Professor i militæretik Dragan Stanar: Hele det politiske system dehumaniserer eksterne fjender – og det gør os i stand til at dræbe

21.04.2022


”Jeg tror, den vigtigste faktor for krigsforbrydelser i moderne krige er vores store, institutionelle, organisatoriske og samfundsmæssige indsats for at trumfe menneskets natur og vores medfødte uvilje mod at dræbe andre mennesker.”

Interview med Dr. Dragan Stanar, professor i etik ved Union Nikola Tesla Universitetet i Serbien. Derudover underviser Stanar i militæretik og moral ved Militærakademiet og Nationalforsvarets Skole i Beograd. Interview af Jakob Sloma Damsholt

RÆSON: Hvorfor ser vi krigsforbrydelser som drab, voldtægter og plyndringer af civile, som vi har set det nu her i Ukraine?
STANAR: Jeg tror, at krigens natur er sådan, at den ikke kun tilskynder sådanne begivenheder, men gør dem uundgåelige. Det almindelige synspunkt er, at krigsforbrydelser sker, når individer fejler moralsk. Det er ofte argumentet, når forbrydelserne er begået af vores side. Når vores side begår forbrydelserne, er der altid tale om et individ. Et råddent æble. Når modstanderen begår en krigsforbrydelse, forklarer vi det ganske enkelt med, at de er onde dyr. 

Jeg tror, den vigtigste faktor for krigsforbrydelser i moderne krige er vores store, institutionelle, organisatoriske og samfundsmæssige indsats for at trumfe menneskets natur og vores medfødte uvilje mod at dræbe andre mennesker. Vi kan simpelthen ikke lide at slå mennesker ihjel. Og det er meget upraktisk for militæret at have et mandskab, hvor 98 pct. har problemer med at dræbe andre mennesker. Alle, der har været i uniform, ved, at det er en institutionel indsats at facilitere drabsmuligheden.  

En af nøglestrategierne, som alle hære benytter sig af, er udskiftningen af basistræning med konditionering, der ikke blot er træning. Konditionering hviler på responsstimuli og aktivering af en nær-automatreaktion – det kan være fjenden eller andet. Det eliminerer muligheden for overhovedet at tænke over, hvad man skal gøre. Det er bare refleks. Når noget viser sig, skyder man og bliver belønnet. Konditionering udgør 100 pct. af træningsformen i dag – i det mindste for succesfulde hære.

Dertil kommer tilbagerulningen af  individuationen [adskillelsen af mennesker fra hinanden, red.] som alle hære hviler på. Der foregår på et simpelt plan, hvor vi alle har den samme frisure, den komplet samme uniform. Og fra det berømte Stanford-fængselseksperiment ved vi, at en sådan dynamik faciliterer vold i ekstrem grad.

Den vigtigste faktor er dog dehumaniseringen af fjender. Dehumanisering har været hos os altid, og det er den stærkeste kraft ift. at gøre os i stand til at dræbe. Den typiske dehumanisering der benyttes er, at fjender repræsenteres som undermennesker, dyr og dæmoner.

 

Moderne teknologi har også bidraget med en anden form for dehumanisering, som jeg vil kalde ’ude af syne, ude af sind’-modellen. At dræbe mennesker, der er langt væk fra en selv ved brug af moderne teknologi
_______

 

Er dehumaniseringen på samme niveau i enhver moderne hær?
Jeg tror, at enhver moderne hær gør en indsats hen imod det. Og det er ikke kun hæren. De væbnede styrker i et land eksisterer ikke i et vakuum. Det er hele det politiske system, der skaber dehumanisering, når det møder eksterne fjender. Det er meget sværere nu, hvor vi er i et globaliseret samfund, hvor vi faktisk ved, at de andre mennesker ikke er dyr. Vi kan se dem, vi kan google dem, vi kan rejse til deres lande, vi kender sandsynligvis et dusin mennesker af den nationalitet. Vi ved faktisk, at de ikke er dyr eller undermennesker. Men modellen for krig er, at der er en uundgåelig en kamp mellem det gode og det onde. Selvfølgelig kan vi kun være de gode, og så må andre må være de onde.

Moderne teknologi har også bidraget med en anden form for dehumanisering, som jeg vil kalde ’ude af syne, ude af sind’-modellen. At dræbe mennesker, der er langt væk fra en selv ved brug af moderne teknologi, ved brug af moderne våben, der kan rejse tusindvis af mil, så man ikke rigtig ser dem. Det er også en form af dehumanisering, for du dræber ikke mennesker. Man angriber prikker på skærmen, og man har blot nogle tal i en rapport, der melder: “Vi har neutraliseret 75, og der er 40 ukampdygtige”. 

Jeg forstår dit strukturelle argument, men har konflikter ikke forskellige dynamikker, således at man kan se denne opførsel mere nogle steder end andre?
Absolut. Jeg er filosof, og hovedfejlen for filosoffer er, at de altid går efter det totale billede, dét, der forklarer det hele. Men det er klart, at alle konflikter har deres særegenheder.

Konflikten i Jugoslavien kan jeg godt lide at bruge som eksempel, for den har jeg personlig erfaring med. Jeg var omkring tre år gammel, da krigen startede, og jeg boede i en landsby, der  var 7 kilometer fra fronten. Jeg brugte 4,5 år i total krig, og så brugte jeg yderligere 2-3 år som krigsflygtning med min familie. Jeg har slægtninge, der var involveret på begge sider, så det har været meget interessant for mig at sammenligne forskellige attituder fra folk, der faktisk var involveret i krigen.

I den krig var der et meget stammeagtigt had, og det fremprovokerede krigsforbrydelser. Derudover var der et meget stor brug af paramilitære enheder. Over 85 pct. af de beviste krigsforbrydelser – på begge side – blev begået af paramilitære operationer. Det er utroligt. De udgjorde kun mindre end 10 pct. af kombattanter i krigen, men mindre end 10 pct. af kombattanterne var ansvarlige for næsten 90 pct. af krigsforbrydelserne. Det er chokerende, og alligevel, bruger lande stadig paramilitære styrker. Vi ser det nu i Ukraine. Begge sider er afhængige af paramilitære styrker, selv om de ved, at det øger risikoen for krigsforbrydelser.

Vi ved stadig ikke, hvem der har begået de åbenlyse krigsforbrydelser vi har set i Ukraine. Om det var officielle væbnede styrker, private militære firmaer eller paramilitære organisationer, men det er min forventning, at mange af de ting der er foregået, vil kunne spores tilbage til mange uofficielle kombattanter. Militser, paramilitære styrker bestående af politibetjente, af frivillige, af udenlandske lejesoldater, private militærfirmaer. Jeg tror, vi har det hele af den slags i den ukrainske konflikt.

Hvis det er sandt, så er der måske en pointe i at sige, at træningen faktisk kan være en god ting. Måske forhindrer den professionelle træning krigsforbrydelser i at finde sted, selvom den også indeholder den facilitering af drab, som du talte om før?
Absolut. Men hvilken del af træningen? Jeg underviser mine væbnede styrker i krigsetik på militærakademiet i Serbien, så jeg er meget subjektiv i det her spørgsmål. Jeg tror, som min berømte ven og kære kollega, David Whetham, fra King’s College, at etisk træning gør en forskel. Juridisk træning gør en forskel. Men du skal huske på, at den slags træning som regel er forbeholdt officerer. Du kan ikke forvente, at alle soldater er ordentligt etisk og juridisk uddannet, før de går i krig. Men det skal officerer være. Det forventes, at de ved, at hære som har signifikant og løbende etisk træning, er mindre tilbøjelige til at begå krigsforbrydelser.

Men jeg vil ikke lyde overdrevent idealistisk. Jeg har tit talt med andre kollegaer, som arbejder med militær uddannelse, og det er ikke realistisk at forvente, at alle hære vil nedbringe deres effektivitet for at blive mindre ulovlige i deres handlinger. Hver gang vi taler med mennesker i militæret, handler det om effektivitet, effektivitet, effektivitet. Og når der er ordnet, kan vi tale om etik og om international ret. Jeg tror ikke, at det er muligt at udføre kontinuerlig, optimal, etisk eller juridisk træning eller uddannelse af almindelige soldater.

Hvorfor ikke?
Fordi tiden ikke afsættes til det. Det er ikke nok bare at forstå, at man kommer i fængsel, hvis man begår krigsforbrydelser. For hvis der ikke er nogen, der opdager dig, ryger du ikke i fængsel. Hvis du tilhører en supermagt, kommer du sikkert heller ikke i fængsel. Soldater fra supermagter bliver ikke sat for en domstol for de forbrydelser, de begår.

Mennesker, som ikke har erfaring fra væbnede styrker og som aldrig har brugt tid i militæruniform, genkender intuitivt ikke nødvendigheden af streng disciplin i militæret. Men jeg tror, at det er præcis den, der forhindrer mennesker i bare at gøre, hvad de har lyst til, og det giver en enorm magt til officerer. Forestil dig tragedien, hvis du har en officer, der er parat til at lade frygtelige ting ske. I felten er der ikke nogen international komite, mission eller love. Det er kun officeren, der kan forhindre noget eller beordre noget. Derfor, er det etiske ræsonnement så vigtigt.

Alle os, der arbejder som professorer i militæretik ved, at det ikke bare handler om, at de skal lære lovene. De skal forstå, at det er virkelig skadeligt at bryde dem. De skal lære, at forbrydelser kan forhindre dem i at opnå deres mål, og at deres mål er fred. Målet for enhver soldat er fred. Ikke bare våbenstilstand, men fred. Freden i Ukraine er fx ikke kommet nærmere med de grusomheder, der har udfoldet sig, uanset hvem der ansvarlig. Der er mange våbenstilstande, der er opstået på grund af krigsforbrydelser, og den våbenstilstand kan vare i 50 år, men det er ikke ægte fred.

Hvorfor er det de paramilitære grupper, der begår de fleste forbrydelser?
Tænk på private militærfirmaer. Hvis du var regeringen, hvordan ville du så beslutte, hvilke private militærfirmaer du skulle bruge i krig? Vil du bruge de mest effektive eller de mest humane? Man vil vælge de mest effektive. Det betyder, at enhver krig er en mulighed for sted for de firmaer til at bevise deres effektivitet, deres nådesløshed. Det er en komplet anderledes logik ift. de traditionelle væbnede styrker. For traditionelle væbnede styrker er interessen, at en krig skal stoppe så hurtigt som muligt. Men for et privat militærfirma, hvad er så præcis interessen i at en krig slutter? Din direkte interesse i krigen – som du er betalt for – er, at den varer uendeligt. Der er en berømt middelaldersang om en katolsk munk, der møder en hær af lejesoldater, som han ønsker fred, hvortil de svarer: ”Hvorfor vil du ønske mig så forfærdelig en ting?” ■

 

For traditionelle væbnede styrker er interessen, at en krig skal stoppe så hurtigt som muligt. Men for et privat militærfirma, hvad er så præcis interessen i at en krig slutter?
_______

 


ILLUSTRATION: Fire mennnesker, der er blevet dræbt under den russiske besættelse af Bucha, gøres klar til en begravelsesceremoni, 20. april 2022. [FOTO: Emilio Morenatti/AP/Ritzau Scanpix]