Rasmus Willig: Mistrivselskrisen er tegnet på et samfund, der er i både indre og ydre ubalance
24.10.2022
”Velfærds- og konkurrencestaten er kun i stand til at forholde sig til mistrivsel i det omfang, der er et produktivitetstab forbundet med, når folk bliver syge og dårlige. Jeg tror, at det ville være fornuftigt at stille sig selv det spørgsmål, om det egentlig ikke er en meget naturlig reaktion på den type af pres, vi lægger på vores indre natur, samtidig med at vi udøver et massivt pres på den ydre natur.”
Interview med sociolog og forfatter, Rasmus Willig, af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSON: Hvorfor ser vi så mange – særligt unge – lide af mental mistrivsel i disse år?
WILLIG: Jeg tror, at der er to teser, vi har overset. Under modernitetens gennembrud fik befolkningerne først nogle få chancer for at stige i statushierarkiet og få flere valg, og det materialiserede sig i anden omgang i, at folk fik flere muligheder. Nu har vi en ny generation, som vi kunne betegne som en ‘optionsgeneration’, hvilket vil sige, at man har så mange muligheder, at man altid har nogle i overskud, som man skal sidde og administrere som en form for ‘optionsportefølje’. Og der kan det være svært at håndtere hele tiden at have ansvar for sine egne både succeser og fiaskoer.
Det er på en underlig måde blevet vendt på hovedet, så mulighederne er blevet en form for tvang. Når man nu har alle muligheder, og ovenikøbet har muligheder i overskud, så bliver man også ansvarlig for sine egne fiaskoer. Og det lægger et pres på særligt den unge generation, som vi ikke har set før. Det bliver ikke længere samfundets skyld men ens egen skyld, når man ikke har valgt rigtigt. Det er den ene tese.
Den anden tese er, at den unge generations verden over de seneste 10-15 år er blevet fordoblet. Den er blevet fordoblet i en offline og en online verden. Og i den online verden er der et statushierarki, som er meget tydeligt – det handler om likes, følgere osv. Så nu bliver ens præstationer, færdigheder og evner ikke længere målt over 10, 20 eller 30 år på et arbejdsmarked – de bliver nærmest målt minut for minut, når man hele tiden kan se, hvor man placerer sig på de sociale medier. Og det vil sige, at både fordoblingen af verden, og det, at man har alle muligheder, som pludselig er vendt om til et tvangsforhold, hvor man skal præstere i de to verdener for at avancere i statushierarkiet – og hvor man bliver målt i et omfang, vi ikke har set tidligere – det gør for mig at se, at man bliver mentalt skrøbelig. Der er næsten ikke nogen vej udenom.
Det, der er det vanskelige her, er, hvordan man så griber det an. Det er svært bare at forenkle samfundet, men måske har vi været lidt for hurtige til også at tage iPads ind helt nede på daginstitutions- og folkeskoleniveau, og det kunne godt være, at vi skulle have afskærmet den generation lidt fra det, i stedet for at give dem endnu en skærm i skolen også. Vi bliver nødt til at tale om, også i institutionerne, hvordan vi håndterer den fordobling.
Min tese vil være, at fiaskoen er kommet til at tælle mere, hvormed det er blevet en kamp om at undgå at blive en fiasko
_______
Lad os prøve at tage den første tese om overskuddet af muligheder. Du siger, at det er gået fra at være en kamp om muligheder, til at vi i dag har et overskud af dem. Hvor står kampen så i dag? Er det blevet en kamp imod mulighederne, en kamp for nogle andre muligheder, skal vi til at kæmpe for færre muligheder, eller hvor står kampen nu?
Lige nu er det blevet en kamp for ikke at blive en fiasko. Der er noget mærkværdigt regressivt i det. Noget, der gjorde meget indtryk på mig de sidste 10 år, jeg havde med mine studerende, var, at hvis de skulle tage en chance og blive virkeligt dygtige til noget, var der også en meget stor risiko for, at de i princippet fejlede og fik 02. Så de gik mere efter et 10-tal – et mere ‘sikkert’ 10-tal – end de gik efter et 12-tal, fordi det at blive en fiasko er en større risiko end det at opnå succes. Så min tese vil være, at fiaskoen er kommet til at tælle mere, hvormed det er blevet en kamp om at undgå at blive en fiasko.
