Post.doc Marc Jacobsen: Samarbejdet i Arktisk Råd, der fortsatte under både krigen i Georgien og annekteringen af Krim, er nu sat på pause, og det har store konsekvenser

23.03.2022

Arktis er på godt og ondt forbundet med resten af verden. Pt. desværre mest på ondt. Derfor er det nødvendigt at såvel staterne i regionen og medlemmerne af Rigsfællesskabet indstiller sig på den nye sikkerhedspolitiske virkelighed.  ”Arktisk exceptionalisme” er slut.

Analyse af Marc Jacobsen

I starten af februar nominerede fire norske parlamentarikere Arktisk Råd til Nobels Fredspris for dets exceptionelt gode internationale samarbejde. En måned senere blev rådet lagt på is som direkte konsekvens af Ruslands krænkelser af Ukraines suverænitet og manglende respekt for international lov. Beslutningen tog de syv øvrige arktiske stater (A7) – Canada, Kongeriget Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og USA – der i en fælles udmelding slog fast, at samtlige rådsmøder er sat midlertidigt på pause under Ruslands nuværende formandskab.

Intet tilsvarende er  sket i rådets 26 år lange levetid. Hverken femdages-krigen i Georgien i 2008 eller Ruslands annektering af Krim i 2014 forårsagede konsekvenser af samme omfang, hvilket dengang fik nogle forskere til at argumentere for ’arktisk exceptionalisme’. Dvs. at det arktiske samarbejde fastholdes på trods af eksterne geopolitiske spændinger, og måske endda bidrager til at forbedre de mellemstatslige relationer uden for regionen. Mens fortalerne for ’arktisk exceptionalisme’ er blevet færre i takt med, at den globale stormagtskonkurrence har gjort sit indtog i regionen de seneste par år, kan der nu ikke være mange tilbage, der mener, at Arktis udgør en separat sikkerhedssfære.

Arktis er på godt og ondt forbundet med resten af verden. Pt. desværre mest på ondt. Derfor er det nødvendigt at såvel staterne i regionen og medlemmerne af Rigsfællesskabet indstiller sig på den nye sikkerhedspolitiske virkelighed.

Regionale problemer kræver fortsat regionalt samarbejde
Pausen i Arktisk Råd er ærgerlig, men uundgåelig og forståelig som et element i Vestens samlede forsøg på at isolere, stigmatisere og påføre Putins regime økonomiske kvaler. Dog er et vist niveau af regionalt samarbejde fortsat nødvendigt for at kunne løse andre udfordringer, der heller ikke respekterer nationale grænser. Det være sig miljøproblemer, biodiversitetsspørgsmål, spredning af sygdomme og klimaforandringer, der er ekstraordinært mærkbare i Arktis. Derudover vil de interne relationer mellem inuitter, samer og aleuter – som både har hjemme i Rusland og i andre arktiske egne – sandsynligvis komme under pres, når der er begrænsede, eller ingen, muligheder for at mødes.

Bl.a. derfor bør A7 og de seks permanente deltagere, der repræsenterer de oprindelige folk i Arktis, drøfte, hvordan de kan bibeholde en regelbaseret regional orden og fortsætte deres indbyrdes samarbejde i et andet format, indtil de igen byder Rusland inden for. Noget som meget vel først sker post-Putin. Da Arktisk Råd reelt er et mellemstatsligt forum, som blot bygger på en fælles erklæring, og ikke en mellemstatslig organisation med en juridisk bindende traktat er der faktisk flere muligheder for de resterende medlemmer til nu at udforme rådet på en ny måde. Det har ofte været fremhævet som en af rådets svagheder, men kan i den nuværende situation vise sig at blive en fordel.

Fordi Rusland fylder over halvdelen af det arktiske landareal, vil der imidlertid komme situationer, hvor det vil være uomgængeligt at have et vist samarbejde med Moskva.

På samme tid er der brug for at opretholde Ruslands kystvagtssamarbejde med Norge i Barentshavet og med Alaska i Beringshavet og Tjuktjerhavet, så en potentiel fælles redningsaktion af et nødstedt skib eller oprydning efter et olieudslip ikke forhindres af geopolitiske spændinger andetsteds. Det var muligt under Den Kolde Krig og vil forhåbentligt også være det fremover.

Økonomiske sanktioner presser Rusland mod øst
Rusland har traditionelt set været godt tjent med at bevare fredelig sameksistens i Arktis, da det bl.a. har været en fordel for udvindingen af landets olie og gas i regionen, som langt hen ad vejen er afhængig af vestlig teknologi og vestlige investeringer. At de økonomiske sanktioner er blevet akkompagneret af kapitalflugt fra private mastodonter som Shell, BP, Exxon Mobile og Equinor – der de seneste par uger enten har trukket sig ud af landet, eller suspenderet sine investeringer i og med Gazprom og Rosneft – må derfor utvivlsomt have gjort indtryk i Moskva. Samtidig har beslutningerne fra bl.a. Mærsk, Norden, Torm, Hapag-Lloyd, CMA CGM og MSC om at stoppe næsten al transport til og fra Rusland ramt den russiske eksport og forsyningsbehov hårdt, mens det også er en mærkbar bet for forhåbningerne om at øge trafikken i Nordøstpassagen. Forhåbninger, der ofte er blevet luftet af det russiske formandskab for Arktisk Råd, og som Putin meget aktivt promoverede, da containerskibet Ever Given agerede prop i Suezkanalen for præcis et år siden.

 

”Lavspænding i Arktis” har længe været et dansk mantra, som indbefattede en vis portion skepsis over for at byde NATO velkommen i regionen. Med regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, blev den skepsis afløst af støtte
_______

 

I det lys vil vi sandsynligvis se et Rusland, der i endnu højere grad søger mod øst, hvor især Kina, men måske også Japan og Sydkorea, vil åbne sine havne for russiske LNG-tankere lastet med billig gas, der kan hjælpe til at diversificere energiafhængigheden af  Mellemøsten, Australien og USA. Det sino-russiske forhold er imidlertid ikke helt ukompliceret. For mens Moskva ikke er entydigt begejstret for Kinas engagement i Arktis, så er Beijing ikke helt trygge ved Ruslands forsøg på at ændre territorielle grænser ved hjælp af militærmagt. Det er kommet til udtryk ved, at Kina ikke anerkender Krim som russisk, og ej heller støtter den nuværende invasion. Dog har Kina heller ikke stemt for FN’s resolution, der kræver Rusland ud af Ukraine.

Det samme gælder Indien, som pga. sin enorme våbenimport fra Rusland også undlod at stemme. Landet, som vi ikke er så vant til at tænke på i en arktisk sammenhæng, udgav i sidste uge en policy for Arktis, hvori Nordøstpassagen får det skudsmål, at den potentielt kan omforme verdens maritime handel. Mens Vesten kapper de økonomiske bånd til Ruslands arktiske egne, kan et øget engagement fra øst således hjælpe med at udfylde tomrummet.

Køligere militær koldfront
NATO og dets allierede holder i disse dage en stort anlagt militærøvelse i Norge med deltagelse af ca. 30.000 soldater fra 27 lande, der til lands, til vands og i luften træner at føre krig i arktiske omgivelser. Øvelsen, der går under navnet Cold Response, har været planlagt længe. Faktisk skulle den have været afholdt i 2020, men blev dengang aflyst pga. coronapandemien. At den bliver afholdt netop nu, har derfor ikke noget med Ukrainekrigen at gøre, men situationen betyder ikke desto mindre, at det er endnu mere presserende at afskrække Rusland fra også at føre krig i nord.

Det er der imidlertid heller ikke noget, der tyder på, at Putin vil. Tværtimod har han beordret styrker og enkelte enheder fra Nordflåden på Kolahalvøen til at kæmpe i Ukraine. Den yderst spændte situation gør dog, at begge sider skal være ekstra opmærksomme på risikoen for utilsigtet eskalering. Det har NATO indledningsvist forsøgt at imødekomme ved at invitere Rusland som observatør til øvelsen. Invitationen blev afvist.

Øvelsen afspejler, at der i de seneste år har været en øget militarisering i Arktis, hvor Rusland bl.a. har udbygget Nagurskoje-basen på Franz Josefs Land, så fly derfra vil kunne nå Thulebasen. Det har fået USA og dets allierede til også at opruste, og dermed – samlet set – aktivere et sikkerhedsdilemma, hvor oprustning på den ene side fører til oprustning på den anden, hvilket resulterer i større usikkerhed for begge. Denne negative oprustningsspiral bliver nu accelereret af, hvad der foregår i Ukraine, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at de to arktiske stater Sverige og Finland, overvejer at melde sig under NATO’s faner. Gør de det, vil det påvirke det geostrategiske kompas i regionen og gøre den militære koldfront endnu koldere.

Rigsfællesskabets arktiske udfordringer
”Lavspænding i Arktis” har længe været et dansk mantra, som indbefattede en vis portion skepsis over for at byde NATO velkommen i regionen. Med regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, blev den skepsis afløst af støtte. Alt imens mantraet fortsat anvendes, bliver det i stigende grad udfordret af den forværrede sikkerhedspolitiske virkelighed, der kalder på yderligere investeringer i militært isenkram. I første omgang resulterede det i en såkaldt ’arktisk kapacitetspakke’ på 1,5 milliarder kroner, øremærket til radarer, satellitter og droner til at forbedre overvågningen af Grønland. På den måde forsøgte Danmark at balancere amerikanernes krav om øget tilstedeværelse med mantraet om lavspænding, for således at bidrage mindst muligt til det arktiske sikkerhedsdilemma. Nu, i anden omgang, er der sat yderligere milliarder af til Forsvaret i Arktis. Præcist hvor mange og til hvad, vil en ekspertvurdering kaste lys over i næste måned.

I mellemtiden forsøger regeringen at opnå større enighed med selvstyret i Nuuk, som af flere omgange har udtrykt utilfredshed med ikke at være taget med på råd vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold med relation til Arktis. Samtidig harmonerer ønsket om oprustning dårligt med selvstyrets ambition om at undgå yderligere militarisering af Grønland. Hvorvidt sidste uges møde mellem Egede og Frederiksen ledte til fælles fodslag om de kommende investeringer, er endnu uvist. Men i lyset af hvad der sker i Ukraine – og med Rusland som nabo på den anden side af Nordpolen – giver det god mening, hvis Grønland overvejer, om de triste realiteter ikke matcher det pacifistiske ideal.

Udover at værne sig mod russiske fly, ubåde og langtrækkende missiler, står Danmark og Grønland muligvis også over for at skulle føre trilaterale forhandlinger med Rusland og Canada angående fordelingen af enorme stykker havbund i Det Arktiske Ocean, som de alle har gjort krav på. Indtil nu har det været en udbredt formodning, at Rusland ville følge Ilulissat Erklæringens spilleregler om at lade international lov og videnskabelig data afgøre, hvem der har ret til hvad. Den formodning er i dag mindre udbredt, om end Moskvas udmeldinger på området endnu ikke har ændret sig.

I den nuværende situation er der større risiko end tidligere for, at uenigheder om råstoffer, sejlruter og mulig territoriel ekspansion kan forværre det arktiske samarbejde yderligere. At dæmme op for den risiko kræver både, at Vesten viser militære muskler ogi høj grad også, at man bruger diplomatiet til på et tidspunkt at genoptage det regionale samarbejde med Rusland. Om den nuværende fjendtlighed vil kaste skygger helt ind i 2025, hvor Rigsfællesskabet overtager formandsskabet for Arktisk Råd, er endnu for tidligt at sige. Men en ting er sikkert: Ruslands invasion af Ukraine har store konsekvenser for det interstatslige, mellemfolkelige og økonomiske samarbejde i Arktis. ■

 

I den nuværende situation er der større risiko end tidligere for, at uenigheder om råstoffer, sejlruter og mulig territoriel ekspansion kan forværre det arktiske samarbejde yderligere
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik