Charlotte Flindt Pedersen i Interviewserien: Det er på tide at få Georgien ind i EU
17.05.2023
“EU ønsker ikke, at Georgien skal blive et sikkerhedspolitisk hotspot som Ukraine, og det undgår man ved at sikre georgisk integration i EU. Det kan godt være, at det politiske system ikke har det, men det georgiske samfund har viljen til at gøre det. De kan se på ukrainerne, hvad de får ud af det.”
Interview af Niels Koch-Rasmussen
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Charlotte Flindt Pedersen, som er Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab.
RÆSON: Hvordan har tilnærmelserne til Vesten og NATO, og ikke mindst drømmen om EU udviklet sig igennem den moderne georgiske politiske historie?
Det startede med Mikheil Saakasjvilis ankomst i 2003 og med den såkaldte Roserevolution, hvor den siddende præsident Sjevardnadze bliver væltet. Sjevardnadze bliver væltet, fordi han bliver beskyldt for valgsvindel og korruption, og der er protester over, at det ikke er gået ordentligt for sig. Så der kommer en folkelig revolution, en folkelig opstand – ligesom i Ukraine – og det fører Saakasjvili til magten. Han kommer som den her amerikansk uddannede mand, der har en strategi om at få Georgien ind i NATO og i EU. Det var der, idéen om vestlig tilnærmelse fra alvor slog rod. Også fordi EU’s østudviddelse skete sideløbende med optagelsen af de baltiske lande og østbloklandene. Det tog ville de gerne med på.
I virkeligheden kan man sige, at der i befolkningen hele tiden har været stor opbakning til EU. Man ser EU som en mulighed for at komme af med korruption og få indført retssikkerhed og retsstatsprincipper – på samme måde som det er sket i Ukraine. Nu har Georgien partiet ’Georgian Dream’ ved magten, der måske ikke er så begejstret for EU. Bl.a. fordi, at hvis Georgien tiltræder de principper og efterlever de krav, som EU kræver som minimum for at søge optagelse, så bliver de politiske frontfigurer i Georgian Dream også nødt til at gøre op med det, som de bygger deres velstand på, nemlig oligarkiet – en uhellig alliance mellem den økonomiske og politiske magt, hvor den dømmende magt er et redskab i hænderne på disse.
Men det skal siges, at Georgien har opfyldt meget af det, der kræves for at blive EU-medlem. Derfor har de også opnået VISA-liberalisering. Et af kravene for at opnå dette var at indføre en ligebehandlingsmekanisme i form af en ombudsmand, der kan behandle sager om diskrimination og fremme ligebehandling i den offentlige forvaltning. Og mange af de institutionelle reformer, som EU kræver som en del af det, der hedder Deep and Comprehensive Free Trade Agreement, har Georgien faktisk gennemført.
Men det, der blandet andet mangler, er retsreformer: At opgive tanken om, at dommerne er i lommen på politikerne og den økonomiske magt. Det har været undervejs i rigtig mange år, men det politiske system har modsat sig det.
Det skal siges, at Georgien har opfyldt meget af det, der kræves for at blive EU-medlem
_______
I lyset af de fremskridt og det reformspor, som Georgien var på, hvordan skal vi så forstå partiet Georgien Dreams ankomst og det lovforslag, der skabte så meget modstand for blot et par måneder siden?
Ved de første parlamentsvalg, hvor Georgian Dream fik regeringsmagten, gik det nogenlunde ordentligt til. Georgian Dream havde folkelig opbakning, og de fremstod som et godt alternativ til den tidligere politiske leder Mikhael Saakashvili. På nogle områder havde de havde faktisk også opbakning til en relativ tilnærmelse til Rusland. Befolkningen forstår godt, at de bor tæt op ad Rusland og deler en lang grænse og et hav med Rusland. Men samtidig husker de krigen i 2008, hvor Georgien blev invaderet og mistede en del af sit territorium. 20 pct. af Georgiens territorium fra da de opnåede selvstændighed i 1991 er nu de facto underlagt russisk kontrol. Områderne Sydossetien og Abkhasien fremstår som etniske udbryderrepublikker, men er reelt set russisk kontrollerede og besatte områder. Derfor er den overvejende folkestemning, at man ikke kan stole på russerne. Med annekteringen af Krim i 2014 og den totale krig støtter 80 pct. af georgierne en stærk tilnærmelse af EU.
Men der er også spekulationer om, hvorvidt Georgian Dream i virkeligheden er et parti skabt af den russiske efterretningstjeneste. Der er nogen, der spekulerer i, om partistifteren Bidzina Ivanisjvili – oligarken, der står bag Georgian Dream – i virkeligheden er plantet af Rusland og er i lommen på Moskva. Han har skabt hele sin formue i Moskva. Er det rigtigt, kan man sige, at det, der ikke lykkedes i Ukraine, lykkedes i Georgien, nemlig at få indsat personer i ledelsen af landet, som det russiske styre kan kontrollere. Ivanisjvili har trukket sig officielt fra den politiske magt, men styrer partiet Georgian Dream som en dukkefører.
Men hver gang Georgian Dream har lavet en for stor tilnærmelse til Rusland, har det udløst kæmpedemonstrationer. I 2019 var der en bevægelse, der hed ”Shame”, som belejrede parlamentet, på grund af, at man havde tilladt en russisk præst, eller religiøs mand, at holde tale i parlamentet. På samme tid anklagede og arresterede man en af direktørerne for den primære oppositionsfjernsynskanal. Så siden 2019 begyndte det at gå den forkerte vej med en gradvis knægtelse af oppositionen.
Nu er der valg i 2024, og man arbejder på at gå den russiske vej, hvilket vil sige, at man lukker for oppositionens stemmer og muligheden for alternative uafhængige stemmer, bl.a. gennem civilsamfund og medier, der har trange vilkår.
Du har netop været i Georgien, hvor der har været voldsomme protester mod netop regeringens lovgivning mod såkaldte ’udenlandske agenter’, hvilket blandt andet indebærer at ulovliggøre NGO’er og medier finansieret af udenlandske midler. Selve lovgivningen er efter demonstrationerne sat på pause, men hvor står vi i dag? Hvordan ser relationen mellem befolkningen og regeringen ud?
Regeringen prøver at finde på nye måder at gøre det på, fordi de godt kunne se, at det ikke virkede med den mere hårdhændede metode. Men man ønsker stadig ikke vestlig finansiering af civilsamfundet.
Og her skal man vide, at stort set hele civilsamfundet i Georgien er vestligt finansieret. Der er selvfølgelig en pointe der. Nu taler Georgian Dream bare om, at man måske skal lave georgisk finansiering af civilsamfundet i stedet. Men det betyder jo bare, at så kan man gøre civilsamfundet afhængigt og skabe det, som man kalder GONGO – eller government-non-government organisations. Så det ser ud, som om at der er civilsamfund i landet. Så Georgian Dream prøver at finde nye veje, hvor man fx miskrediterer civilsamfundet, hvis de blander sig i politik, og beder dem om melde sig ind i et politisk parti i stedet for at agere civilsamfund.
Er der tilstrækkelig kraft i det georgiske samfund til, at man i virkeligheden kan tage kampen?
_______
Hvordan kan man i Georgien have en regering, der fører sådan en politik, mens 70 pct. af befolkningen ønsker at nærme sig EU?
Altså OSCE godkendte valget nogenlunde, men det, jeg hørte, da jeg var der for nyligt, var, at det valg overhovedet ikke var et fair eller frit valg. Tvært imod siger georgierne, at OSCE burde skamme sig over at have godkendt valget som frit og fair.
Så hvordan er de provestlige kræfter organiseret politisk i Georgien lige nu?