Så vi har fået en risikoavers generation?
Ja. Man kan se, at hvis man fejler og fx ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet eller ikke vælger den rigtige vej, så er der ret langt at falde lige pludselig. Det er i hvert fald for mig at se den yngre generations fornemmelse – en fornemmelse af større usikkerhed. Hvis jeg går tilbage til min egen studietid, havde vi ikke nogen fornemmelse af – i hvert fald ikke for mit eget vedkommende – at vi kunne fejle. Vi var nærmest ligeglade med, om vi dumpede en eksamen eller to. Vi tænkte knap nok på, hvem der skulle være vores arbejdsgiver – det var bare en selvfølgelighed, og det er for mig at se helt anderledes nu, hvor der på en anden måde er kamp om pladserne.
Og er det fordi, man bliver konfronteret med skarpere billeder af mulige scenarier for, hvor man kan ende, og hvor man kan risikere ikke at ende?
Ja, og grundet fordoblingen kan man hele tiden spejle sig i de andres fiaskoer. Vi har jo også mange fiaskoprogrammer – om det så er ‘Luksusfælden’ eller andre typer af programmer – og vi kan se, at alle de tv-programmer, der er, er konkurrenceprægede programmer, hvor selv hvis man taber – og det er lige meget, om det er ‘Bagedysten’, ‘X-factor’, eller hvad det er – så skal man huske at være glad for bare at have været med i konkurrencen. Selvom de programmer producerer flere tabere end vindere, så kan man se, at hver gang, der er nogen, der ryger ud, så takker de for, at de overhovedet har fået lov at være med. Så det gælder om at se ud, som om man ikke er en fiasko.
Man kan vel sige, at det har været en definerende kamp for det moderne samfund og velfærdsstaten at udbrede flere muligheder til flere, og at det har været en sejr jo flere, der har haft mulighed for at få en længere videregående uddannelse osv. Nu står vi så med topmålet af udbredelse af muligheder, som på en eller anden måde fører til, at man lige pludselig bliver bange for, at man ikke kan opfylde det hele. Men hvad er så samfundets udviklingspotentiale nu? Er der en anden måde at komme videre på, når kampen ikke længere kan handle om at skabe flere muligheder for flere?
Jeg tror, at vi er på vej ind i et paradigmeskifte. Den klassiske velfærdsstat og konkurrencestaten har kæmpet en kamp for flere muligheder, og der er stadigvæk fx kønskampe, som handler om lige muligheder. De kampe eksisterer stadig. Men jeg tror, at det store paradigmeskifte er, at vi endnu ikke har fundet nye selvrealiseringsmodeller. Nu står vi og er på vej ind i en ny, bæredygtig stat, men vi ser stadig omstillingen som først og fremmest begrænsninger, hvor vi skal reducere vores forbrug, hvor vi skal flyve mindre osv. Det betragtes som begrænsninger af vores frihed, og der mangler vi fortsat grønne selvrealiseringsmodeller, hvor vi begynder at kæmpe for andre muligheder. Det kunne fx være kampe for, at der ikke er pesticider i vores mad, at vi kan binde mere CO2 end vi udleder, kamp for mere biodiversitet, og hvor vi i samtidig oplever det som en højere grad af frihed.
Det paradigmeskifte er vi kun lige så småt begyndt at se konturerne af, for med det kommer der nye typer af statushierarkier, hvor det pludselig bliver sejt at avancere i et grønt statushierarki, men det er bare ikke tydeligt endnu. Det er typisk den type af forventning – usikkerhed og mistrivsel – der karakteriserer de store paradigmeskifter, fordi man har en fornemmelse af, at man har mistet orienteringen, og at der endnu ikke er klare, nye statushierarkier, som man kan kæmpe for eller indgå i. Lige nu findes det på et protestniveau, når det kommer til klimabevægelser og lignende, men det eksisterende samfund har ikke rettet ind endnu.
