Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Både frygten og forventningerne blev gjort til skamme: Nu sidder også Meloni fast
07.07.2023
Italiensk politik ligner en ekstremsport, men selvom det udadtil kan forekomme tumultarisk, sker der få forandringer på indholdssiden. Meloni er ingen undtagelse. De store retoriske armbevægelser sygner i realiteten hen som små politiske puf, og de gennemgribende reformer lader vente på sig.
Af Alberte Bové Rud
Denne artikel er skrevet før Silvio Berlusconis død d. 12. juni 2023. Du kan læse Alberte Bové Ruds artikel i KOMPAKT om Berlusconis død her.
FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi har snydt døden flere gange. Hjerteproblemer, senfølger fra et coronaforløb, almindelig alderdom og senest kronisk leukæmi –med tilbageholdt åndedræt har italienerne i årevis fulgt hans hospitalsbesøg, der altid er blev dysset ned af den nu 86-årige Berlusconi selv og hans nærmeste. Fysisk har han også forsøgt at fastholde illusionen om evig ungdom og dermed evig relevans. Hans hår bliver stadig tykkere, hans hud stadig glattere, og hans kærester stadig yngre. Det forekommer at være en tabt kamp, men ser man på Berlusconis politiske liv, er der ingen, der kan fortænke ham i at forestille sig selv som udødelig.
I de sidste 30 år har italiensk politik ikke rigtig handlet om noget. Skal man forsøgsvis alligevel opsummere den underliggende politiske ide, er det Berlusconi. Han har været en konstant i et omskifteligt politisk klima, og alle andre politikere har nødvendigvis måttet forholde sig til ham.
Men selvom det indimellem har stormet i italiensk politik, og selvom italiensk politik både har været underholdende og chokerende, så har der ikke i denne periode været noget nævneværdigt politisk indhold. Italiensk politik vedbliver at udspille sig på overfladen, og enhver politisk handling er oftest blot af symbolsk betydning. Heri ligger kimen til de utallige problemer, Italien slås med: økonomisk uro, stigende fattigdom, totalt fraværende klimahandling og stor modløshed i ungdomsgenerationen for blot at nævne nogle få. Disse problemer er opstået og forværret som resultat af et dysfunktionelt politisk system og en manglende opbyggelig demokratisk samtale.
Berlusconis russiske flirt
I påsken balancerede Berlusconi på gravens rand. Hans kæreste vågede over ham, mens pressen finpudsede de nekrologer, de længe havde haft liggende klar. Et enkelt medie kom sågar til at trykke deres sidste ord om politikeren, inden det lykkedes Berlusconi at krabbe sig tilbage til livet og til forsiderne. Selvom Berlusconi først forlod intensivafdelingen ugen efter påske, var den messianske genopstandelse endnu en gang fuldendt.
I hans allersorteste timer indløb ønsker om bedring fra både ven og fjende. Det er svært at vurdere, om den nuværende italienske premierminister, Giorgia Meloni, er at tælle som først- eller sidstnævnte. Nok er Berlusconis parti en del af hendes regering, men Berlusconi har ikke tilføjet andet end kaos til regeringssamarbejdet.
Premierminister Meloni i senatet i Rom, 21. marts 2023 [FOTO: Lapresse/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
Melonis regering består foruden hendes eget parti, Fratelli d’Italia, af de to øvrige højrefløjspartier, Lega, der ledes af Matteo Salvini, og Forza Italia, der ledes netop af Berlusconi. De to sidstnævnte partier slås med dårlige meningsmålinger og ledere, der har urealistiske forestillinger om deres egen betydning. Mens Salvini er blevet parkeret på et sidespor som minister for infrastruktur og transport, har Meloni ikke fundet en ministerpost til den erfarne Berlusconi. Hun har heller ikke fundet anledning til at kaste andre prestigeudnævnelser hans vej, og det piner formentlig Berlusconi, der drømmer om at forsegle sin karriere som ærefuld statsmand med et sidste hædersbevis. I al fald hvæssede han offentligt knivene, allerede inden regeringen påbegyndte sit arbejde. Meloni var både arrogant og latterlig, noterede han flygtigt på et stykke papir i senatet, mens han sikrede sig opmærksomheden fra kameraerne omkring sig. Melonis stjerne hos Berlusconi dalede yderligere, da hun kort efter understregede, at hun kun ville lede en regering, der indiskutabelt støttede Ukraine i dets kamp med Ruslands aggressioner.
I sin tid som premierminister (1994-95, 2001-06 og 2008-11) havde Berlusconi tætte bånd til Putin, og selvom krigen i Ukraine udadtil har lagt venskabet på is, har Berlusconi ikke kunnet hemmeligholde sine hjertelige følelser for den upopulære russiske leder. I anledning af Berlusconis fødselsdag blot få dage efter afholdelsen af det italienske parlamentsvalg i 2022 sendte Putin adskillige flasker russisk vodka til Berlusconi, der gengældte gestussen blot en uges tid senere, da han kvitterede med at sende italiensk lambrusco mod Moskva i anledning af Putins 70-års fødselsdag. Putin har ikke mange venner tilbage i EU, men Berlusconi er en af dem. Gentagne gange har Berlusconi offentligt udtrykt forståelse for Putins handlinger og afstandtagen fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og lækkede lydfiler har kunnet afsløre, at Berlusconi går endnu længere i sin omfavnelse af Ruslands rolle i privat regi. Her pralede han med, at Putin i et ømt brev havde udråbt Berlusconi til at være blandt sine fem bedste venner. Når Meloni således slår fast, at hendes regering tydeligt tager afstand fra Rusland og agter at støtte Ukraine moralsk såvel som økonomisk, agter hun både at sætte Berlusconi og hans storhedsvanvid på plads og at berolige sine demokratiske samarbejdspartnere i EU og NATO.
Ulig Berlusconis forhåbninger er det ikke lykkedes ham at øve indflydelse på Meloni vedrørende Ukraine og Rusland. Kort før årsdagen for den russiske invasion besøgte en alvorlig Meloni den ukrainske hovedstad, Kyiv, hvor hun blev budt velkommen af Zelenskyj. Over for både ham, de øvrige europæiske statsledere og sit bagland har Meloni fortsat sin insisteren på, at Italien loyalt støtter den ukrainske frihedskamp. Til trods for at mange italienere på dette område ikke er enige i hendes nærved betingelsesløse trofasthed. For årsdagen for krigen tilkendegav 45 pct. af den italienske befolkning, at de var modstandere af at sende våben til ukrainerne, mens blot 34 pct. støttede Melonis linje. Ikke engang blandt Fratelli d’Italias egne vælgere havde Meloni opbakning. Her var hele 47 pct. imod hjælpen til Ukraine. Alligevel holder Meloni fast, og foreløbig har italienernes antipati mod Ukraine-hjælpen ikke manifesteret sig som svigtende popularitet til Meloni.
Faenza, 21. maj 2023: Meloni møder en af de borgere, der blev ramt af de historisk store oversvømmelser i det nordlige Italien [FOTO: Palazzo Chigi Press Office/Reuters/Ritzau Scanpix]
Melonis forgænger, den EU-begejstrede og EU-populære Mario Draghi, tog sidste sommer til Ukraine i følgeskab med den tyske kansler, Olaf Scholz, og den franske præsident, Emmanuel Macron. Dermed demonstrerede han, at han og altså Italien var tungtvejende stemmer i fastlæggelsen af EU’s støtte til Ukraine. Meloni har ikke overtaget Draghis rolle, selvom hun har forsøgt. Hendes europæiske kolleger har ikke vurderet hende til at have samme format som hendes forgænger – og man har givetvis også været bange for, at Berlusconi og italienernes lunkne følelser over for Ukraine-krigen kunne få Meloni til at ryste på hånden. Men hvad angår Ukraine, har hun ikke givet dem anledning til at udelukke hende fra det pæne europæiske selskab – for hun har ikke flyttet et komma i Italiens position. Det er selvsagt glædeligt for Zelenskyj og EU, men det er også et af flere eksempler på, at den italienske regering heller ikke under ledelse af Meloni hverken agter eller magter at ændre fundamentalt på de allerede etablerede politiske sandheder.
For sådan er det: Melonis regering har efter omtrentlig seks måneder ved roret udrettet meget lidt. Det er bemærkelsesværdigt sammenholdt med særligt de udenlandske forventninger til hende, men absolut forudsigeligt, når man sammenligner med tidligere italienske regeringer.
Der kommer ikke nogen bro, og der kommer ikke nogen stor skattereform. Ikke fordi det objektivt ikke kan lade sig gøre, men fordi det ikke lader sig gøre i Italien. Ingen regeringsperiode er lang nok til at foretage så omfattende handlinger, og ingen regering kan forvente genvalg
_______
Uindfriede utopier
I valgkampen svor Meloni hverken at forstyrre Italiens position udenrigspolitisk eller økonomisk. Hun lovede at fortsætte status quo, som det var blevet defineret for hende af hendes forgænger, Draghi, og hun har foreløbig indfriet det. På den måde har hun vist sig at være en mindre uforudsigelig statsleder, end hendes kritikere frygtede. Men for hendes vælgere ligner det løftebrud.
Undervejs i valgkampen konkurrerede de tre højrefløjspartier om, hvem der kunne præstere de mest opsigtsvækkende skattelettelser. Laveste bud kom fra Lega, der med en flad skat på 15 pct. ønskede at reformere hele landets økonomiske fundament. Det var ufuldkomment finansieret, og bl.a. derfor har Meloni allerede nu indrømmet, at skattelettelser i dét omfang foreløbig ikke bliver til noget. Den nuværende usikre økonomiske situation præsenteres som årsag til løftebruddet, men det må udlægges som voldsomt naivt, hvis regeringen og vælgerne har betragtet det som realistisk, at Italien aktuelt ville kunne indfri en så radikal skattereform.
Legas leder, Matteo Salvini, blev minister for infrastruktur og transport, og han har gjort det til sit personlige projekt at fuldføre byggeriet af en bro mellem den italienske halvø og Sicilien. Det har politikere drømt om siden antikken, og det har stået højt på ønskesedlen hos diverse højrefløjsregeringer under ledelse af Berlusconi. Men selvom politiske kræfter har arbejdet aktivt for projektet i 30 år, er man ikke kommet projektet nærmere – og listen med forhindringer er stadig lang. Først og fremmest er der tektonisk usikkerhed, idet Messinastrædet markerer mødet mellem to kontinentalplader, der ikke sjældent giver jordskælv i området. Desuden vil anlæggelsen af en bro kræve astronomisk finansiering – herunder risikoen for, at pengene finder vej til de meget magtfulde mafiaorganisationers lommer. Endelig vurderes det ikke, at den øvrige lokale infrastruktur kan holde til belastningen, og alle disse forhold bevirker, at befolkningen på Sicilien og i Calabrien mildt sagt er skeptiske.
Italien er et ungt land med store regionale forskelle, og opbygningen af en enhedsfølelse har været et kontinuerligt tema blandt de nationalistiske partier lige siden landets officielle samling i 1871. Et brofast Sicilien ville medvirke til at cementere samlingen, og arbejdet for broen har efterhånden fået karakter af stædig insisteren. Broen påtænkes kun at være omtrent 3.500 meter – hvilket er cirka halvdelen af hængebroen ved Storebæltsforbindelsen – og til trods for den modstand, broprojektet har mødt, forekommer det ufatteligt, at den tilsyneladende forbliver ,ubyggelig’. Men det er den, og Salvinis drøm om at gøre broen til sit svendestykke var dødsdømt, allerede da han præsenterede sin ambition.
Der kommer ikke nogen bro, og der kommer ikke nogen stor skattereform. Ikke fordi det objektivt ikke kan lade sig gøre, men fordi det ikke lader sig gøre i Italien. Ingen regeringsperiode er lang nok til at foretage så omfattende handlinger, og ingen regering kan forvente genvalg. Det er over 30 år siden, en italiensk regering genvandt magten efter et valg, og lige så lang tid siden, en regering har haft langsigtede og realisérbare visioner.
Melonis foruroligende løfter
Historisk har både Meloni og hendes parti undskyldt eller sågar forsvaret Mussolini og det fascistiske Italiens ideer og handlinger, og blandt hendes støtter findes fortsat mennesker, der åbent bekender sig til fascismen. Selv har hun og partiets top søgt at lægge afstand til det fascistiske Italien, men altid med en tøven eller et men, der fremstår halvhjertet og pligtskyldigt, og det har ikke overbevist hendes kritikere om, at hun og Fratelli d’Italia er fuldkommen løsrevet fra den fascistiske tanke. Symbolsk og metaforisk lefler Meloni fortsat for det yderste højre, og selvom det nu ikke længere forplanter sig i fascistiske visioner i partiprogrammet, giver de konstante hilsner til fascismen anledning til rynkede bryn.
Omverdenen har særligt holdt et vågent øje med Meloni på områder som indvandring og migration, køn og seksualitet. I sit forsvar for den italienske nationalstat og den italienske kultur har hun samtidig fremstillet de migranter og flygtninge, der håbefulde søger de italienske kyster, som trusler mod Italien. I sin hyldest til kernefamilien og moderrollen har hun samtidig mistænkeliggjort LGBT+-personer og taget afstand fra abort.
Den nye italienske regering har vanskeliggjort migranternes rejse til Italien ved hjælp af byzantinske og kafkaske regler særligt målrettet NGO-skibene, der hjælper migranterne sikkert i land, og menneskesmuglerne, der lukrerer på migranternes rejse.
Når det gælder familiepolitik, har regeringen fastholdt og indskærpet håndhævelsen af eksisterende lovgivning, der fastslår, at surrogatmoderskab og adoption ikke er lovlig for LGBT+-personer. Ifølge italiensk lov har LGBT+-personer ret til en borgerlig vielse, men må hverken gifte sig kirkeligt eller stifte familie og er heller ikke beskyttet mod hadforbrydelser som andre minoriteter i samfundet.
Det ER utvivlsomt regeringens hensigt at få migranter og LGBT+-personer til at føle sig uvelkomne i Italien, og det er utvivlsomt også lykkedes. Men der ankommer stadig rekordmange migranter til de italienske kyster, og ifølge meningsmålinger bliver italienerne stadig mere tolerante og imødekommende over for LGBT+-personers levevis og rettigheder.
Det kendetegner Melonis regering – som så mange af hendes forgængeres – at den særligt under valgkampen har brugt et højstemt og radikalt sprog, men i praksis har udrettet meget lidt
_______
Skal man forsøge at komme Meloni i møde, kunne man forestille sig, hun har indset, at hendes modstand mod migranter og LGBT+-personer er som Don Quixotes kamp mod vindmøller. I al fald har hun ikke fulgt sin aggressive retorik til dørs med lige så hård lovgivning. Migranternes vej til Italien er blevet besværliggjort, men ikke umuliggjort. Under valgkampen foreslog hun en egentlig søblokade, der skulle sikre, at migranter ikke fremover skulle kunne nå Italien, men nu peger hun på europæiske og bilaterale løsninger – herunder aftaler med de nordafrikanske stater – for at dæmme op for den tiltagende migrantstrøm. Og selvom regnbuefamilier i Italien møder modstand fra kirke såvel som stat, har Meloni ikke frataget dem deres allerede sparsomme civile rettigheder.
Set fra vælgernes synspunkt har regeringen kradset i overfladen på de problemer, den har identificeret, men den har ikke ageret så gennemgribende, som dens kritikere frygtede. Det kendetegner Melonis regering – som så mange af hendes forgængeres – at den særligt under valgkampen har brugt et højstemt og radikalt sprog, men i praksis har udrettet meget lidt.
Rom, 26. oktober 2022: Den daværende partileder og nu afdøde Silvio Berlusconi overværer parlamentet stemme om, hvorvidt det har tillid til den nye regering [FOTO: Fabrizio Corradetti/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
Apati og symbolik
Regeringen har først og fremmest foretaget sig ting, der ikke har kostet noget nævneværdigt, og som til gengæld har haft en stor symbolsk værdi.
