyrkisk udenrigspolitik ved flere lejligheder, hvor han blandt andet har analyseret den tyrkiske udenrigspolitiske ageren under den syriske borgerkrig. Han er pt. ved at uddanne sig til cand.mag i Internationale studier og besidder ligeledes en bsc. i Politik & Administration.
ILLUSTRATION: Præsident Recep Tayyip Erdoğan holder tale ved AK-partiets hovedkvarter i Ankara, 4. januar, 2022 [Foto: Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
