Uffe Gardel: Putin er isoleret og radikaliseret

23.02.2022

Putins bizarre TV-teater har tydeliggjort Putins enegang i Kreml. Diplomatiet er droppet, og Vesten rækker ned i værktøjskassen efter sanktionsredskaberne. En af de få sanktionsværktøjer, som rent faktisk ville ramme Putin, hvor det gør ondt, tør man ikke at tage op.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her


Kommentar af Uffe Gardel

MANDAG AFTEN gik Putin endnu et skridt på vejen mod krig, da han valgte at anerkende DNR og LNR som selvstændige stater og love dem militær hjælp.

Vesten har omgående svaret med hårde ord, og knapt så hårde sanktioner, men vigtigst af alt: Døren til diplomati bliver faktisk lukket i nu. Den amerikanske udenrigsminister Blinken aflyste omgående et møde med den russiske udenrigsminister Lavrov. ”Det giver ingen mening”, sagde en amerikansk talsmand, og Det Hvide Hus lod meddele, at der ikke bliver noget topmøde mellem Biden og Putin.

Dette nye topmøde var det ellers, med møje og besvær, lykkedes den franske præsident Macron at få aftalt. Så sent som dagen forinden aflysningen, havde den franske præsident først havde en lang telefonsamtale med Putin, derefter en kort med Biden, og så endnu en lang samtale med Putin. Stolt kunne Élyséepaladset fortælle om det kommende topmøde. Mindre end et halvt døgn efter valgte Putin endnu engang at sparke en samtalepartner bagi. Hele krisen har forløbet på den måde: først en russisk optrapning. Derefter møder på højt plan, og i nogle få timer forsonende ord fra Rusland om at give diplomatiet en chance. Derefter en ny russisk optrapning. Vesten er nu nået til den konklusion, at det ikke giver mening med flere topmøder, før der er kommet reelt nye signaler fra Rusland.

Sådan et signal ville skulle indebære, at Rusland trak sin anerkendelse af DNR og LNR tilbage, og det er umuligt at forestille sig Putin gøre en gjort gerning ugjort. Derfor er situationen låst fast; kommer der signaler fra Rusland, vil de handle om yderligere optrapning.

 

Det var, som om de russiske topfolk simpelt hen ikke kunne fatte, hvor langt deres chef har taget dem
_______

 

Kun Putin tegner grænserne

Putin har endda stampet støvlerne endnu dybere ned i sandet. Først holdt han mandag aften en lang tv-transmitteret tale, hvori han reelt påstod, at Ukraine ikke har nogen ret til at eksistere. Det meste af landet er stykket sammen af områder, man har fået af kommunisterne, først af Lenin, siden af Stalin, og han truede reelt med at pille Ukraine fra hinanden igen. Med en henvisning til Ukraines ”dekommuniseringslove”, hvor kommunistiske symboler og monumenter er blevet forbudt, sagde Putin:

”I vil have dekommunisering? Godt, det passer os fint. Men hvorfor standse på halvvejen? Vi er parate til at vise, hvad virkelig dekommunisering ville betyde for Ukraine.”

Det var ikke det hele. I løbet af tirsdag forsøgte journalister at finde ud af hvor vidtgående, anerkendelsen var. Anerkender man Donetsk og Lugansk inden for deres nuværende grænser? Eller inden for de grænser, de havde, da de blev udråbt? I 2014 kontrollerede de nemlig et noget større område end i dag. Eller, mest vidtgående, anerkender man de grænser, de selverklærede ”republikker” selv påstår, tilkommer dem, hvilket vil sige hele Donetsk oblast og Lugansk oblast. To tredjedele af oblasterne er under den ukrainske regerings kontrol.

Det var, som om de russiske topfolk simpelt hen ikke kunne fatte, hvor langt deres chef har taget dem. Først sagde indenrigsministeren, at man anerkendte DNR og LNR inden for deres nuværende grænser, og alle åndede ligesom en lille smule op. Så blev Peskov, Putins venlige og afdæmpede talsmand, på en pressebriefing bombarderet med spørgsmål fra blandt andre CNN og BBC, og han kunne kun gentage, at man anerkendte republikkerne ”inden for deres grænser”, og på nye spørgsmål om, hvad det så var for nogle grænser, måtte han bare sige, at han ikke havde mere at tilføje. Heller ikke han vidste noget.

Ud på eftermiddagen skar Putin igennem og slog fast, at anerkendelsen gælder de grænser, de to ”republikker” har skrevet ind i deres forfatninger: de udvidede oblastområder af Donetsk og Lugansk.

