Jeanette Serritzlev i RÆSON SØNDAG: Ukrainekrigen er en informationskrig – og den er langtfra afgjort
01.04.2023
Efter invasionen den 24. februar var det nærliggende at mene, at Rusland havde tabt informationskrigen. For russerne havde vist sit grimme ansigt, og ukrainerne havde fortællingen på deres side. Men som tiden er gået har russiske narrativer stemmer fået bedre og stærkere repræsentation i flere vestlige lande.
RÆSON SØNDAG af Jeanette Serritzlev, militæranalytiker med speciale i informationskrig, Forsvarsakademiet
Krigen i Ukraine er i den grad fysisk; en krig, som udkæmpes med voldelige midler, med konsekvenser for de mennesker, der kæmper mod fjenden, forsøger at overleve i landet eller flygter fra det, med alle de konsekvenser, det indebærer. Krigen har også en væsentlig kognitiv side, som geografisk rækker længere ud. Informationskrigen er global, og dermed er krigen i Ukraine også en krig om narrativer; og den krig indgår vi alle i.
Selv om det næppe kom som en overraskelse, at kommunikation er en væsentlig del af moderne krig, har krigen i Ukraine med al tydelighed illustreret denne væsentlighed. Det skyldes selvfølgelig til dels ukrainernes hidtidige eminente evne til at samle nationen og bruge kommunikation strategisk til også at medinddrage det meste af verden i deres overlevelseskamp. Men det skyldes også, at den angribende part har en tradition for forståelse af informationsdomænet som værende et kampdomæne, der er af afgørende betydning for at opnå både strategiske og taktiske mål.
I krigens indledende fase lykkedes det meget hurtigt Ukraine at mobilisere stadig stærkere politisk opbakning i Vestens hovedstæder , men også blandt store dele af civilbefolkningerne. Dette skabte med al sandsynlighed et pres på vestlige regeringer, som var med til at gøre, at de hurtigere var villige til at sende våben til Ukraine.
Efter krigens udbrud var det nærliggende at mene, at Rusland havde tabt informationskrigen. For hvordan i alverden kunne det se anderledes ud? Ukraine havde fortællingen på sin side, og Rusland havde vist sit grimme ansigt. Billeder af overgreb i byer som Mariupol og Butja blev spredt som en steppebrand via både traditionelle medier og sociale medier. Men som tiden er gået siden Ruslands invasion har russiske narrativer og pro-russiske stemmer fået bedre og stærkere repræsentation i flere vestlige lande.
Rusland har med en større succes, end man umiddelbart skulle tro, formået at nå modtagelige individer og målgrupper, som selv kan blive distributører af russisk propaganda og desinformation. Noget materiale er relativt nemt at identificere som russisk propaganda. Andet er mere sløret og andet endda skjult. Til førstnævnte hører Putins omtale af den ukrainske regering som ’nazistisk’, eller udenrigsminister Sergej Lavrovs påstande til BBC om, at Rusland faktisk slet ikke invaderede Ukraine. Noget andet er mere subtil desinformation og propaganda, der fx taler til segmenter i Vesten og Danmark, der i forvejen dyrker fx antiamerikanisme eller en generel mistillid til myndigheder, medier og andre autoriteter. Denne form vender vi tilbage til.
Ruslands brug af propaganda ikke noget nyt. Det samme gælder Ruslands stigende konfrontatoriske kurs over for Vesten. Men at truslen fra russisk propaganda og informationskrig mod Vestens sammenhængskraft er reel og noget, som flere i lyset af krigen er blevet opmærksomme på.
Som tiden er gået siden Ruslands invasion har russiske narrativer og pro-russiske stemmer fået bedre og stærkere repræsentation i flere vestlige lande
_______
I det følgende forsøges der med en form for kategorisering af hovedargumenter i den russiske propaganda og desinformation rettet mod et vestligt publikum. De anførte argumenter skal ikke ses som konkrete tekstuelle manifesteringer på sociale medier, men som de hovedbudskaber, der kendetegner kommentarer, opslag og delinger på diverse platforme.
For Ukraines vedkommende er informationskampen ikke mindre vigtig. For evnen til at fastholde omverdenens opmærksomhed og støtte er altafgørende. Hvis den politiske appetit på fortsat støtte til Ukraine reduceres, svækker det også ukrainerne i en forhandlingsproces. Dette betyder samlet, at mens begge krigens direkte parter fører taktiske og ødelæggende kampe i det sydlige og østlige Ukraine, udkæmpes en mindst lige så vigtig strategisk kamp i informationsmiljøet.
I Forsvarets Efterretningstjenestes årlige risikovurdering UDSYN fra 2022 lyder det: ”Den etablerede regelbaserede verdensorden er under forandring, og krigen har forstærket konkurrencen mellem stormagter, som allerede var blevet mere markant gennem de seneste år. Forandringen af den etablerede verdensorden vil ske gennem såvel konkurrence som konflikt eller forhandling. Det er meget sandsynligt, at disse tendenser vil være afgørende rammer for dansk sikkerhed i de kommende år.” I stedet for den klassiske opfattelse af et lineært konfliktspektrum med tre separate tilstande, fred, krise og krig, er den nye erkendelse, at vi i stedet for lever i en tilstand af strategisk konkurrence, hvor aktører kan samarbejde, konkurrere eller være i konflikt med hinanden – eller flere dele på samme tid. Konkurrence er her et nøgleord. Det betyder nye udfordringer for, hvordan Danmark og Vesten kan eller skal reagere over for og imødegå truslerne fra modstandere, som netop udnytter denne gråzone, hvor freden er ophørt, men krigen ikke er begyndt. Som Forsvarets Efterretningstjeneste formulerer det i samme publikation: ”Danmark står over for et nyt trusselsbillede, hvor tidligere tydelige tærskler mellem fred, krise og krig er blevet erstattet af overlappende overgange.”
Konkurrencesituationen er altså en ny konstant, som ikke er bundet til krigen i Ukraine eller blot ophører, når den væbnede krig på ukrainsk grund ophører. På mange områder kan man godt sammenligne og beskrive den ny virkelighed som en form for ny kold krig tilsat moderne teknologi. Men det er også korrekt blot at konstatere, at Vesten og Danmark befinder sig i en ny virkelighed, hvor trusselsbilledet er blevet tydeligere.
Russisk påvirkning i Vesten
Den dominerende holdning i Danmark og Europa er selvfølgelig fortsat pro-ukrainsk. Det bliver bl.a. dokumenteret af EU’s Eurobarometer i en undersøgelse fra februar 2023. Men når man imidlertid følger debatten om krigen – også i Danmark – viser der sig også et ikke uvæsentligt element af pro-russiske synspunkter.
Amerikanske Defense Intelligence Agency udgav i 2017 publikationen ’Russia Military Power’, og her fremgår det, at den russiske statsstyrede propaganda følger tre hovedlinjer. For det første udbredes budskabet om, at den vestlige liberale verdensorden har spillet fallit og bør erstattes af en eurasisk, neokonservativ og postliberal verdensorden, der forsvarer traditioner, konservative værdier og det, der omtales som “ægte frihed”. For det andet udbredes budskabet om, at Vesten dæmoniserer Rusland, som blot forsøger at forsvare sine interesser og sin suverænitet. For det tredje udbredes budskabet om, at USA forsøger at blande sig i og at vælte suveræne regeringer rundtom i verden. Disse underlæggende temaer kan i den grad genkendes i forbindelse med krigen i Ukraine. Skildringen af et dekadent Europa, der er gået amok i ’woke-isme’, fortsætter. At Rusland blot forsøger at forsvare egne interesser, går både igen i russiske statsmedier og i officielle taler, herunder ikke mindst fra Putin selv. ”Vi forsvarer menneskeliv og vores fælles hjem, mens Vesten søger ubegrænset magt,” lød det fx i Putins tale til nationen den 21. februar 2023. Et perspektiv, man nok vil have svært ved at genkende som ukrainer i Butja, Irpin eller Bakhmut. Ikke desto mindre ser man også i Vesten former for disse argumenter videreført.
Det faktum, at Rusland indledte en invasion i Ukraine den 24. februar 2022, vendes på hovedet til fordel for det revisionistiske forklaringer om, at Rusland faktisk fører en form for forsvarskrig. Argumentet er overraskende fremtrædende, også på dansksprogede sociale medier
_______
1. Legitimitetsargumentet: ”Rusland forsvarer sig selv.”
Det faktum, at Rusland indledte en invasion i Ukraine den 24. februar 2022, vendes på hovedet til fordel for det revisionistiske forklaringer om, at Rusland faktisk fører en form for forsvarskrig. Argumentet er overraskende fremtrædende, også på dansksprogede sociale medier. Argumentet findes i forskellige former, alt efter om det er USA, NATO eller Ukraine, Rusland menes at forsvare sig imod.
Legitimitetsargumentet er gammelt og trækker også på fortællingen om, at Sovjetunionen kun accepterede Tysklands genforening imod, at NATO accepterede aldrig at ekspandere mod øst. Argumentet sælger ikke kun godt hjemme i Rusland, men også blandt stemmer i Vesten, der er kritiske over for den transatlantiske forsvarsalliance.
2. Miskrediteringsargumentet: ”Ukraine er korrupt.”
Argumentet handler bredt om miskreditering af Ukraine. Det kan fx udfolde sig i forhold til forskellige sfærer som sprog, historie og politik. Miskrediteringsargumentet i Vesten indeholder samme paradoksale tilgang til Ukraine, som vi finder i Kremls officielle udmeldinger: Altså at Ukraine på den ene side er russisk, og på den anden side er befolket af nynazister.
Miskrediteringen kan derfor både gå på, at ukrainsk i virkeligheden bare en russisk dialekt, at præsident Zelenskyj er en amerikansk marionetdukke, at regimet er nynazistisk eller fascistisk, samt at landet er korrupt. Sidstnævnte fremføres ofte som argument for, at støtten til Ukraine formentlig går i forkerte lommer og bidrager til understøtte fortællingen om, at Ukraine ikke er egnet til EU-medlemskab.
3. Forhandlingsargumentet: ”Nu må partnerne forhandle.”
Argumentet fremstår som en fornuftens stemme midt i en forfærdelig krig. Ofte, men ikke altid, suppleres argumentet af en kritik af eller forbehold over for Vestens våbenleverancer til Ukraine, da det jo – må man forstå – ”trækker konflikten (der sjældent i denne forbindelse benævnes som krig) i langdrag”.
Forhandlingsargumentet anvendes ikke ud fra en neutral position om, at ”parterne må forhandle”. Den underliggende præmis er, at Ukraine må afgive territorium. Sjældent hører man argumentet frembragt i en kontekst, hvor Rusland må anerkende Krim som en del af Ukraine.
4. Afskrækkelsesargumentet: ”Rusland har atomvåben.”
Afskrækkelses- eller repressionsargumentet anvendes med henblik på afholdelse fra yderligere involvering fra vestlig side. Den russiske nukleare trussel var en fast del af Kremls diplomatiske retorik i det meste af 2022, og Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i den årlige offentlige risikovurdering UDSYN 2022 således: ”Det er sandsynligvis Putins hensigt at skabe uro blandt beslutningstagere, meningsdannere og befolkninger i Vesten for at påvirke Vestens sammenhold og reaktioner over for Rusland. Putin har sandsynligvis også villet signalere, at han kan være villig til at eskalere krigen til et nukleart niveau, hvis hans øvrige eskalationsmidler er udtømte.”
Truslen om anvendelse af nukleare våben fungerer således som bagstopper hos de målgrupper, der ikke køber argumenterne om Ruslands forsvarskamp eller Ukraines manglende legitimitet.
Formålet er ikke nødvendigvis at få nogen til at tro på noget; tværtimod handler det om at gøre folk i tvivl om, hvad de kan tro på
_______
Ovenstående argumenter kan måske virke, som om de peger i forskellige retninger. Men de er alle en del af den russiske propagandatradition. Formålet er ikke nødvendigvis at få nogen til at tro på noget; tværtimod handler det om at gøre folk i tvivl om, hvad de kan tro på. I 2018 beskrev Forsvarets Efterretningstjeneste eksplicit i den årlige risikovurdering, at Rusland netop forsøger at underminere troen på, at der findes én sandhed: ”Ved at undergrave forestillingen om en objektiv sandhed kan Rusland præge informationsrummet med egne synspunkter og dermed forme dele af opinionsdannelsen i Vesten.” Denne underminering af forestillingen om en objektiv sandhed sker bl.a. ved at skabe støj i informationsrummet. Formålene: at fjerne fokus fra det, der sker, mens det andre gange ’bare’ er for at støje og dermed gøre det sværere for den enkelte internetbruger at finde ud af, hvad er sandt og falsk.
Metoder og platforme
I ’The Russian Firehose of Falsehood Propaganda Model’ fra 2016 opstiller de to forfattere, Christopher Paul and Miriam Matthews, en række karakteristika for moderne russisk propaganda. ’The Firehose of Falsehood’, altså ’falskhedens brandslange’, bruges som metafor for den massive mængde af information – som vandmasserne i en tændt brandslange. De beskriver karakteristiske træk ved den moderne model for russisk propaganda således (Paul & Matthews, 2016: 2): (1) Høj volumen og på tværs af platforme; (2) hurtig, kontinuerlig og gentagen; (3) ingen forpligtelse over for objektiv virkelighed og (4) ingen forpligtelse til konsistens.
Høj volumen betyder høj kvantitet. Man spreder misinformation hele tiden – og på tværs af platforme. Dette betyder både, at man rammer brugere, uanset hvilke platforme de er på – men også at mange brugere ser de samme budskaber på flere platforme. Det betyder genkendelse, hvilket igen får budskabet til at fremstå mere troværdigt.
Det ligger også i det kontinuerlige; fortællingen om amerikanske kemiske våben er en klassiker inden for russiske desinformationskampagner, hvilket har den fordel, at modtagerne så at sige allerede har en fortællermæssig kognitiv ramme at indsætte en ny historie i. Derfor går der en om ikke lige, så i hvert fald en linje fra historien om, at amerikanerne udviklede AIDS i 1980’erne, til den nu vidtspredte fortælling om amerikanske biologiske laboratorier i Ukraine.
Distributionskanalerne kan være både være sociale medier, beskedtjenester m.v. – eller egne platforme. Her er det selvfølgelig svært at komme uden om RT, som er det enkeltstående stærkeste russiske informationsvåben. RT blev etableret i 2005 under navnet Russia Today og når i dag seere i mere end 100 lande på fem kontinenter på kabelnet. Derudover er RT tilgængeligt via hjemmesider og på YouTube for øvrige internetbrugere. Forståelsen af RT som et regulært informationsvåben var også årsagen til, at EU som led i en større pakke af sanktioner valgte at sanktionere RT i marts 2022, hvor Europarådet besluttede at blokere for hhv. RT (RT English, RT UK, RT Germany, RT France og RT Spanish) og Sputnik News. RT’s opgave er, som det fremgår på deres egen hjemmeside, at udbrede nyheder fra et russisk perspektiv. Et russisk perspektiv skal her forstås som lig med Kremls. Det er derfor heller ikke tilfældigt, når RT’s mangeårige chefredaktør Margarita Simonjan i et interview i 2012 med et nu kendt citat tilkendegav, at Rusland har brug for RT af samme grunde, som Rusland har brug for sit forsvarsministerium.
Man spreder misinformation hele tiden – og på tværs af platforme. Dette betyder både, at man rammer brugere, uanset hvilke platforme de er på – men også at mange brugere ser de samme budskaber på flere platforme. Det betyder genkendelse, hvilket igen får budskabet til at fremstå mere troværdigt
_______
Fra observatører til digitale deltagere
Den informationsmæssige del af krigen i Ukraine foregår ikke kun i selve Ukraine. Befolkningerne i Europa har haft en helt anden oplevelse af invasionen – og Ukraine har dygtigt engageret og aktiveret os på forskellig vis. Samtidig er der også sket et psykologisk skifte i opfattelsen af Ukraine. Ruslands besættelse af Krim-halvøen i 2014 og efterfølgende instigering af oprørskamp i Donbas-regionen var for mange europæere noget, som foregik langt fra Europa. Krigen har bidraget til at ændre europæernes perception af Ukraines geografi. ”Der er krig i Europa,” har den danske statsminister sagt ved mange lejligheder – og det samme har mange af hendes europæiske kolleger udtalt. Krigen har med andre ord flyttet Ukraine tættere på Europa.
Denne opfattelse har selvfølgelig også påvirket det store engagement, som man har set på tværs af kontinentet. Da den ukrainske præsident tidligt i krigen meddelte, at folk, der ville komme til Ukraine og kæmpe mod den russiske invasion, ville få et våben, gik der ikke længe, før den danske regering på et pressemøde tilkendegav, at det ville være lovligt for danske statsborgere. Den Danske Ukraine-komité har i marts 2023 rundet 60 millioner kroner indsamlet til støtte for det ukrainske forsvar – penge, som doneres til en officiel konto i den ukrainske nationalbank oprettet til formålet. En myriade af fællesskaber er opstået, som på forskellig vis støtter ukrainerne, både med militær udrustning og civil nødhjælp. Kampen om narrativet handler netop ikke kun om memes eller hashtags, men også om, at narrativerne lever i form af menneskers handlinger og holdninger. Under Golfkrigen kunne danskerne slukke for fjernsynet og vente til næste omgang nyheder i tv eller næste dags morgenavis, når de havde fået nok af krigsdækningen. Efter den russiske invasion af Ukraine er vi ikke længere bare observatører. Vi er blevet deltagere – eller i hvert fald potentielle deltagere i det digitale rum. Krigen fortsætter, når vi har slukket for fjernsynet – eller aldrig tænder det, for den foregår på alle platforme, og vi eksponeres for den overalt. Med moderne teknologi er krigen ikke bare flyttet permanent ind i vores stuer, men også blevet en allestedsnærværende del af vores hverdag.
Som nævnt indledningsvist har informationskrigen haft direkte effekt på både våbenleverancer, økonomisk støtte og diplomatisk opbakning. På den måde kan man sige, at Ukrainekrigen er en gammeldags, konventionelt udkæmpet krig kombineret med moderne informationsteknologi. Dermed ser vi en udvidet og integreret kampplads, hvor krigen langtfra kun føres på jorden. Den føres også digitalt. Og den præmis betyder også, at Ukraine ikke kun kæmper mod de russiske angribere på ukrainsk jord, men også i den internationale opmærksomhedsøkonomi – ikke mindst i Vesten.
I snart mere end et år har vi set, at ukrainerne har været eminente i deres strategiske kommunikation. Zelenskuj er en kommunikatør i særklasse, men er det nok, hvis krigen trækker ud? Hvad sker der, hvis presset for forhandlinger fra USA bliver for stort, eller når den amerikanske præsidentvalgkamp for alvor går i gang? Allerede nu viser målinger en betydelig stigning i andelen af amerikanske vælgere, der mener, at USA støtter Ukraine for meget. Det gælder i særdeleshed republikanske vælgere, men tendensen er den samme i begge vælgergrupper. Hvad sker der, hvis den civile opbakning i Europa svækkes i takt med nye opdukkende kriser? Hvis det lykkes fra russisk side at udfordre den forenede politiske opbakning?
Ukrainerne betaler den højeste pris i den fysiske kamp, de kæmper, for deres land og deres frihed. Men krigen rækker allerede ud over Ukraines grænser og handler også om en ændret sikkerhedspolitisk ramme, hvor strategisk konkurrence er ny normal, og hvor stater som led i denne konkurrence forsøger at påvirke både befolkninger og beslutningstagere. Det åbner for det naturlige spørgsmål: Hvordan bør det få vores åbne samfund til at forholde os til den type af trusler – om det så er i form af internettrolde på Twitter, algoritmer på YouTube eller dataindsamling på Tiktok? Der er ikke ét svar eller én måde at håndtere dette på. Noget kan gøres nationalt, andet bør håndteres i internationalt regi fx i form af EU. Det kræver en multifacetteret tilgang på tværs af sektorer. Det kræver uddannelse og oplysning. Men først og fremmest kræver det, at vi erkender påvirkningstruslen som reel. For kampen handler ikke kun om at påvirke os individuelt, men om at destabilisere vores samfund.
Med moderne teknologi er krigen ikke bare flyttet permanent ind i vores stuer, men også blevet en allestedsnærværende del af vores hverdag
_______
Jeanette Serritzlev (f. 1978) er cand.mag. i dansk og kommunikation fra Københavns Universitet og har en master i militære studier fra Forsvarsakademiet, hvor hun er militæranalytiker med speciale i informationskrig og propaganda. Hun er desuden forfatter til bogen ’Informationskrig – påvirkning og propaganda i moderne krigsførelse’ (Forlaget Samfundslitteratur 2023) og desuden tidligere ekstern lektor i kommunikation ved Københavns Universitet. ■
ILLUSTRATION: Præsident Zelenskyj taler ved et arrangement, der markerede årsdagen for invasionen [FOTO: President of Ukraine]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
