Eva Smith i Interviewserien: Det, der gør mig forhåbningsfuld, er borgernes faldende tillid til regeringen. Det viser, at vi er opmærksomme på, at vi bevæger os i den gale retning
27.04.2023
”Man vil simpelthen ikke tage ansvaret på sig. Det synes jeg er skidt for udviklingen, fordi når skandalesagerne så rammer, vil ingen påtage sig ansvaret. Hverken ministre, embedsmænd eller andre. Det kan vi ikke have i et retssamfund.”
Interview af Anton Leopold Krogh
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Eva Smith, som er dr.jur. og professor emerita ved Københavns Universitet.
RÆSON: Du har været professor i mange år, en markant stemme i den offentlige debat i lang tid, og har også haft en masse tillidsposter. Hvis du skulle sætte nogle ord på udviklingen i retsstatens tilstand, hvad ville du så fremhæve?
SMITH: Jeg synes, det er gået tilbage med retssikkerheden på adskillige punkter. Politikerne lytter ikke længere til sagkundskaben.
Vi oplevede det allerede for nogle år siden, da Søren Pape var justitsminister. Han besøgte Københavns Universitet som gæstetaler, hvor han holdt foredrag om strengere straffe og andre retspolitiske ting. En studerende spurgte ham, om han ikke vidste, at strengere straffer ifølge forskningen ikke hjælper. Hans svar var, at det vidste han godt, men at det her er jo politik. Det synes jeg er sørgeligt.
Og vores nye justitsminister siger jo præcis det samme. I et demokrati som vores, hvor folk er veloplyste, vil det være mere passende at fortælle befolkningen, hvad der hjælper, og hvad der ikke hjælper. Især fordi jeg går ud fra, at de gerne vil hjælpe ofrene. Også de kommende ofre. Og hvis det forholder sig sådan, at jo længere vi spærrer en mand ind, jo mindre sandsynligt er det, at han ændrer spor, når han kommer ud, lægger vi jo vejen åben for kommende ofre.
Dengang jeg var i det kriminalpræventive råd, var der en mor, der sagde, at hun havde mistet sit barn. Hun fortalte mig: “Jeg er sådan set ligeglad, hvad I gør og hvor meget straf, han får. Jeg får ham jo ikke tilbage igen, men hvis der er noget, I kan gøre, så en anden mor ikke kommer til at stå i min situation, så gør det.”
Efter de forfærdelige angreb i USA i 2001 (9/11-angrebene, red.) vurderede politikerne, at de ikke havde tid til at vente på juridiske udvalg, der sidder der og kulegraver tingene og ser på, hvad man gør i andre lande
_______
Nu har vi talt en del om retssikkerheden. Hvad hvis vi kigger bredere på retsstatens tilstand?
Ja, der er sket ændringer i lovgivningen, der generelt har skadet retsstatens tilstand. Tidligere havde man jo en række råd: strafferetsplejeudvalget, straffelovrådet og retsplejerådet. De tre råd forberedte lovgivningen. Der sad dommere, advokater, anklagemyndigheden, universitetsfolk, folk fra centraladministrationen og forberedte lovgivningen på strafferet. Det var for mig at se en ideel måde at gøre det på, fordi vi jo alle var jurister og derfor kendte området indgående. En forsvarer kan godt forstå, hvorfor anklagemyndigheden gerne vil have nogle bestemte ting.
Jeg synes, vi ofte har nået nogle meget fornuftige kompromisser. De kompromisser blev til politiske anbefalinger, og det blev så udmøntet i et lovforslag, som ofte gik igennem i Folketingssalen.
Hænger det sammen med det, du nævnte før om at lytte til fagkundskaben? At du oplever, at politikerne i stigende grad ikke lytter til eksperterne?
Efter de forfærdelige angreb i USA i 2001 (9/11-angrebene, red.) vurderede politikerne, at de ikke havde tid til at vente på juridiske udvalg, der sidder der og kulegraver tingene og ser på, hvad man gør i andre lande. I stedet siger de, at vi skal hurtigt have lavet noget lovgivning, og så nedsætter de et lille effektivt udvalg kun bestående af anklagemyndighed, politi og justitsministeriets folk. Og de forbereder så terrorpakke 1 og terrorpakke 2.
Sådan har det faktisk været lige siden. De andre udvalg er lige så stille døet en stille død. Og ja, man bliver alligevel spurgt. For når der kommer et nyt lovforslag, så bliver domstolene spurgt, anklagemyndigheden bliver spurgt og forsvarerne lige så.
Men det er jo bare noget andet at komme ind bagefter, når forslaget allerede ligger der. Det er jo meget begrænset, hvor meget nogen har lyst til at ændre på det, man nu er blevet enige om. Det er noget helt andet at være med fra starten.
Hvilken betydning har det så haft for lovgivningen?
Det har så haft en betydning for forskellige ting, som har været selvfølgelige for os. Enten fordi det kan være grundlovssikret eller konventionssikret – eller det kan bare være noget, vi altid har gjort som fx lighed for loven. Det står der faktisk ikke nogen steder, men det har vi bare altid ment var en meget vigtig ting i vores retssamfund. Det er blevet skubbet lidt til side.
Se fx på den nuværende lov, hvor man administrativt kan tage statsborgerskabet fra folk, der er rejst til Syrien, selvom det altid har været en sag for domstolene. Det har jo så ført til en anden praksis. Der er flere, der har fået frataget deres statsborgerskab. Et andet eksempel er, at man har krav på en 14 dages frist for at komme til domstolen, når der er en sag om statsborgerskab. Der skal være mulighed for domstolsprøvelse af administrative beslutninger efter grundloven, så det er helt naturligt. Men så står der ovenikøbet i forarbejderne, at hvis du selv har bragt dig i en situation, hvor du ikke kan tilgå dine e-mail eller statstidende, så gælder den frist alligevel. De sidder dernede i fangehuller og kan ikke tilgå det. Det er jo helt urealistisk, at de skulle kunne det. Så den frist betyder jo, at man rent faktisk ikke rigtig kan gøre noget ved det, medmindre man har familie i Danmark, der kan handle på ens vegne.
Så i virkeligheden har den udvikling, du beskriver, haft betydning for tolkningen af loven?
Ja.
I et indlæg, du havde i Altinget den 12. februar, skriver du, at du i de senere år personligt har følt en snigende utryghed over for myndighedernes ageren. Hvad er det, der helt konkret har fået den følelse til at opstå hos dig?
Det er i høj grad kommet i forbindelse med alle de sager, der er dukket op over de seneste år, særligt under Mette Frederiksens første regering. Jeg synes bare, at de sager træder på så mange ting, som vi hidtil har været enige om, at sådan gør vi i hvert fald ikke i Danmark. For eksempel hemmelige retssager.
Den voldsomme udvikling er sket under Mette Frederiksens regering. Det er jo der, der virkelig er sket et skred i det her. På en måde, vi ikke har kendt før
_______
Man må ikke glemme, at der står i grundloven, at der så vidt muligt skal være åbne døre. Det står i alle menneskerettighedskonventioner, fordi det, at det kommer åbent frem, er den tiltaltes allerbedste beskyttelse af vedkommendes retssikkerhed. Det er i lande som Hviderusland og Rusland, at vi ser sager mod folk, som foregår for lukkede døre. Ingen aner, hvad de har gjort, og hvad de er dømt for. Det er lande, vi ikke bryder os om at blive sammenlignet med.
Mange af de sager har også fyldt meget i mediebilledet. Jeg nævner bare: Inger Støjbergs instrukssag, minkskandalen, FE-sagen, Samsam-sagen, Claus Hjort-sagen. Mange oplever måske, at der har været en stigning i antallet af sådanne sager. Er det korrekt opfattelse, at der er kommet flere – eller handler det i højere grad om opmærksomheden på dem?
Min klare fornemmelse er, at der er kommet flere.
Vi har da aldrig set så mange sager om efterretningstjenesterne. Jeg tror, at når der har været noget, så har man lige så stille klaret det bag lukkede døre. Også fordi det her betyder jo noget for vores allierede. Hvad tænker de, når de ser sådan noget som det her? Og i Samsam-sagen betyder det jo virkelig noget. Hvordan vil du rekruttere nye folk, hvis de ser, at du bare bliver dumpet og risikerer at blive efterladt i otte års fængsel i et andet land, uden at nogen hjælper dig? Jeg tror, at man i meget høj grad, når der har været en slags sager, har klaret det ved at flytte rundt på folk, afskedige dem eller noget tredje, hvis det var det, der skulle til.
Nu har du nævnt både 2001 og Mette Frederiksens første regering. Hvornår ville du pege på, at der er sket den største udvikling?
Den voldsomme udvikling er sket under Mette Frederiksens regering. Det er jo der, der virkelig er sket et skred i det her. På en måde, vi ikke har kendt før. Bare starten på Findsen-sagen er et godt eksempel: Hele toppen af Forsvarets Efterretningstjeneste bliver sendt hjem på grund af tilsynsmyndighedens opfattelse, der bygger på, hvad en whistleblower åbenbart har fortalt dem, at FE skulle have givet USA oplysninger om danske statsborgere. Disse oplysninger kommer jo nok fra de kabler, der går gennem Danmark. De kabler har vi haft kendskab til lige siden 2013, hvor Snowden fortalte os det.
Whislebloweren kender selvfølgelig ikke de specifikke aftaler omkring de kabler, fordi han sidder længere nede i hierarkiet, men han har opsnappet forskellige ting. Hans fornemmelse var, at man gennem kablerne har lyttet til samtaler, man ikke burde have adgang til. Det fortæller han så tilsynet, og det bliver de meget ophidsede over. Men ifølge Findsens bog, så foreslog han, at man holdt et møde og talte om tingene, før man tog det drastiske skridt og sendte hele ledelsen hjem. Men der sagde ministeren: “Næ, næ, næ, I kan bare offentliggøre jeres rapport”. Og så blev de sendt hjem – og så kommer der jo senere en undersøgelse af tre landsdommere, der fuldstændig frikender de hjemsendte.
I Samsam-sagen betyder det jo virkelig noget. Hvordan vil du rekruttere nye folk, hvis de ser, at du bare bliver dumpet og risikerer at blive efterladt i otte års fængsel i et andet land, uden nogen hjælper dig?
_______
Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt mere om forholdet mellem jura og politik. Ser du en tendens til, at de to bliver blandet mere sammen?
Ja, også fordi der er sket det, at vi har fået en ny type embedsmænd. Tidligere var det jo sådan, at embedsmændene stod på lovens side; de stod kraftigt på juraen. I Danmark har vi neutrale embedsmænd, der ikke skiftes ud med skiftende regeringer. Det har jeg altid syntes var en god idé. For det vil nemlig sige, at de ikke alene kender grundloven og konventionerne, men også vores retstradition; hvordan vi plejer at gøre det. Men det betød jo selvfølgelig, at nogle gange kom ministeren og sagde, at jeg gerne vil gøre sådan og sådan. Men så kunne departementschefen sige, at det synes han måske ikke lige var en god idé. Det irriterede selvfølgelig ministrene.
Men nu er der kommet en ny type embedsmænd. De tænker simpelthen mere politisk. De tænker først og fremmest på, at man altid skal forsøge at få det igennem, som ministeren vil have. Om ikke andet så må man skrive sig ud af det.
Det relaterer til en udtalelse fra den daværende departementschef i Fødvareministeriet, som har forklaret, at “lovhjemmel ikke var top of mind”. Hvad siger sådan en udtalelse om retsstatens tilstand?
Det er bare så sort snak for mig at høre sådan noget fra en departementschef. Det er det første, vi lærer vores studerende på første år på jurastudiet: hjemmel, hjemmel, hjemmel. Det skal der bare være! Det må stå på side ét i departementschefernes grønspættebog om, hvordan man skal opføre sig som departementschef: lovhjemmel. Så det er simpelthen så sort, hvordan det er gået til, at der har siddet fem departementschefer, og ingen af dem har haft fingeren oppe og sagt noget. De ved jo ovenikøbet, at man behandler et forslag, som ikke var forberedt. Det er noget helt nyt, man finder på nu.
Jeg er også helt målløs over, at departementschefen i Statsministeriets opførsel. Da hun forstår, at man nu har vedtaget det her, men at det ikke var forberedt, så ved hun, at det ikke er undersøgt, om der er lovhjemmel eller ej. Hvorfor i alverden undersøger hun det så ikke? Hun kan bare sige til sine ansatte, at der er tid til kl. 16 i morgen: Vi er nødt til at vide, om der er lovhjemmel. Det havde jo været så nemt, når man så fandt ud af, at det var der ikke. Det havde været så nemt for statsministeren at stå frem og sige, det er en meget, meget farlig situation, vi står i. Vi slår nu de mink ned, vi har mulighed for med den nuværende lovgivning, og så går vi i gang med en hastelov, så vi også kan slå de resterende mink ned.
Jeg hører dig lidt sige, at det faktisk er et symptom på den nye type embedsmand. Og at man ikke kunne forestille sige denne proces under tidligere regeringer, hvor traditionen for embedsværket så anderledes ud?
Nej, det har jeg i hvert fald meget svært ved at forestille mig. At man ikke med det samme havde sagt, at vores fremmeste opgave er at sikre lovhjemmel.
Nu er der kommet en ny type embedsmænd. De tænker simpelthen mere politisk. De tænker først og fremmest på, at man altid skal forsøge at få det igennem, som ministeren vil have
_______
I forhold til FE-sagen har der jo også været en masse polemik omkring den politiske indblanding. På et lidt mere generelt plan er det et spørgsmål om, hvem der træffer beslutningerne, og hvornår de bliver taget. Med andre ord kan man sige, at det virker uigennemskueligt. Er det en analyse du deler, og i så fald, hvad gør denne uigennemskuelighed i processen for borgernes retsfølelse?
Jeg mener også, at det virker uigennemskueligt. Hvem er det egentlig, der bestemmer, og hvem er det, man vil beskytte?
Altså hvem er det, man vil beskytte i fx Samsam-sagen? De tre partier, der nu sidder i regeringen, var inden valget enige om, at den sag skulle undersøges. Så sidder man og snakker sammen på Marienborg, og nu synes man pludselig ikke, at den skal undersøges. Der er ikke nogen god forklaring på det. Det nærmeste justitsministeren er kommet det, er sådan en underlig, ulden forklaring om, at naturligvis overholder efterretningstjenesterne loven. Jeg tror, at det bidrager til folks fornemmelse af, at tingene ikke går rigtigt for sig.
Der melder sig nogle spørgsmål: Hvor meget er statsministeren inde over? Hvem rådgiver hende? Det er næsten umuligt at finde ud af, hvem der egentlig kører showet.
Hvor meget er statsministeren inde over? Hvem rådgiver hende? Det er næsten umuligt at finde ud af, hvem der egentlig kører showet
_______
Udfordrer den undren – altså det, at spørgsmålene melder sig – borgernes retsfølelse?
Ja, det tror jeg bestemt. Man kan også se, at tilliden til denne regering er historisk lav. Det tror jeg hænger sammen med de mange ubesvarede spørgsmål. Hvorfor er tingene pludselig anderledes efter valget, uden at nogen vil fortælle os hvorfor?
I forhold til Samsam-sagen er der jo også kommet et ærligt menneske frem for at sige, at Samsam altså har været agent. Den pågældende har faktisk været hans kildefører. Med det samme bliver der så lagt sag an mod kildeføreren, og det skal ovenikøbet ske for lukkede døre. Altså… Hvad sker der her? Jeg synes ikke, det passer med mit billede af Danmark. Og sådan tror jeg, at mange har det.
Hvad skal vi gøre ved det? Hvis du skulle give dit bud på nogle løsninger, der kunne sikre en bedre retsstat og mere retssikkerhed for borgerne, hvad ville det så være?
Det første ville være, at politikerne besluttede sig for at følge de regler, der allerede er.
Så i virkeligheden er løsningerne her allerede, men de bliver bare ikke efterlevet?
Ja, det kan man godt sige. Jeg mener så også, at man skulle begynde at dyrke den type embedsmand, vi havde før. Altså den embedsmand, der ser det som sin største pligt, at juraen og reglerne bliver overholdt.
Jeg er også målløs over, hvad der sker, når Minkkommissionen kommer med sin beretning om de højst placerede embedsmænd. Der er en meget hård kritik af Barbara Bertelsen. Der burde Mette Frederiksen have sagt, at hun var inhabil og ikke kunne træffe den afgørelse, fordi hun var for tæt på hende. Og den naturlige konsekvens ville så være at sende Barbara Bertelsen midlertidigt hjem. Men hvad gør hun i stedet? Hun sender det ned til en underordnet styrelse. Og de folk dernede spørger så deres departementschef, hvad de skal stille op. Det kommer så hen til kammeradvokaten. Kammeradvokaten er jo ikke en uafhængig ekspert, og der kommer aldrig nogen uvildig dommer eller instans ind over sagen. Det ender så med en advarsel, der ovenikøbet er blevet trukket tilbage.
Det er også absurd, at den bliver trukket tilbage. Én ting er, at forhørsledelsen ikke opfattede det meget omtalte pressemøde som en instruks – selvom vi jo alle opfattede det sådan. Det havde alle de mange corona-pressemøder også skabt præcedens for.
En anden ting er, at rigspolitichefen sidder langt fra embedsmandssystemet, og derfor kunne han ikke være ansvarlig for gennemførelsen. Men de embedsmænd, der sidder tæt på ministeren, burde stadigvæk have ansvar for, at det ministeren vil igennem med, er fuldt ud lovligt. De skal sørge for, at det er i orden.
Jeg mener ikke, at man fra frikendelsen af Thorkild Fogde kan slutte, at de andre skal have deres advarsler trukket tilbage. Jeg vil virkelig gerne se, hvordan kammeradvokaten har båret sig ad med det rent juridisk. Men det kan vi selvfølgelig ikke få lov til at se, fordi nu er det en personalesag.
Jeg mener ikke, at man fra frikendelsen af Thorkild Fogde kan slutte, at de andre skal have deres advarsler trukket tilbage. Jeg vil virkelig gerne se hvordan kammeradvokaten har båret sig ad med det rent juridisk
_______
Er det tid til at revidere offentlighedsloven?
Ja, det synes jeg bestemt. Jeg var egentlig ret positiv over for loven, fordi jeg synes, det er positivt med arbejdsro. Et råderum hvor ministeren sammen med sine topembedsmænd kan diskutere i fred og ro. Men man har virkelig strukket lovgivningens kontekst enormt langt. Længere end bukserne kan holde til. Så vi bliver nødt til at se på den offentlighedslov.
De skandalesager vi har talt om, som du også siger, der er kommet flere af – hvordan undgår vi dem?
Helt generelt bør vi kigge på, hvad den rigtige opførsel for en minister egentlig er. Jeg var målløs over Mette Frederiksens reaktion på Minkkommissionens alvorlige kritik af Barbara Bertelsen. Noget tid efter hørte jeg et interview med statsministeren. Her spørger journalisten, om Frederiksen er magtfuldkommen, og hertil svarer hun bare: “Det er nok, fordi jeg er kvinde, at der bliver sagt sådan”. Hun indtager offerrollen. Det synes jeg er for meget. Det er en mindre sag, men justitsminister Peter Hummelgaards ulovlige parkeringer peger på noget af det samme. I stedet for at undskylde indtager han offerrollen. Han peger på, at han er far og har åh så travlt.
Så det er et spørgsmål om normerne for politikernes ageren? Under Tamilsagen, da Schlüter var statsminister, går han selv – og hele regeringen – af efter Erik Ninn-Hansens rigsretssag. Men i dag er politikere måske mere påpasselige med at tage ansvaret på sig og sige undskyld?
Ja, man vil simpelthen ikke tage ansvaret på sig. Det synes jeg er skidt for udviklingen, fordi når skandalesagerne så rammer, vil ingen påtage sig ansvaret. Hverken ministre, embedsmænd eller andre. Det kan vi ikke have i et retssamfund.
Men det, der gør mig lidt forhåbningsfuld, er faktisk borgernes faldende tillid til regeringen. Det viser, at vi er opmærksomme på, at vi bevæger os i den gale retning.
Lad os afslutningsvis dvæle ved Findsens-sagen. Vil du ikke prøve at folde sagen ud for os?
Nu skal man jo lige være klar over, at Findsen er blevet totalaflyttet. Og den måde, det foregår på, det er, at en dag, når du ikke er hjemme, så er der nogen, der låser sig ind i dit hjem, og så går vedkommende rundt og anbringer små, nærmest usynlige mikrofoner alle vegne. I dine børns værelser, i soveværelset, i badeværelset, i redskabsskuret. Alle vegne. Måske også kameraer, men i hvert fald små mikrofoner. Så rydder de pænt op efter sig og låser sig ud igen, og når du kommer hjem fra arbejde, kan du ikke se, at der overhovedet har været nogen. Men nu lytter politiet med på alt. Og der tror jeg, at de fleste mennesker vil sige, at sådan noget gør vi vel ikke i Danmark. Det er vel det gamle Østtyskland, hvor man foretog sig sådan nogle ting. Men det gør vi faktisk, når der er en tilstrækkelig alvorlig sag. Og det er blevet gjort i Findsens-sagen.
Der synes jeg, at man kan undre sig over, at der tilsyneladende af alle de tiltalepunkter, der nu ligger imod ham, tilsyneladende er opstået på bagkant af aflytningerne. Hvorfor fik man nogensinde lov til at aflytte ham? Hvad hviler det på? Det synes jeg er mærkeligt. Og det synes jeg tyder på, at anklagemyndigheden har en dårlig sag. Når man laver sådan en aflytning, så kommer man til at høre en masse private ting. Det må jo være sådan, at de er fortrolige. Det kan der slet ikke være nogen tvivl om. Ikke desto mindre har chefen for PET over for nogle af politikerne, når der bliver briefet om sagen, fortalt om Findsens seksuelle liv. Det må være strafbart. Og ikke alene har han fortalt om det, men ved siden af sad departementschefen i Justitsministeriet, som er den allerhøjeste administrativt-juridiske ekspertise. Han har bare siddet der. Han har ikke sagt “Hov, hov, nu kommer du vist lidt for godt i gang”. Han har bare siddet der og lyttet til det.
Mener du ikke, vi har haft den diskussion?
Nej. Hans Jørgen Bonnichsen har jo meldt Finn Borch til den uafhængige politimyndighed, men de har bare svaret, at de ikke kan se, at der er nogen grund til at tro, at der er foregået noget ulovligt. Det er altså også meget, meget mærkeligt. Jeg synes, det er så mærkeligt. Men jeg håber, at Findsen på et eller andet tidspunkt selv vil rejse det, fordi det jo også er en krænkelse af hans kæreste, som er fuldstændig uskyldig i alt det her. Det er virkelig langt ude, synes jeg, at vores efterretningschef sidder og overtræder straffeloven på den måde.
Men der også en anden ting, som jeg er meget spændt på. Nu skal det hele foregå bag lukkede døre, og det var et specifikt ønske. Jeg kan så forstå, at flere af tiltalepunkterne falder ned på en mindre strafbar paragraf end paragraf 109; altså landsforræderi. I stedet rejses der tiltale efter § 152, hvilket er en paragraf med en strafferamme på højst 2 år. Og efter denne paragraf , er det slet ikke lovligt at aflytte på den måde. Så er hele aflytningen pludselig ulovlig! Kan man så overhovedet bruge det? Det er jo et andet spørgsmål, ikke?
Der er i retsplejeloven en mulighed for, at retten kan tillade, at aflytning bliver brugt, selv om den viser sig at være ulovlig. Hvis det ellers ville være umuligt at opklare sagen. Men det antages, at det ikke vil være muligt at anvende optagelser, hvis retten får en fornemmelse af, at politiet måske har været lidt for ivrige med sigtelserne, med det formål at få lov til at aflytte.
Jeg tror, det her kommer til at ende med, at domstolen siger, at vi åbner dørene, men så siger anklagemyndigheden, at de desværre ikke kan føre sagen. Men lad os nu se. Muligvis åbner de delvist dørene til nogle af afhøringerne.
Men de her lukkede retssager er altså ikke noget, vi gør i Danmark. Og mod Claus Hjort, som selv siger, at alt, hvad han er tiltalt for, har han allerede sagt offentligt. Så jeg synes i hvert fald, det virker absurd at sige, at det skal foregå for lukkede døre.
Så argumentet for, at den sag mod Claus Hjort skal føres for lukkede døre, bliver svagere af, at det, han har udtalt, allerede er sagt offentligt, bl.a. i “Lippert” på TV2?
Ja, for vi kender jo alle sammen hans udtalelser. Jeg synes det virker lidt absurd at sige, at vi lukker dørene alligevel. Så det kræver mere åbenhed og mindre lukkethed, hvis folk skal få tiltroen til vores system og vores politikere igen – og til vores efterretningstjenester.
Handler det om at genskabe tillid? Kan det faktisk være en løsning i sig selv? Også når du siger, at du ser befolkningens reaktion på skandalesager som et positivt tegn i sig selv?
Ja, det synes jeg. Jeg håber, at det får politikerne til at tænke, at det måske ikke er så godt det her. De tænker forhåbentlig, at vi skal måske køre en lidt anden linje, så folk får tilliden tilbage igen. ■
Når skandalesagerne så rammer, vil ingen påtage sig ansvaret. Hverken ministre, embedsmænd eller andre. Det kan vi ikke have i et retssamfund
_______
Eva Smith (f. 1942) er dr.jur. og professor emerita ved Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Eva Smith [Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
