Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Kejseren ser mod vest
26.06.2023
I disse år udviskes den arbejdsdeling, der i mange år har været mellem Kina og Rusland i Centralasien. Det er slut med, at Kina holder sig til det økonomiske område og ikke udfordrer Rusland som den centrale politiske og sikkerhedspolitiske aktør i regionen. Den kinesiske vision er imidlertid endnu større og sigter mod en tættere integration af Kina, Centralasien og Mellemøsten.
Af Camilla Tenna Nørup Sørensen
FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, var i midten af maj vært for det første Kina-Centralasien-topmøde. Som værtsby havde kineserne valgt Xian, den tidligere kejserhovedstad, der særligt under Tang-dynastiet (618-906) var et centralt knudepunkt på den gamle silkevej, som igennem flere hundrede år forbandt Kina og Europa via et spindelvæv af ruter gennem Centralasien. Topmødet var skarpt iscenesat med tydelig reference tilbage til byens og Kinas historiske storhedstid. Hovedbudskabet var der ikke tvivl om: Kina er tilbage som stormagt med kejser Xi i spidsen.
Kinesisk offensiv
Topmødet i Xian er den foreløbige kulmination på den kinesiske offensiv i Centralasien, som for alvor tog fart, da Xi Jinping i september 2022 som sin første udlandsrejse efter næsten tre års COVID-nedlukning tog til Kasakhstan og herefter Usbekistan. I Usbekistan – i byen Samarkand, som også var et centralt knudepunkt på den gamle silkevej – deltog han i et stort anlagt topmøde i regi af Shanghai Cooperation Organisation (SCO). Her blev faste dagsordensemner som grænsesikkerhed og samarbejde om bekæmpelse af ,de tre onder’ – ekstremisme, terrorisme og separatisme – ledsaget af ambitiøse punkter om at fremme global udvikling og sikkerhed. Xi Jinping brugte lejligheden til at fremhæve Kinas to nye initiativer – kaldet Global Development Initiative (GDI) og Global Security Initiative (GSI) – der er landets bud på, hvordan Kina med et stærkere globalt engagement, der trækker på landets lange historiske erfaring og visdom, vil gavne verdens udvikling og sikkerhed. Disse to kinesiske initiativer er siden blevet suppleret af et tredje – Global Civilisation Initiative (GCI) – som især fyldte meget på Kina-Centralasien-topmødet i Xian.
Der er endnu småt med konkret indhold i de tre initiativer – det vigtigste budskab så vidt er, at Kina står for – og vil levere – noget andet, end USA har stået for de sidste mange årtier, og som ikke har bragt meget godt med sig. Det gælder fx i Afghanistan, der ofte fremhæves af kineserne, særligt når de mødes med deres centralasiatiske naboer, der ligesom Kina er blevet mere og mere økonomisk og politisk involveret i Afghanistan efter den amerikanske tilbagetrækning i efteråret 2021.
Initiativerne understreger, hvordan Kina i disse år for alvor træder frem som stormagt, der kan og vil tage lederskab – og det kinesiske fokus er rettet mod ikke-Vesten og i særdeleshed Centralasien. Det gælder også for Kinas såkaldte Belt and Road Initiative (BRI) eller ,den nye silkevej’, som Xi Jinping lancerede i 2013 under et besøg til netop Kasakhstan.
Det kinesisk-centralasiatiske topmøde i Xian, 18. maj 2023: Statslederne overværer velkomstceremonien [FOTO: Kyrgyzstan President Press Service Handout/EPA/Ritzau Scanpix]
,Den nye silkevej’ plus
Iscenesættelsen af topmødet i Xian tydeliggør, at Kinas nye silkevejsinitiativ fortsat er den overordnede ramme for Kinas øgede tilstedeværelse og aktiviteter i Centralasien. I løbet af de ti år, som initiativet har eksistereret, er det imidlertid blevet kraftigt udvidet – fokus er ikke længere kun på fysisk infrastruktur i form af havne, jernbaner og motorveje, men ,konnektivitet’ i bredere forstand.
Der synes især at være udviklet to fokusområder for Kina i Centralasien, nemlig teknologi og kultur. Det virker umiddelbart til at være to områder, der er langt fra hinanden, og som trækker på forskellige logikker, men det er det ikke i en kinesisk optik, hvor fortiden og fremtiden blandes sammen og forstærker hinanden. Samtidig spiller det sammen med den indenrigspolitiske dagsorden – at håndtere de udfordringer, som Kommunistpartiet står over for i Kina – som altid har prioritet for det kinesiske lederskab og fortsat er den væsentligste drivkraft i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
En hovedprioritet i bestræbelserne på at opgradere den kinesiske økonomiske model er, at Kina skal indtage en førende rolle inden for innovation og ny teknologi. Det har Kina været godt på vej til i mange år, men den stigende skepsis i USA og Europa over for anvendelsen af kinesiske teknologiske løsninger besværliggør dette, tydeliggjort med fravælgelsen af Huawei til opgradering af vores telekommunikation. Kineserne fastholder imidlertid, at deres teknologi skal udbredes og afprøves under forskellige geografiske, klimatiske mv. forhold for gradvist at blive forbedret og for at styrke Kinas muligheder for at blive internationalt standard- og regelsættende. Det øger vigtigheden af adgang for kinesiske teknologiske løsninger i Centralasien. Der gælder en bred vifte af kinesisk teknologi, der ofte præsenteres under forskellige varianter af Smart City, Safe City-betegnelsen – det er fx avancerede transport- og kommunikationssystemer og sofistikerede digitale betalingssystemer med indbygget overvågnings- og dataindsamlingskapacitet. Rationalet i Beijing er desuden, at en gradvis indfasning af kinesisk teknologi i regionen vil brede sig videre ind i Europa – i tråd med silkevejsfortællingen om, at vejen fra Kina til Europa går gennem Centralasien. Det er her, at kinesernes fokus på kultur – eller kulturel konnektivitet – kommer ind.
Styrkede kulturelle bånd – og dermed forståelse mellem samfund og mennesker – skal mindske gnidninger og barrierer for udbredelse af kinesisk teknologi og på sigt indflydelse. Den kulturelle påvirkning er hovedsagelig envejs. Det er kinesisk kultur og den kinesiske version af historien, der forsøges udbredt til Centralasien. Det sker eksempelvis via kinesiske uddannelsesstipendiater til nuværende og kommende centralasiatiske eliter, øget adgang til at lære kinesisk sprog på de såkaldte Konfucius-institutter og på universiteter i Kina med løfter om visumfri indrejse – og alt sammen altså nu i stigende grad under banneret Global Civilisation Initiative (GCI). Det er svært at vurdere – og generalisere – i forhold til hvordan en sådan kinesisk kulturel offensiv bliver modtaget i regionen. Fokus, især hos de yngre generationer, synes at være på, hvor der er muligheder for at lave forretning og tjene penge, og hvis udsigterne til det forbedres ved at tage timer på det lokale Konfucius-institut, så tager de givet det med, afhængig af om der findes fx amerikanske eller europæiske alternative tilbud og muligheder.
Fra energi til bekæmpelse af ,de tre onder’
Der blev – både under Xi Jinpings rundrejse i regionen sidste efterår og under topmødet i Xian – indgået et væld af samarbejdsaftaler mellem Kina og de centralasiatiske naboer, især inden for energi, infrastruktur og teknologioverførsel og -udvikling. Det sidste bl.a. med ambitiøse planer om udvikling af kinesisk-støttede højteknologiske industriparker adskillige steder i regionen, hvor attraktive vilkår skal tiltrække kinesiske og lokale firmaer, som samarbejder om at videreudvikle og tilpasse kinesiske teknologiske løsninger til de lokale forhold og behov. Denne form for teknologisk internalisering skal binde Kina – kinesiske teknologiske løsninger – ind i regionen og modvirke en udvikling som set i Europa og USA, hvor det anses som muligt og i stigende grad nødvendigt at fravælge kinesisk teknologi.
Etableringen af det såkaldte Line D-rørledningsprojekt blev også endeligt bekræftet i Xian af Kina og de involverede centralasiatiske lande. Line D bliver Kinas fjerde rørledningsprojekt i regionen, der transporterer gas fra Turkmenistan, som allerede nu er Kinas vigtigste gasleverandør. Rørledningen er estimeret til at kunne transportere 30 milliarder kubikmeter gas om året fra Turkmenistan til Kina – til sammenligning importerede Kina i 2022 samlet 16 milliarder kubikmeter gas fra Rusland.
Kina har fokus på energisikkerhed og derfor på at diversificere den kinesiske energiimport, men tendensen er, at Centralasien spiller en større og større rolle. En primær årsag her er, at transporten af gassen fra Centralasien sker via rørledninger hen over land, hvilket i Kina anses som meget mindre strategisk sårbart end gas fra fx dele af Mellemøsten, der skal transporteres på skibe eller i rør på havbunden. I en krise- og konfliktsituation vil USA og amerikanske allierede kunne lægge hindringer i vejen for sådanne leverancer, hvilket de vil få meget sværere ved i Centralasien. Her er det dog også vigtigt at notere sig, at Turkmenistan deler en grænse med Iran, og derfor vil leverancer af gas og anden energi – og i det hele taget nye handels- og transportruter – fra Iran og også fra Irak og videre eksempelvis fra Saudi-Arabien og Tyrkiet kunne ske over land via Turkmenistan og Afghanistan. Kina har netop i starten af maj indgået en aftale med Pakistan og Afghanistan om at videreføre den såkaldte China-Pakistan Economic Corridor (CPEC) ind i Afghanistan. Korridoren, der fortsat står som den største satsning under ,den nye silkevej’, skal bl.a. sikre transportruter fra Kinas ressourcerige vestlige Xinjiang-provins til Gwadar-havnen i det sydvestlige Pakistan, men skal tilsyneladende nu også forbindes over land til Afghanistan.
At forbinde Xinjiang og det øvrige Vestkina, som er den mindst økonomisk udviklede del af riget, med nabolandene via et netværk af handels- og transportruter står centralt i Beijings strategi for at sikre Kommunistpartiets kontrol i provinsen, der – som naboprovinserne Tibet, Gansu og Qinghai – er præget af etniske spændinger og ustabilitet. En anden del af strategien er at slå hårdt ned på enhver modstand med indførelse af diverse overvågningsteknologier og stærk mobilisering af veludrustede indenrigspolitiske sikkerhedsstyrker – det såkaldte People’s Armed Police (PAP). Det er også i den kontekst, at de såkaldte genopdragelseslejre i Xinjiang med internering og forsøg på indgribende indoktrinering af det muslimske mindretal uigurerne, skal ses. Det er en velkendt bekymring i Beijing, at diverse religiøse fundamentalistiske grupper fra Afghanistan og Pakistan øger samarbejdet med – og støtte til – grupper i Xinjiang. Denne bekymring er kun øget efter Talibans tilbagekomst til magten i Afghanistan og er en vigtig drivkraft for Kinas styrkede engagement i særligt Afghanistan og Pakistan, men Beijing vil også have de centralasiatiske lande involveret i bekæmpelsen af ,de tre onder’ – som nævnt: ekstremisme, terrorisme og separatisme. Derfor figurerede Afghanistan – fra kortsigtet afhjælpning af landets akutte humanitære krise til langsigtet integration med de omkringliggende økonomier – højt på dagsordenen under topmødet i Xian med kinesiske forslag om mere koordination og samarbejde også inden for retshåndhævelse og sikkerhed.
Deltagerkredsen afspejler, at SCO, hvor medlemslandene allerede nu repræsenterer cirka 40 pct. af verdens befolkning og står for cirka 30 pct. af verdensøkonomien, er under hastig udvidelse og udvikling, hvilket især drives af Kina
_______
A new great game
Set fra Kina er det derfor oplagt at presse på for en tættere integration af Kina, Centralasien og Mellemøsten. Dels hvad angår kinesisk energisikkerhed og indenrigspolitisk stabilitet og kontrol, dels langt bredere – for at realisere de kinesiske stormagtsambitioner. Og denne integration af Kina, Centralasien og Mellemøsten synes at være godt undervejs – lande som Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Irak bliver i stigende grad integreret i Shanghai Cooperation Organisation (SCO). Ved SCO-topmødet i Usbekistan sidste efterår deltog ud over statslederne fra de otte medlemslande – Kina, Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Pakistan, Indien – også den iranske præsident, Raisi, og den tyrkiske præsident, Erdoğan.
Deltagerkredsen afspejler, at SCO, hvor medlemslandene allerede nu repræsenterer cirka 40 pct. af verdens befolkning og står for cirka 30 pct. af verdensøkonomien, er under hastig udvidelse og udvikling, hvilket især drives af Kina. Det er en fejl at negligere SCO til en snakkeklub for autoritære ledere. Herved misser vi de store geoøkonomiske og geopolitiske skift, der er igangsat. Tænk også på det nylige (og for mange overraskende) diplomatiske tøbrud mellem Iran og Saudi-Arabien – hvor trykkede de hænder for første gang? I Beijing.
Disse store geoøkonomiske og geopolitiske skift får enorm betydning for Vesteuropa, der risikerer at blive reduceret til et lille hjørne i denne nye udgave af the great game i et nu greater Eurasia [the great game refererer til de gamle kolonimagters kamp om at dominere Centralasien, red.]. Derfor bør Centralasien – og styrkelsen af relationer, investeringer og aktiviteter i regionen – stå meget højere på dagsordenen både i Bruxelles og i de øvrige europæiske hovedstæder. Det gør det ikke – og en primær grund her er, at det langtfra på samme måde har betydning for amerikanske nationale interesser. Selvom Biden-administrationen de seneste måneder har sendt adskillige højtstående diplomatiske delegationer til regionen, så figurerer Centralasien ikke for alvor i USA’s verdensbillede. Det mangeårige engagement i Afghanistan og den nylige kaotiske tilbagetrækning fra landet spiller givet også ind på, at USA fortsat kun gør et halvhjertet forsøg på at engagere sig i regionen. Det – sammen med det svækkede Rusland, der p.t. er bundet op i Ukraine – har medvirket til at give Kina et meget større strategisk handlerum.
Et svækket Rusland – og forbindelsen til Ukraine
Den form for arbejdsdeling, der i mange år har været mellem Kina og Rusland i Centralasien, udviskes gradvist i disse år. Det er slut med, at Kina holder sig til det økonomiske område og ikke udfordrer Rusland som den centrale politiske og sikkerhedspolitiske aktør i regionen.
Det er på mange måder en uundgåelig udvikling, som også afspejler et generelt skift i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik væk fra ,hold lav profil’-doktrinen fastlagt af Deng Xiaoping i starten af 1990’erne. Kina er blevet for magtfuldt til at holde lav profil – men netop i Centralasien har Kina som vist et væld af stærke nationale interesser. Derfor er det netop i denne region, at vi nu for alvor ser Kina træde frem som stormagt. Det forstærkes af, at de centralasiatiske lande – i takt med at Rusland fremstår både mere svækket og mere uberegneligt – også efterspørger et større politisk og sikkerhedspolitisk engagement fra Kina.
Særligt efter den russiske invasion af Ukraine i februar sidste år ses der i de centralasiatiske hovedstæder en voksende bekymring over udviklingen i russisk historielæsning. Det er medvirkende til, at Kina i stigende grad fremstår som modvægt – og endda sikkerhedsgarant – til et mere aggressivt og uforudsigeligt Rusland. Det gælder bl.a. i regionens største land, Kasakhstan, der som Ukraine deler en lang grænse med Rusland og har et stort russisk mindretal. Mange kasakhere husker tydeligt, hvordan Putin i 2014 satte spørgsmålstegn ved, om Kasakhstan nogensinde har været en rigtig stat, da han roste Kasakhstans daværende præsident, Nazarbayev, for ,at have skabt en stat på et territorium, hvor ingen stat nogensinde havde eksisteret’. Efter invasionen af Ukraine har Kasakhstan derfor opprioriteret sin såkaldte ,multi-vector’-strategi, hvor Astana vil styrke landets diplomatiske forbindelser til så mange andre lande så muligt. Her byder Kina sig til. Dermed afspejler Kinas fornyede offensiv i Centralasien i de seneste måneder også det skift, der sker i forholdet mellem Rusland og de centralasiatiske lande i disse år.
Beijing og Moskva har imidlertid også adskillige sammenfaldende prioriteter i regionen, herunder at modvirke vestlig indblanding – især de såkaldte ,farverevolutioner’ – og at sikre regional stabilitet med bekæmpelsen af ,de tre onder’ nævnt ovenfor. Et led heri er at fremme økonomisk integration og udvikling. Fællesnævneren er at skærme autoritære regimer fra pres både udefra og indefra. Der er imidlertid også bekymring at spore i Moskva over udsigten til, at det er Kina, der bliver den dominerende stormagt i det, Rusland tænker på som sin ,baghave’. I russiske analyser optræder også en lignede bekymring for, at Beijing vil drage nytte af skiftet i de to landes indbyrdes magtforhold til at styrke Kinas tilstedeværelse og aktivitet i den russiske del af Arktis.
Det understreger, hvordan der på trods af et styrket samarbejde mellem Kina og Rusland det seneste årti med afholdelse af eksempelvis hyppigere og større fælles militærøvelser ikke er tale om ,et grænseløst partnerskab’ for slet ikke at tale om en alliance.
Fra kinesisk side er det netop vigtigt at modvirke, at Kina slås i hartkorn med Rusland. Derfor har vi også gentagne gange set højtstående kinesiske diplomater og talspersoner fra det kinesiske udenrigsministerium nærmest slå krøller på sig selv, når de bliver bedt om at forklare Kinas holdning til krigen i Ukraine – herunder hvordan Kinas klippefaste støtte til princippet om staters suverænitet kan forenes med, at Beijing ikke vil fordømme den russiske invasion. Den forklaring af Kinas ,neutrale position’ har Beijing forsøgt at uddybe i det såkaldte 12-punkts positionspapir fra februar i år. Det er ikke en fredsplan, som det fejlagtigt er blevet kaldt – Kina har ingen illusioner om, at de kan skabe fred i Ukraine. Det er et positionspapir, som primært har til formål at bane vejen for en forbedring af Kinas forhold til Europa eller i det mindste modvirke, at Europa mobiliseres bag USA i en langsigtet konfrontation med Kina.
Beijing har over det sidste halve år, hvor diplomatiske udvekslinger mellem Kina og Europa for alvor har taget fart, oplevet, at europæerne møder op med skarp kritik og krav om, at Kina distancerer sig fra Rusland. Det er kineserne ikke det mindste indstillet på, men de vil meget gerne have skubbet Ukraine længere ned på dagsordenen, når de mødes med europæerne, så der rent faktisk er mulighed for fremskridt i forhandlinger på andre områder.
Under topmødet: Xi Jinping og sin hustru samt (fra venstre til højre): Kirgisistans præsident, Sadyr Japarov, og sin hustru, Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokayev, Tadsjikistans præsident, Emomali Rahmon, Usbekistans præsident, Sjavkat Mirzijajev, og sin hustru og Turkmenistans præsident, Serdar Berdimuhamedow [FOTO: Ding Haitao/Zuma/Ritzau Scanpix]
At fjerne barrierer for genetablering og udbygning af stærke økonomiske forbindelser med Europa anses i Kina som centralt i den post-COVID-genåbning, som landet er i gang med. Derfor er Xi Jinping selv trådt ind på scenen startende med hans besøg til Moskva i marts i år. Ukraine fyldte ganske vist forsvindende lidt, men Xi fik Putins overordnede støtte til Kinas 12-punktspositionspapir og kunne derefter i april tage den længe ventede snak med den ukrainske præsident, Zelenskyj – det var vel at mærke første gang, at de to talte sammen siden invasionen. I samtalen understregede Xi, at Kina ville være villigt til at sætte sig selv i spidsen for bestræbelser på at få etableret en våbenhvile og igangsat en politisk forhandlingsproces. Det støttede Zelenskyj – hvilket resulterende i, at Xi bad den erfarne kinesiske diplomat Li Hui, der siden 2019 har været Kinas særlige repræsentant i Eurasien, rette fokus mod Ukraine. Her er det værd at bemærke, hvordan kineserne fastholder, at krigen i Ukraine – som de fortsat betegner som en konflikt – er et regionalt anliggende og derfor skal håndteres i den ramme. Det understreges af, at Li Hui, der har en fortid som Kinas ambassadør i Moskva i ti år (2009-19), har indledt en længere rundrejse med stop i Ukraine, Polen, Tyskland, Frankrig og Rusland. Der er ingen stop i Washington eller for den sags skyld i New Delhi, Cape Town eller Brasília. Det står i modsætning til linjen i USA og Europa, der konsekvent fremstiller krigen i Ukraine som et anliggende for hele verden. Indtil videre har Li Huis rundrejse indledt i starten af maj ikke ført noget konkret med sig, men han arbejder fortsat, og så længe han gør det, kan Beijing fremhæve den efterhånden velkendte fortælling om, hvordan Kina – i modsætning til USA og NATO – søger dialog og fred og ikke støtter isolation, sanktioner og fordømmelse.
Kinas balancegang
Der stilles ofte spørgsmål om, hvilken side Kina er på i forhold til krigen i Ukraine. Spørgsmålet rammer imidlertid ved siden af. Kina er på Kinas side. Det har dog vist sig i stigende grad at være utilfredsstillende for både Moskva, Bruxelles og Washington. Rusland får ikke den klare diplomatiske støtte, som Putin gerne havde set, og kinesisk militærhjælp må han se langt efter. Det er dog, set fra Beijing, især bekymrende, at Kinas vage og modstridende udmeldinger har skubbet Europa tættere på USA, også hvad angår amerikanernes analyse af Kina. Selv i NATO-sammenhæng tales der nu i stigende grad om Rusland-Kina-udfordringen. En langvarig militær konflikt i Europa, som yderligere mobiliserer de væsentligste europæiske lande bag USA, er bestemt ikke i kinesisk interesse.
Pointen er, at Kina ikke varetager Ruslands interesser. Kina varetager sine egne nationale interesser, og den primære trussel mod disse kommer fra et USA, der – set fra Beijing – aldrig vil respektere Kina som en ligeværdig stormagt, men tværtimod er fast besluttet på at svække Kina.
At konfrontere USA er derfor hovedfokus i kinesisk sikkerhedspolitik og for det kinesiske militær. Her spiller geografien – geopolitikken – igen afgørende ind, for hvor er det, at det kinesiske militær mest direkte konfronterer USA’s? Det er ved Kinas lange kystlinje, dvs. Det Sydkinesiske Hav, Taiwanstrædet og Det Østkinesiske Hav. Det er en historisk indlejret frygt i Kina ikke at have styr på grænserne, men den aktuelle konfrontation med USA gør det endnu vigtigere – som kinesiske forskere ofte udtrykker det – at have ,styr på bagdøren’, hvilket henviser til den over 3.000 kilometer lange grænse med Rusland og de centralasiatiske naboer. Hvis der ikke er ,styr på bagdøren’, kan Beijing ikke koncentrere sig om ,fordøren’, nemlig den godt og vel 15.000 kilometer lange kystlinje fra Vietnam i syd til Nordkorea i nord. At skulle håndtere ustabilitet og potentielt fjendtligt indstillede styrker ved både ,bagdøren’ og ,fordøren’ er et skrækscenarie set fra Beijing. Det kunne fx ske, hvis Putin-regimet i Moskva erstattes med et mere provestligt regime. Det synes p.t. ikke oplagt, men det er på den anden side ikke en udvikling, som Beijing helt kan udelukke.
Det er derfor usandsynligt, at Kina vil tage afstand fra Putin og risikere, at landets forhold til Rusland forværres. Det er samtidig også usandsynligt, at Beijing begynder mere direkte at støtte den russiske krigsførelse i Ukraine eksempelvis med våbenleverancer eller kinesisk anerkendelse af Krim og republikkerne i det østlige Ukraine som russiske. Det vil ikke kun umuliggøre enhver forhåbning om at forbedre forholdet til Europa, men også møde stor modstand i Centralasien – og bredere i ikke-Vesten – og dermed besværliggøre Kinas nye diplomatiske offensiv.
Der er følgelig tre primære hensyn, som Beijing forsøger at balancere i sit nuværende Ukraine-diplomati: at fastholde og endda udbygge det strategiske partnerskab med Rusland, at forbedre forholdet til Europa samt at delegitimere USA’s rolle og ageren i det internationale system med velkendt kinesisk kritik af USA’s koldskrigsmentalitet og militærblokdannelse. Det sidste er især rettet mod lande uden for Vesten – det såkaldte globale syd.
Tiden er på Kinas side
Beijing og Moskva har begge fokus på at stå så stærkt som muligt i deres konfrontation med USA, og det skaber stærke fælles interesser og et styrket samarbejde, men der er fortsat stor forskel i måden, hvorpå de går til konfrontationen. Det følger helt logisk af, at Kina er en stormagt i fortsat fremgang og stadig ser tiden være på sin side, mens det ikke gælder for en falmende stormagt som Rusland.
I modsætning til Moskva, der tilsyneladende foretrækker kaos og uforudsigelighed, så vægter Beijing stabilitet og forudsigelighed i det internationale system. Det er klart, at kineserne også ønsker at udfordre USA’s dominans og ændre det internationale system, så det i højere grad afspejler kinesiske interesser og værdier. Det sker imidlertid gradvist, mere ubemærket og med et væld af langt mere sofistikerede instrumenter, end russerne har til rådighed. Det er i den kontekst, at vi i Europa bør rette mere fokus på, hvad der sker i Centralasien. Det er direkte relateret til europæiske, inklusive danske, nationale interesser og rejser derfor mere presserende krav og spørgsmål end et potentielt fremtidigt engagement i det, USA nu kalder The Indo-Pacific (inklusive Taiwan), hvilket danske politikere p.t. synes langt mere optaget af.
Den såkaldte ,hjertelandsteori’ fra en af geopolitikken hovedtænkere Mackinder fra starten af 1900-tallet skal tages ned fra hylden, støves af og nærstuderes i Europa. Mackinders hovedargument er, at kontrol over de store landmasser i Centralasien – snarere end kontrol over verdenshavene – er en afgørende forudsætning for kontrol over verden. Det kan diskuteres, om det er så enten-eller, men der er ikke tvivl om, at de store geoøkonomiske og geopolitiske skift undervejs i det internationale system især udfolder sig i Centralasien og i forhold til regionens tættere integration med Mellemøsten. Kina er dybt involveret og driver i høj grad udviklingen. Når det næste Kina-Centralasien-topmøde afholdes i Kasakhstan i 2025, bør vi derfor følge nøje med. ■
Kina er en stormagt i fortsat fremgang og ser stadig tiden være på sin side, mens det ikke gælder for en falmende stormagt som Rusland
_______
Camilla Tenna Nørup Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, hvor hun forsker og underviser i stormagtspolitik og -strategi med særligt fokus på Kina, Østasien og Arktis. Hun publicerer bredt om disse emner – og senest har hun skrevet Kina-kapitlet i den nye udgave af Verdens Magter 2023 udgivet på RÆSONs forlag.
ILLUSTRATION: Moskva, 21. marts 2023: Xi Jinping træder ind for at mødes med Vladimir Putin i Kreml under sit første besøg i Ruslands invasion af Ukraine [FOTO: Xie Huanchi Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
