Asger Røjle Christensen i ny serie: Verden set fra Tokyo
09.08.2023
Japans regering har i årevis sagt, at landet befinder sig i en ”presset sikkerhedspolitisk situation uden fortilfælde”. Men nu er det mere sandt end nogensinde. Det har lukket op for en større japansk militær rolle i regionen og øgede militærbevillinger, der havde været utænkelige for få år siden. Udviklingen er sket gradvis, men tempoet i forandringerne er sat op.
Af Asger Røjle Christensen
Japan og dets allierede må vise en “vilje til at slås”, hvis de for alvor vil kunne afskrække Kina fra at forsøge at ændre status quo på Taiwan. Det sagde Taro Aso, næstformand for Japans regeringsparti og tidligere premierminister, da han i august besøgte Taiwan som den første så højtstående japanske politiker siden 1972. Situationen ved Taiwan-strædet er “gradvist ved at blive en nødsituation”, sagde den 82-årige japanske veteranpolitiker.
Taro Asos tone er måske mere dramatisk end den tone, der anslås af de fleste af hans japanske politikerkolleger. Men at Japan er i en ”presset sikkerhedspolitisk situation uden fortilfælde” har været omkvædet fra skiftende japanske regeringer i adskillige år. Det skyldes de tre atommagter, naboerne Kina, Rusland og Nordkorea, som på forskellig vis har udvidet deres militære aktivitet i regionen dramatisk. Der argumenteres i dag ikke kun med Taiwankrisen, men også med Ukrainekrigen og spændinger i Det Sydkinesiske og Østkinesiske Hav.
Den japanske regering har forsøgt at reagere på udfordringerne, og tempoet i forandringerne af Japans sikkerheds- og udenrigspolitik er unægteligt sat op under premierminister Fumio Kishida.
Allerede i slutningen af 2021, altså før Ukraine-krigen, sagde en dengang nytiltrådt Kishida, at ”sikkerhedssituationen omkring Japan ændrer sig i en hastighed uden fortilfælde. Ting, som ellers kun optrådte i science-fiction-romaner, bliver nu til virkelighed”.
Det handler primært om Kina. Riget i Midten, som historisk er den dominerende magt i Østasien og nu igen eftertrykkeligt har sikret sig den position. Kina er for Japan blevet en ”strategisk udfordring uden fortilfælde” og en ”konkurrent”, som det udtrykkes i det officielle White Paper fra Japans forsvarsministerium.
Det handler naturligvis også om Nordkorea, der hyppigt sender missiler hen over Det Japanske Hav og en gang imellem hen over de japanske øer, og som ifølge Japans nye nationale sikkerhedsstrategi udgør en ”endnu mere alvorlig og påtrængende trussel”.
Og så handler det også om Rusland, der siden invasionen af Ukraine sidste år åbent benævnes som en ”trussel”. Det er en betydelig udvikling, da det kun er ti år siden, at Kishidas forgænger, Shinzo Abe (f.1954-2022), førte en stor diplomatisk charmeoffensiv over for Rusland.
Under Den Kolde Krig så Japan sig selv som et fredeligt helle fra den øvrige verdens ufred, men vel at mærke hele tiden under beskyttelse af en amerikansk ”atomparaply”
_______
Japan som et fredeligt helle
I hele efterkrigstiden har Japan forsøgt at indrette sig efter omverdenen i den førte udenrigs- og sikkerhedspolitik. Landet blev under den amerikanske besættelse i de første syv år efter Anden Verdenskrig udstyret med en såkaldt ”fredsforfatning”, der bogstaveligt talt forbyder Japan at have et militær. Man ville forhindre, at den aggressive militarisme fra 1930’erne og 1940’erne nogensinde kunne genopstå.
Japan har derfor i sin selvforståelse været et ”fredens land” i størstedelen af efterkrigstiden, der brugte sine globale platforme til at tale fredens sag, og som indadtil koncentrerede sig om økonomisk udvikling.
Denne indsats er af tilhængere blevet kaldt ”pacifistisk” og af kritikere ”isolationistisk”. Ifølge den newzealandske sikkerhedspolitiske ekspert Corey Wallace, der er lektor ved Kanagawa-universitetet i den japanske by Yokohama, er ”anti-militaristisk” nok den bedste betegnelse. Det er mere en pragmatisk politik end en dyb, ideologisk overbevisning.
Japan har med forfatningen i hånden ført en politik præget af ”militær tilbageholdenhed” med stiltiende opbakning fra det meste af landets politiske spektrum – bortset fra de mest anti-amerikanske kræfter på de to yderfløje. Under Den Kolde Krig så Japan sig selv som et fredeligt helle fra den øvrige verdens ufred, men vel at mærke hele tiden under beskyttelse af en amerikansk ”atomparaply” og i en ulige sikkerhedspolitisk alliance med USA.
Ifølge den såkaldte Yoshida-doktrin – opkaldt efter Shigeru Yoshida, premierminister i årene fra 1948 til 1954 – skulle forfatningen tolkes på den måde, at Japan gerne må have nogle selvforsvarsstyrker med eftertryk på selvforsvar, men ikke en fuldbåren hær. Disse selvforsvarsstyrker (SDF) skulle derfor med føje være ”uden krigspotentiale”. Styrkerne skulle lige akkurat have en kapacitet, som var begrænset til det minimum, der var nødvendigt for de første dagens konventionelle forsvar af selve de japanske øer.
Dette har været hovedprincippet i Japans udenrigs- og sikkerhedspolitik i langt de fleste efterkrigsår. Også selv om tolkningen med mellemrum er blevet stedse mere udhulet, og SDF er kommet til at ligne en rigtig hær mere og mere.
Tidligere har Japan utvetydigt afvist at erhverve våben, som kunne nå andre lande, til landets allieredes frustration. Men nu er det omvendt blevet en erklæret del af strategien
_______
”Realistisk diplomati i en ny æra”
Derfor kan den ”nye nationale sikkerhedsstrategi” og de to andre sikkerhedspolitiske dokumenter, som er udarbejdet og fremlagt i 2022 under Kishida, og som af mange eksperter kaldes ”historiske”, ses som en fortsættelse af en mangeårig tendens. Det er især en videreudvikling af den politik, som Shinzo Abes daværende regering fremlagde for ti år siden – nu bare i et accelereret tempo.
Tilsammen repræsenterer de tre papirer en ændring, der betyder, at SDF i realiteten ikke længere kun skal forsvare Japan inden for landets egne grænser, men også får tilført kapacitet til at gå til præventivt modangreb og ligefrem gå efter at neutralisere truende baser i fjendeland i bestemte situationer. Dog stadig kun i entydigt defensiv forstand.
Tidligere har Japan utvetydigt afvist at erhverve våben, som kunne nå andre lande, til landets allieredes frustration. Men nu er det omvendt blevet en erklæret del af strategien at erhverve og selv udvikle flere former for missiler med rækkevidder på 1000 kilometer og mere.
Biden-administrationen i Washington er overmåde tilfreds med denne ændring og har ligefrem antydet sin støtte til, at Japan nu skal kunne købe langtrækkende Tomahawk-krydsermissiler i USA. Noget, man hidtil kun har tilladt Storbritannien at gøre.
For strategiens forfattere i Kishidas sikkerhedspolitiske råd sker alt dette imidlertid stadig med defensive formål, og der er for dem ingen modsætning mellem disse våbens offensive muligheder og den generelle defensive strategi, de er en del af. Ifølge dem er det fortsat Japans politik at kæmpe for ”en international orden, der bygger på regler og aftaler” – en formulering, der rummer en afstandtagen til Kinas aktuelle forsøg på at ændre på grænser, havgrænser og det generelle styrkeforhold i regionen ved brug af magt. Japan vil blot i fremtiden føre sin defensive udenrigspolitik med afsæt i selv at være i en stærkere position. Eller som premierminister Kishida kalder det: ”realistisk diplomati i en ny æra”.
Ellers har de tre strategi-papirer fra sidste år mest skabt overskrifter ved at give SDF radikalt flere midler at arbejde med. Japan vil i løbet af de næste fem år hæve sine årlige militære udgifter til to procent af landets BNP. Der har ellers siden 1976 været en selvpålagt grænse på én procent.
Der er dog ikke tale om en fordobling, selv om det umiddelbart ser sådan ud. Mange ting tæller med i regnestykket, som tidligere ikke har været defineret som militære udgifter, fx den japanske kystvagt, og en stor del af pengene vil gå til en hårdt tiltrængt forbedring af løn, vilkår, faciliteter og infrastruktur for styrkernes i øjeblikket 230.000 soldater.
Ellers vil det fremover blive umuligt at mobilisere det antal soldater, der kalkuleres med i de kommende år. De årgange, der kommer ud af skolen i de næste mange år, bliver mindre og mindre – og selv om SDF’s image i befolkningen er forbedret betydeligt i de sidste tyve-tredive år, så er den traditionelt anti-militaristiske grundholdning stadig udbredt i mange af japanske familier.
Der er realistisk set snarere tale om en stigning i militærudgifter på ca. 60 pct. – altså ikke i nærheden af en fordobling, men immervæk en markant stigning. Hvis man vel at mærke kan finde pengene. Regeringspartiet er tydeligt splittet mellem dem, der vil øge skatterne for at få råd, og dem, der i nødvendighedens navn vil udskrive flere statsobligationer og øge Japans i forvejen gigantiske statsgæld.
Signalet fra Tokyo er naturligvis rettet mod omverdenen, mod venner og fjender. Men det er endnu mere rettet mod japanerne selv
_______
Et stærkt signal
Ikke desto mindre anviser de tre papirer en tydelig retning. De er et ”stærkt signal om regeringens intentioner”, som seniorforsker ved USA’s Council on Foreign Affairs, Sheila Smith, har kaldt det.
Signalet fra Tokyo er naturligvis rettet mod omverdenen, mod venner og fjender. Men det er endnu mere rettet mod japanerne selv. Fumio Kishida gør sig stor umage for at forberede den japanske offentlighed på de ændringer, der skal ske, bl.a. ved at dygtigt at iscenesætte en kampagne, der har til formål at præsentere den nye sikkerhedsstrategi som uundgåelig og nødvendig – selv om man egentlig helst ville være fri. Kishida ved godt, at der for store dele af befolkningen stadig eksisterer et stærkt ønske om at holde fast i den mangeårige indgroede anti-militarisme.
Samtidig kan Kishida henvise til, at Nordkorea jævnligt tester missiler i japanske farvande. Japans skyder dem ikke ned, som man har truet med at gøre, men når de en gang imellem svæver hen over japanske landområder, varsler myndighederne det hver gang på dramatisk manér, folks mobiler dirrer og bimler, og alle mindes om det herskende trusselsbillede.
Grundet Ukrainekrigen kan Kishida også argumentere for, at et styrket japansk forsvar over for Rusland må anses for at være nødvendigt og uundgåeligt. Også det har haft indflydelse på en ellers skeptisk befolkning.
Kampagnen over for offentligheden er lykkedes i bemærkelsesværdig grad. Når man ser på forhistorien, er der i dag markant mindre modstand mod Kishidas planer om oprustning og nye opgaver til SDF, end der for otte-ni år siden var mod Shinzo Abes daværende ”krigslove” – et sæt nye love, der dengang skulle gøre det nemmere for Japan at indgå i ”kollektivt selvforsvar” og indgå i forsvarssamarbejde med andre lande.
Dengang var 120.000 på gaden for at demonstrere foran parlamentet og premierministerens kontor. Denne gang har der også været demonstrationer, men højst 6000 ad gangen – og næsten udelukkende ældre mennesker som fx veteraner fra fredsbevægelsen.
Hvor idealisten, Abe, provokerede dele af befolkningen ved sin åbenlyse glæde ved at deltage i militære parader, så får den stilfærdige diplomat, Kishida, bedre ørenlyd blandt skeptikerne ved at fremstille forandringerne som et nødvendigt onde.
Japans og Kinas forsvarsudgifter var cirka lige store i 2005, mens de kinesiske udgifter allerede i 2020 var rundt regnet fem gange så store som Japans
_______
En befolkning i bevægelse
Ser man på meningsmålingerne, fortæller de samme historie. Ifølge den konservative og normalt forsvarsvenlige avis Yomiuri Shimbun støttede 51 pct. af de japanske vælgere i december 2022 den planlagte budgetstigning for selvforsvarsstyrkerne, mens 42 pct. var imod.
Det viser, at der stadig eksisterer en betydelig modstand, om end modstanden i øjeblikket er resigneret. Der er stor skepsis over for, om udgifterne virkelig behøver stige så meget, især når man ikke ved, hvor pengene skal komme fra. Men især er der modstand mod det offensive element i den nye strategi, der opfattes som et virkeligt brud, og er det nu også nødvendigt at gå så langt? Man skal huske på, at Japan formelt stadig har en forfatning, hvori det slås fast, at Japan aldrig vil bruge ”landstyrker og luftstyrker eller nogen anden form for militært materiel” på at løse internationale stridsmål.
Ifølge meningsmålingen i Yomiuri Shimbn i december 2022 støtter 50 pct. af japanerne, at landet anskaffer en såkaldt modangrebskapacitet, mens 43 pct. er imod. For få år siden ville det have været omvendt.
Modstanderne mener, at den offensive natur af de nye våben er decideret forfatningsstridig, og de mener også, at Japan på den måde bidrager til et våbenkapløb i regionen, som ingen – og slet ikke Japan – kan have interesse i. Nogle eksperter er enige i denne opfattelse.
”Japan kan ikke sikre sig selv udelukkende ved at øge sine forsvarsudgifter”, siger Naoko Aoki, der er seniorforsker ved Asia Security Initiative ved Scowcroft Center for Strategy and Security i USA. ”At øge Japans forsvarskapacitet kan synes truende over for andre lande i regionen og få dem til at gøre det samme, således at ingen er blevet sikrere end før”, har hun udtalt til nyhedsbureauet Bloomberg.
Men ifølge professor Ken Jimbo fra Keio-universitetet, en tidligere rådgiver for det japanske forsvarsministerium, er våbenkapløbet for længst gået i gang. Ifølge ham var det ikke Japan, der begyndte. Han peger på, at Japans og Kinas forsvarsudgifter i 2005 var cirka lige store, mens de kinesiske udgifter allerede i 2020 var rundt regnet fem gange så store som Japans.
”Hvis Japan undlader at øge sine forsvarsudgifter, vil det snarere destabilisere den eksisterende balance. Det er en langt større risiko, end at Japan skulle provokere andre. Alle lande i regionen øger deres forsvarsudgifter, netop fordi de ønsker at bevare en balance”, sagde han i november 2022 ved en briefing for udenlandske korrespondenter i Tokyo. ”Så længe vi holder fast i det grundlæggende princip, at vi udelukkende øger forsvarskapaciteten med det formål at forsvare Japan og styrke sikkerheden i hele regionen, synes jeg ikke, at Japans øgede forsvarsudgifter er provokerende på nogen som helst overdreven måde.”
Rivalerne Kina og Nordkorea protesterer mod, at Japan anskaffer våben, der kan nå deres territorier. (…) Men også Sydkorea er skeptisk
_______
Utilfredshed hos Japans nabolande
SDF’s nye rolle involverer ikke kun øgede bevillinger og nye former for våben.
Der lægges op til langt hyppigere konsultationer og fælles øvelser med ikke kun USA, men også Filippinerne, Vietnam og andre lande i regionen og endda det fjerne Storbritannien og andre NATO-lande. Japan og USA lægger ikke skjul på, at de specifikt fokuserer på at skabe det bedst mulige samarbejde i tilfælde af en åben konflikt i Taiwan-strædet. De japanske våbens nye udvidede kapaciteter skal i de kommende år inkorporeres i de allerede opstillede amerikanske systemer.
I USA er man i udenrigs- og forsvarsministerierne godt tilfredse med udviklingen i Japan. Men alle de seneste ændringer i Japans sikkerhedspolitik – og alle de dramatiske overskrifter om, hvor historiske de er – er blevet mødt med protester og fordømmelser fra flere af de asiatiske nabolande.
Rivalerne Kina og Nordkorea protesterer mod, at Japan anskaffer våben, der kan nå deres territorier. De refererer til Japans militaristiske og kolonialistiske fortid, ser for sig en tilbagevenden til den tids tankegang og tror ikke på, at disse våben kun er tænkt som en del af en defensiv strategi.
Men også Sydkorea er skeptisk. Sydkorea er ligesom Japan i alliance med USA og formodes at være en alliancepartner. Under præsident Yoon Suk-yeol, der tiltrådte i begyndelsen af 2022, kort efter Kishida blev premierminister i Japan, har de to mænd ellers formået at reparere forholdet mellem de to lande, som under deres forgængere var temmelig ramponeret.
Sydkorea bryder sig bestemt heller ikke om, at den japanske strategi helt åbent opererer med den mulighed, at man under bestemte forhold præventivt vil kunne benytte sin nye modangrebskapacitet til angreb på fjendebaser i nabolandene, herunder i Nordkorea. Åben krig i Nordkorea vil ikke kunne undgå at involvere Sydkorea og få katastrofale følger for landet.
”Hvordan skal vi kunne acceptere en situation, hvor Japan definerer hele den koreanske halvø – vores suveræne landområde – som et mål for deres forebyggende angreb?”, spørger det liberale dagblad Hankyoreh Shinmun.
Forholdet til Kina var i hårdknude under Shinzo Abe, men under Kishida, som er tidligere udenrigsminister gennem mange år, er der kommet betydeligt mere dialog mellem Kina og Japan
_______
Diplomati i højsædet
Ifølge Japans nye nationale sikkerhedsstrategi er diplomati stadig vigtigere for landets sikkerhed end alle disse militære forandringer, hvor nødvendige de end må være. Den samme strategi, der kalder Kina for en ”strategisk udfordring uden fortilfælde” og en ”konkurrent”, slår fast, at målet med den japanske regerings politik stadig er at bygge ”et konstruktivt og stabilt forhold til Kina”.
Det er toner, som en betydelig del af landets aktive diplomater, en ældre generation af politikere, der var med ved den diplomatiske optøning mellem de to lande i 1970’ernme og 1980’erne, samt stærke stemmer i erhvervslivet, der stadig har enorme investeringer og handelsinteresser i Kina, godt kan lide at høre.
Forholdet til Kina var i hårdknude under Shinzo Abe, men under Kishida, som er tidligere udenrigsminister gennem mange år, er der kommet betydeligt mere dialog mellem Kina og Japan på mange niveauer. Efter et kort topmøde med Kishida i november 2022 i Bangkok sagde Kinas præsident, Xi Jinping, til Kishida:
”De to landes forholds store betydning er ikke ændret og vil ikke ændres. Jeg er villig til at samarbejde med Dem og leve op til mit ansvar som politiker med det formål at bygge relationer mellem Kina og Japan, som lever op til de krav, der i et strategisk perspektiv stilles i den nye æra.”
”Med tanke på deres respektive langsigtede interesser og de fælles interesser for hele regionen er de to lande nødt til at undgå konflikt og konfrontation, praktisere sand multilateralisme og styrke den regionale integration”, fortsatte han.
Det meste af den løbende dialog, der faktisk finder sted mellem repræsentanter for de to lande, handler om handel og økonomi. Hvilket i Japans optik også i høj grad er et spørgsmål om sikkerhed. Japan har altid defineret økonomien som en integreret del af sin sikkerhedspolitik. Investeringer, bistandshjælp, handelsaftaler. Det hele har også handlet om at skabe økonomisk sikkerhed for Japan selv. Modstanden mod at importere ris og beskyttelsen af hjemmemarkedet for både ris og andre landbrugsprodukter er blandt andet blevet legitimeret med Japans behov for ”økonomisk sikkerhed”.
Ligesom i andre lande er der i Japan kommet mere fokus på sårbare forsyningslinjer og konkurrencen om markederne for helt centrale dele af moderne avanceret teknologi. Nu ønsker man ikke længere globalisering for enhver pris, hvis resultatet er, at man selv bliver for sårbar.
Under Shinzo Abe blev der i april 2020 etableret en økonomisk afdeling under det nationale sikkerhedsråds sekretariat, der skulle arbejde med den slags problemstillinger. Under Kishida har man året efter fulgt op med vedtagelsen af en decideret lov om ”økonomisk sikkerhed”.
Og selv om man ikke i Japan taler om ”afkobling” fra Kina i samme forstand, som man gør i Vesten – dertil er investeringerne i landet og de årlige handelsstrømme begge veje for massive – så er japanske elektronikvirksomheder begyndt at genetablere deres egne halvleder-fabrikker og lignende i selve Japan for ikke at være alt for afhængig af udlandet på særligt udpegede følsomme områder.
Kina vil utvivlsomt prøve at teste grænserne for denne USA-Japan-alliances formåen i endnu højere grad end hidtil
_______
USA’s klient-stat
Japans ulige alliance med USA er fundamentet for hele fortællingen om efterkrigstidens pacifisme. Det er en historisk konstruktion, skabt i en meget speciel situation, og det tikker hele tiden i baggrunden, at den ikke er holdbar i al evighed.
I den aktuelle verdenspolitiske situation er der en klar samklang mellem de to landes interesser, og det gør, at begge fortsat klynger sig til alliancen et stykke tid ud i fremtiden.
I Japan undgår de fleste mainstream-politiklæggere offentligt at forholde sig til en potentielt usikker fremtid uden den amerikanske atomparaply, og i USA prioriterer den siddende regering Japan meget højt som den tætteste alliancepartner i det spegede spil om magt og indflydelse i Stillehavsregionen.
Kina vil utvivlsomt prøve at teste grænserne for denne USA-Japan-alliances formåen i endnu højere grad end hidtil. Washingtons officielle position er, at det mindste angreb på japansk territorium, for eksempel på den omstridte Senkaku-øgruppe langt syd for selve Japan, tæt ved Taiwans kyster, vil svare til at kaste en bombe i New York. Gensvaret vil fra amerikansk side være lige så kraftigt og beslutsomt.
”I praksis er det selvfølgelig ikke så entydigt”, spår Ken Moriyasu, diplomatisk korrespondent for Nikkei Asia, i Le Monde Diplomatique.
Der vil være klar modstand i hele USA mod at risikere unge amerikaneres liv for at forsvare nogle japanske klippeøer. Ikke kun under Trump, men under en hvilken som helst amerikansk præsident. Det har været en tendens i amerikansk politik gennem efterhånden mange år. Det ved man godt i Japan. Samtidig med at den aktuelle japanske oprustning omhyggeligt sker inden for alliancen, så er der ikke så få, der i kulissen ser den som en gardering for den dag i fremtiden, hvor alliancen af den ene eller anden grund svækkes eller forsvinder.
Men i den første lange tid er det blandt mainstream-analytikere og iagttagere stadig en fastslået kendsgerning, at Japan på godt og ondt er ”USA’s klient-stat, militært, økonomisk og diplomatisk”, som Ken Moriyasu udtrykker det.
”Når Japan anskaffer sig kraftige langtrækkende missiler som afskrækkelse mod Kina, vil disse med det samme blive integreret i USA’s samlede forsvarsstrategi for indo-stillehavs-regionen. USA vil aldrig tillade os at bruge alle de nye våben uafhængigt af dem”.
En styrket dialog med Indien er for Japan en adgang til et øget samspil med andre lande i ”Det Globale Syd”, som Japan har forsøgt at styrke sine forbindelser til
_______
Håndsrækningen til Det Globale Syd
”Indo-Stillehavsregionen” er en betegnelse, som man hører ofte, når der debatteres udenrigs- og sikkerhedspolitik i Japan i disse år. Shinzo Abe gjorde i sin tid ved magten det ”frie og åbne Indo-Stillehav” til et slogan for sin diplomatiske indsats, som ikke mindst rettede sig mod lande som Indien og Vietnam. Det handlede for ham om at samle alle de lande i regionen, som var indstillet på sammen med Japan at skabe en modvægt til Kinas øgede magt, i forpligtende samarbejdsfora om alt fra handel og infrastruktur til deciderede forsvarsudvekslinger.
Det var helt afgørende i den sammenhæng at etablere et mere tillidsfuldt samarbejde med Indien, end der hidtil har været. En indisk gæsteforsker ved Tokyo Universitet, Megha Wadhwa, siger imidlertid til Le Monde Diplomatique, om Japan og Indien, at ”disse to nationer aldrig har været i alvorlig konflikt med hinanden, men forholdet har på den anden side heller aldrig hævet sig over et lunkent niveau – også selv om engelsktalende it-ingeniører og andre fra Indien i dag i stort tal arbejder i Japan”.
En styrket dialog med Indien er for Japan en adgang til et øget samspil med andre lande i ”Det Globale Syd”, som Japan, ikke mindst i forbindelse med maj måneds G7-topmøde i Hiroshima, har forsøgt at styrke sine forbindelser til.
Lande i Det Globale Syd har god grund til at frygte, at den verdenspolitiske udvikling vil give dem øgede bekymringer for deres fødevaresikkerhed og energileverancer. Ifølge Kishida, for hvem denne udstrakte hånd til Det Globale Syd er blevet lidt af en kæphest, må der også være basis for et samarbejde mellem Japan og disse lande om, hvordan man håndterer den globale øgede risiko for, at den ene eller anden atommagt i en krigssituation vil finde på at anvende atomvåben.
“Lande i svagere positioner, herunder det globale syd, bør tage meget alvorligt, at nogle lande ikke respekterer internationale love og regler” sagde Kishida i et stort interview med The Japan Times i forbindelse med G7-topmødet. ”Nogle prøver at splitte Det Globale Syd ved at tilbyde nogle af landene økonomiske fordele. Der er en øget tendens til at splitte Det Globale Syd op”.
Europa ligger langt væk, men de europæiske lande og ikke mindst deres samarbejde med USA i NATO spiller også en rolle for den japanske strategi. Den nye nationale sikkerhedsstrategi oplister en række områder, hvor man kan styrke samarbejdet med NATO og de europæiske lande. Det drejer sig om hyppigere dialog, fælles militærøvelser, fælles våbenudvikling plus aftaler om forsyninger til hinanden af udstyr og styrker, når der er en nødsituation.
”Det, der er sket i Ukraine, handler ikke kun om Europa. Det kunne være sket i Asien. Det fik os til at tage et stort skridt væk fra vores hidtidige Ruslandspolitik”, sagde Kishida til The Japan Times.
Selv om Kishida generelt har fået stor ros i Vesten for med det samme efter angrebet på Ukraine at tilslutte sig internationale sanktioner mod Rusland, så er der stadig forskel. Japan har ikke meldt sig ud af sit ”strategiske partnerskab om energi”, som i Abes tid blev indgået med Rusland. Japanske investorer har ikke trukket sig fra de joint-venture-selskaber, der udvinder naturgas i det østligste Sibirien, som amerikanske energiselskaber har. Og Japan får stadig 10 pct. af sine naturgasforsyninger fra Rusland, som fortsat er helt essentielle efter Fukushima-ulykken i 2011.
Den hjemlige modstand mod at påtage sig en sådan større rolle, som hidtil har holdt skiftende japanske regeringer tilbage, eksisterer stadig – men markant mindre end tidligere
_______
Ingen Japan i fremtidens frontlinje
Hvad vil der ske med Japans udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende år?
”Formentlig, baseret på de aktuelle tendenser, vil de militære begrænsninger fortsætte med at blive svækket”, spår Corey Wallace. Men han tror ikke nødvendigvis, at det er ”uundgåeligt”, at Japans sikkerhedspolitik en dag vil blive ”fuldt normaliseret”.
“På nogle områder som udsendelse af soldater til udlandet og selve brugen af atomvåben er debatten i Japan slet ikke afsluttet. Med den nuværende lovgivning er det svært at forestille sig styrker fra selvforsvarsstyrkerne kæmpe i frontlinjen for andet end forsvaret af selve Japan. Men der er mange andre ting, som selvforsvarsstyrkerne kan gøre, som vil være en stor hjælp for USA – også selv om de ikke bidrager til selve frontlinjen.”
Japan står således – på grund af en masse sammenfaldende udefrakommende omstændigheder – med mulighed for at spille en langt større rolle i regionen i fremtiden. Både militært og politisk. Økonomisk har Japan længe spillet en afgørende hovedrolle.
Den hjemlige modstand mod at påtage sig en sådan større rolle, som hidtil har holdt skiftende japanske regeringer tilbage, eksisterer stadig – men markant mindre end tidligere.
Ikke desto mindre vil en anden indenlandsk faktor på sigt kunne underminere, at Japan nogensinde kommer til at spille en sådan hovedrolle. Nemlig demografien. Hvis der bliver så mange færre japanere på de japanske øer, at landets økonomi for alvor vil indskrænkes – og aktuelt ser det sandsynligt ud, at dette vil ske – så vil det ikke kunne undgå at svække Japans indflydelse, uanset hvor meget man samtidig frigør sig fra fortidens begrænsninger på det militære felt. ■
Japan står således – på grund af en masse sammenfaldende udefrakommende omstændigheder – med mulighed for at spille en langt større rolle i regionen i fremtiden. Både militært og politisk
_______
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i næsten fyrre år for en række skandinaviske nyhedsmedier. I årene 1989-1995 og igen 2013-2021 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Orientering på P1, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Han har i mellemtiden haft redaktørjobs hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Han er forfatter til flere bøger om Japan og Østasien.
ILLUSTRATION: Sagamibugten i det sydlige Japan, 6. november 2022: Premierminister Fumio Kishida ombord på helikoptorhangarskibet Izumo [FOTO: Keizo Mori/Shutterstock/Ritzau Scanpix]