Anders Puck i Interviewserien: Det er bekymrende, at Vesten ikke har en plan for Ukraines sejr
11.12.2023
”Hvorfor tror vi egentlig, at de republikanere, som blokerer støtten i Kongressen, skulle være på vores side, hvis de ikke er på Ukraines side? Det synes jeg er vildt skræmmende”
Interview af Niels Koch-Rasmussen.
RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og bogaktuel med ”Krigens logik”.
RÆSON: Hvis du lige skal give en kort overflyvning af, hvor krigen står lige nu, hvad er det så de vigtigste ting, du vil gribe fat i?
PUCK NIELSEN: Der, hvor vi står lige nu, det er, at den ukrainsk sommeroffensiv ikke er lykkes specielt godt. Så lige nu står vi i sådan en form for dødvande, hvor Ukraine og de vestlige partnere skal finde ud af, hvad så nu? Fordi på en eller anden måde har der ikke været en strategi for, hvad nu, hvis den her modoffensiv ikke lykkes.
Det er en lille smule paradoksalt, at krigen startede med sådan en russisk drøm om en lynkrig, der på ingen tid skulle give dem sejren over Ukraine, og det lykkedes så ikke. Men i Rusland har det over sommeren i 2022 så ført til en form for erkendelsesproces om, at det her ville blive et langt sejt træk. Og paradoksalt nok blev den her russiske drøm om en lynkrig faktisk afløst af en ukrainsk drøm om en lynkrig, som skulle være den her sommeroffensiv, hvor man virkelig ville presse russerne helt baglæns. Og nu er den drøm brast, kan man sige.
Og derfor står vi for øjeblikket i sådan en form for dødvande, hvor det nu er os, der er nødt til at komme igennem en erkendelsesproces af, at det bliver en lang krig. Og man skal lave en strategi, der kigger langt ind i fremtiden. Og der synes jeg ikke endnu, vi er kommet dertil, hvor man sådan helt tydeligt kan se, hvad den strategi skal være. Andet end ”as long as it takes”.
Du siger, at russerne har været i en form for erkendelsesproces siden deres militære nederlag sidste år. Har vi i Vesten og i Ukraine været blinde for, hvad det er for nogle fordele, som russerne har tilranet sig undervejs?
Ja, det tror jeg også. Jeg tror også, at der har været en tendens til at undervurdere russerne: Hvis vi spoler et år tilbage, så gik historierne på, hvor uduelige og inkompetente russerne var. De kan ikke finde ud af noget som helst, deres militær er meget dårligere end det, vi troede, og de har ikke nogen kampmoral, og de gider ikke at være der. Alle de historier var med til at skabe et billede af, at der faktisk ikke skal specielt meget til, før Ukraine kan skabe nogle imponerende resultater. Og hvis vi bare giver dem nogle kampvogne og infanterikampkøretøjer, så kan de simpelthen køre om hjørnerne med russerne.
Vi har simpelthen ikke haft blik for, at det nok er den større modstander, som vi er oppe imod, og at de har brugt den mellemliggende tid på netop at omstille hele deres samfund og deres industri for at kunne opretholde krigsindsatsen på den lange bane. Her har russerne bare et forspring på i hvert fald et år nu, simpelthen fordi vi i Vesten har undgået at træffe nogle af de der hårde og dyre beslutninger om de store investeringer, som man burde have truffet.
Jeg synes, det var fint at gå efter en ukrainsk lynkrig i sommeroffensiven, men det var naivt ikke samtidig at lægge langsigtede investeringer – for hvad nu, hvis det ikke virker? Hvad er så egentlig plan B?
Paradoksalt nok blev den her russiske drøm om en lynkrig faktisk afløst af en ukrainsk drøm om en lynkrig, som så skulle være den her sommeroffensiv, hvor man virkelig ville presse russerne helt baglæns. Og nu er den drøm brast
_______
Og hvad er det for nogle konsekvenser, det har i forhold til den videre fremfærd – både i forhold til hvad ukrainerne har i sigte, men også det vi ser fra russisk side nu, nok mest aktuelt omkring kampene ved Avdijivka, hvor russerne igen er i offensiven?
Helt konkret tror jeg, at det kommer til at få de konsekvenser, at krigen kommer til at vare i længere tid.
Det er først omkring nu, at vi for alvor skal op i gear. De europæiske lande er allerede nået til erkendelsen om, at man ikke kan indfri sit løfte om at levere en million granater til Ukraine. Man kan formentlig ikke engang komme halvvejs til det, man egentlig havde lovet. Fordi man simpelthen er kommet for sent i gang, men jeg tror, at det kommer.
Nu virker det til, at den ukrainske sommeroffensiv er blevet afløst af en russisk efterårsoffensiv. Hvis vi kigger over 2023, så startede året med en russisk vinteroffensiv med meget begrænsede resultater, der ikke formåede at skubbe frontlinjerne mærkbart. Det bedste, de fik ud af det, var at tage Bakhmut i slutningen af foråret. Så i store træk var den russiske vinteroffensiv en fiasko. Så kom den ukrainske sommeroffensiv, som de heller ikke lykkedes med. Det har været afgørende for begge at vise, man kunne skubbe til frontlinjen. Og nu russerne er så i gang med en efterårsoffensiv, og i det store billede vil jeg sige, at det indtil videre heller ikke rigtigt har lykkedes at skubbe afgørende til frontlinjen.
Så vi har to styrker, der ikke rigtigt er i stand til at bryde den her fastlåste situation.
Hvad fortæller den nye russiske offensiv her i efteråret dig om russernes fortsatte strategi i krigen?
Først og fremmest viser det, at russerne stadig har offensive ambitioner. De vil ud at erobre mere.
Først og fremmest viser det, at russerne stadig har offensive ambitioner. De vil ud at erobre mere
_______
Vi skal huske, at der er rigtig store områder af det, som vi kalder Ukraine, der er skrevet ind i den Ruslands forfatning som russisk territorie. Fra russiske perspektiv betyder det, at der er en befrielsesaktion i gang, hvor de er ved at befri deres land fra det, som de betragter som ukrainsk besættelse. Og der er de nødt til at komme igennem Avdijivka for at tage resten af Donetskregionen. De er nødt til at komme videre her, fordi det er ligesom den bundne opgave, at de skal i offensiven og erobre noget mere.
Dertil kommer så et politisk pres for at levere nogle succeshistorier. Og der kan Avdijivka være en god succeshistorie at levere. Der er overkommeligt i størrelse, da det handler om at rette frontlinjen ud; der er ligesom en lomme der, hvor man kan omringe de ukrainske tropper og i virkeligheden få sig stillet taktisk lidt bedre. Og så kan man også få det solgt derhjemme som en stor succes. Putin skal jo i gang med sit genvalg som præsident til marts.
Men også den russiske hær har brug for succes. Vi skal huske, at det var Wagnergruppen – ikke den russiske hær – der erobrede Bakhmut. Så ser vi på den russiske hær isoleret set skal vi faktisk omkring halvandet år tilbage, før de har kunne fremvise noget, som de har erobret.
Hvis vi skal rette blikket mod Dneprfloden og nogle af de krydsninger, som de ukrainske styrker har foretaget over floden, og hvor de har etableret militær tilstedeværelse på den russisk besatte side. Hvad vil ukrainerne opnå med det?
Potentielt kan ukrainernes krydsning af Dneprfloden være rigtig spændende. Hvis det lykkes dem at gøre det her, kan det åbne en ny frontlinje. Nu har vi i over et år haft mere eller mindre den samme frontlinje; fra Zaporizjzja op mod Luhansk. Og det er et problem for ukrainerne, at man ikke kan kæmpe så mange steder, da så stor en del af den frontlinje faktisk er dækket af Dneprfloden.
Så krydsningen af Dnepr er noget af det, der kan være med til at skabe ny dynamik. Måske til en sommeroffensiv i 2024. Fordi det vil sprede de russiske styrker mere, hvis de også skal kæmpe mod en offensiv fra vest. Det er den trussel, russerne står overfor. Hvis det her lykkes ukrainerne, så vil det stille russerne i en taktisk meget dårligere situation til den næste sommeroffensiv.
Derudover handler det også om at få skubbet russerne længere væk fra Kherson. Det vil ukrainerne helt sikkert også gerne. Det kan jo være også en god start på det. Men det er en svær operation for ukrainerne. Det vil være vanskeligt at gennemføre det her og faktisk nå i mål med det.
Krydsningen af Dnepr er noget af det, der kan være med til at skabe ny dynamik. Måske til en sommeroffensiv i 2024
_______
I forlængelse af den, i manges optik, fejlslåede sommeroffensiv fra ukrainerne har Ukraines højststående general, Valerij Zaluzjnyj, givet et interview til The Economist, hvor han brugte ordet ”stalemate” (dødvande, red.) om krigens tilstand, og bl.a. sammenlignede krigens udvikling med Første Verdenskrig, hvor det er en række teknologiske forudsætninger for, at fronterne ikke rykkede sig. Samtidig peger han på, at det er den teknologiske overhånd, der skal gives til ukrainerne, hvis de skal vinde. Er du enig i analysen – og også løsningen, som han peger på?
Jeg er i hvert fald enig i, at det er rigtig, rigtig svært at skabe gennembrud med det, parterne har lige i øjeblikket. Det har de tre offensiver, jeg omtalte lige før, som vi har haft i 2023, også vist. Det er ikke lykkes nogen, og det er den forsvarende part, der har alle fordelene.
Og der er ingen tvivl om, at det at have dronerne på slagmarken er noget, som har gjort det rigtig, rigtig svært at gennemføre offensive operationer. Man kan ikke lave noget uden at blive set. Det er blevet rigtig svært at overraske fjenden, når man bliver opdaget så tidligt. Så Zaluzjnyj har ret i, at teknologien har gjort, at man er endt ude i en form for dødvande. Og det kan godt være, at man kan opfinde en eller anden ny teknologi, der kan bryde det her.
Samtidig vil jeg også sige, at vi på mange måder allerede har nogle af de ting, der formentlig ville kunne gøre en markant forskel i krigen. Ukraine har dem bare ikke. Hvis du forestiller dig, at man indsætter nogle af de vestlige kampfly, så ville det gøre en stor forskel, men dem har ukrainerne bare ikke. Hvis du forestillede dig, at man fx slap F-16-fly helt fri eller sendte US Air Force derned, kunne man nok godt få styr på situationen. Så jeg er ikke helt enig i, at der slet ikke findes nogen teknologi, der på nogen måde kan gøre noget.
Jeg læste først og fremmest artiklen som en god beskrivelse af situationen på slagmarken lige nu. Men også som et ”call to action” i forhold til de vestlige partnere. At vi, ukrainerne, faktisk godt ved, at vi ikke nåede de resultater, vi havde drømt om med sommeroffensiven, men vi har faktisk ret meget viden om, hvordan vi skal vinde den her krig. Vi har en plan for det. Og kom, lad os nu gøre det, men det kræver, at vi står sammen. Det kræver, at vi investerer – i udvikling af teknologi – men også investerer i fabrikker og i droner, osv. Og gør vi det, så kan den her krig godt vindes.
Samtidig vil jeg også sige, at vi på mange måder allerede har nogle af de ting, der formentlig ville kunne gøre en markant forskel i krigen. Ukraine har dem bare ikke
_______
Jeg kunne godt tænke mig at høre dine tanker om, hvordan krigen mellem Israel-Hamas i din optik kommer til at påvirke Ukrainekrigen. Den amerikanske forsvarsminister, Loyd Austin, udtalte i kølvandet på angrebet 7. oktober, at ”USA kan gå og tygge tyggegummi på samme tid” – har han ret? Samtidig ser vi jo en væsentlig nedgang i militær støtte til Ukraine. Kan USA støtte både Ukraine og Israel på samme tid?
Rent ressourcemæssigt bør der være ressourcer nok til at gøre begge dele. Det er ikke sådan, at Israel har et forbrug af artilleri, der er højere end en brøkdel af det, som ukrainerne bruger. Det er ikke der, forklaringen ligger, ift. hvorfor Ukraine oplever en nedgang i militære leverancer. Det skyldes jo, at den amerikanske finansiering af Ukraine-indsatsen ikke er på plads, men også at artilleriproduktion ikke er kommet op i gear. Det gælder også i USA, som det gælder Europa; det er simpelthen ikke højt nok.
Det frygtelige er, hvis Ukraine går i glemmebogen. Og at verdens eneste supermagt faktisk ikke har den nødvendige opmærksomhedsevne til at kunne overskue det. Ukrainerne har en hel reel frygt for pludseligt at blive glemt og så ryge ud, efterhånden som man ikke får opmærksomhed. Over tid kan det godt omsætte sig i, at man heller ikke får ressourcer.
Det, der gør det så bekymrende lige nu, er, hvis man nu havde en fuldstændig klar strategi fra Vestens side om, hvordan man skal vinde krigen i Ukraine på den lange bane. Hvis man havde en plan for, hvordan det her skulle implementeres, var det måske ikke noget problem. Så var der måske ikke så stor en bekymring over det her. Men det, som er situationen lige nu, er, at vi står faktisk et sted, hvor de vestlige lande ikke har nogen klar strategi for, hvordan man skal vinde i Ukraine.
Så når der er diskussioner om, hvorvidt man faktisk skal lave de her langsigtede investeringer for at hjælpe Ukraine på den lange bane, er det, det, der gør ukrainerne bekymrede. For de står et sted, hvor man rigtig gerne vil have, at de vestlige lande skal forstå behovet for det her, og så har de meget svært ved at få medietid, fordi der simpelthen er kommet en anden krig, som stjæler opmærksomheden.
Hvis vi skal gribe fat i det med industrielle kapaciteter, har du før udtalt, at Vesten nemt kan ’udproducere’ Rusland på den militære bane, men har vi undervurderet den politiske skrøbelighed der er omkring de her processer i Vesten, fordi de beror på et omskifteligt demokratisk mandat, som tiden skrider frem? Med andre ord: Har Putin ikke ret i, at han kan ”outlast the West” – det er vores systems natur?
Det ved jeg ikke, om man kan sige. Det er i hvert fald det, som russerne hele tiden har satset på: Måske de i Vesten på den korte bane slår stort op, men på den lange bane har de simpelthen ikke viljen til at blive ved – og mister interessen. Det kan godt være, vi ender med at bekræfte deres syn på os; at vi faktisk ikke har evnen til at fastholde opmærksomheden og er for svage, når det kommer til den lange bane.
Det er i hvert fald det, som russerne hele tiden har satset på: Måske de i Vesten på den korte bane slår stort op, men på den lange bane har de simpelthen ikke viljen til at blive ved – og mister interessen. Det kan godt være, vi ender med at bekræfte deres syn på os
_______
Jeg vil dog sige, at der også er mange, der argumenterer den modsatte vej, hvad angår viljen til at hjælpe Ukraine på den lange bane. Godt nok taler vi om krigstræthed, men lytter man til den amerikanske og britiske udenrigsminister, er der fuldstændig urokkelig støtte. Jeg er grundlæggende optimistisk om, at det nok skal komme, og at vi måske begynder at nærme os slutningen på den her periode, hvor vi har været lidt i vildrede, efter at drømmen om en hurtig ukrainsk sejr er brast. Nu skal vi stille og roligt arbejde os ud af det her og få truffet de rigtige beslutninger.
Det, vi mangler mest af alt, er den amerikanske finansiering, som skal igennem kongressen. Det er mildt sagt frustrerende at observere, hvordan de amerikanske politikere er handlingslammede på det her spørgsmål. Og det kan godt føre til, at krigen i Ukraine kommer til at vare længere og slutter med et dårligere resultat. Men i sidste ende tror jeg nu, at politikerne i Vesten vil være nødt til at erkende, at der ikke er nogen vej uden om at fortsætte støtten til Ukraine.
I forlængelse af den her diskussion vil jeg gerne inddrage din nye bog ”Krigens logik”, der bl.a. behandler den demokratiske og politiske kultur efter krigens tilbagekomst, og hvordan vi som befolkning skal forholde os til den. Du skriver i bogen, at befolkningen skal forstå behovet for oprustning og det her nye trusselsbillede, der kendetegner den nye epoke, vi er på vej ind i. Hvordan gør man det?
Det er noget med at sige, at krigen maser sig på. En af de rigtig store forskelle på – nu og så bare for få år siden – er de konflikter vi står med. Krig er ikke længere noget, vi selv kan vælge fra eller til; det er nogle realiteter, som bare maser sig på, og som vi er nødt til at forholde os til på den ene eller anden måde.
I løbet af efteråret, hvor der har været de her store snakke om krigstræthed, har jeg filosoferet lidt over, hvordan der stadig er mange, der mangler en erkendelse af, at vi befinder os i en grundlæggende ny situation. Hvor vi faktisk ikke bare kan fravælge det. Muligvis er vi trætte af krigen, men det gør jo ikke, at den stopper. Man kan ikke bare sige, at jeg ikke gider det her problem længere. Det går det ikke væk af.
Den der grundlæggende erkendelse af, at Rusland er en udfordring for os på en ny måde, der simpelthen tvinger os til at tage stilling til det her. Det tvinger os til, at der kommer flere ind og gør militærtjeneste. Vi er nødt til at bruge flere penge på det, vi er nødt til at tænke over sikkerhedspolitik på en ny måde, og vi er nødt til at erkende, at det sætter nogle grænser for, hvad vi kan på andre områder såsom handelspolitik. Krigen er noget, der kommer og maser sig ind på os og simpelthen tvinger os til at forholde os til de her ting. De realiteter kommer, og samtidig med at de kommer, så er der så alle de andre konflikter – fx klimaforandring og befolkningstilvækst – og andre ting, der også giver konflikt og som maser sig på. Uanset om vi er trætte af det eller ej.
Det er mildt sagt frustrerende at observere, hvordan de amerikanske politikere er handlingslammede på det her spørgsmål. Og det kan godt føre til, at krigen i Ukraine kommer til at vare længere og slutter med et dårligere resultat
_______
Hvilke risici er der på spil, hvis man ikke erkender den nye virkelighed, som du skitser er i bogen?
Grundlæggende så tror jeg på, at afskrækkelse virker. Og jeg tror også det er muligt at undgå den her konflikt, men hvis ikke vi tager risikoen og truslerne alvorligt, øger det risikoen for, at krigen opstår. Og derfor så er det nødvendigt, at vi får truffet nogle af de her hårde valg. Vi må som europæer komme frem til erkendelse, at vi er nødt til at kunne selv og derfor investere i det her.
Skrækscenariet er, hvis de europæiske politikere vender tilbage til sådan en business as usual-tilgang og ikke prioriterer de her ting, og hvor vi så pludselig ser en form for kollaps af NATO-samarbejdet, hvilket for mig at se ikke er umuligt.
Som dansker synes jeg, det er vildt skræmmende at se på amerikansk politik i øjeblikket. Når man ser på, hvordan det er umuligt at få Ukraine-støtte igennem kongressen. Hvis man ikke kan stole på amerikanernes løfte på de her områder – når de stiller sig op og taler om ”as long as it takes”, Biden, der rejser til Kyiv, og alle de ting, der blevet sagt og gjort gennem de sidste to år – hvis amerikanerne faktisk ikke kan levere på det, hvad er egentlig så belægget for at tro på NATOs artikel fem er noget værd? Hvorfor tror vi egentlig, at de republikanere, som blokerer støtten i Kongressen, skulle være på vores side, hvis de ikke er på Ukraines side? Det synes jeg er vildt skræmmende.
Jeg mener, at vi som europæere er nødt til at skulle forholde os til, at vi skal kunne et eller andet uden amerikanerne. Vi kan ikke lægge al vores sikkerhed i den kurv. Problemet i øjeblikket, som er det, der gør vores – Danmark og Europas – tid så usikker, det er, at vi på den ene side fra øst har en stigende trussel fra Rusland; et Rusland, der ser krig som et legitimt redskab i international politik og som ønsker at genrejse sig selv. Som en stormagt på verdensscenen, der ser sig selv som nogen, der er mere end os andre, og som derfor har ret til en interessesfære, der strækker sig ind i Europa. På den anden side har vi så en mindre sikkerhed fra vores allierede fra USA, som vi i lavere grad faktisk i øjeblikket kan stole på, at de nødvendigvis er der for os.
Hele vores forsvarspolitik er fuldstændig baseret på en blind tro på, at amerikanerne er der for os, fordi det simpelthen er for ubekvemt at forestille sig, at det måske ikke kunne være tilfældet. Men det kunne jo godt gå hen og ske.
Det frygtelige er, hvis Ukraine går i glemmebogen. Og at verdens eneste supermagt faktisk ikke har den nødvendige opmærksomhedsevne til at kunne overskue det
_______
Men kunne man ikke indvende, at vi i vores nuværende form har en eller anden præventiv foranstaltning på plads i form af NATO-medlemskabet og opmarchen af tropper på østflanken i Europa? Vi har en holdbar nok sikkerhedsarkitektur i NATO – med de styrkeforhold mellem et samlet NATO og Rusland – som jo alligevel er optaget af føre krig i Ukraine?
Man skal huske, at fra et russisk perspektiv handler det ikke nødvendigvis om, at det er hele NATO mod Rusland. Det er ikke en situation, man har tænkt sig at gå ind, men det med at have en lokal overlegenhed, er jo en helt anden situation. Så for russerne handler det om at sige: Hvordan kan man udfordre musketereden på måder, hvor man kan faktisk kan få et brækjern ind i det samarbejde og få det til at krakelere, så den gensidige tillid forsvinder.
Det kan jeg sagtens se perspektiver i, hvordan man også fra russisk side kan gøre det. Det er jo ikke den helt store krig, hvor man pludselig siger, nu kører vi til Berlin og Paris, men at på forskellig vis at få spillet NATO-landene ud mod hinanden og måske foretage nogle begrænsede, militære operationer et sted.
Så kan man prøve at se, om man kan få netop nogle af de amerikanske politikere til at indtage de samme standpunkter – ”det er ikke vores krig” – men bare i forhold til Baltikum eller Finland for den sags skyld, som jo også har en lang grænse til Rusland, hvor man godt kunne forestille sig, at der kunne ske noget. Så er NATO sådan set gået i opløsning. Jeg tror ikke, NATO nødvendigvis er så solidt, og det er vigtigt, at vi tager risikoen alvorligt for, at det her faktisk godt kan ske.
At vi træffer de valg, vil være ret afgørende efor, hvor vi står henne om 10 år. Og husk så også at i forsvarspolitik er 10 år ikke noget. Det er ingenting – der kan ske rigtig meget i sikkerhedspolitik på 10 år, men i forsvarspolitik kan man nå meget lidt. Om 10 år vil vi i vid udstrækning have de samme militære kapaciteter, som vi har i dag.
Følger du Vestens diskussionen om fredsforhandlinger i den russiske debat, så virker det til, at deres forventning er, at vi lige om lidt kommer og tilbyder dem noget, der svarer til hele Ukraine øst for Dniprefloden
_______
Savner du noget fra politikerne ift. den udfordring, du beskriver der? Kan politikerne bidrage med noget til at give os den mentalitetsændring, som du også beskriver i bogen, til foretage de nødvendige valg?
Man kunne altid pege på ting i dansk forsvarspolitik, som kan kunne ønske sig var anderledes. Først og fremmest ville jeg nok ønske mig, at tempoet var højere på at nå op på de to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. Jeg tror Danmark må være et af de lande i NATO, som er allerlangsomt om at hæve forsvarsbudgettet. Når det så er sagt, vil jeg også sige, at jeg synes faktisk, at danske politikere på mange områder har truffet nogle fornuftige valg – også blandt dem, der har en realistisk forståelse af, hvad for en situation vi har i Ukraine, og hvorfor det er så vigtigt, at Rusland ikke belønnes for det her.
Og så skal man også huske noget så lavpraktisk som, at hvis russerne også har succes med at tage land, så har de også succes med at tage befolkninger – hvilket giver dem flere soldater. Så helt konkret handler det jo om at få stoppet det her.
Så Ruslands krigsførelse er på den måde ekspansiv i sin natur?
Ja, det er jo ikke sådan, at Rusland er gået ind i den her krig for at få nogle små landområder i det østlige Ukraine. Det er jo ikke det, det handler om fra et russisk perspektiv. Deres vision er meget større.
Følger du Vestens diskussionen om fredsforhandlinger i den russiske debat, så virker det til, at deres forventning er, at vi lige om lidt kommer og tilbyder dem noget, der svarer til hele Ukraine øst for Dniprefloden. Det er forventningerne til en fredsaftale i den russiske debat. Så der er altså et skævt forhold til, hvordan vi læser russerne. Det er bare for at sige, hvor det er, vi står henne: Vi taler om et forhandlingsscenarie, der reelt ikke er der.
Det er også derfor, jeg siger: Grundlæggende tror jeg, at Vesten kommer til den erkendelse, at vi er nødt til at hjælpe Ukraine på den lange bane, fordi de der drømme om, at der skulle være en eller anden fredsaftale lige om hjørnet, findes bare ikke. Der er ikke rigtig noget alternativ til at blive ved med at støtte Ukraine. Det eneste alternativ er at lade Rusland vinde. ■
Der er ikke rigtig noget alternativ til at blive ved med at støtte Ukraine. Det eneste alternativ er at lade Rusland vinde
_______
ILLUSTRATION: NATO-topmøde i Vilnius, 12. juli 2023: Storbritanniens premierminister Rishu Sunak, USA’s præsident Joe Biden, Italiens premierminister Giorgia Meloni, NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj under topmødet [FOTO: Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
