Abir Al-kalemji: Skal vi løse krisen i vores sundhedsvæsenet, må vi gentænke relationen mellem patient og behandler

05.07.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hverken sundhedsprofessionelle eller patienter skal føle sig tvunget til at gå på kompromis med god behandling, fordi sundhedsvæsenet er i knæ. Men en nøgle til at løse problemet ligger i relationen mellem patient og behandler.

Kommentar af Abir Al-kalemji

Imens vi venter på politisk handling og de mirakler, der efterhånden skal til for at redde den synkende skude, vi kalder sundhedsvæsenet, kan sundhedspersonalet og patienter med fordel alliere sig mere end nogensinde før mod et bedre behandlingsforløb. Der er behov for en hardcore forventningsafstemning og forståelse for, hvilke rammer, sundhedspersonalet dagligt jonglerer i, og implikationer heraf på patientens tillid til systemet og forventninger. Samarbejdet i det kliniske rum skal nytænkes, for at tilstræbe optimal behandling, og at medarbejderne oplever tilfredshed og mening med deres arbejde i den ellers kaotiske hverdag.  

Det er ikke sjældent, at jeg møder patienter, der beklager sig over de lange ventetider, skiftende personale og manglende kontinuitet i deres møde med sundhedsvæsenet – og bliver nostalgiske over gamle dage, hvor man havde egen læge, der kendte én ud og ind, og som kunne være tovholder, koordinator og bindeled mellem de forskellige instanser omkring patienten. I dag er sundhedsvæsenet mere komplekst, fragmenteret og uoverskueligt. Udkantsdanmark bemandes ofte af vikarer i almen praksis, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at patienter møder en ny behandler hver gang, og føler, at de skal starte forfra. Det er vilkårene. Kan vi acceptere og håndtere denne udvikling, imens vi prøver at ændre den? Det bliver vi nødt til. Alternativet er, at man slet ikke ser en læge eller sygeplejerske. Rekrutteringsproblemerne er ikke blevet mindre. Vi mangler speciallæger og tusindvis sygeplejersker. Det er vilkårene. 

 

Det traditionelle set-up omkring interaktionen mellem patient og behandler bør også indtage nye rammer
_______

 

Illusionen om at læger og sygeplejersker kan blive ved med at levere toptunet behandling under de kritisable arbejdsforhold, brister dagligt i mødet med virkeligheden. Nogle patienter er begyndt at stille færre krav, og udviser overdrevet forståelse for sundhedsvæsenets udfordringer. Andre opponerer og klager. En ting er de knappe ressourcer, effektløst bureaukrati, underbemanding, speciallægemangel, overenskomstmæssige knaster, organisatorisk uorden og handlingslammet ledelse. En anden ting er at håndtere disse udfordringer af dem, det mest går ud over: patienter og medarbejderne på gulvet. Ud over behovet for en samfundsmæssig bevågenhed og politiske prioriteringer, skal der også holdningsskifte til: ærlig snak mellem sundhedspersonalet og patienterne om tingenes tilstand og mere samarbejde om at få det til at lykkes. På den måde får patienter og fagfolk mere ejerskab over et godt behandlingsforløb, og ikke forventer det store fra magthavere, som gang på gang svigter. 

Det traditionelle set-up omkring interaktionen mellem patient og behandler bør også indtage nye rammer. For samspillet er stadig fastlåst og præget af skæv magtbalance. Patienten indtager typisk en passiv modtagerrolle, imens sundhedspersoner fungerer som aktive leverandører af sundhedsydelser. Men aktørerne opererer i en utidssvarende kontekst. Flere og flere patienter ved meget mere i dag om sygdomme, epidemier, psykiske lidelser mm., og laver egen research og en liste med spørgsmål, inden de kommer til læge. Det er et fænomen, som skal udnyttes til patienters fordel. Jo mere nysgerrige de er på sygdomsdetaljer, jo større er opgaven for den sundhedsprofessionelle for at give adækvate svar og evt. korrigere fejlinformation. Det er en spændende udvikling, der giver plads til vigtige faglige konfrontationer, men som ofte saboteres af manglende ressourcer til grundig og koordineret behandlingsindsats. Men sundhedsprofessionelle skal udnytte patientens potentialer mere i et vellykket behandlingsforløb, og patienten skal være mere proaktiv i at opnå ordentlig behandling. Kommunikationen i det kliniske rum skal være transparent. Lægen har en lang uddannelse, som giver indsigt i sygdomsforståelse, diagnostik og en række andre færdigheder, som skal anvendes til at opnå gode udrednings- og behandlingsforløb. Patienten er ekspert i sine symptomer og har erfaring med hvad der virker eller forværrer. Patientens narrativ og plot giver væsentlige oplysninger om, hvad patienten selv lægger vægt på. Den sundhedsprofessionelles primære ansvar er at sortere skidt fra kanel, komme ind til substansen og sætte de rette undersøgelser og behandlinger i gang. Men et godt møde starter med forventningsafstemning og indsigt i de præmisser, begge parter opererer under. 

