Asger Røjle i RÆSON SØNDAG: Et japansk ‘Zeitenwende’? Vejen er nu banet for en historisk oprustning
14.01.2023
Det pacifistiske Japan har stadig den samme forfatning, som landet hele tiden har haft siden 1947. Men Ukraine-krigen har ændret landskabet, og nu er meget af modstanden mod oprustning forstummet. Nu rejses spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra, forfatningens potentielle omskrivning og USA’s rolle i de aktuelle forandringer.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Asger Røjle Christensen
DEN JAPANSKE PREMIEREMINISTER, Fumio Kishida, har sat som mål, at Japans forsvarsbudget inden for fem år skal op på to procent af BNP – en fordobling i forhold til nu. Landets nye nationale sikkerhedsstrategi og to andre sikkerhedspolitiske strategi-papirer, som i slutningen af 2022 blev fremlagt af den japanske regering, lægger op til en betydelig oprustning og en væsentlig stærkere militær profil for Japan i regionen.
Det er en udvikling, som USA har presset på for i årevis, og USA’s præsident, Joe Biden, er da også godt tilfreds.
”Vi moderniserer vores militæralliance på basis af Japans historiske stigning i forsvarsudgifter og landets nye nationale sikkerhedsstrategi”, udtalte præsidenten, da han fredag gav Kishida en hjertelig modtagelse i Det Hvide Hus.
Joe Biden understregede USA’s ”urokkelige forpligtelse” til forsvaret af Japan, og de to statsledere sanktionerede det samarbejde om at øge Japans evne til modangreb (”contrastrike capability”), som er blevet en hovedoverskrift for de aktuelle reformer. Kishida udtalte, at dette er nødvendigt, fordi ”Japan står over for den mest krævende og komplicerede sikkerhedssituation i nyere tid”.
Der er imidlertid ikke tale om den totale kovending, som mange i den internationale debat har gjort det til. Der er ikke tale om en helt ny retning i Japans sikkerhedspolitiske strategi. Det sker inden for den tolkning af forfatningen, som kun tillader Japan at forsvare sig selv, og i den forstand er der kontinuitet i den japanske sikkerhedspolitik i forhold til den linje, som man har fulgt i de seneste ti år.
“Disse udviklinger får deres dynamik fra militærforskning og den regionale magtbalance, og de ligner mere en fortsættelse af en allerede etableret bane, end de ligner et vendepunkt”, vurderer den britiske sikkerhedsforsker Philip Shetler-Jones, der er tilknyttet den britiske regerings geostrategiske råd, i en analyse på rådets hjemmeside fra december 2022.
Men tempoet i oprustningen er unægteligt sat dramatisk op. De magiske to procent er gået fra at være noget, som man i det liberal-demokratiske regeringsparti LDP gerne ville stræbe imod, til et helt konkret mål for regeringens budgetlægning i de kommende år. Tidligere tiders uformelle loft på en procent er væk – helt væk.
I debatten i Japan om finansieringen af oprustningen er der nogle, der mener, at det har fået alt for meget karakter af, at landet ruinerer sig selv for at gøre USA glad
_______
Samtidig er modstanden mod udviklingen i markant grad forstummet, og her spiller rapporter fra Ukrainekrigen en vigtig rolle. Den har fået alle dem, som normalt for længst ville være gået på gaden for at forsvare efterkrigstidens pacifisme, til at opfatte den igangværende oprustning som beklagelig, men undgåelig, og resignere.
Professor Harukata Takenaka fra GRIPS (National Graduate Institute for Policy Studies) mener også, at ”krisen i Ukraine har haft en væsentlig betydning”, som han sagde i denne uge ved en briefing for udenlandske korrespondenter i Tokyo.
”De liberale i Japan har hele tiden sagt, at en sådan krig ville aldrig kunne ske, men realiteten er, at den udkæmpes nu, mens vi taler med hinanden. Derfor har de, der ellers var imod oprustning, erkendt, at der ikke er andet at gøre. Selvfølgelig er der stadig nogle, der er modstandere, men de kan også se de aktuelle meningsmålinger, som viser, at der er stort flertal blandt japanere for en stigning i forsvarsudgifterne. Så de siger ikke noget,” forklarede Harukata Takenaka.:
”Selv i det største oppositionsparti, Det Forfatningstro Demokratiske Parti, har nogle af lederne selv siddet i regering, for eksempel tidligere premierminister Yoshihiko Noda. De kan godt på baggrund af den nuværende internationale situation se, at det er vanskeligt for nogen at gå imod en ekspansion af forsvarsbudgettet.”fortsatte han
Mange af dem, som indtil for få år siden ville have demonstreret foran parlamentet ved den slags forslag, bliver hjemme, fordi de er begyndt at opfatte udviklingen som uundgåelig. Man kan jo ikke forhindre det, selv om man prøvede.
Billigt bliver det ikke
I den japanske sammenhæng handler det ifølge de netop vedtagne sikkerhedspolitiske strategipapirer langt mere om at indrette det japanske forsvar efter de seneste årtiers hastige modernisering af Kinas militær og truslen fra et atombevæbnet Nordkorea, end det handler om Rusland. Det handler om at bidrage mere til alliancen med USA, som står for atomforsvaret af de japanske øer, og samtidig måske forberede sig på en fremtid, hvor man ikke længere i samme grad kan belave sig på samme alliance – selv om det sidste ikke står i papirerne.
Men billigt bliver det ikke for det japanske samfund, som i forvejen kæmper med økonomisk stilstand, en enorm statsgæld og en skæv befolkningsbalance, som vil koste formuer i velfærds udgifter i de kommende årtier. Vil man op på et forsvarsbudget på to procent, skal der i løbet af de næste fem år bruges rundt regnet 2500 milliarder danske kroner, vurderer det japanske forsvarsministerium?
“Men i stedet for at sige, at det kan vi ikke på grund af mangel på finansielle ressourcer, er vi nødt til at finde på måder at sikre os de nødvendige beløb”, som forsvarsminister Yasukazu Hamada udtrykte det efter det møde med premierministeren, hvor han sammen med finansministeren var blevet pålagt at stile efter de to procent.
Kishida lagde på ansvarlig vis fra begyndelsen ikke skjul på, heller ikke i offentligheden, at en vis skattestigning vil blive nødvendig, når både forsvars- og velfærdsudgifter skal stige på samme tid. Men han står på baggrund af vigende opbakning i meningsmålinger ikke så stærkt, som han gjorde ved sin tiltræden for godt et år siden. Finansieringen har skabt en stor strid i regeringspartiet, som Kishida endnu ikke har formået at lægge låg på. Det handler ikke om, hvorvidt man skal gøre det eller ej, men udelukkende om, hvorvidt det skal finansieres ved en skattestigning eller ej.
Den nationalistiske fløj af LDP, som støttede den mangeårige og nu afdøde premierminister Shinzo Abe, der fra 2012 til 2020 satte skub i alle disse diskussioner, mener, at det må være enhver regerings pligt at sørge for den fornødne sikkerhed for nationen, og så er der i Japans tilfælde ikke noget at gøre ved, at landets allerede gigantiske statsgæld bliver endnu større.
Reelt har alle Abes regeringer jo dækket sine underskud ind ved at ”låne pengene” i almindelige japaneres opsparinger i hel- eller halvstatslige institutioner. Med en ældre og ældre befolkning skulle man ikke mene, at dette var holdbart i al fremtid, men i hele perioden med Abe ved roret har man ikke desto mindre uden at blinke ladet statsgælden stige år for år. Dengang mest for at holde gang i økonomien. Og det kan man godt fortsætte med at gøre et stykke tid endnu, mener hans tilhængere. Hellere det end at sætte skatterne op.
I debatten i Japan om finansieringen af oprustningen er der nogle, der mener, at det har fået alt for meget karakter af, at landet ruinerer sig selv for at gøre USA glad. For det handler ikke kun om forsvar, men også om forsvarsindustri.
Utænkelige procenter for få år siden, men de forskubber sig lidt ved hvert eneste missil, Nordkorea sender ud over Det Japanske Hav
_______
Det allermeste af det nye udstyr og de fleste af de nye våben, som Japan nu har forpligtet sig til at anskaffe, vil skulle købes i USA. Ikke direkte fra fabrikanterne, men gennem det amerikanske forsvars officielle FMS-program (Foreign Military Sales).
Den japanske sikkerhedspolitiske journalist Shigeru Handa har i et nyligt radiointerview på kanalen Rojo no Rajio sat spørgsmålstegn ved de amerikanske krav om, at Japan skal købe det ene og det andet. Ifølge den erfarne journalist Philip Brasors ”Media Watch”-site kritiserer Shigeru Handa også lånebetingelserne i forbindelse med finansieringen af disse køb.Overskriften på de ekstra udgifter har i de japanske medier i et stykke tid været, at Japan simpelt hen er nødt til at erhverve sig den omstridte ”evne til modangreb” (counterstrike capability), så man kan angribe mål som fjendtlige baser og kommandocentraler, inden Japan selv bliver angrebet. Argumentet er, at angreb i mange tilfælde er det eneste forsvar, der er realistisk, og at offensive våben, der ellers i mange år har været tabu at anskaffe sig, i japansk sammenhæng udelukkende har et defensivt sigte – og så er det helt okay, ifølge den tolkning af forfatningen, der i de seneste ti år har været gældende.
Ord til andet forbyder forfatningen jo umiddelbart Japan overhovedet at have en militær styrke, men det tog ikke mange år efter dens vedtagelse i 1947, mens Japan stadig var besat efter Anden Verdenskrig af USA, før den begyndte at blive omfortolket, således at en såkaldt ”selvforsvarsstyrke”, Jieitai, lige siden har været tilladt.
Det har den japanske befolkning vænnet sig til. Ifølge en nylig meningsmåling fra nyhedsbureauet Kyodo støtter mere end 60 pct. af vælgerne nu ikke alene Jieitais eksistens, men også anskaffelsen af nævnte counterstrike capability. Kun 35 pct. er imod. Utænkelige procenter for få år siden, men de forskubber sig lidt ved hvert eneste missil, Nordkorea sender ud over Det Japanske Hav.
”Offensive våben er en nødvendighed. Netop fordi vi har behov for omsider at rehabilitere vores evne til at forsvare os selv. Vi har aldrig drømt om selv at udkæmpe en krig, men vi må kunne forsvare os selv. Det er det, det handler om,” sagde tidligere topdiplomat og vicekabinetssækretær, Nobukatsu Kanehara, da han for nylig stillede op til online-interview om Japans forsvar på den amerikanske tænketank Stimsons hjemmeside.
Hvor meget vil det rykke?
Reelt er det imidlertid kun en lille del af stigningen op til to procent, som ifølge gældende planer kommer til at gå til den slags kontroversielle anskaffelser, som man aldrig har foretaget sig før.
De øgede bevillinger vil primært gå til moderniseringer af det eksisterende materiel, etablering af Japans eget missilforsvar, forbedrede radarsystemer og øget vægt på robotforsvar og cyberforsvar. Samt ikke mindst bedre løn og bedre forhold for selvforsvarsstyrkernes nuværende soldater. Japan har i årevis haft svært ved at finde rekrutter nok til Jieitai, som i 2022 i alt bestod af 230.000 mand.
Og så spås det, at relationerne mellem USA og Japan vil blive endnu tættere. Det gjorde i hvert fald Harukata Takenaka ved briefingen i denne uge med udenlandske korrespondenter. ”Med udvidelsen af forsvarsbudgettet vil der blive en styrkelse af de fælles operationer for de to landes militær. Samtidig vil USA og Japan sammen forsøge at styrke deres økonomiske sikkerhed ved at sikre sig adgang til alle nødvendige materialer, som har strategisk betydning”, lød det.
Men ikke alle eksperter er lige begejstrede for den oprustning, der finder sted. ”Japan kan ikke sikre sig selv udelukkende ved at øge sine forsvarsudgifter”, udtalte Naoko Aoki, der er seniorforsker ved Asia Security Initiative ved Scowcroft Center for Strategy and Security i USA, for nylig til nyhedsbureauet Bloomberg . ”At øge Japans forsvarskapacitet kan synes truende over for andre lande i regionen og få dem til at gøre det samme, således at ingen er blevet sikrere end før.”
Bemærkelsesværdigt er det, at alle disse forandringer i Japans forsvar finder sted, uden nogen nævner forfatningsændringer med ret mange ord. Det er stadig LDP’s principielle politik at få omskrevet forfatningen, men man har tilsyneladende opgivet at gøre noget ved den på kort sigt. Det var den nu afdøde Shinzo Abes kæphest, men Kishida går mere pragmatisk til værks. Og han ser nu ud til – med hjælp af udefra kommende faktorer – at komme igennem med en oprustning, som Abe i sin tid kun kunne drømme om. ■
Kishida går mere pragmatisk til værks Og han ser nu ud til – med hjælp af udefra kommende faktorer – at komme igennem med en oprustning, som Abe i sin tid kun kunne drømme om
_______
Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i næsten fyrre år for en række skandinaviske nyhedsmedier. I årene 1989-1995 og igen 2013-2021 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Orientering på P1, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Han har i mellemtiden haft redaktørjobs hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Han er forfatter til flere bøger om Japan og Østasien.
ILLUSTRATION: Sagami-bugten nær Tokyo, 6. november 2022: Det japanske krigsskib Izumo sejler i den første japanske internationale flådeøvelse holdt i landet i 20 år med deltagelse af krigsskibe fra 12 lande, herunder USA, Australien, Canada, Indien, New Zealand og Singapore [FOTO: Yuya Yamamoto/Jiji Press/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
