Christopher Arzrouni: Nej – virksomhederne skal ikke redde verden
01.08.2023
Mennesker har mange forskellige mål. Alle kan have ret. Selv politikere har svært ved det. Hvordan skulle virksomheder så kunne løse cirklens kvadratur?
Kronik af Christopher Arzrouni
I GAMLE DAGE sagde Gordon Gekko de berømte ord: ”Greed (for the lack of a better word) is good” [i filmen Wall Street (1987), instr. Oliver Stone, red.]. Nu hedder det “green is good” og ”go woke or go broke”. Eller gør det?
Jeg er aktionær i den danske ingrediensvirksomhed Chr. Hansen Holding A/S. Den producerer bl.a. farvestoffer til fødevarer. Det har været en fremragende forretning at være medejer i 15 år. Især hvis jeg ser bort fra, at kursen har stået i stampe i de seneste fem. I stedet for kursgevinster har jeg så kunnet dulme ærgrelserne med glade budskaber om, at Chr. Hansen er blevet kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed og samtidig har brandet sig som LGBTQ-venlig. Det sidste har nok glædet HR-afdelingen mere end aktionærerne. Og det har nok allermest glædet den ansatte ledelse og deres kommunikationsfolk, som har deltaget i alverdens konferencer og opnået stjernestatus blandt ligesindede.
Nu er LGBTQ-markedsføringen slut. Chr. Hansen fik kolde fødder, da en række ”samarbejdspartnere i USA” var mindre begejstrede.
Og hvor Chr. Hansen før var en medie-darling, er de nu til grin for deres fejlslagne ”pink-washing”. Ikke mindst fordi andre virksomheder står fast.
Kunne det være gået anderledes? Det er i hvert fald farligt at være højprofileret. Når man sætter sig op på en høj hest, gør man sig til legitimt mål for kritik. Og hvis en virksomhed pludselig skal vælge mellem kunder og image, kan det kun gå galt.
Nu er det alligevel også snart slut med Chr. Hansen som selvstændig virksomhed. En fusion med Novozymes er ved at blive gennemført. Som lille aktionær læner jeg mig tilbage og lader de store aktionærer varetage rollen som kritiske ejer. De er bedre end jeg til at vurdere om en virksomheds strategi kan betale sig. Derfor går jeg heller ikke så meget op i, om virksomheden er woke eller ej. Den skal bare tjene penge til mig. Kan den gøre det ved at være ”progressiv” – eller det modsatte – er jeg 100 pct. ligeglad.
Mit eget formål er profit. Og jeg formoder, at profitten er truet, hvis virksomheden engagerer sig mere i samfundsmæssig imagepleje end i at tilfredsstille kunderne. Derfor er woke-diskussionen en relevant indikation for, om virksomheden primært drives for at pleje ejernes interesser.
Men jeg gør mig ingen illusioner om min magt som lille aktionær. For ja, de fleste virksomheder er styret af lønmodtagerne i direktionen, og ejerne er ikke altid dem, der bestemmer farten. Ikke engang de store ejere. Og det kan desværre godt være et problem. For ansatte direktører risikerer at prioritere deres egne kæpheste over ejernes.
Det fik økonomen Milton Friedman til at erklære, at ”the business of business is business”.
Eller rettere, at ”the social responsibility of business is to increase its profits”. Profitten er det, som virksomheden skaber til gavn for resten af samfundet. Profitten er belønningen for at skabe noget, kunderne vil have. Og virksomhedslederen er blot en person, som handler på vegne af ejerne. Ejerne må afgøre, hvad der skal ske med profitten, i fald der er nogen. Det er ejeren – ikke den ansatte direktør – der skal være godgørende med virksomhedens penge.
Friedmans tilgang er ikke så populær i erhvervslivet, som nogle skulle tro. Tværtimod. Tanken om, at ”the business of business is business” har været under angreb i mange år, ikke mindst fra World Economic Forum (WEF). Det er en privat organisation, som hvert år i januar arrangerer et velbesøgt møde for alverdens erhvervsledere i den schweiziske by Davos. Jeg har deltaget tre gange og nydt showet i fulde drag.
WEF er som en privat psykedelisk udgave af FN, fyldt med kongeligheder fra europæiske lande, politikere fra den fri verden og autokrater fra lande som Aserbajdsjan, Kina, Saudi Arabien. Alt sammen for at danne rammen om den herlige fortælling, at erhvervsliv og politikere har ansvaret for at samarbejde om en bedre verden.
Det kan de måske også. Spørgsmålet er så bare: Hvis verden?
_______
Milton vs. Schwab
WEF er som en privat psykedelisk udgave af FN, fyldt med kongeligheder fra europæiske lande, politikere fra den fri verden og autokrater fra lande som Aserbajdsjan, Kina, Saudi Arabien. Alt sammen for at danne rammen om den herlige fortælling, at erhvervsliv og politikere har ansvaret for at samarbejde om en bedre verden. Det kan de måske også. Spørgsmålet er så bare: Hvis verden?
Vi kan alle blive enige om at ville ”det gode”. Vi kan bare ikke nødvendigvis blive enige om, hvordan ”det gode” ser ud. Er det gode f.eks. pink? Ikke nødvendigvis i alle af de lande WEF inviterer ledere fra.
Når jeg henviser til World Economic Forum skyldes det organisationens selviscenesættelse som drivkraften bag den såkaldte stakeholder-kapitalisme, hvor virksomheden i dialog med omverdenen søger at opnå ”samfundsmæssige mål”. WEF-stifteren, Klaus Schwab, ser denne form for kapitalisme som et alternativ til Milton Friedmans kapitalisme-forståelse, der som nævnt bygger på, at virksomheden – i sin drift – udelukkende står til ansvar over for ejerne.
Friedmans budskab provokerer mange erhvervsledere, som er engagerede i deres samfund. Derfor har mange sympati for Klaus Schwabs kritik. I Schwabs lille skift ”Davos Manifesto” erklærer han, at ”at virksomheder skal betale deres skatter, udvise nultolerance over for korruption, overholde menneskerettighederne i alle deres globale produktionsled og bakke op om et konkurrencedygtigt og fair marked – især når det gælder platformsøkonomien” (link).
Friedman ville være helt enig. Problemet opstår, når Schwab mener, at resultaterne ikke kun skal måles ved afkastet til aktionærerne, men også på miljø, sociale forhold og ”good governance”. F.eks. skriver Schwab: ”I forhold til det nye interessentparadigme bør lønningerne (…) tilpasses de nye mål for langsigtet, fælles værdiskabelse”. Men hvordan opgør man det? Her vil Milton Friedman lade ejerne bestemme efter forhandlinger med de ansatte. Ét fælles samfundsmæssigt mål for lønudviklingen er umuligt. Og tilsvarende gælder på andre områder.
Mennesker har mange forskellige mål. Og virksomhederne kan ikke forene dem. Nogle ser f.eks. homoseksuelle som alle andre borgere, der har krav på respekt. Andre er skeptiske i forhold til homoseksuel aktivisme, hvis den rækker ud mod børn. Alle kan have ret. Og derfor er vore mange mål svære at forene. Selv politikere har svært ved det. Hvordan skulle virksomheder så kunne løse cirklens kvadratur?
Friedman fremhæver det demokratisk problematiske i, at virksomhedernes ansatte direktører sætter sig i staternes sted og prøver at fordele goder og fremme bestemte værdier. ”Hvis de skal være offentligt ansatte, så må de udvælges gennem en politisk proces,” konkluderer Friedman, der ser mange påstande om socialt ansvar som et skalkeskjul for at opnå politiske fordele på bekostning af samfundet.
Friedman fremhæver det demokratisk problematiske i, at virksomhedernes ansatte direktører sætter sig i staternes sted og prøver at fordele goder og fremme bestemte værdier
_______
Lad virksomhederne være virksomheder
De mest forkælede virksomheder gennem det seneste årti er de såkaldt ”grønne” virksomheder. I klimaets navn har de både fået tilskud og god presse. Det skal være dem vel undt i den udstrækning, deres produkter virkelig har gjort en positiv forskel for kloden. Men også her sidder man tilbage med en fornemmelse af ”green-washing”. Tilsvarende gælder det for ”pink-washing”. Hvis en virksomhed tror, den kan opnå politiske fordele ved en bestemt tilgang til seksualitet, gør virksomheden sig også sårbar.
Og i den nuværende sikkerhedspolitiske situation skal virksomheder være ekstra forsigtige med at blive involveret i konflikter. I forbindelse med krigen i Ukraine har virksomheder nok engang befundet sig på hver side af frontlinjen – kappet over i to, med aktiviteter i begge lejre. Det har bl.a. Rockwool og Ecco måttet høre for. Skulle de sige farvel til store investeringer i Rusland, overlade dem til Putins venner i oligarkiet for en slik? Eller skulle de drive aktiviteterne videre?
Selv når virksomhederne har gode hensigter, kan de blive beklikket. Jeg arbejder selv i en virksomhed i tobaks- og nikotinindustrien. Vi har et erklæret mål om at komme væk fra de produkter, som brugerne dør af: cigaretter. Vi vil hellere sælge røgfri produkter, som nok er forbundet med afhængighed, men som i det mindste ikke giver lungekræft og hjerte-kar-sygdomme. Men ak, mine gode hensigter bliver beklikket, for tobaksvirksomheder skal per definition være onde. Og vi hopper ellers på tungen for at leve op til allehånde gode samfundsmæssige mål.
Det er ikke nemt at være virksomhed. Men det bliver nemmere, når målet er klart: profit gennem glade kunder. Hvis man skal være venner med alle, risikerer man at blive venner med ingen. Chr. Hansen kan tale med om, at stakeholder-kapitalismens ikke er en garanti for harmoni. Hvis nogle elsker LGBTQ-segmentet, men andre bliver efterladt kolde og negative, er den gode sag pludselig en opskrift på konflikter og svigtende profit. Læs: dårligere overlevelsesmuligheder.
Jeg går ikke op i, at virksomheder skal vise ”værdier”. Men hvis man leder efter et moralfilosofisk fundament for virksomheder, kan man faktisk godt finde et, som er særdeles relevant. Den vigtigste værdi for en virksomhed består i at formidle samarbejde på et marked – mellem mennesker, der ikke nødvendigvis kan fordrage hinanden.
I det lukkede samfund – stammesamfundet – kunne man alene samarbejde med mennesker, man var opvokset med, og som man delte værdier med. I det åbne samfund – markedssamfundet – er vi blevet i stand til at samarbejde med mennesker, vi aldrig har mødt, og måske aldrig kommer til at møde. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi koncentrerer os om det vigtigste: Har du noget, jeg vil have? Har jeg noget, du vil have? Og kan vi handle?
I mindre målestok behøver jeg ikke vide, om min pakistanske grønthandler og jeg er enige om andet end prisen på gulerødderne. Kan han lide homoseksuelle? Det må han selv om. Kan han lide min måde at betale skat på? Det må han overlade til myndighederne.
Det er hverken forkert eller markedsforvridende i sig selv, at virksomheder vil være mere end virksomheder (så længe de opererer på et marked og ikke overtager det politiske system). Men hvis virksomheder vil være mere end virksomheder, går de glip af nogle af deres indbyggede fordele – nemlig at de kan overlade det til medarbejdere, kunder og andre at have bestemte politiske præferencer.
Man kan drage en lidt dårlig parallel til dengang, det blev muligt at etablere aktieselskaber som selvstændige juridiske personer – enheder, der kunne gå fallit, uden at deres ejere behøvede at gøre det. Denne armslængde mellem ejerne og virksomheden, muliggjorde en enorm vækst. Virksomhederne fik frihed til at afprøve markederne – og til at gå fallit, uden at ejerne skulle hæfte for mere end den indskudte kapital. Vestlig kapitalisme er bygget på dette skel mellem virksomheder som juridiske personer og de enkelte ejere som investorer og privatpersoner. Tilsvarende kan man sagtens være (med)ejer af en virksomhed, uden at skulle stå inde for alt hvad virksomheden i øvrigt gør. I en upersonlig markedsøkonomi kan man netop undgå, at ejerne/investorerne skal stå inde for alt, hvad virksomheden finder på. Det frigiver virksomhedens kreative potentiale.
Chr. Hansens problem var ikke dårlig PR eller misforstået kommunikation. Den slags er blot instrumenter eller håndværk. Chr. Hansens problem var langt dybere. Da de ville være mere end en virksomhed, blev de også bedømt som mere end en virksomhed. Da de ville være ”værdibærere” blev de også bedømt på, om de havde værdier. Og hvilke værdier, egentlig har, ved man reelt først, når de bliver afprøvet. Da det skete, valgte Chr. Hansen så at være en almindelig virksomhed alligevel.
Det er fristende for virksomheder at prale. Men det gamle ordsprog gælder stadig: Skomager bliv ved din læst. ■
Chr. Hansens problem var ikke dårlig PR eller misforstået kommunikation. Da de ville være ”værdibærere” blev de også bedømt på, om de havde værdier
_______
ILLUSTRATION: Børsen i New York, 18. januar 2023 [foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