Empowerment af patienten og dens pårørende, er essentiel. Det er også oplevelsen i det kliniske rum, at patienter og pårørende, som er opmærksomme og krævende, får mere medbestemmelse og øget chancer for et bedre udfald. Inden for det psykiatriske område fx er der evidens for, at inddragelse af pårørende giver en bedre behandling af patienten. For eksempel reduceres risikoen for tilbagefald og genindlæggelser, ligesom patienten bliver bedre til at tage sin medicin korrekt. Det betyder samtidig, at patienter med dårligere ressourcer, psykosociale forhold og familiære forhold skal have ekstra fokus og opsøgende indsats. 

Men det er også vigtigt med indsigt i klinikernes arbejdsforhold, og hvilke begrænsninger de udløser, så de ikke bliver en vedvarende kilde til frustration hos både patienter og personale. I almen praksis fx har lægen typisk 10-15 minutter per patient. Tiden kan gå med at orientere sig i sygdomshistorik og aktuelle klager, foretage undersøgelse, bestille blodprøver, henvise til relevante specialer, justere medicin, yde omsorg og støtte, giv tid til opfølgning, korrespondere med borgerens kommune, lave erklæringer osv. Næste patient står allerede og tripper. Når patienten møder en læge, som ikke har læst hele journalmaterialet, er det ikke, fordi vedkommende har siddet og drukket kaffe eller tjekket Facebook-opslag, men måske lige har haft en konference med en bagvagt på sygehuset for at indlægge en dårlig patient, og derfor må forberedelsen på den næste patient ske simultant med, at lægen giver håndtryk og byder velkommen. Skarpe prioriteringer er centrale i lægens arbejdsdispositionen – særligt når driften ikke tager højde for uforudsete arbejdsopgaver og dårlige patienter, som skal akut vurderes. Mange patienter viser forståelse for dette, andre gør ikke. Og det skaber grobund for uheldige sammenstød mellem patienter og personale til gene for alle involverede parter. Specielt i et system, der er dårligt bemandet og belastet af sygemeldinger og medarbejderflugt.  

Det er en barsk virkelighed efterhånden.

En patient fortalte mig engang, at hun følte sig som et stykke kød i en pølsefabrik i hendes møde med sundhedsvæsenet. En oplevelse, mange andre sidder med, og den opgivende følelse er langt fra gavnligt for sygdomsprognosen.  

Kan vi behandle hinanden ordentligt, til trods for presset, og udnytte hinandens ressourcer, i stedet for at lade frustrationerne gå ud over de forkerte? Samtidig med at blive ved med at påpege sundhedsvæsenets udfordringer, give beslutningstagere systematisk feedback omkring uhensigtsmæssige forhold, afbureaukratisere processer som spænder ben for en effektiv sagsbehandling, organisere sundhedsvæsenet og it-systemer på en måde, så kerneopgaven løses tilfredsstillende, uden administrativt bøvl, og skabe et sundt læringsmiljø, hvor det handler om at drage nytte af problematiske forløb, i stedet for at dunke hinanden oven i hovedet med nulfejlskulturen.

Hverken sundhedsprofessionelle eller patienter skal føle sig tvunget til at gå på kompromis med god behandling, fordi sundhedsvæsenet er i knæ. Resultatet bliver svækket patientsikkerhed og behandlingskvalitet, flere konsultationer og genindlæggelser, dobbelt arbejde og i et dyrt system, som i forvejen kæmper med ressourcerne. Men medarbejdere og patienter må stå sammen om det her. Og få det bedste ud af den barske virkelighed, imens alle kræfter skal investeres på at ændre den. ■

 

Empowerment af patienten og dens pårørende, er essentiel. Det er også oplevelsen i det kliniske rum, at patienter og pårørende, som er opmærksomme og krævende, får mere medbestemmelse og øget chancer for et bedre udfald
_______

 

Abi Al-kalemji (f. 1974) er speciallæge i Arbejdsmedicin, PhD og lægekonsulent i almen praksis. Skriver primært sundhedsfaglige indlæg og om hverdagen i sundhedsvæsenet.

ILLUSTRATION: Bispebjerg Hospital i København, 7. maj 2020: En Covid-19-patient i samtale med læge og sygeplejerske på lungemedicinsk afdeling [FOTO: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix]