Amelie Theussen i RÆSONs nye trykte nummer: Er Østersøen en ,NATO-indsø’?
04.04.2023
Det værste, der kan ske, er, at NATO-udvidelsen efterlader politikerne med opfattelsen af, at alle udfordringer i regionen nu er løst. Tværtimod: Det kræver en vedvarende indsats at udnytte det faktum, at magtbalancen har ændret sig til NATO’s fordel.
FRA RÆSON53. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen ,En ny virkelighed′.
Af Amelie Theussen
Sikkerhedssituationen i og omkring Østersøen har ændret sig fundamentalt. For land efter land har Ukraine-krigen bekræftet, at Rusland er en trussel for europæisk sikkerhed. Selvom østeuropæiske lande som Polen og de baltiske lande længe havde advaret om et aggressivt og truende Rusland, har andre europæiske allierede – først og fremmest Tyskland – haft svært ved at se Kreml som en alvorlig trussel mod den europæiske sikkerhedsorden. Annekteringen af Krim i 2014 og den indirekte krig i Østukraine, som startede samme år, affødte ganske vist både vestlige sanktioner mod Rusland og støtte til ukrainerne (i form af penge, træningsprogrammer og udstyr), men både Tyskland og Frankrig forblev villige til at forhandle med Moskva – og tyskerne holdt fast i støre økonomiske projekter, mest notorisk den omstridte Nord Stream 2-gasledning. Tre dage efter invasion konstaterede kansler Scholz, at Ruslands angreb på Ukraine var et Zeitenwende – et historisk vendepunkt – og annoncerede, at Tyskland vil bruge 100 mia. euro på at modernisere sit militær i løbet af de næste fem år og fremover allokere 2 pct. af GDP til forsvarsbudgettet [se Olsen i dette nummer, red.]. På den nordlige og østlige side af Østersøen har Finland og Sverige gjort op med deres historiske neutralitet og anmodet om NATO-medlemskab. De fornemmer en eksistentiel trussel.
Men hvad betyder det for sikkerhedssituationen i regionen, at Østersøen nu er blevet en ,NATO-indsø’, hvor alle lande i regionen er – eller vil være – NATO-lande, bortset fra den russiske eksklave Kaliningrad og de omkring 500 kilometer, der udgør den russiske kystlinje ved Sankt Petersborg?
Den forandrede magtbalance
Hvor stor en ændring i magtbalancen i Østersøen udgør det finske og svenske NATO-medlemskab? Umiddelbart ligner det en stor ændring, men forandringen er måske mindre, end den ser ud. Ansøgningen om NATO-medlemskab er et formelt opgør med Finlands og Sveriges historiske neutralitetspolitik, men denne neutralitet har i realiteten siden 1990’erne været begrænset af, at begge lande er medlem af EU og tætte NATO-partnere, og dermed dybt integreret i den europæiske orden og det europæiske samarbejde. Begge lande sluttede sig til EU i 1995 og til Schengen i 2001; Finland ovenikøbet til euroen. Desuden blev de begge NATO- partnerland i NATO’s Partnership for Peace (PfP)-program i 1994 og i Euro-Atlantic Partnership Council i 1997 og har været såkaldte Enhanced Opportunity Partners under NATO’s Partnership Interoperability Initiative siden 2014, sammen med Australien, Georgien, Jordan og Ukraine (som fik samme status i 2020).
Faktisk har Finland og Sverige været NATO’s mest aktive partnere med bidrag til NATO-missioner i Afghanistan, Irak og Kosovo. Desuden har begge lande været med i det nordiske forsvarssamarbejde, NORDEFCO, siden 2009, hvor NATO-landene Island, Norge og Danmark også indgår. Set fra dette perspektiv er det meget tydeligt, at Sverige og Finland allerede før deres ansøgning om NATO-medlemskab var en del af den europæiske sikkerhedsorden og tæt knyttet til deres europæiske og nordatlantiske partnere. Ikke desto mindre kan landenes kommende NATO-medlemskab opfattes som en ændring i magtbalancen af tre årsager:
Hvor stor en ændring i magtbalancen i Østersøen udgør det finske og svenske NATO-medlemskab? Umiddelbart ligner det en stor ændring, men forandringen er måske mindre, end den ser ud
_______
(1) Farvel til neutralitet og alliancefrihed
For det første er det en endegyldig og formel afsked med landenes militære alliancefrihed. Sverige har forfulgt en neutralitetspolitik siden Napoleonskrigene i starten af det 19. århundrede, hvor landet tabte omkring en tredjedel af sit territorium i Den Finske Krig (1808-09). Selvom omfanget af neutraliteten har været omstridt i løbet af årtierne, bl.a. under Anden Verdenskrig, og landet har deltaget i en del fredsbevarende operationer, har Sverige officielt holdt fast i sin alliancefrihed indtil ansøgning om NATO-medlemskab i maj 2022. Hvor den svenske neutralitet ofte anskues som en identitetsdreven politik, er den finske neutralitet mere præget af et praktisk ønske om overlevelse i lyset af en stormagt som nabo. Efter Anden Verdenskrig – hvor Finland kæmpede sammen med Nazi-Tyskland mod Sovjetunionen – indgik landet i 1948 med Sovjetunionen en traktat om venskab, samarbejde og gensidig bistand, der begrænsede Finlands handlemuligheder. For at sikre landets overlevelse som demokratisk stat med en lang grænse til Sovjetunionen – og samtidig undgå at blive trukket ind i en mulig væbnet konflikt mellem stormagterne under Den Kolde Krig – forfulgte Finland i de efterfølgende årtierne en streng neutralitetspolitik.
På en måde gav Ruslands invasion af Ukraine politikerne en mulighed for at ændre landenes kurs mod NATO-medlemskab, fordi krigen betød, at stemningen i befolkningerne ændrede sig. Det finske erhvervs- og politikforum EVA har målt den finske befolknings syn på NATO- medlemskab siden 1998 og noterer i sin meningsmåling fra marts 2022, at 60 pct. var for – i efteråret 2021 havde det kun været 26 pct. – der er altså tale om en fordobling på ganske få måneder. I forummets måling fra efterår 2022 er det hele 78 pct., der støtter finsk NATO-medlemskab.
Udviklingen i Sverige er sammenlignelig. I december 2017 var 31 pct. for (Statista) og 44 pct. imod. I april 2022 var forholdet vendt om: 45 pct. for og 33 imod – og antallet af tilhængere var i juli 2022 steget til 64 (med 21 pct. imod). Den samme ændring kunne ses før den danske folkeafstemning om afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet. Inden den russiske invasion af Ukraine tydede alle meningsmålinger på, at der ikke var et flertal for afskaffelse – men det blev afskaffet med 66,9 pct. af stemmerne for og 33,1 pct. imod.
(2) Musketéreden
For det andet betyder NATO-medlemskabet selvfølgelig, at landene vil være dækket ind under Artikel 5 – musketéreden – som fastlægger, at et angreb på et NATO-land er et angreb på alle og udløser ret til kollektivt selvforsvar under FN-pagtens Artikel 51. I tilfælde af et (russisk) angreb på Finland eller Sverige vil de andre allierede – herunder USA – komme til undsætning med alle midler, som landene anskuer som nødvendige for at genoprette den nordatlantiske regions sikkerhed, inklusive brug af væbnet magt og militære midler. Dette er alligevel et betydeligt skridt længere, end NATO er villig til at gå for sine partnerlande, som krigen mellem Rusland og Ukraine er et tydeligt eksempel på: Ukraine har jo den samme status – Enhanced Opportunity Partner – som Finland og Sverige havde inden deres ansøgning om NATO-medlemskab.
(3) NATO’s forsvarsplaner
Som medlemslande vil Finland og Sverige indgå i NATO’s forsvarsplaner. Det betyder, at der skal ske en omlægning af de militære planer for forsvaret af NATO-territoriet. Omlægningen er nødvendig – ikke kun fordi de finske og svenske territorier fremover skal forsvares, hvis landene skulle blive angrebet, men også fordi Sverige og Finlands NATO-medlemskab har konsekvenser for, hvordan andre lande i regionen, fx Norge og Estland, kan forsvares. Det påvirker alt fra forsyningskæder og logistisk planlægning til fordeling af tropper.
Alt andet lige tillader finsk og svensk NATO-medlemskab bedre og betydeligt mere integreret forsvarsplanlægning og i øvrigt: en tættere sammenkobling af Arktis og Østersøen. Desuden har de to lande hvert deres stærke og moderne forsvar, som vil styrke forsvarsalliancen.
Resultatet er, at det bliver vanskeligere for Rusland at gøre brug af sin Østersø-flåde. Hvis det skulle komme til en krig mellem NATO og Rusland, regner man med, at den russiske Østersø-flåde ville blive ødelagt på ganske kort tid.
Samtidig bliver den 1.340 kilometer lange grænse mellem Finland og Rusland nu ikke kun en trussel for Finland, men også for Rusland. Finland har et stort og kapabelt forsvar: Selvom der kun er omkring 35.000 aktive soldater (inklusive værnepligtige og grænsepatruljen), tæller de fuldt mobiliserede finske styrker omkring 280.000, og med reservestyrken på 900.000 kommer tallet op på over en million i alt. I Finland vil NATO-styrkerne komme meget tæt på Rusland – og meget tæt på Kola-halvøen, som er hjemsted for den russiske Nordflåde i Severomorsk, herunder de russiske atomubåde, som indgår i landets nukleare afskrækkelsesstrategi. Også Sverige har et kapabelt forsvar, som er højteknologisk udrustet, selvom det med omkring 15.000 aktive soldater, en reserve på kun 10.000 og et hjemmeværn med lidt over 20.000 personer er mindre end det finske. Og med Sverige som medlem har NATO kontrol over øen Gotland, som har en strategisk vigtig position i Østersøen.
Med det svenske og finske NATO-medlemskab har magtbalancen rykket sig til klar fordel for NATO – men selvom Østersøen i manges øjne er blevet en ,NATO-indsø’, betyder det ikke, at alle problemer er løst, og at vi ikke længere behøver at tænke over sikkerhedsspørgsmål i Østersøområdet. Tværtimod er vi nødt til at håndtere både to store militære udfordringer – og to store diplomatiske udfordringer, der har direkte konsekvenser for sikkerhedssituationen i og muligt forsvar af regionen.
Helsinki, 28. februar 2023: NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, på besøg hos Finlands statsminister, Sanna Marin [FOTO: Kimmo Brandt/EPA/Ritzau Scanpix]
Et accelererende sikkerhedsdilemma
Selvom ændringen i magtbalancen er til fordel for NATO, kan det have den konsekvens, at sikkerhedsdilemmaet mellem Rusland og NATO i Østersøen forværres. Et sikkerhedsdilemma i international politik (jævnfør John H. Herz og Robert Jervis) opstår, når land A – der føler sig truet – tager tiltag (som oprustning eller alliancemedlemskab), der af land B bliver opfattet som truende, hvorfor land B svarer igen på samme vis. Begge lande agerer defensivt – som reaktion på en trussel prøver de at øge deres egen sikkerhed – men det øger spændingerne og chancen for en eskalation til konflikt eller endda: krig. Ifølge sikkerhedsdilemma-logikken kan man forvente, at NATO-udvidelsen i Østersøregionen vil forstærke den russiske trusselsvurdering, skabe endnu mere oprustning og dermed øge spændingerne mellem de to sider og i sidste ende risikoen for militær konflikt.
NATO er allerede talrigt til stede i Østersøregionen og har øget sin tilstedeværelse siden februar 2022. Siden 2017 har NATO-tropper være udstationerede i form af den fremskudte tilstedeværelse (Enhanced Forward Presence) med fire multinationale kampgrupper i bataljonsstørrelse i Estland, Letland, Litauen og Polen, ledet af henholdsvis Storbritannien, Canada, Tyskland og USA. Også Danmark har siden 2017 bidraget til den britisk-ledede gruppe i Estland med knap 200 soldater og 14 Leopard 2-kampvogne.
Efter den russiske invasion af Ukraine har NATO besluttet at oprette endnu fire kampgrupper i Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Slovakiet samt styrke de eksisterende, hvor Danmark bidrager med bl.a. 800 soldater i Letland. Desuden har NATO forstærket sine multinationale flådestyrker i både Østersøen og i det nordlige Atlanterhav (Standing NATO Maritime Group og Standing NATO Mine Countermeasures Group 1), ligesom man har styrket luftrumsovervågning og -patruljering (Baltic Air Policing). Danmark bidrager regelmæssigt til disse initiativer.
Set i lyset af, at der allerede er en omfattende tilstedeværelse af NATO-tropper, og af NATO’s tætte bånd til Finland og Sverige, hvorfor så forvente en forværring af sikkerhedsdilemmaet?
For det første er usikkerheden og mistroen mellem de to sider kun blevet værre siden 2014, og især efter den russiske invasion af Ukraine. For det andet betyder svensk og finsk NATO-medlemskab, at Kola-halvøen og dermed den russiske atomare gengældelseskapacitet er truet. Som Jørgen Staun beskriver i sit policy brief for det Danske Institut for Internationale Studier (DIIS), består forbindelseslinjerne til de russiske baser omkring Murmansk af en hovedvej og en jernbane – som let vil kunne blokeres af finske tropper. Eftersom der er under 250 kilometer fra den finske og den norske grænse til Murmansk, vil det set fra russisk perspektiv blive muligt for NATO at samle tropper i Sverige, Finland og Norge og true to tredjedele af de russiske søbaserede atomvåben, som alle sammen er under kommando af Nordflåden og placeret på Kola-halvøen.
Alt i alt står det klart, at NATO-medlemskab for Finland og Sverige betyder, at det bliver betydeligt vanskeligere for Rusland at forsvare Kola-halvøen, Sankt Petersborg og Kaliningrad. Set fra et russisk perspektiv er truslen fra vest blevet endnu meget større.
Det kan meget vel betyde, at Rusland vil øge sin militære tilstedeværelse i disse regioner og opruste yderligere – også selvom omkostninger fra Ukraine-krigen i form af tab af personel og materiel, foruden de økonomiske udfordringer, som sanktionerne skaber, selvfølgelig begrænser landets muligheder og ressourcer til det formål.
I så fald vil Rusland lægge endnu mere vægt på den atomare afskrækkelse – som jo også er en del af hele den dynamik, som er beskrevet her. Det kan så føre til, at NATO vil se sig tvunget til også at øge tilstedeværelsen endnu mere og sætte flere militære tiltag i værk. Den øgede mistro, usikkerhed og trusselsoplevelse på begge sider gør en (utilsigtet) eskalation til krig mere sandsynlig. Vi er derfor nødt til at finde veje til at håndtere sikkerhedsdilemmaet i Østersøregionen, når Finland og Sverige bliver NATO-medlemmer.
Mørkeblå: NATO’s nuværende medlemslande. Lyseblå: Finland og Sverige. Lilla: Ukraine. Rød: Den Kollektive Sikkerhedspagt, der tæller Rusland, Belarus, Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan [ILLUSTRATION: Starfire25 via WikiMedia]
Kaliningrad, Sankt Petersborg og problemet med ’Anti-Access/Area Denial’
Det andet militære problem, som man ikke må glemme i glæden over, at Østersøen bliver en ,NATO-indsø’, er problematikken med Ruslands Anti Access/Area Denial-kapacitet (ofte forkortet som A2/AD). A2/AD-konceptet går ud på, at et land kan afholde sin modstander fra at operere i et bestemt område i en krigssituation, fordi landet kan ramme modstanderen fx med langtrækkende missiler. Hvis modstanderen prøver at få adgang til det givne område og bruge det til militære operationer, vil det medføre så store tab, at det næsten ligner selvmord – og dermed er adgangen til området nægtet, som navnet siger. Rusland har opbygget en stor A2/AD-kapacitet i Kaliningrad og omkring Sankt Petersborg.
NATO kan blive forhindret i at få forstærkninger frem til de baltiske lande og Finland, hvis alliancen ikke finder en vej til at bryde igennem den russiske A2/AD-kapacitet. En del af løsningen kan være, at man selv har langtrækkende missiler, som kan tilintetgøre modstanderens A2/AD- kapacitet. Men det risikerer selvfølgelig yderligere at skrue blusset op – og forværre sikkerhedsdilemmaet mellem NATO og Rusland beskrevet ovenfor.
Krigen i Ukraine viser, at A2/AD virker: Langtrækkende missiler er ikke nok til at bryde igennem. Som militæranalytiker Anders Puck Nielsen analyserer i en artikel for Altinget har Ukraine nemlig formået at holde den russiske Sortehavs-flåde på afstand, selvom Rusland har langtrækkende missiler og egentlig burde være i stand til at ramme de ukrainske A2/AD-missilbatterier. I praksis er det ikke lykkedes for Rusland at bryde den ukrainske boble. Puck Nielsen understreger, at det kræver en solid luftforsvarskapacitet og evne til at lægge og rydde søminer.
Hvordan man håndterer den russiske A2/AD-kapacitet, er et vigtigt spørgsmål for NATO. Også Danmark burde se nøje på erfaringerne fra krigen i Ukraine. For vores geografiske beliggenhed ved indsejling til Østersøen betyder, at russiske krigsskibe skal passere de danske farvande både fra øst og vest/nord – også hvis der udbryder konflikt i Østersøområdet eller i det nordlige Atlanterhav. Danmark skal helst kunne afholde de russiske skibe fra at sejle igennem, mens vi også skal kunne sikre åbne stræderne for gennemsejling af allierede NATO-styrker.
Det bliver vanskeligere for Rusland at gøre brug af sin Østersø-flåde. Hvis det skulle komme til en krig mellem NATO og Rusland, regner man med, at den russiske Østersø-flåde ville blive ødelagt på ganske kort tid
_______
Et nyt hovedkvarter – og de spørgsmål, det rejser
Når Artikel 5 også gælder for Finland og Sverige, er forsvarsalliancen nødt til at ændre/skabe en forsvarsplan for regionen, som inkluderer, hvordan alliancen kan forsvare dem. I en artikel om Finland og Sveriges NATO-medlemskab og de nødvendige næste skridt i The Atlantic Council analyserer John R. Deni, hvad det betyder: For det første skal der være planer for, hvordan landenes egne styrker integreres med styrker fra NATO’s Response Force og forstærkninger fra allierede lande. For at gøre integrationen af diverse styrker og enheder nemmere kan det være værd at overveje skabelsen af et multinationalt divisionshovedkvarter (udpeget som Multinational Division High North; MND-HN), som med fordel kunne placeres i Finland, mens man i Sverige kunne placere et center for luftoperationer (Combined Air Operations Centre for the High North; CAOC-HN).
Problemet er bare, at begge lande indtil nu ikke har vist stor interesse for at være vært for NATO-infrastruktur. Det har Rusland advaret imod; og man kan se ligheder med den norske tilgang, som ikke tillader andre lande eller NATO at oprette permanente baser eller stationere atomvåben i landet. Den nye NATO-styrkestruktur vil i endnu højere grad være baseret på et højere niveau af beredskab – og at udstyr er på plads i forvejen (præpositionering). Med andre ord: mere NATO-tilstedeværelse, også i fredstid.
Desuden rejser spørgsmålet om det nye hovedkvarter nye spørgsmål i forhold til integration af planer og kommandostrukturen med de baltiske lande, som ligger under Multinational Division North, der er baseret dels i Adazi, Letland, dels i Karup, Danmark.
Ifølge Denis anbefalinger bør det nye hovedkvarter i vid udstrækning bemandes af værtsnationens personale, som også skal indtage ledelsesrollerne. Men han foreslår også, at alle ikkeværtsnationsbidrag til hovedkvarteret i krisetid og på rutinemæssig træning under fredstid skal være mindst på størrelse med en brigade (typisk 3.500-5.000 soldater), fordi der ellers kan opstå problemer med alliancens interoperabilitet. Ifølge Deni burde Finland faktisk overveje at oprette et endnu større multinationalt korpshovedkvarter (end det første forslag, som var et divisionshovedkvarter) for at kunne modstå truslen fra Rusland. Et korps indebærer normalt et personel på mellem 45.000 og 60.000.
Men hvordan vil det se ud fra russisk perspektiv, hvis der pludselig står 60.000 NATO-styrker kun 250 kilometer fra ens atomare gengældelseskapacitet? Ud over at det rejser nogle vanskelige spørgsmål til både NATO, Finland og Sverige, vil det også risikere at gøre sikkerhedsdilemmaet i Østersøregionen endnu værre.
Den anden udfordring ligger i landenes evne til at modtage, integrere og deployere alliancens forstærkninger i tilfælde af et angreb. Værtsnationsstøtte – dvs. logistisk støtte til allierede styrker, der enten placeret på værtsnationens territorium eller i transit igennem territoriet under øvelser eller i en krise – kræver, at man har styr på logistikken og sikkerheden. Militært udstyr skal kunne transporteres, og tusindvis af soldater skal kunne indlogeres. Dette kan nemt overstige kapaciteten af de eksisterende netværk af baser, transportkapacitet og logistik i Finland og Sverige, og kan gøre det meget vanskeligt at bringe militærstyrker ind i en konflikt, som udfolder sig i regionen. Det samme gælder i øvrigt for Danmark, som sandsynligvis også vil have en værtsnationsrolle i en mulig konfrontation i Østersøen. Mulige løsninger kunne være flere baser eller/og præpositionering af militært udstyr. Men også her er der en åbenlys risiko for at forværre sikkerhedsdilemmaet.
21. oktober 2018: Det svenske krigsskib HSwMS Karlstad er en af fem korvetter i Visby-klassen, hvis skrog er bygget af bl.a. kulfiber og derfor let. Her anløber skibet Trondheim som en del af NATO-øvelsen Trident Juncture 18, der fandt sted i Nordatlanten og Østersøen. Øvelsen var en af NATO’s største i flere år [foto: NATO/WO FRAN C.Valverde]
Drømmen om nordisk (og baltisk) forsvarssamarbejde
En fjerde og sidste problemstilling med Østersøen som ,NATO-indsø’ handler om nordisk og muligvis også baltisk forsvarssamarbejde. En af de største forhindringer for dybere forsvarssamarbejde i regionen er ved at være løst: problemet af kontrasterende medlemskaber i forskellige internationale organisationer. Nordisk forsvarssamarbejde har indtil nu været præget af, at nogle lande var medlem af NATO – Norge, Danmark (som jo havde et EU-forbehold på forsvarsområdet) og Island – mens Finland og Sverige jo altså var medlem af EU, men ikke NATO. Det har givet stærke begrænsninger for muligheder for samarbejde. Eftersom Danmark har afskaffet EU-forsvarsforbeholdet, og Sverige og Finland er ved at blive NATO-medlemmer, vurderer mange, at der er nyfundne muligheder for landenes samarbejde på det forsvarspolitiske område. Muligvis endda sammen med de baltiske lande, som jo deler interessen for sikkerhed og stabilitet i Østersøen.
Problemet er bare, at denne drøm ikke nødvendigvis bliver en realitet. Det ville kræve politisk engagement og en stor indsats at koordinere landenes holdninger i og uden for NATO. For landene er ikke nødvendigvis enige om, hvordan sikkerhed og stabilitet i Østersøen kan opretholdes, og har forskellige geografiske fokusområder og opfattelser af trusselsniveauet. Grundet deres geografiske beliggenhed er det naturligt at landene fokuserer på forskellige områder: Norge vil se mere mod Arktis i nord; Sverige mere mod Østersøen; Finland og Denmark vil nok være nødt til at holde øje både med Østersøen og Arktis; Island ser på det nordlige Atlanterhav og Arktis; mens de baltiske lande ser mod Østersøen, men især også mod Hviderusland og Rusland. For nogle – Finland, de tre baltiske lande – er Rusland en massiv eksistentiel trussel, mens andre – fx Danmark – stadig ikke ser landet som direkte trussel mod deres territorium. Desuden er der flere om bordet, som kæmper om amerikanernes gunst og opmærksomhed.
Det ville give god mening at styrke nordisk forsvarssamarbejde, nu hvor alle lande (forhåbentlig) snart er NATO-medlemmer; og det ville også give god mening at overveje en tættere inddragelse af de andre lande i Østersøregionen, som ud over de tre baltiske lande jo også inkluderer Polen og Tyskland. Men for at det kan lykkes, kræver det en reel politisk indsats. Man skal identificere fælles interesser og muligheder for opgave- og byrdedeling i Østersøen, etablere en konstant udveksling af synsvinkler og ikke mindst: vise, at man tager de andre landes bekymringer og positioner alvorligt. Det kommer ikke af sig selv.
En skærpet udfordring for Danmark
Hvad betyder den ændrede magtbalance og de fire udfordringer, som er blevet skitseret her, for sikkerhedssituationen i Østersøen og Danmark?
På den ene side kan man argumentere for, at en krig mellem NATO og Rusland i Østersøen er blevet mere usandsynlig, fordi NATO nemmere vil vinde sådan en mulig konfrontation. På den anden side kan situationen i Østersøen bidrage til at forværre forholdet mellem Rusland og NATO yderligere og dermed øge muligheden for en konflikt mellem de to parter.
Landene i NATO-alliancen skal finde en måde at integrere Finland og Sverige i NATO’s forsvarsplaner og styrkestruktur på uden at forværre sikkerhedsdilemmaet yderligere. Det kan man gøre ved at fokusere på en defensiv opstilling af styrker – og ved først og fremmest at bruge lokale eller europæiske (ikke amerikanske) styrker. Landene bør også overveje, hvilke våbensystemer og hvilket udstyr man investerer i og udvikler – hvad er formålet med det, og hvordan kan det se ud fra et russisk perspektiv?
I fællesskab skal NATO også lære af krigen i Ukraine, især i forhold til effektiviteten af A2/AD-bobler. Hvordan kan man overvinde Ruslands A2/AD-kapacitet? Kan det lade sig gøre uden at forværre sikkerhedsdilemmaet, eftersom NATO’s evne til at bryde boblerne i sig selv vil være en massiv trussel set fra Rusland?
Alle disse udfordringer har det tilfælles, at de kræver politisk vilje og engagement og samarbejde fra flere lande i regionen. Det værste, der kan ske, er, at NATO-udvidelsen efterlader politikerne med opfattelsen af, at alle udfordringer i regionen nu er løst. Tværtimod: Det kræver en vedvarende indsats at udnytte det faktum, at magtbalancen har ændret sig til NATO’s fordel. Kun igennem en vedvarende politisk, militær og analytisk interesse for dynamikkerne i regionen kan vi sikre os, at den nye situation – med Finland og Sverige i NATO – øger sikkerhed og stabilitet og ikke bidrager til at forværre situationen. ■
Det ville kræve politisk engagement og en stor indsats at koordinere landenes holdninger i og uden for NATO. For landene er ikke nødvendigvis enige om, hvordan sikkerhed og stabilitet i Østersøen kan opretholdes, og har forskellige geografiske fokusområder og opfattelser af trusselsniveauet
_______
Amelie Theussen (f. 1989) er lektor på Forsvarsakademiet. Hun forsker bl.a. i sikkerhedssituationen i Østersøen og Arktis, tysk og dansk sikkerheds- og forsvarspolitik, og hvordan krig forandrer sig grundet nye aktører, teknologier og metoder, herunder konsekvenserne for både de juridiske og politiske normer omkring brug af væbnet magt.
ILLUSTRATION: Østersøen, 4. juni 2018: Et amerikansk ambifiefartøj under øvelsen Exercise Baltic Operations, forkortet BALTOPS [FOTO: NATO]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