Når de nye statushierarkier indtræder, vil de igen give en form for fornemmelse af frihed i begrænsning, og det kan give en ny form for sikkerhed
_______
Så når det handler om fx et mulighedspotentiale i økologien som samfundsform, så er vi stadig kun der, hvor vi kan tale om det som alt det, vi ikke skal gøre, mens vi mangler at få formuleret et positivt svar på, hvordan vi forpligter os på vores muligheder?
De fleste af os ser det som en måde, hvorved vi skal reducere vores tilværelse, som endnu ikke har klare statushierarkier, fællesskaber og arbejdspladser, som er mere grønne end sorte, og hvor vi kan avancere, hvor der er klare, entydige statushierarkier, hvor man får bekræftet sine talenter og færdigheder, fordi man nu er med til fx at forøge biodiversiteten, som vi nu ved, vi skal indrette vores samfund efter, hvis vi skal reproducere vores samfund. Når de nye statushierarkier indtræder, vil de igen give en form for fornemmelse af frihed i begrænsning, og det kan give en ny form for sikkerhed.
Det, du siger, er altså, at der mangler en retning for eller en mening med alle de muligheder, vi har?
Ja. Det kan godt være, at vi spiser en lille smule mere vegetarisk, flyver lidt mindre eller hvad det er. Men når den yngre generation kigger på de voksne omkring sig – og det er lige meget, om det er i folkeskolen, gymnasiet eller på arbejdspladsniveau – så ser de kun ældre generationer handle forkert eller imod sikringen af den generations fremtid. Vi udleder alt for meget CO2, ødelægger biodiversiteten og bruger alt for meget energi. Den gamle verden består stadig, selvom den burde forandres, så der er ikke noget at arve, og der er ikke noget nyt, tydeligt statushierarki. Og jeg tror, at vi underkender, hvor meget det betyder for en fremtidig generation.
Er problemet i dine øjne helt tydeligt noget, som er blevet værre med de seneste generationer?
Ja, det er det. Der er fx et berømt studie af den amerikanske psykolog, J.M. Twenge, der viser, at de amerikanske generationer pludselig har et voldsomt udsving, da nettet bliver demokratiseret, og en ny generation går på nettet. Hvis vi ser på de danske generationer, så kan man jo sige, at medieforbruget er blevet enormt, og det er klart, at hvis man er gået ind i en online-verden i stedet for en offline, hvor man hele tiden bliver målt og vejet, og alle ser på en – alle står på en scene – så er det klart, at det slider på individet i et omfang, som vi slet ikke kender til. Vi kender det kun fra skuespillere og folk, der optræder foran mange mennesker.
Hvis man selv har stået i et forelæsningslokale, så ved man, at man er fuldstændig ødelagt, når man går ud derfra, fordi der er så mange, der kigger op og ned ad en. Og det har vi ikke begreber og ord for endnu, men det er en del af den problematik. Og så er det jo en mærkværdig afkobling, at vi nu er 90 pct. af vores tid indendørs og ser ud på den verden, som er kommet i alvorlige problemer. Der er vi afkoblet fra den indefra. Og den generation – og i princippet også min egen generation – har svært ved at se, hvordan vi kommer ud og gør noget ved de problemer, og det kan vel ikke andet end at lede til en indre konflikt.
Så du tænker, at der er en sammenhæng mellem klimaudfordringerne og de mentale udfordringer?
Ja. Det er jo ikke, fordi den generation ikke ved, at det ender galt, hvis ikke der bliver gjort noget. Men alligevel er det, de vågner op til hver dag, at de kan se, at der ikke bliver gjort noget. Om de er sammen med deres forældre, bevæger sig hen på et universitet eller lige er startet på en arbejdsplads, så er det ikke det, der fylder.
Hvis vi hæver blikket lidt på den offentlige samtale og på debatten herhjemme – særligt i forbindelse med folketingsvalget – er vi så for dårlige til at adressere de her mere strukturelle eller sociale årsager til mistrivslen?
Det er vi helt klart. Om det så kommer fra det psykiatriske niveau eller de problemer, en ungdomsgeneration oplever, så taler det for sig selv. Psykiatrien ligger ned, og det gør den her ungdomsgeneration også på mange måder. Så selvfølgelig er vi det. Men jeg ved ikke, om man kan forlange det af en valgkamp, for det ender stort set altid i et overbud af forskellige former. Ved de seneste valg – hvor det blandt andet har handlet meget om klima – der har vi kunnet se, at folk bekymrer sig virkelig meget om de her ting, men jeg kan godt være lidt nervøs for på vores politikeres vegne, om de reelt er i stand til at løse de strukturelle problemer. De har meget svært ved at løse problemerne efterhånden, og det, tror jeg, er fordi, de faktisk ikke beder om eksperthjælp men selv har nogle mavefornemmelser af, hvordan man kan indrette en folkeskole, en sygehussektor, eller hvorfor deres egne eller venners børn har det dårligt. Det bliver hele tiden sådan nogle selvbestaltede teser, og det finder jeg dybt bekymrende.
I denne valgkamp har vi også set, at der er lidt uenighed om blandt partierne om, hvorvidt det overhovedet er noget, politikerne kan løse. Er det et samfundsproblem, som politikerne har midlerne til at løse, eller er det noget, som skal løses på et andet niveau?
Hvis der er et ungt menneske eller en almindelig psykiatrisk patient, der banker på døren, fordi vedkommende ikke længere kan gå i skole eller på arbejde, så bliver det jo et samfundsmæssigt og politisk problem. Lige nu er ventetiderne lange og sengepladserne der ikke. Og det er jo ikke, fordi folk ikke selv tager ansvar. Jeg synes, at vi har nogle unge mennesker, som i princippet aldrig har taget mere ansvar – de tager uddannelser, dyrker sport og alt muligt.
Jeg synes altid, det er ærgerligt, når en ældre generation siger, at vi var i stand til at tage bedre ansvar. Det har jeg ikke oplevet – jeg har tværtimod oplevet, at vi var meget mere skødesløse, da vi læste. Og der var slet ikke det pres, som der er på den nuværende generation.
Der ville ikke ske noget ved, at de studerende skulle sidde på gulvet en enkelt dag, fordi der er overfyldt i forelæsningslokalerne, men det gør der, hvis man sparer på daginstitutionerne
_______
Så du tænker grundlæggende, at det er et problem, der skal adresseres og kan løses fra Christiansborg?
Ja, og jeg tror, at man bliver nødt til at lægge øret til og reelt læse nogle af de nye undersøgelser, der er kommet omkring mistrivsel, og så spørge lærere og institutioner om, hvordan man gør det her. Og så bliver man nødt til at træffe nogle reelle beslutninger. Det kan jo fx ikke passe, at en hel generation skal sidde på en skærm ikke kun i fritiden men også i institutionerne, samtidig med at der er problemer lige uden for døren.
Og hvor er det så, man skal tage fat? Er det i folkeskolen, på gymnasierne, er det familiepolitik?
Man skal starte ved daginstitutionerne. Der er forskning, der viser, at jo flere voksne, og jo bedre uddannede de er, jo større sandsynlighed er der for, at de unge tager en uddannelse og klarer sig bedre gennem livet. Og jo færre voksne, jo større risiko for, at man havner i kriminalitet. Og et af de steder, hvor man har sparret allermest, har været på daginstitutionerne. Det går ikke. Det er i alderen 0-6 år, at man lægger bunden til resten af ens liv, og de sidste 20 år, der har man sparet daginstitutionerne ned til sokkeholderne. Vi har en tendens til hele tiden at kigge på folkeskolen, men den såkaldte ontologiske sikkerhed – den, der lægger grunden for, hvor godt man har det resten af livet – den grundlægges fra 0 til 6 år.
Man skulle ikke sige det højt, dengang jeg var ansat på universitetet, men jeg synes i princippet, at man skulle lave en omfordeling, så der kom langt flere penge til daginstitutionerne og så måske lidt færre til universiteterne, for der ville ikke ske noget ved, at de studerende skulle sidde på gulvet en enkelt dag, fordi der er overfyldt i forelæsningslokalerne, men det gør der, hvis man sparer på daginstitutionerne.
Men mistrivselskrisen er jo et bredere vestligt fænomen. Peger det ikke på, at det er en større problematik, som ikke bare kan løses ved, at man går ind og skruer på nogle parametre i fx daginstitutionerne?
Jo, men hvis man stiller sig selv spørgsmålet: Hvad er det for en verden, de unge mennesker vokser op til? Så er det jo i princippet – og vi bliver nødt til at tage de store kriser igen – at vi er på vej ud over kanten, når det kommer til klima- og biodiversitetskrisen. Og når vi så ser på de nuværende politikere, så er der ingen af deres politikker – fra højre til venstre – som i princippet imødekommer det, der reelt er nødvendigt, hvis man skal lægge et samfund om. Faktisk skændes de nogle gange om laveste fællesnævner. Det kan en generation jo godt gennemskue. Og hvis det ikke er på plads, hvad er det så, man grundlæggende siger til en generation?
Hvis det højeste strukturerende princip, man spørger ind til, det er, om der er en fremtid, så skal man jo begynde at bilde sig mere og mere ind, hvis der ikke bliver handlet på det. Det, man siger, er, at “vi vil gerne uddanne jer til en velfærdsstat eller en konkurrencestat”. Men når de statsformer i princippet på mange måder er passé, så bliver det en mærkværdig diskussion.
Er velfærdsstaten passé?
For mig at se, ja. Både velfærdsstaten og konkurrencestaten hviler på nogle traditionelle motorer om, at vi vil gerne eksportere meget og skabe arbejdspladser, som hviler på fossile industrier. Hvis vi tager landbruget, som er blevet en del af valgkampen, så skal vi være selvforsynende med langt flere plantebaserede ting, men man taler stadig om eksport af kød til resten af verden, og det kan ikke blive mere off. Det, der er anderledes for vores tid, er, at det ikke nødvendigvis bare er en kamp mellem rød og blå, socialisme og liberalisme, men det er en tid, hvor vi er tvunget til at forholde os til naturvidenskabelige fakta, og det har de gamle ideologier ufatteligt svært ved, fordi de lever uden tidsperspektiv.
Har de også svært ved at forstå mental lidelse? Er det også noget, som ligger uden for deres begreber?
Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Det tror jeg på mange måder. Den eneste måde, de måske faktisk er i stand til at forholde sig til mistrivsel, er i det omfang, der er et produktivitetstab forbundet med, når folk bliver syge og dårlige. Jeg tror også, at det ville være fornuftigt at stille sig selv det spørgsmål, om det egentlig ikke er en meget naturlig reaktion på den type af pres, vi lægger på vores indre natur, samtidig med at vi udøver et massivt pres på den ydre natur. Måske er det i virkeligheden bare en meget naturlig reaktion på det, vi ser.
Så for dig at se, hvis vi skal koge det helt ned. Så er den psykiske mistrivsel, vi ser i dag, forbundet med for mange muligheder, for lidt retning på mulighederne og så et samfund, som ikke formår at svare på de problemer, som fylder for borgerne?
Det er, når vi brænder de sidste fossile brændstoffer af, mor og far bliver udbrændte på arbejdsmarkedet, og vi også er i gang med at gøre det samme med den næste generation og i princippet ikke tager det alvorligt, at det gamle samfund er passé, og at vi skal og må ind i et nyt samfund.
Når du kigger på valgkampen og de forslag, der er kommet på det her område, er der så konkrete forslag eller udspil, du har bidt mærke i?
Ikke rigtig. Jeg synes stadig, at det er forholdsvis ved siden af. Jeg har ikke set de store løsninger blive præsenteret endnu. ■
Det, man siger, er, at “vi vil gerne uddanne jer til en velfærdsstat eller en konkurrencestat”. Men når de statsformer i princippet på mange måder er passé, så bliver det en mærkværdig diskussion
_______
Rasmus Willig (f. 1973), Ph.d. sociolog og forfatter til bl.a. Kritikkens U-vending og Den Bæredytige Stat (med Anders Blok, Københavns Universitet). Han er medstifter og forperson for foreningen Andelsgårde.
ILLUSTRATION: Rasmus Willig [FOTO: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