Ved udnævnelsen af sit ministerkabinet dedikerede Meloni et ministerium til fødsler, mens et andet ministerium fik råderet over anliggender vedrørende „Made in Italy”. Mens fødselsministeriet skal arbejde for flere italienske børn – og dermed færre aborter – er ministeriet for „Made in Italy” med sit ressort rettet mod at sikre italienske produkters kvalitetsniveau og konkurrencedygtighed bl.a. på det europæiske marked. Igennem disse ministeriers navne fortsætter Meloni sin linje som abortkritisk og nationalistisk. Men hun gør det omkostningsfrit – det koster hende ikke noget, og det får ikke så store konsekvenser. Samtidig når regeringens tiltag avisforsiderne i ind- og udland. Flere af hendes ministre har mildest talt et blakket ry, som fx ministeren for fødsler, Eugenia Roccella, der i årtier har optrådt hadefuldt over for LGBT+-personer under dække af at være feminist, og Melonis højre hånd, Francesco Lollobrigida, der som så mange af deres partifæller engang skrydede under nyfascistisk fane, og som i dag bekender sig til teorien om den ,store udskiftning’. Da regeringen for nylig erklærede, at engelske ord skulle bandlyses fra det offentlige Italiens sprog, vakte det lige dele morskab og forargelse. På den ene side gav det mindelser om Mussolinis sproglige kamp for det italienske, fx hans insisteren på at kalde fodbold for calcio, på den anden side fremstod ministeriet for „Made in Italy” og den nyligt lancerede statslige turistkampagne Open to Meraviglia i lyset af det nye forbud absurd paradoksale.
Iagttagere spekulerer fortsat over, om Melonis listende lovgivning er forsigtige prøveballoner, der skal udmanøvrere de eksisterende normer og langsomt, men sikkert erstatte dem med Melonis egne: At hun skubber Italien ud på en glidebane, der umærkeligt, men uundgåeligt ender i hendes højrenationale idealsamfund, og som ikke vil blive forsøgt bremset, før det er for sent. Det kan ikke udelukkes. Men det er tvivlsomt, at det overhovedet kan lade sig gøre. Melonis snak og manglende handling forstærkes nemlig af et ganske smalt økonomisk råderum.
Lige siden eurokrisen har Italien oplevet, hvad det vil sige at være lagt i økonomiske lænker af EU, da store økonomiske investeringer siden da har måttet vige for renteafdrag. Melonis visioner må derfor finansieres med håb og retorik frem for euro og cents. Landets økonomiske situation blev forværret under coronapandemien, hvorfor Italien blev godkendt til at modtage en rekordstor andel af EU’s genopretningsfond. Italien skal ifølge planen modtage omtrent astronomiske 1.500 mia. kroner, men udbetalingerne kommer med modkrav og betingelser, og Melonis ageren er derfor nøjsomt monitoreret. Da det er i hendes og hendes regerings interesse at modtage pengene, er det også i deres interesse at opføre sig på en for EU acceptabel måde.
Selv uden de økonomiske begrænsninger er det politiske manøvrerum hæmmet. Det lader nu til, at Italien ikke kan nå at bruge det eksorbitante milliardbeløb inden for den aftalte tidsramme bl.a. pga. landets tunge bureaukratiske system.
Samtidig er det typisk vanskeligt for en regering at få flertal i begge parlamentets to kamre og så godt som umuligt at opnå stabilitet på tværs af valg. Derfor har man ad flere omgange ændret valgloven, så de største partier er blevet belønnet med større proportionel magt og dermed mulighed for at opnå et politisk flertal. Melonis nuværende position er et resultat af netop sådan en lov. Hun HAR faktisk et stærkt politisk mandat, der kan foretage gennemgribende forandringer i det italienske samfund. Men hun har ikke handlet derefter.
Op til valget så Melonis vælgere hende som værende en af de få politikere, der ikke blot er ren l’aria fritta – varm eller bogstaveligt talt ,friteret’ luft. Det er ellers den herskende luftart i de italienske magtkorridorer
_______
Politisk teater
Ved det seneste valg i efteråret 2022 vandt Meloni både valget og popularitetskonkurrencen, da hendes parti med 26 pct. af stemmerne blev landets største. Med en samlet stemmeprocent på 64 var den allerstørste sejrherre dog sofavælgerne. Det var altså snarere et fravalg af den samlede politiske klasse end et tilvalg af Meloni.
Det har givet anledning til selvransagelse, at Italien således præsterede den dårligste valgdeltagelse nogensinde. I dagene efter valgresultatet holdt partierne krisemøder, fyrede deres ledelse og kasserede deres valgprogram. Men eftersom den politiske verden ikke har formået at gennemføre forandringer – endsige forbedringer – er det i virkeligheden ikke mystisk, at en tredjedel af befolkningen finder valgets teater overflødigt og ligegyldigt.
For italienerne har mange gange prøvet at lægge deres stemme og deres skæbne i hænderne på politikere, der i bedste fald har forvaltet tilliden ved ikke at gøre noget.
Det er en tilsnigelse at påstå, at der intet er sket politisk i de forgangne 30 år. Det er der. Der er bare slet ikke sket så meget, som man kunne forvente. En undtagelse fra reglen om politisk apati er eksempelvis Meloni-regeringens forgænger, Draghi. Hans regering adskilte sig ved at være støttet af alle partier repræsenteret i parlamentet – undtagen Melonis parti, Fratelli d’Italia – og ministrene var dels teknokrater, dels politisk valgte. En af Draghis primære opgaver var at levere en plan for, hvordan EU’s genopretningsmilliarder skulle bruges, og i kraft af sit brede parlamentariske grundlag kunne han lægge planer og gennemføre reformer, der var både dybere, bredere og længerevarende, end de typisk er i Italien. Således formåede Draghi at løsne gordiske knuder som elementær ejendomsregistrering og skatteindkrævning, og selvom han begærede sin afsked, før reformerne var fuldendt, og det administrative grundlag renskuret, tog han dybere spadestik, end nogen længe havde gjort.
Draghis regering var ganske populær, og alligevel var der ikke opbakning til at fortsætte hans reformvillighed efter nyvalget. Meloni repræsenterer alt det modsatte af Draghi. Hendes regering er kraftigt højreorienteret, og hun er uinteresseret i brobygning på tværs af den Marianergravs-lignende midte i italiensk politik. Ifølge målingerne har regeringen stadig et flertal bag sig, og Melonis egen popularitet er kun vokset siden valget. Selvom hun ikke leverer, hvad hun lovede, er hendes vælgere ikke utilfredse. Det skyldes netop, at det ligegyldige kradseri i overfladen er blevet normen i italiensk politik, og at det kun er de færreste vælgere, der rent faktisk forventer, at en politiker holder sit ord og indfrier sine løfter.
Op til valget så Melonis vælgere hende som værende en af de få politikere, der ikke blot er ren l’aria fritta – varm eller bogstaveligt talt ,friteret’ luft. Det er ellers den herskende luftart i de italienske magtkorridorer, og at se Meloni synke til selv samme niveau er måske nok lidt skuffende, men altså hverken overraskende eller revolutionerende. Meloni taler stadig med store ord til sin vælgerbase, men man fornemmer et uhørligt ,hvis jeg kunne, så ville jeg’ forud for hendes slagord om migrantstop, fødselsboom og EU-kritik. De støtter hende frem for hendes konkurrenter, fordi hun i deres øjne maler det smukkeste glansbillede af en urealistisk italiensk fremtid.
Siden Berlusconi i 1994 debuterede som politisk kandidat, har italiensk politik haft teatralske dimensioner. Ikke blot i den forstand, at den er storslået og skandaløs, men også i den henseende, at der tilsyneladende ikke er en sammenhæng mellem de karikerede hovedroller på den politiske scene og den virkelighed, publikum befinder sig i.
Politikerne foregiver at håndtere virkelige problemer, og de fleste italienere foregiver fortsat at tro på illusionen. Det er en fordel for et anspændt EU, der med ængstelse frygter et kollaps af de porøse bærende vægge i italiensk politik. Formentlig sker der hverken fra eller til. Men det er til permanent frustration for italienerne, der lever i et samfund, der på den ene side er et fuldt funktionelt vesteuropæisk land og på den anden side sukker efter administrative reformer og trænger til en konkret politisk retning. Det bør – som den rekordlave valgdeltagelse understregede – også give anledning til bekymring. Landets virkelige problemer løses ikke af symbolpolitik. ■
Politikerne foregiver at håndtere virkelige problemer, og de fleste italienere foregiver fortsat at tro på illusionen
_______
Alberte Bové Rud (f. 1994) er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier og ved Idehistorie på Aarhus Universitet. Hun forsker i bl.a. politisk iscenesættelse, demokratikritik og populisme med særligt fokus på den moderne italienske højrefløj.
ILLUSTRATION: Rom, 22. marts 2023: Premierminister Meloni rækker et papir til sin partifælle Giovanni Donzelli forud for sin tale til senatet [FOTO: Roberto Monaldo/LaPresse/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
