William Hürlimann: Ethvert forsvar, eller blot forståelse, for Putin-regimets invasion af Ukraine er skammelig apologi

06.03.2022


Hvis Putin havde holdt sig til Krim og Donbas, så havde der måske været grobund for en art diskussion, men med den fulde, blodige invasion er sløret trukket helt af. Der er ikke noget russisk figenblad at holde frem for sig. De politiske yderfløjes forsvar for Putin står vingeskudte tilbage.



Kommentar af William Hürlimann

Tidligt den torsdag morgen, Rusland angreb, blev en cyklist på vej til arbejde i byen Uman syd for Kiev dræbt af et sikkert fejlslagent russisk missil. En morgencykeltur som din og min, der endte med en meningsløs død i en ekstraordinært meningsløs krig.

Krigen mellem Ukraine og Rusland er vor tids Spanske Borgerkrig, mellem demokrati og diktatur, frihed og undertrykkelse, fremtid og fortid. Verden er fuld af konflikter og problemer, der fortjener vores opmærksomhed. Dén her udspiller sig 1.500 km fra København og handler om krig i Europa og noget så oldschool som de gode mod de onde. Din og min europæiske epoke, 1989-2022, er slut.

Tænk, uskyldige mennesker, der går på arbejde, i skole, handler ind – børn – i Kyiv, Odesa, Kharkiv dør pga. storhedsvanvid, fanatisme og menneskeforagt. Det er ubærligt.

Russisk Evil Empire
Man skal være varsom med at trække nazikortet, men det er vildt, at de vestlige ledere i uge 7 mødtes til Münchenkonferencen – ‘fred i vor tid’ – mens den russiske stat angiveligt har Einsatzgrupper med ukrainske internerings- og dødslister klar. Optrapningen og invasionen er også straight outta 1939. Putin og Adolf Hitler er usammenlignelige politisk, men Putins snuhed, taktiske hensynsløshed og etniske fantasier minder om Førerens – ligesom Putins mangel på strategiske analyseevner og hensyntagen til egen befolknings trivsel (for ikke at tale om naboernes). Putin støttede gasangreb mod kvinder og børn i Syrien og attentater og giftmord. Rusland er vor tids Evil Empire – dét står krystalklart nu, selv for de nyttigste idioter.

 

Det er fint at ville prøve at forstå sin modstander eller se en sag fra flere sider, men NATO-amerikansk imperialisme-kapitalisme har ikke noget med sagen at gøre her. Glem det.
_______

 

Hvis Putin havde holdt sig til Krim og Donbas og Heim-ins-Reich-agitprop, så havde der måske været grobund for en art diskussion, men med den fulde, blodige invasion er sløret trukket helt af. Der er ikke noget russisk figenblad at holde frem for sig. De politiske yderfløjes forsvar for Putin står vingeskudte tilbage. At Putin udgør det sidste bolværk mod muhamedaniseringen (højrefløjen) er skørt, skørt og kun et legitimt argument, hvis indvandrerdebatten er det eneste prisme, man evner at se verden igennem, eller er russisk påvirkningsagent… Venstrefløjens argumenter om, at NATO kunne have ladet være med at udvide mod øst, frarøver østlandenes selvbestemmelsesret værdi. NATO tvang dem ikke til at blive medlemmer og afgav aldrig et løfte om ikke at svare ja til optagelsesønsker – NATO har i øvrigt ikke udvidet mod øst siden 2004. Henvisninger til USA’s fremfærd i Irak er whataboutism, og sammenligninger med Cuba-krisen er far-stretched, da hverken Ukraine eller NATO objektivt truer Rusland, medmindre man lægger russisk paranoia til grund. ’Fordi Anden Verdenskrig’ eller særlige historiske omstændigheder er lige så sløje argumenter – især hvis man samtidig mener, at Polen og Ukraine ikke burde kunne optages i NATO. Ukraine er ikke en kvasi-fascistisk stat, både præsidenten og premierministeren er jøder, og ved det seneste valg opnåede højreekstremistiske partier kun 2½ pct. af stemmerne.

Det er fint at ville prøve at forstå sin modstander eller se en sag fra flere sider, men NATO-amerikansk imperialisme-kapitalisme har ikke noget med sagen at gøre her. Glem det. Det er all Putin. Ethvert forsvar, eller blot forståelse, for Putin-regimets invasion af Ukraine er skammelig apologi. Det er den reneste imperialistiske/kolonialistiske krig i Europa vel siden 1930erne, hvis man er blind for det, fordi aggressoren ikke er USA, så er det på høje tid at tage bjælken fra Den Kolde Krig ud af sit øje. Alt andet end utvetydig skyldspålæggelse af Rusland er utilstrækkeligt. Dér står vi nu. En beskidt, men glasklar krig.

 

Ligesom tyskerne først efter 1945 var i stand til at indse, de havde tabt Første Verdenskrig, må Rusland indse, at Rusland i 1945-1950 startede Den Kolde Krig og tabte den i 1989
_______

 

Vrangforestillinger og selvbedrag
Ruslands økonomi er på størrelse med Brasiliens, og dets militærbudget er ikke ret meget større end Storbritanniens. Alt går den gale vej – økonomi, befolkningstal, levetid (Rusland er sandsynligvis dét land, der har haft det højeste COVID-19-dødstal på 1,1 mio.). Vi, Vesten, kan ødelægge den russiske økonomi fuldstændigt – Ruslands forberedelser eller ej – hvis vi virkelig vil. Dét håber jeg. Men det er ikke nok. Rusland slukkede diplomatiet. Vesten må sende flere våben til Ukraine. Intet land kan klare hjemsendte kister i tusindvis, heller ikke Rusland i 2022. Der skulle mere end 10.000 kister til at drive Rusland ud af Afghanistan, mere end 8.000 i Tjetjenien runde ét, og i Ukraine vil tallet formentligt være endnu lavere. Forrige sætning her er absurd og grimt at skrive, men sandt. Kun russiske kister kan redde et rigtig frit, ’ikke-finsk’ Ukraine – eller fra en lang mere dyster skæbne. Den vanvittigt blodige Anden Tjetjenienskrig skabte Putin, remember?Må invasionen af Ukraine ende Putins politiske liv med forhåbentlig færrest muligt tab af uskyldige liv.

Ligesom tyskerne først efter 1945 var i stand til at indse, de havde tabt Første Verdenskrig, må Rusland indse, at Rusland i 1945-1950 startede Den Kolde Krig og tabte den i 1989. Rusland okkuperede Østeuropa – det var en meget alvorlig europæisk konflikt, som millioner led under. At tabe en krig, kold eller ej, betyder noget. Rusland slap oven i købet temmelig billigt. Hele nedturen var jo russernes egen. Der var ikke nogen ’hård’ Versaillesfred. Det forstod tyskerne til sidst, lagde kursen radikalt om og blev en del af det europæiske fællesskab. Rusland føler sig afvist, men sandheden er jo, Rusland hverken lærte af nederlaget eller søgte optagelse i vores demokratiske fællesskab. Af samme grund forstår/accepterer den russiske ledelse grundlæggende ikke, at Central- og Østeuropa inkl. Ukraine sadlede om. Det var ikke NATO, der udvidede sig – det var østlandene, der valgte en anden vej, hvor NATO blot var en del af pakken. “This conflict does not result from a Western policy of breaking up the Soviet Union; Russian politicians did that.” Om du er enig eller ej, forbliver dét her ondets rod: Ruslands hysteriske teenageselvforståelse, revanchisme og spild af tid 1989-2022. Og den russiske ledelses dybe forskrækkelse over, at det faktisk kan lykkes andre at sadle om og vælge frihed.

De fleste despoter bliver utålmodige, farlige idioter med tiden. Putins hensynsløshed har galvaniseret Ukraine, og med Ruslands bortamputation af Krim og Donbas, hvor de fleste russiske ukrainere bor, har han nærmest umuliggjort at dominere Ukraine undtagen militært. Ingen russisksindede partier kan få stemmer nok til at danne regering i Kyiv (som de indimellem gjorde tidligere). Måske søger Sverige NATO-medlemskab? Måske kommer der amerikanske tropper i bl.a. Danmark? Baltikum og Polen opruster. Putin er morderisk og snu, ja, men han har malet Rusland op i et hjørne, bundet til Kina. Jeg genlæste George Kennans X-artikel, Det lange telegram, der sidst i 1940erne forklarede de naive amerikanske politikere, hvem man havde med at gøre. Det holder endnu. Rusland er en aggressiv, bondesnu, men ustabil aktør præget af vrangforestillinger.

Epoken ender
Synes du, jeg overdriver med analogien til Den Spanske Borgerkrig? Jeg er gammel nok til at huske Den Kolde Krig og til at have oplevet det europæiske frihedsøjeblik i 1989 – en drøm, der blev til virkelighed. Ja, vi har problemer, som alle andre kontinenter, og det var pinagtigt, at USA måtte løse Jugoslavienskrigen, fordi vi ikke selv kunne. Orbánner eller ej lever vi i uperfekt frihed, men frihed. Sig det højt: “Vi er frie”. Tænk, at barbarerne igen vil okkupere et frit europæisk hjørne med argumenter fra 1940erne. Jeg er dybt berørt af den morderiske, nøgne aggression, der kravler op fra dybet i 2022.

En epoke slutter som sagt. Det vil samtaler også gøre. Putin har ønsket et ‘dem og os’, og dét har han fået. Har du et familiemedlem, en ven eller en kollega, der er apologet, ja, så må I snakke om vejret eller VM-fodbold. Den 24. februar 2022 er en moralsk skillelinje mellem Europa og Putins Rusland – ligesom den 17. juni 1953, den 4. november 1956, den 21. august 1968 og den 8. august 2008 var.

Den russiske diplomat Georgi Arbatov sagde i 1988, inden Die Wende: “We are going to do a terrible thing to you. We are going to deprive you of an enemy“. Dén tid er desværre ovre. Vi har fået en fjende, der vil os det ondt. Det fylder mig med vemod og vrede. ■

 

En epoke slutter som sagt. Det vil samtaler også gøre. Putin har ønsket et ‘dem og os’, og dét har han fået
_______

 



William Hürlimann (født 1979) er schweizisk-århusiansk teolog bosat i Østrig. ILLUSTRATION: Beograd: Serbiske demonstranter til en pro-russisk demonstration i anledning af krigen i Ukraine, 4. marts, 2022 [Foto: Reuters/Ritzau Scanpix]