Ukraine morgenbrief 22. oktober: Drone-angreb, strømsvigt og oversvømmelser. Har russerne fået en ny strategi for at vinde krigen?

22.10.2022


Godmorgen og velkommen til ugens sidste brief med de vigtigste begivenheder og bedste analyser fra de seneste dage i krigen mellem Rusland og Ukraine. I dag kigger vi nærmere på seneste nyt fra fronten ved Kherson, der fortsat er omgærdet af en del mystik, men vi starter med at se på konturerne af den russisk strategi for at vinde krigen, siden en ny general er sat i spidsen for Putins krig.

RÆSONs Ukraine morgenbrief giver et overblik over de vigtigste begivenheder fra krigen i Ukraine.

‘Slagteren fra Syrien’ er ny general i krigen. Som tidligere nævnt har Putin givet general Sergei Surovikin det overordnede ansvar for den russiske invasion. Surovikin, der oprindelig er chef for Ruslands luft- og rumfartsstyrkerne, er berygtet for sin afgørende rolle i de russiske luftbombardementer i Syrien, der er berygtet for de store civile tab. Samtidig har den seneste tid været præget af russiske angreb på ukrainsk civil infrastruktur (som fx energiforsyningen) og direkte angreb på civile. Angrebene har ifølge Zelenskyj ramt 30 pct. af alle landets kraftværker på bare otte dage, og det har ført til strømbesparende initiativer i hele landet. Det kan læse mere om her.  Russerne bruger de for nyligt erhvervede iranske kamikazedroner for at ramme den ukrainske infrastruktur, hvilket vi dækkede i briefen tidligere på ugen. På slagmarken er det dog stadig ukrainerne der vinder frem, med undtagelse af et mindre område ved byen Bakhmut i det centrale Donetsk, hvor Rusland fortsat er i offensiven med begrænsede landerobringer som resultat.

En ny strategi for Rusland? Spørgsmål er derfor, om vi ser, en ny russisk strategi for at vinde krigen? Og hvad den indebærer?

I forbindelse med sin udnævnelse har Surovikin givet et interview, som den australske militæranalytiker, Mick Ryan, analyserer på Twitter. Han bruger det som baggrund for at komme med sit bud på, hvad russerne vil opnå og hvordan. Først og fremmest er det politiske mål med invasionen (stadig), at Ukraine skal være uafhængigt af Vesten/NATO og i stedet være en ‘ven af Rusland’. For at opnå det mål forsøger Surovikin nu, ifølge Ryan, at nedbryde modstandsviljen hos det ukrainske folk.

 

Angrebene har ifølge Zelenskyj ramt 30 pct. af alle landets kraftværker på bare otte dage, og det har ført til strømbesparende initiativer i hele landet
_______

 

Det sker ved at bombe vand- og energiforsyning, der kan ramme befolkningen hårdt, til når vinteren rammer, og samtidig terrorisere dem med de iranske droner. Derudover kan de nye angreb fra luften også bruges til at skræmme investorer væk fra landet, og Ukraine har hårdt brug for midler til den store genopbygning, der er nødvendig. Den russiske hær er ifølge Ryan hårdt ramt af udmattelse, dårlig moral og nedslidning af både soldater og udstyr, og den har lidt mange nederlag, hvilket understreges af, at det pt. kun er den private lejehær, Wagner-gruppen, der foretager offensive operationer. Og selvom den russiske hær nu bliver suppleret af den delvise mobilisering, kan de dårligt uddannede soldater med utilstrækkeligt udstyr højst lukke huller og stabilisere deres defensiv som en slags ‘menneskelige fartbump’.

Militæranalytiker: Pas på med at undervurdere den russiske krigsindsats. Nye russiske offensiver har derfor lange udsigter, og det betyder, at Surovkin formentlig fortsat vil benytte sig af luftangreb i de kommende måneder. På jorden skal vi forvente, at russerne vælger hvilke områder, der skal forsvares henover den snarligt kommende vinter, og hvilke de vil overgive til ukrainerne. Derudover vil de forsvare deres logistik og og forsyningslinjer, så de kan gøre klar til en ny offensiv i fremtiden. Endelig vil Surovkin forsøge at gøre krigen så lang som mulig, for Putin tror på, at Vesten i længden vil miste interessen i krigen og dermed stoppe støtten til Ukraine. Ryan advarer på den baggrund mod at undervurdere den nye russiske general og den russiske krigsindsats på trods af deres mange dårlige resultater. Hele den analyse kan du læse lige her https://twitter.com/WarintheFuture/status/1583256094142476288  

Stilhed før stormen i Kherson? I disse dage spekuleres der i, hvorvidt området omkring byen Kherson er et af de områder, som russerne kan være parate til at opgive. Surovikin har indrømmet, at der skal tages svære beslutninger om regionen, og de lokale russisk udpegede myndigheder har beordret at flytte civilbefolkningen fra udvalgte områder, som et resultat af den ukrainske modoffensiv, der stadig er i gang. En evakuering, der af ukrainske myndigheder betragtes som ulovlige deportationer frem for evakueringer.

Frygt for sprængning af dæmning i Kherson. Den ukrainske modoffensiv er dog underlagt af en markant operationel tavshed, og den tavshed har spredt sig til kilder, der normalt opdaterer detaljeret om troppernes bevægelse på slagmarken. Derfor er det svært at vide, præcis hvad der foregår i området, men den britiske avis, The Guardian, giver et indblik fra den ukrainske front i denne reportage. I reportagen følger avisen en mindre ukrainsk enhed, der har som opgave at finde de russiske positioner for at ramme dem ukrainsk artilleri. Reportagen giver indtryk af en offensiv, der er i gang, men som ikke stormer frem, ligesom vi tidligere har set tidligere i Kherson og ved lynoffensiven i Kharkiv i det nordøstlige Ukraine.

Af reportagen fremgår det også, at ukrainerne er bange for, at russerne kunne finde på at ramme dem ved at sprænge en stor dæmning ved byen, Nova-Kakhovka, der kan resultere i omfattende oversvømmelser – herunder en oversvømning af Kherson by – og gøre hele området til en sump med omfattende civile og infrastrukturelle omkostninger. Frygten for en sprængning af dæmningen har den ukrainske præsident adresseret offentligt, hvor han advarer mod, hvad han mener er miner placeret af russerne på dæmningen Nova-Kahhokva. Det kan du læse mere om her.

ISW: Store konsekvenser for begge parter, hvis dæmningen angribes. Den amerikanske tænketank, Institute for the Study of War (ISW), vurderer, at russerne er begyndt at trække sig tilbage fra den vestlige del af Kherson-regionen og forsøger at gøre det på en kontrolleret måde, hvor nogle af deres bedste soldater bliver tilbage og holder linjen, mens andre forlader området. Det kan du læse mere om her. ISW skriver også, at der er stor risiko for, at russerne vil sprænge dæmningen ved Nova-Kakhovka for at dække deres tilbagetrækning, og de kan ikke afvise, at russerne vil gøre det, også selvom det vil indebære konsekvenser for russerne – herunder en forstyrring af vandforsyningen til Krim. De forventer, at en sprængning af dæmningen risikerer at oversvømme 80 byer – herunder Kherson by – fordrive hundrede tusinder af mennesker og forvolde mere skade på Ukraines hårdtprøvede energiforsyning, Den begyndende russiske tilbagetrækning skal ifølge ISW ikke ses som Putins forsøg på at gøre klar til forhandlinger eller en afslutning af krigen. Han gør i stedet klar til en lang og konventionel krig i Ukraine med høj intensitet, hvilket er helt i tråd med Ryans førnævnte analyse af den russiske strategi.

Vi er tilbage igen i næste uge, hvor vi følger, om de angrebene med droner fortsætter, eller om Ukraine får remedier til at stoppe dem. Og så følger vi selvfølgelig den højspændte situation ved Kherson, hvor der både er mulighed for ukrainske generobringer, russisk tilbagetrækning eller en oversvømmelse af den sydlige region. ■

 

Ukrainerne er bange for, at russerne kunne finde på at sprænge en stor dæmning ved byen Nova-Kakhovka, der kan resultere i omfattende oversvømmelser – herunder af Kherson by – og gøre hele området til en sump med omfattende civile og infrastrukturelle omkostninger
_______

 



ILLUSTRATION: Kyiv, 17. oktober 2022: Brandmænd slukker en brand forårsaget af et russisk droneangreb i den ukrainske hovedstad [FOTO: Roman Hrytsyna/AP/Ritzau Scanpix]