05.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

”Putin har med sprængningerne forklaret Vesten, at infrastruktur af enhver art er sårbar, og at han kan nå vores energiforsyning overalt, hvor det passer ham. ’Vi kan sprænge jeres pipelines, vi kan klippe jeres kabler, vi kan overtage jeres internet’ er budskabet, og det er gået klart ind i både NATO og Washington.”

Kommentar af Poul Højlund

Når man som undertegnede er opvokset under Den Kolde Krig, er der ikke meget nyt under solen i disse år. Rusland er fortsat arvefjenden, og ingen af de tricks, Putin bruger, overrasker. Vi har set det hele før: Propagandaen, løgnene, brutaliteten, atomtruslen, ligegyldigheden overfor egne tab og maskirovka, som er den gamle sovjetiske doktrin om både militær og politisk vildledning. Det nye er måske den himmelråbende inkompetence hos de russiske styrker, og at det nu er russerne selv, der narres af ukrainernes maskirovka.

Det er den gamle konflikt mellem Vesten og totalitarismen, der udspiller sig i Ukraine. Som sådan en stedfortræderkrig, men også et regulært russisk overfald på en nabo i forsøget på at fastholde Ukraine som russisk. Rusland er imperialistisk og har været det siden hertugdømmet Moskva brød ud af tartarernes overherredømme i 1480. Vesten er tilbøjelig til at overse den russiske imperialisme, som ellers har været ongoing i århundreder, kulminerende med oprettelsen af syv sovjetiske lydstater i centrum af Europa efter 1945.

Først med Murens Fald i 1989 begyndte det at gå den anden vej. NATO og EU har ekspanderet voldsomt mod øst – løftebrud eller ej – og det er ikke svært at forstå, at Putin føler sig presset. Hverken det gamle zarrige, det sovjetiske interludium eller det nuværende Rusland bryder sig om naboer, der ikke er under russisk kontrol.

Ukraine var indtil 2014 en russisk lydstat, som en lang række andre gamle sovjetrepublikker stadig er det. Maidan-revolutionen, exileringen af den Moskvatro Yanukowych og ikke mindst EU’s og USA’s heftige støtte til de vestvendte kræfter i Ukraine fik Moskva til at sætte foden ned, først med annekteringen af Krim, siden med anerkendelsen af de østukrainske ’udbryderrepublikker’ og senest med invasionen i Ukraine.

Uagtet Putins mål med invasionen er det lykkedes for ham at samle Ukraine til en nation, de russiske enklaver undtaget, at samle EU til en reel union, at få NATO udvidet med to markante nationer og at samle Vesten i en enig opposition til Ruslands fremfærd. Det må være verdensrekord i geopolitisk hattrick med omvendt fortegn.

 

Når man først anerkender frygten som Putins vigtigste våben, giver det absolut god mening at sprænge Nord Stream 1 og 2
_______

 

Nord Stream kaput

Hvordan passer sprængningerne i Østersøen ind i billedet? Har Rusland virkelig ødelagt sin egen eksportkanal for gas til EU, og i givet fald: Hvor er rationalet? Måske får vi aldrig den smoking gun, der endegyldigt placerer ansvaret hos Rusland, men i storpolitik er sandheden det, de stærkeste nationer enes om.

Putins vigtigste våben er frygt. Frygt i egen befolkning for hans despotiske regime, frygt hos oligarkerne, hvoraf mange synes at dø pludseligt, frygt hos de vesteuropæiske befolkninger og regeringer for en frysende kold vinter og industri, der går i stå, frygt for Putins mangel på rationale og hans vilje til at bruge det forbudte våben. Når man først anerkender frygten som Putins vigtigste våben, giver det absolut god mening at sprænge Nord Stream 1 og 2.

Putin har for længst erkendt, at EU ikke igen kommer til at gøre sig afhængig af russisk gas. Derfor er Nord Stream et allerede afskrevet kapitalgode. Ved at sabotere ledningerne opnår Putin at skabe forvirring og splittelse i de vesteuropæiske befolkninger, jævnfør allehånde konspirationsteorier om, at USA har gjort det, alene støttet på en klumset udtalelse fra Biden tilbage i februar – før invasionen af Ukraine og beregnet på at presse Scholz til at droppe Nord Stream 2. Tabet for Rusland er nærmest ikke eksisterende, og Kreml har ingen problemer med at benægte alt og i stedet ligefrem bringe sagen op i FN’s Sikkerhedsråd. Lyv stort, benægt alt og fortsæt uanfægtet; ikke nogen helt ukendt strategi, når vi snakker despoter.

Putin opnår også at fjerne fokus fra de militære tilbageskridt i Ukraine, ligesom de absurde afstemninger i de russiskkontrollerede provinser rykker om på side 2 – sammen med den mobilisering, han har igangsat.

Men den helt store gevinst er signalgivning. Putin har med sprængningerne forklaret Vesten, at infrastruktur af enhver art er sårbar, og at han kan nå vores energiforsyning overalt, hvor det passer ham. ’Vi kan sprænge jeres pipelines, vi kan klippe jeres kabler, vi kan overtage jeres internet’ er budskabet, og det er gået klart ind i både NATO og Washington.

Vi er sårbare. Kig på et kort over elkabler, internetkabler, platforme og pipelines i Nordsøen. Det er en stort set umulig opgave at beskytte den infrastruktur mod russisk sabotage. Af den grund har Ursula von der Leyen sagt, at et angreb på europæisk infrastruktur er et angreb på EU. NATO vil formentlig snart følge trop og erklære det for et angreb på NATO.

Hvad er det næste?

Hvis man ikke har oplevet Den Kolde Krig, ikke kan huske Ungarn 1956, Cubakrisen 1962, Tjekkoslovakiet 1968 eller nogle af de mange andre tilspidsede konfrontationer mellem Vesten med USA i spidsen og det gamle Sovjet, må den nuværende krise være ekstra skræmmende. Ja, der er en reel mulighed for, at det eskalerer, ja, atomvåben kan komme på tale, og ja, vi kommer helt sikkert til at fryse til vinter.

Man kan hengive sig til ideen om, at Ruslands elite fortsat besidder så megen fornuft, at Putin simpelthen vippes af pinden – det kan jeg selv forfalde til. Men Hitler regerede ubrudt hele vejen ind i katastrofen, der ramte ikke alene Tyskland, men hele verden, og den tyske elite var væsentligt bedre uddannet og langt mere vidende end dagens russiske. En ny verdenskatastrofe er absolut ikke umulig.

Man gør klogt i at minde sig selv om de lange linjer: Siden Folkeforbundet og senere FN er den vestlige verden faktisk i høj grad lykkedes med at civilisere nationernes sameksistens. Angrebskrig er rent faktisk forbudt; krigsforbrydelser forsøges straffet af de internationale domstole; handelsaftaler, valutasystemer, Verdensbanken og talrige andre institutioner er skabt på vestligt initiativ. Det er fortsat Vesten og vestlige værdier, der er vores eneste garanti for et liv i frihed og med økonomiske muligheder.

Putin skal standses, og man skal ikke lade sig skræmme – uanset hans trusler og mad man-opførsel.  Konflikten står fortsat mellem frihed og despoti; på den front er der intet nyt under solen. ■

 

Det er fortsat Vesten og vestlige værdier, der er vores eneste garanti for et liv i frihed og med økonomiske muligheder
_______

 

Poul Højlund (f. 1953) er cand.mag, tidlige ansat i gymnasieskolen, finanssektoren og egen virksomhed og mangeårig kommentator og debattør – nu pensioneret.

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?