Det måske største problem er, at der er så mange partier. Og mange af partierne boykotter parlamentet, fordi valget ikke var frit eller fair. Så lige nu er der jo i virkeligheden en manglende parlamentarisme i den klassiske forstand. Og et af kravene fra EU, hvis man skal være kandidatland, er, at man får styr på sit demokrati. At man får sat en stopper for en meget polariseret debat mellem oppositionen og Georgian Dream og finder ud af at føre en dialog på tværs af partiskel.
Samtidig spekulerer mange i, at den georgiske politiker, der før ledte den provestlige eller pro-europæiske linje – nemlig Saakasjvili, som vi talte om før – er fejet af banen, da han i øjeblikket er indlagt. Nogle spekulerer endda i, om han har fået en lavdoseforgiftning ligesom Navalnyj. Er det overhovedet realistisk, at der kommer en politisk forandring mod vest i Georgien?
Det tror jeg faktisk. For jeg tror, at der, hvor Georgian Dream og Ivanisjvili går galt, det er, at der er en masse embedsmænd i bl.a. Udenrigsministeriet, tænketanke, og alle mulige steder i den offentlige forvatltning, som ønsker at Georgien kommer ind i EU. Det vil sige, at det er ikke bare almindelige mennesker, som ikke er vant til at have indflydelse, men folk som udgør rygraden i samfundseliten, der ønsker at Georgien rykker tættere på EU. For Georgierne er EU-medlemskabet også en sikkerhed fra russisk indflydelse og fra den type styre, som Rusland repræsenterer. Georgierne vil opleve sig mindre alene og mindre udsat i EU. Under præsident Saakasjvili reformerede man landet fra at være et af de mest korrupte til et af de mindst korrupte af de postsovjetiske lande. Det var ikke let, men det var viljen til at blive en del af EU og Europa, som motiverede.
Under Ivanisjvilli er korruptionen vendt tilbage, og den politiske magt er blevet kapret af den økonomiske. Det betyder, at de unge ikke ser nogen fremtid. Jeg er bekymret over den kæmpe udvandring fra Georgien af unge. De forlader landet, så de bliver ikke og kæmper for fremtiden for demokratiet. Der boede 5 millioner, da Georgien blev selvstændigt, og i dag bor der 3,6 millioner.
Så er der tilstrækkelig kraft i det georgiske samfund til, at man i virkeligheden kan tage kampen? Eller man foretrækker at bruge sin kloge hjerne et andet sted? Det næste års tid bliver afgørende for, hvem der vinder den standoff, der kører mellem civilsamfundet, tænketankene, de dygtige embedsfolk og de unge på den ene side og det politiske styre på den anden. Det handler om, hvem der vinder den kamp.
Men det handler også om, at EU bliver ved med at være tydelig i sine krav om forandringer til Georgien. Det kræver simpelthen, at EU stiller krav. En af de ting, som lykkedes med Ukraine, var en decentraliseringsreform, hvor beslutningskompetencer blev flyttet ud i kommunerne sammen med skatteindtægter. Der skete en politisk modning udenfor Kyiv. Og der opstod lokale civilsamfund som bød ind med ideer og tanker lokalt. Det skete efter 2014 og var helt afgørende i forhold til at skabe et bredt funderet civilsamfund også geografisk. At skabe magt og handlekraft uden for parlamentet i befolkningen. Det funderede magten, så den ikke bare befandt sig centralt i Kyiv, men over hele landet. Der skete en politisk rekruttering lokalt. Det har virkelig været afgørende. Det er noget af det, jeg synes, man skal presse på for at sige til Georgien: I bliver nødt til at overdrage kompetencer til det lokale niveau. Og det vil skabe demokratisering.
Så man behøver ikke at forandre landet med demonstrationer. Man kan bare lave en reel demokratiseringen sammen med EU.
Man behøver ikke at forandre landet med demonstrationer. Man kan bare lave en reel demokratiseringen sammen med EU
_______
Men hvis man ser på, hvor markant en tilkendegivelse det var, når man ser billederne fra Tbilisi, kvinden med EU-flaget og alle menneskerne, der gik på gaden. Og det konstituerede så stort et politisk pres, at det faktisk fik væltet lovforslaget. Så åbner det vel også et handlingsrum for EU. Hvordan synes du, man har grebet det an?
Man har lavet en 12-punktplan, som er rigtig god, hvor man blandt andet skal styrke det Georgiske demokrati, mindske den politiske polarisering og gøre op med oligarkiet. Den skal man holde sig til. EU bruger ikke sin magt på samme måde, som man gjorde i Ukraine. Man er mindre tydelig ift., hvad det egentlig er, det kræver. Men det er enormt vigtigt.
Der er det særlige med Georgien, at i kommunisttiden lod de, som om de var kommunister, og nu lader regeringen, som om de er demokrater for at komme med i EU. Det var måden, de bevarede deres kulturelle selvstændighed på, som en del af et totalitært samfund som det sovjetiske – et imperium med en kommunistisk ideologi. Men problemet er, at nu handler det om ret håndfaste krav som demokrati og retsstatsprincipper – principper som er et krav for at blive en del af EU-systemet. Så det må EU holde fast i, og her er 12-punktsplanen enormt vigtig. Men samtidig må man sige, at perspektivet for, hvad de så får i gengæld for tilnærmelsen, er sikkerhed og beskyttelse fra Rusland. Det ville jeg ønske, at EU var mere tydelige omkring.
Er der et forbehold fra EU måske netop på grund af, at Georgien er et lille land, hvor du samtidig har en simrende konflikt i Sydossetien og Abkhasien. Og du har en meget aktiv konflikt mellem Vesten og Rusland?
Georgiens største udfordring er det geografiske. Det ligger i yderkanten af det europæiske kontinent. Og det, som georgierne siger, er, at de er det ældste kristne folk i Europa med kirker fra 400 år efter Kristus. Det er jo en kæmpe kulturel gave til Europa. Det skal man tænke på. Og det er også det, de prøver at sige. Men det der med at overbevise resten om, at de er en del af EU-apparatet, har de lidt sværere ved. Der er det sikkerhedspolitikken, der afgør, om EU synes, det er vigtigt nok. Her kommer situationen i Ukraine georgierne til undsætning. For EU ønsker ikke at Georgien skal blive et sikkerhedspolitisk hotspot som Ukraine, og det undgår man ved at sikre georgisk integration i EU.
Men selvom sikkerhedspolitikken nu sætter tingene på spidsen, har vi så i virkeligheden ikke formøblet muligheden for at få Georgien med, dengang vi var stærke, i det nogle kalder ’det unipolære øjeblik’, hvor EU gennemførte de andre østudviddelser?
Jeg synes bare, at det er på tide, vi kommer i gang. Om det er det unipolare øjeblik eller ej. Jeg synes sagtens, at man kan gøre det nu, for georgierne forstår meget bedre nu, hvad det er, der bliver krævet af dem.
Før 2014 forstod ukrainerne ikke, hvad det krævede. Før 2014 havde ukrainerne et system, der minder om det georgiske i dag med oligarker osv. Det var jo det kampen på Maidan-pladsen i 2014 også handlede om, nemlig et opgør med oligarkiet, og der var ikke den politiske vilje til nødvendige reformer. Men den har Ukraine nu, og det har Georgien også nu. Det kan godt være, at det politiske system ikke har det, men det georgiske samfund har viljen til at gøre det. De kan se på ukrainerne, hvad de får ud af det.
Det er nu, vi skal gøre det, for det er nu, de er klar. Det er nu, de er begyndt at sige, at de er selvstændige og selv vil føre deres egen udenrigspolitik.
Men hvad med NATO – skulle Vesten have tilbudt Georgien det, før Rusland startede krigen i 2008?
Det er klart. Rækkefølgen burde have været, at man havde sagt ja til Georgien i NATO i 2008, og så skulle der gå mange år, før de kom med i EU, for det var de ikke klar til på daværende tidspunkt.
Man skulle i hvert fald have tilbudt Georgien at være under NATO-beskyttelse. I 2014 skulle NATO være gået ind og have håndhævet Budapest-memorandummet i forhold til Ukraine. Det skulle man have gjort. Og i 2008 skulle man også have sagt spurgt sig selv, hvad man kunne gøre for at beskytte Georgien? Men vi vidste jo ikke, at Rusland ville invadere.
USA var ekstremt meget til stede i østlandene fra 1992 og frem, fordi de førte en inddæmningspolitik i landene omkring Rusland. Så når Kreml beskylder amerikanerne og John Kerry for farverevolutionerne, har det en vis grad af sandhed
_______
Hvor meget fylder NATO-spørgsmålet og det sikkerhedspolitiske spørgsmål i forhold til EU i den georgiske diskussion, når du taler med folk?
Tidligere fyldte NATO, men i dag fylder EU mere. Tidligere var Georgien meget mere USA-orienteret. Og USA har jo hele tiden været ret meget til stede i Georgien, ligesom USA var ret meget til stede i Ukraine. Meget mere end EU var. USA var ekstremt meget til stede fra 1992 og frem, fordi de førte en inddæmningspolitik i landende omkring Rusland. Så når Kreml beskylder amerikanerne og John Kerry for farverevolutionerne, har det en vis grad af sandhed.
Har det?
Kreml siger jo, at Rose-revolutionen og den orange revolution var finansieret af amerikanerne.
De siger vel nærmest, at den var ansporet af amerikanerne?
Det var den ikke. Men det civilsamfund, som blev bygget op gennem 90’erne efter Sovjetunionens kollaps, blev til dels finansieret af amerikanske penge. Det var ikke med den målsætning at skabe revolution, men det var med den målsætning at skabe et stærkt civilsamfund.
USA varetog bare den sikkerhedsopgave, som EU ikke var parat til endnu. EU var reelt ikke klar med en udenrigspolitik før 2009-2010, hvor EUs udenrigstjeneste blev skabt og hvor man lavede en naboskabspolitik.
Så du kan ikke rigtig anklage USA for at gøre det. For USA udfyldte et hul og nudgede endda EU til at komme i gang. Jeg var i Moldova i 2015, hvor der var valg, og USA var så træt af, at det var dem, der skulle reklamere for fordelen ved en udenrigspolitisk retning mod EU. For EU havde dengang en ide om, at man ikke ville blande sig ved at reklamere for EU. EU var ikke en geopolitisk aktør, så USA reklamerede for EU, fordi det ville EU ikke selv. Det er først nu, at EU får alvor er trådt karakter som geopolitisk aktør og åbent formulerer det. I 2015 var det nærmest et fyord i EU.
Skal man forstå de her 30 år, så skal man forstå, at EU har udviklet sig sideløbende med, at relationen til naboskabet har udviklet sig. Man kan sige, at EU burde have handlet anderledes dengang, men EU var ikke, hvad EU er i dag.
Jeg var i Moldova i 2015, hvor der var valg, og USA var så træt af, at det var dem, der skulle reklamere for fordelen ved en udenrigspolitisk retning mod EU. For EU havde dengang en ide om, at man ikke ville blande sig ved at reklamere for EU
_______
Så EU har først fået som målsætning forholdsvis sent at påvirke nabolandene – herunder de tidligere sovjetlande – til at blive demokratiske og på sigt kandidatstater til medlemskab?
Det skete især i 2009, da EU lavede det østeuropæiske partnerskab, hvor de seks lande, som indgik i dette partnerskab, blev præsenteret for et princip om less for less, more for more. Og det betyder, at landets tilknytning til EU bliver stærkere, jo flere reformer landet gennemfører med de privilegier det giver i forhold til markedsadgang, økonomisk og teknisk støtte, samt visa-liberalisering.
Men det betyder også, at landene begynder at arbejde med deres standarder og skaber nogle institutioner, som er baseret på retsstatsprincipper. Så der opstår i østlandene en form for harmonisering mod EU – væk fra Rusland. Og det, som er spændende, er at kigge på et land som Moldova – og i det hele taget alle naboskabslandene – der på ganske få år, begyndende i 2014, vender hele handlen fra Rusland til EU – op mod 70 pct. Det gjaldt selv i sådan et område som Transnistrien, den her pro-russiske udbryderrepublik i Moldova.
Det gælder dog ikke lignende republikker i Abkhasien og Sydossetien i Georgien, men de andre begynder simpelthen at øge sammenhandlen med EU og producerer fx vin, som kan leve op til EU-standarder. Østlandene begynder at vende skuden fra Rusland og mod EU. Men det, der er også sket gennem 00erne, er, at Ruslands økonomi vokser enormt meget. De har den her tilkøbte modernitet, og det vil sige, de er også meget tiltrækkende for alle mulige eliter i østlandene. Rusland var en magnet af rigdom – også for georgierne – men økonomien begynder at stagnere i Rusland efter 2010, og derfor bliver de mindre attraktive.
Så det er lige så meget en stagnation i Rusland, som skubber på østlandenes tilnærmelse til EU?
Ja. Og så kommer Putin til igen, og man kan se, at Medvedev ikke bliver den reformator, som man troede. Og så lige pludselig mister det attraktionen, og befolkningerne i øst begynder også at se, hvad der sker derovre i EU. Det er ikke bare LGBT-rettigheder, fri sex og alle de ting der.
Hvor meget fylder de spørgsmål om fx LBGT? Vi taler jo forbavsende lidt om de kulturelle kløfter til det Østeuropa, som vi gerne vil invitere ind i EU.
I dag betyder det ikke så meget, men det betød rigtig meget både i Ukraine, Moldova og Georgien. Og man skal forstå, at dels har der jo aldrig været en seksuel revolution, som der har været i vores lande. De har levet med en påtvunget ideologi under kommunismen, og efter selvstændigheden får de så mulighed for at få deres religion tilbage, og de tager imod den med kyshånd.
Men det bliver brugt politisk af Putin til at fortælle, hvorfor man ikke skal vende sig mod Vesten. Så det bliver et politisk redskab i den her magtkamp mellem øst og vest. Men det er også et politisk redskab, som har en resonans i befolkningerne.
Det har det?
Ja, det har det. Og det er måske også for meget at forvente. Kulturelle rettigheder er noget, der skal diskuteres og debatteres på hjemmebanen. Det er ikke noget, man bare kan eksportere. Samtidig er der mulighed for at søge oprejsning ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Kulturelle rettigheder er noget, der skal diskuteres og debatteres på hjemmebanen. Det er ikke noget, man bare kan eksportere
_______
Du talte du om de nye krav, vi er begyndt at stille over for østlandene, herunder Georgien og Ukraine, men er det ikke kilde til splittelse, når vi slækker sådan på kravene, fx når det kommer til retstilstande i fx Polen og Ungarn? Kan man ikke forestille sig, at Georgien og Ukraine måske ville være utilfredse, hvis de indgår i en meget omfattende proces i forhold til at imødekomme de mange krav, mens de kan se, at EU udviser stor fleksibilitet eller elastik for Polen og Ungarn. Bliver det ikke et problem?
Jeg tror, det er meget vigtigt, at man siger, at vi har nogle principper, og vi har nogle værdier. Vi har lidt en tendens til at blande dem i en pærevælling. Men der er nogle forudsætninger, som er helt nødvendige for, at man er en del af det frie marked, og det er retsprincippet. Det kan vi ikke gå på kompromis med. Eller hvis demokrati, ytringsfrihed, medierne uafhængighed bliver undertrykt som i Ungarn. Men kulturelle rettigheder er sådan set ikke en forudsætning for den fri bevægelighed, selvom mange der bliver diskrimineret nationalt, formentlig vil flytte sig.
Der, hvor jeg ser problemet, er, at vi har for mange forbehold. Vi har tøvet med at optage Ukraine, fordi vi er bange for, at det samme sker som i Polen. Men netop det, der sker med Polen, er, at vi ikke går på kompromis. Vi kører sager mod Polen, og vi holder også EU-penge tilbage. Så der er ikke carte blanche.
Er der noget med LGBT-rettigheder i EU, så er det op til den enkelte person at føre sagen ved den europæiske menneskerettighedsdomstol eller forme sig i foreninger, der kan kæmpe og debattere den sag. Og tilsvarende, hvis vi i Danmark gør noget på det område – fx krænker retten til familielivet, i forhold til flygtninge, kriminelle eller andet – så føres sagerne også dér, eller vi former foreninger, der debatterer den sag, der i sidste instans kan påvirke det politiske system.
Men der, hvor man ikke kan gå på kompromis i EU, er på retsstatsprincippet. For det er forudsætningen for hele sammenspillet mellem stater. Det er et interstatsligt problem. Hvordan man behandler sine minoriteter derimod, er ikke et direkte interstatsligt problem, selvom det er et demokratisk problem og et brud på EUs grundlæggende rettigheder, som de er formuleret i Lissabontraktaten.
Så hvis vi parkerer det kulturelle spørgsmål og siger, at det kører på sit helt eget selvstændige spor: Kommer EU til at ændre sig politisk og juridisk – fx den måde, vi træffer beslutninger på, og måske kan blokere beslutninger på, hvis vi udvider med fx Ukraine og Georgien, men også med lande i Balkan som fx Serbien?
Jeg vil jo sige, at det er vigtigt, at Ukraine og Georgien bliver medlemmer, men det kan godt være, at de ikke bliver fuldgyldige medlemmer fra starten, men først bliver fuldgyldige medlemmer den dag, de overholder de principper. Således at man laver en anden form for optagelsesprocedurer, end den vi havde med de baltiske lande, Polen og Ungarn. Det samme skal vi gøre på Balkan.
Vi bliver nødt til at sige: Det kan godt være, at I ikke er klar til en fuld optagelse, men vi skal bruge vores transformative kraft, når man er inde i EU, fremfor når man er ude. Og det betyder, at man skal designe en proces, hvor du skal have en uafhængig dommerstand, frie valg og frit marked. Så du overholder Københavnskriterierne, og du får først fuld stemmeret som medlem, når du overholder dem.
En idé om, at hvis du ikke overholder retssagsprincipperne, så ryger du ud af det samarbejde, der handler om den fri bevægelighed. Så kan du sidde med ved møderne, men du har ikke beslutningsret. For det er vigtigt at inkludere og skabe et samlet Europa, hvor der ikke opstår geopolitiske magttomrum, der giver en ondsindet aktør mulighed for at skabe ravage som med Ukraine. Hvor vi ikke har et asymmetrisk interesseforhold, i forhold til hvor vigtig Ukraine er. Hvor vi ikke har fortalt Rusland, at Ukraine er lige så vigtig for os, som det er for jer. ■
Jeg vil jo sige, at det er vigtigt, at Ukraine og Georgien bliver medlemmer, men det kan godt være, at de ikke bliver fuldgyldige medlemmer fra starten, men først bliver fuldgyldige medlemmer den dag, de overholder de principper
_______
Charlotte Flindt Pedersen (f. 1965) er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab og ansvarshavende redaktør for Udenrigs. Hun er cand.mag i østeuropastudier og samfundsfag med speciale i minoritetsstudier fra Københavns Universitet. Hun har en lang karriere bag sig i Institut for Menneskerettigheder, hvor hun blandt andet har været international chef.
ILLUSTRATION: Tbilisi i Georgien, 24. juni 2022: Demonstranter med georgiske flag, Ukraines flag og EUs flag går på gaden, efter at den georgiske regering undgik at få EU-kandidatstatus sidste år [FOTO: Vano Shlamov/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