 

At topfolkene har svært ved at rumme situationen, fik man indblik i allerede mandag, da Putin som en teaterforestilling havde indkaldt sit sikkerhedsråd til møde for rullende tv-kameraer
_______

 

Putins bizarre Tv-transmitterede teaterstykke

At topfolkene har svært ved at rumme situationen, fik man indblik i allerede mandag, da Putin som en teaterforestilling havde indkaldt sit sikkerhedsråd til møde for rullende tv-kameraer. Selve iscenesættelsen var bizar, hvis man ved et ”råd” forestiller sig nogle mennesker, der sidder omkring et bord og diskuterer, hvad der er klogest at gøre. Sådan var det ikke: Mødet blev holdt i en stor, cirkelrund sal. Putin sad ensom bag et stort, hvidt skrivebord i et falsk empire. Ude på gulvet, langt fra ham, sad sikkerhedsrådets medlemmer på løse stole opstillet i en halvcirkel, uden borde. Én efter én skulle medlemmerne rejse sig, gå til en talerpult og fremføre en redegørelse. Flere af dem var synligt utilpasse, og flere blev afbrudt af en irriteret og utålmodig Putin, som sad og trommede med fingrene i bordet. Og vi taler her trods alt om de absolutte topfolk i Rusland: premierministeren, forsvarsministeren, udenrigsministeren, parlamentsformændene, cheferne for FSB, den føderale sikkerhedstjeneste, og udenrigsefterretningstjenesten, SVR.

Kulminationen kom, da SVR-chefen, Narysjkin, skulle tale. Han vævede og vævede, og begyndte at tale sort. Han fik sagt, at Ukraine skulle have en allersidste chance for at ”implementere Minsk-aftalerne, før vi træffer den beslutning, vi taler om i dag” – som om klappen var gået ned for ham, og han helt havde glemt eller fortrængt, hvad man var i gang med.

”Så De foreslår, at vi indleder en forhandlingsproces?”, afbrød Putin ham med et tyndt og koldt smil.

Narysjkin begyndte at stamme. ”Nej, jeg, jeg… jeg vil støtte…”

”Vil støtte eller støtter? Tal klart!”, tordnede Putin.

”Jeg støtter… at Donetsk og Lugansk indlemmes i Rusland!”, fik den mægtige spionchef fremstammet. Men det var jo slet ikke det, man diskuterede; kun en anerkendelse, og han blev igen sat på plads af Putin, som en dum skoleelev i en folkeskole for halvtreds år siden.

Optrinnet kan ses med engelske undertekster her, og man skal virkelig se det. Det fortæller os nemlig to meget ubehagelige ting om Putins Rusland:

For det første. Der er ikke længere nogen, som rådgiver Putin. Han er alene, isoleret fra virkeligheden, uden andre input end dem, han selv vælger at opsøge.

For det andet. Personsanktioner er aldeles virkningsløse. Se videoklippet og prøv at overvej, hvilket indtryk, det mon ville gøre på Putin, hvis man indførte nye, hårde sanktioner mod Narysjkin.

 

Der er ikke længere nogen, som rådgiver Putin. Han er alene, isoleret fra virkeligheden, uden andre input end dem, han selv vælger at opsøge
_______

 

Vil man ramme Putin, må man ramme alle russere

USA og EU indførte tirsdag en række sanktioner mod Rusland, samtidig med, at USA kaldte anerkendelsen af Donetsk og Lugansk for ”begyndelsen til en invasion”. De nye sanktioner lever ikke helt op til disse barske ord. Man indfører totalblokade af en russisk statsbank. Man lukker finansmarkedet for russiske statsobligationer – men Rusland har ikke noget akut lånebehov, og kan i givet fald låne af Kina. Og så var der den sædvanlige omgang personsanktioner, der nu bl.a. rammer alle medlemmer af Dumaen, det russiske andetkammer. Det er svært at tro, at noget af det vil påvirke det russiske styre. Nord Stream 2 bliver omsider sanktionsbelagt, og det kan på sigt genere Rusland, men ikke nu, da rørledningen jo ikke er taget i brug.

Samtidig understregede man endnu engang, at man ikke går efter at ramme den almindelige russer – uanset at en af de få ting styret virkelig frygter, er en folkerejsning. En af de få ting, som faktisk ville virke, vil man altså ikke gøre, fordi man stadig har en forestilling om, at det har betydning at vinde russernes ”hearts and minds”. Scenerne i Putins sikkerhedsråd viser os noget andet: Dette styre kan ikke påvirkes af nogen – ikke af sin spionchef, ikke af regeringens ministre, og da slet ikke almindelige russere, så længe de ikke gør oprør. ■

 

Scenerne i Putins sikkerhedsråd viser os noget andet: Dette styre kan ikke påvirkes af nogen – ikke af sin spionchef, ikke af regeringens ministre, og da slet ikke almindelige russere, så længe de ikke gør oprør
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover