Astrid Johanne Høg: Venstre gennemgår en historisk forvandling under Jakob Ellemann – fra det liberale til det post-liberale
01.09.2023
Med Ellemann ved roret er Venstre forvandlet til et post-liberalt parti uden ideologisk retning. Håbet for det nye Venstre er, at det som teknokratisk parti kan udspille og miskreditere de andre partier i blå blok.
Astrid Johanne Høg i RÆSON OPINION
Mens vi venter på de store skattelettelser, der var Venstres begrundelse for at indgå i SVM-regeringen, er det på tide at træde et skridt tilbage og tage bestik af situationen. For siden regeringsdannelsen er partiet ikke ligefrem blevet belønnet af vælgerne. Tværtimod er Liberal Alliances føring blevet cementeret. Det viser meningsmåling på meningsmåling. Samtidig fremstår partiet uden ideologisk retning. Hvad er der sket med det store dyr på savannen?
I litteraturkritikken og sociologien skelner man sommetider mellem det moderne og det postmoderne. Litteraturens reaktion på det moderne er karakteriseret ved afmagt og krise i mødet med det moderne og fremmedgørende storbyliv, mens det postmoderne beskriver stadiet efter. Her kommer accept og tilpasning. Det samme er sket for Jakob Ellemann-Jensen og hans forvandling af Venstre til et post-liberalt parti.
Vejen til post-liberalisme
Den klassiske liberalisme er som bekendt svær at sælge til vælgerne på midten. I stedet har Ellemann accepteret, at ideologien må tilpasses den nye politiske situation. Det blev allerede indvarslet under VKO af Claus Hjort Frederiksen. Den såkaldte “Hjort-doktrin” går kort sagt ud på, at vælgerne skal sætte kryds ved Venstre, fordi de tror på, at de er mere forsvarlige forvaltere af velfærdsstaten end Socialdemokratiet. Selvom skiftet var historisk, betød det ikke nødvendigvis, at en dyb refleksion ledsagede den nye erkendelse. I hvert fald kan Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring berette, at han engang fik mulighed for at spørge Claus Hjort Frederiksen om, hvordan han kunne skifte mening om velfærdsstaten tilbage i 90’erne. Svaret var ganske enkelt: “ellers kunne vi jo ikke vinde!”
Men det er under Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre er blevet post-liberalt. Det begyndte med, at det gamle Venstre blev udskilt. Inger Støjberg forlod i 2021 Venstre, og senere grundlagde hun Danmarksdemokraterne. Med sig tog hun en meget stor del af det land-Venstre, der er karakteriseret ved en folkelig og meget dansk form for liberalisme: Den handler ikke om at sikre arbejdsudbud, innovation eller individets frigørelse. Den handler om at forsvare det traditionelle liv på landet imod indblanding fra staten, alt for høje skatter og krænkelser af almindelig sund fornuft.
Der er igen meget langt fra et Venstre, der efter Den Kolde Krigs afslutning definerede sig selv ved at kæmpe for friheden imod autoritære regimer, til det Venstre, der tillader, at Danmark underkaster sig en samling primært autoritære muslimske lande
_______
Hvor Danmarksdemokraterne kategorisk afviser en CO2-afgift på landbruget, har Jakob Ellemann-Jensen valgt en anden vej. Han har i flere år forberedt sine vælgere på, at den vil komme, og at hans strategi bliver at gå med i en aftale for at få indflydelse. Dernæst støttede han og Venstre en ny CO2-afgift lagt på lastbiltransport, der blandt andet rammer landbruget. I den her uge er det så kommet frem, at Ellemann-Jensen støtter en CO2-afgift på oksekødet i køledisken. Argumentet er godt nok, at det som det mindste onde vil sikre dansk landbrug konkurrencedygtighed i udlandet. Stadig er det et skridt væk fra det gamle Venstre. . Argumentationen viser en embedsmandsmentalitet, der karakteriserer det post-liberale Venstre.
Intet ideologisk projekt
Sideløbende med tabet af den traditionelle vælgerbase på landet har den klassiske Venstre-liberalisme undergået en gradvis ideologisk udtømning. Partitoppens begrundelse for at gå med i SVM-regeringen var som bekendt forsikring om store skattelettelser. Venstre tolker altså deres rolle i dansk politik som dem, der kan give den enkelte størst muligt økonomisk råderum.
Hvis vi går en generation tilbage, til tiden efter Murens Fald, var Venstres liberalisme klart defineret. Det Venstre, Uffe Ellemann-Jensen stod i spidsen for, kunne stadig favne både storbyen og landet. Endnu havde klimaet ikke sneget sig ind som et af de højeste punkter på dagsordenen. Partiet kunne stå landmændene bi og samtidig være ideologisk rodfæstet i 90’e- liberalismens tro på negative frihedsrettigheder, troen på en bedre verden og kampen imod autoritære regimer.
Se i modsætning hertil Venstre i korankrisen: Det første, Ellemann-Jensen gjorde, da han var tilbage fra sin sygemelding, var at meddele sin støtte til et koranafbrændingsforbud. Der er igen meget langt fra et Venstre, der efter Den Kolde Krigs afslutning definerede sig selv ved at kæmpe for friheden imod autoritære regimer, til det Venstre, der tillader, at Danmark underkaster sig en samling primært autoritære muslimske lande.
Mangel på værdipolitisk retning giver plads til Woke-Venstre
Måske er det dette værditomrum, der får værdipolitiske udmeldinger fra den lidt yngre generation til at fremstå så markante. Det er udmeldinger fra yngre medlemmer, især kvinder, der har givet anledning til øgenavnet “woke Venstre”. Det er blevet brugt af bl.a. Henrik Dahl. ’Wokeness’ beskriver en tilstand, hvor man erkender, at usynlige og undertrykkende strukturer styrer samfundet og politisk må bekæmpes med eksempelvis sikringen af grupperettigheder til kvinder og minoriteter. Og der er beviseligt unge Venstre-kvinder, der har adopteret gruppetænkning hentet fra den yderste venstrefløj i USA.
I 2022 skrev den unge Venstre-kvinde Camilla Søe i Ræson, at “Venstre skal være mere liberalt, grønt og woke”. At Venstre skal være mere grønt, er selvforklarende: for at holde sig relevante, særligt hos de unge vælgere i byerne, må Venstre droppe de usexede bønder i baglandet og i stedet appellere til de hipstersmarte unge i byerne ved at gå ind i klimadagsordenen. Indlægget fik, sammen med hendes MeToo-aktivisme, Camilla Søe nomineret til Fonsmark-prisen.
Uden at gøre Camilla Søe mere indflydelsesrig, end hun er, så er kommentaren symptomatisk for det post-liberale Venstre. Partiets skifte blev indvarslet af unge kvinder som Søe, men repræsenteres nu også i regeringen, især ved ligestillingsminister Marie Bjerre. Hun må givetvis ikke offentligt tilkendegive, at hun går ind for kvoter. Men hun støtter måltal for kvinder i bestyrelser, og hun har i et interview med ITWatch sagt, at det er samfundet og virksomhederne, der skal forandre sig, hvis flere kvinder skal ind i tech-branchen.
At Venstre skal være mere grønt, er selvforklarende: for at holde sig relevante, særligt hos de unge vælgere i byerne, må Venstre droppe de usexede bønder i baglandet og i stedet appellere til de hipstersmarte unge i byerne ved at gå ind i klimadagsordenen
_______
Lignende synspunkter finder man hos Venstres ligestillingsordfører, Linea Søgaard-Lidell. I et afsnit af 24syv-programmet ”Blåt Bælte” har hun tilkendegivet, hvordan hendes tolkning af liberalismen indebærer at bekæmpe det glasloft, der holder kvinder ude af topjobs. Begge repræsenterer de en nyfortolkning af liberalismen kendt fra USA, hvor individet ikke kan ses som frit, fordi det ikke kan være uafhængigt af dets hudfarve eller køn, og derfor kun kan frigøres ved politiske indgreb. Ligesom Demokraterne har gjort det i USA, har markante stemmer i Venstre adopteret den tankegang, der ellers præger den yderste venstrefløj. ‘Woke-liberalisme’ er blot endnu et tegn på, at den klassiske liberalisme er dømt irrelevant.
De unge Venstre-kvinders indtog illustrerer Venstres nye stadie efter ’Hjort-doktrinen’: Nu handler det ikke længere om at slå socialdemokraterne på egen banehalvdel, men om at finde en post-liberal begrundelse for at deltage i kampen.
Opgøret med blå blok er kun lige begyndt
På Venstres ledelsesmæssige niveau styres kompasset ikke længere af ideologi, men af muligheden for at få indflydelse. ”Det handler om, om man vil være ved voksenbordet eller ej – og Venstre findes for at gøre en reel forskel,” sagde Ellemann-Jensen til Berlingske efter endt sygemelding. Nu er indflydelse sat i modsætning til at tilhøre blå blok, og det er især denne strategiske vending, der cementerer det postliberale Venstre. Læg dertil, at det efterhånden står klart, at Jakob Ellemann-Jensens linje vil fortsætte efter ham, og hvis hans efterfølger bliver Troels Lund Poulsen. Poulsen er, med sin plads i samtlige regeringsudvalg, den næstmest magtfulde i partiet.
Så på lederniveau er der i hvert fald ikke udsigt til en ny ideologisk vækkelse. Troels Lund Poulsen er kendt for at være kompetent; ikke for at være værdikriger. Det kan også ses i valget af Morten Dahlin som politisk ordfører. Ved at give den mest fremtrædende værdikriger rollen som talerør for en værdiløs teknokratregering, sender man samtidig et klart budskab: Vejen til toppen går gennem ledelsens linje.
Men. Når Jakob Ellemann-Jensen smækker med døren til blå blok med begrundelsen om, at man ikke kan skabe resultater, så bør det forstås som taktisk spil. Det er en strategi for at miskreditere rivalerne hos de Konservative og Liberal Alliance, der appellerer til samme borgerlige segment. Det var præcis dette bluff, som Morten Messerschmidt forsøgte at kalde, da han i et interview med Berlingske talte om, at Dansk Folkeparti var klar til store skattelettelser. Men når Venstre har frasagt sig ideologi som drivkraft, bliver den største fare for dem kampen om samme vælgersegment mod stærkere ideologiske partier.
Derfor har Venstre – sammen med Socialdemokratiet og Moderaterne – en interesse i at miskreditere alle partier, der ikke er på midten ved at gentage, at stemmer uden for de tre regeringspartier går til spilde. Det er en klar strategi, der indebærer to ting: Jakob Ellemann-Jensen vil fortsætte med at stå i skyggen af Lars Løkke Rasmussen, der med større dygtighed fører samme teknokratiske linje. Til gengæld kan Jakob Ellemann-Jensen med lidt held – samt det lovede skattelettelser – sælge sit postliberale projekt som det bedste valg for borgerlige danskere. Opgøret med blå blok er kun lige er begyndt. ■
De unge Venstre-kvinders indtog illustrerer Venstres nye stadie efter ’Hjort-doktrinen’: Nu handler det ikke længere om at slå socialdemokraterne på egen banehalvdel, men om at finde en post-liberal begrundelse for at deltage i kampen
_______
Astrid Johanne Høg (f. 1992) er kandidat i dansk med sidefag i statskundskab. Radiovært hos 24Syv (”Blåt Bælte”). Tidligere journalist på det borgerlige medie Kontrast og kommunikationsmedarbejder hos Nye Borgerlige (2021-2022).
ILLUSTRATION: Marienborg, 4. november 2022: Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen svarer på spørgsmål fra pressen ifm. regeringsforhandlingerne hos Mette Frederiksen [FOTO: Rasmus Flindt Pedersen/Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
