Katrine Stevnhøj: Opstår en russisk protestbevægelse imod krigen, er den ikke nødvendigvis motiveret af solidaritet med Ukraine
23.02.2023
“Hvis vi skal se en anden statsleder i Rusland i den nærmeste fremtid, så kommer det efter min bedste overbevisning inde fra regimet.”
Interview med Katrine Stevnhøj af Frederik Christensen
RÆSON: Hvad har været de mest markante udviklinger i det russiske samfund siden krigens udbrud?
STEVNHØJ: Det, jeg selv følger mest med i, og som jeg vil pege på, er det mest markante i det russiske samfund i løbet af det seneste år, det er den totalitære drejning, som det russiske samfund har taget.
Det var i forvejen et i stigende grad autoritært regime, før krigen startede, og det har det sådan set været siden 2012, og er en udvikling, som så igen tog alvorlig fart i 2020, for eksempel med forgiftningen af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj i midten af 2020, og indførelsen af en række stramninger i lovgivningen i 2021. Når jeg siger, at det blev langt værre i 2022, så er det på baggrund af en del lovgivning, som blev indført. Der er i alt blevet indført 22 nye restriktive love bare i 2022. Heriblandt de to meget markante love, der blev indført i marts 2022, som de facto er en form for krigscensur, der handler om såkaldt diskreditering og bevidst spredning af falsk information om de russiske væbnede styrker, som kan straffes med op til 10 år i fængsel. Bare den lovgivning alene har sat en stor begrænsning for, hvorvidt man kan udtale sig kritisk om krigen. Dertil kommer et fokus på vestlig indblanding, som længe har været et omdrejningspunkt for den russiske regerings lovgivning om civilsamfund og oppositionspolitik i Rusland. Der har længe været et fokus på den her idé om, at der kommer nogle vestlige magter udefra, som vil påvirke det russiske samfund og det er bl.a. loven om ”fremmedagenter” et godt eksempel på. Den her retorik og lovgivning har taget til i styrke og er blevet strammet i løbet af 2022 på en meget markant måde.
Det er svært at tale om et civilsamfund i Rusland nu. Hvis man er imod krigen, så ryger man på en sort liste, og hvis man forsøger at holde sig neutral, så risikerer man implicit at støtte krigen ved at enten at tie eller blive nødt til at bruge regimets eufemismer, eksempelvis ved at omtale krigen som en ”specialoperation”. Der er tale om en politisk ensretning i samfundet.
En rapport fra menneskerettighedsorganisation OVD påviser, at der er mere end 20.000 personer, der er blevet anholdt i forbindelse med politiske aktiviteter, siden krigen startede. Det er et højt antal i sammenligning med tidligere.
Har du været overrasket over, hvor begrænset reaktionen har været?
Nej, det vil jeg ikke sige. Inden krigen startede, var de seneste store protester i Rusland i forbindelse med anholdelsen af Aleksej Navalnyj i januar 2021, hvor vi så store gadeprotester, som varede ind i februar, men så blev de lukket ned, og så var der faktisk ikke rigtigt nogen signifikante gadeprotester siden da. Manøvrerummet for at deltage i politiske protester i Rusland er blevet markant begrænset over det seneste årti, og dertil kommer selvfølgelig også, at et stort antal af befolkningen undgår at engagere sig politisk.
Det er jo ikke kun på grund af undertrykkelsen, at folk ikke går på gaden. Det er også en kultur i Rusland, hvor man ser politik og politiske beslutninger som værende noget, der foregår i Kreml. Noget langt væk fra en selv, som man ikke har nogen indflydelse på. Og det har man jo heller ikke rigtigt. Så det kan virke kontraintuitivt at gå på gaden og risikere at blive slået af politiet, blive anholdt og miste sit arbejde og sin uddannelse, når man alligevel ikke kan gøre nogen forskel. Og så er der selvfølgelig også nogen, der støtter op om krigen. Så på den måde er jeg ikke overrasket over manglen på modstand.
Og den generelle indskrænkning af de politiske rettigheder virker til at være accelererende?
Rusland nærmer sig noget, man kan kalde et totalitært system – snarere end det hybride eller autoritære regime, vi har set tidligere, hvor der har været nogle lommer af frihed eller en kulisse af noget pluralisme, hvor man har kunnet engagere sig i politik, så længe det ikke gik ind og blev decideret farligt for regimet. Nu er der intet rum for kritik.
Der er både prominente systemkritikere som Aleksej Navalnyj og Ilja jashin, som er blevet fængslet, men der er også aktivister, som vi ikke ville tænke som værende betydningsfulde, der har fået nogle markante domme og det vidner jo om, at man slår ned på al form for systemkritik.
Dengang så det politiske rum anderledes ud – der var et andet politisk manøvrerum fra en opposition. Så paradoksalt nok var det mere frit i slutningen af Sovjetunionen, end det er i Rusland i dag
_______
Man kunne have forestillet sig, at reaktionen hos det russiske folk ville have været større i takt med, at dødstallet steg, men der er forklaringen måske igen, at indskrænkningen af rummet for de her protester er taget til, hvilket betyder at der er væsentlig mere på spil for den enkelte russer?
Jeg tror, at der er flere faktorer, der spiller ind her. Der er selvfølgelig noget i forhold til den politiske undertrykkelse, og at det er farligt at gå på gaden og udtrykke sin utilfredshed. Når vi kigger på protester, så er der de protester, der handler om sympati med Ukraine, og så er der protester, som ikke nødvendigvis stiller sig imod krigen, men som stiller sig imod, den måde mobiliseringen for eksempel blev foretaget på, eller som er imod nogle specifikke politiske elementer i det, der foregår. Det er ikke nødvendigvis individer, som følger med i politik, og de ser måske heller ikke deres protester som egentlig værende politiske. Det kan for eksempel være mødre til soldater eller familie til soldater. Der vil også være nogle, som følger andre medier, der har en anden holdning til de siddende magthavere, og som måske nemmere kan blive spist af med forklaringer fra regimets side.
Vi så jo, at efter den delvise mobilisering blev annonceret, var regimet ude bagefter, særligt i de lokale områder, for at indrømme, at der var sket fejltagelser i forbindelse med mobiliseringen.
Det er vigtigt at forstå, at i Rusland er politik noget, der ligger meget langt fra en selv, så der er en lang vej, før man vælger at deltage i det. Når det så er sagt, så har vi jo set tidligere i historien, at folk har demonstreret imod krig, for eksempel i slutningen af den sovjetiske Afghanistan-krig, men her har omfanget været begrænset. Dengang så det politiske rum anderledes ud – der var et andet politisk manøvrerum fra en opposition. Så paradoksalt nok var det mere frit i slutningen af Sovjetunionen, end det er i Rusland i dag.
Hvilke konsekvenser har den delvise mobilisering haft for den folkelige modstand?
Den reaktion, der var på mobiliseringen, var i virkeligheden i høj grad emigration frem for egentlige protester. Mange af de unge mænd, som indtil videre havde tænkt, at krigen i Ukraine ikke rigtig kom til at vedrøre dem selv, og derfor forholdt sig relativt passivt til krigen, de blev lige pludselig involveret i den på en meget mere fysisk måde, og mange valgte jo så derfor at udvandre til lande i nærheden. Men nogle af dem er taget tilbage igen. Det har ikke været en politisk emigration. Mange af dem er udvandret primært for at undgå mobiliseringen, og kan nu vende hjem til Rusland. Der er rygter om, hvorvidt der kommer en anden bølge af mobilisering, og det kunne jo godt sætte gang i en masseudvandring igen. Men i virkeligheden har vi jo ikke set, altså der var protester, men vi har ikke set en protestbevægelse imod mobiliseringen, og det er heller ikke noget, der afspejles generelt i den folkelige opinion i forhold til krigen eller i forhold til Putin.
Du har skrevet om den russiske eksilopposition. Nu siger du, at det virker til, at der er mange af dem, der er vendt tilbage. Hvad er status på eksiloppositionen, og hvilken rolle spiller de?
Dem, der er vendt tilbage, er sandsynligvis dem, der ikke nødvendigvis er politisk aktive. I forhold til den politiske opposition, er der mange, der har valgt at rejse ud, også allerede inden krigen startede. Særligt i 2020 og 2021. De fortsætter deres aktiviteter i udlandet. Det var bl.a. Navalnyjs team, men også andre græsrodsbevægelser og organisationer. For de mere organiserede grupper, som eksempelvis Navalnyjs team, handler det i høj grad om at holde et fokus på modstand internt i Rusland. Det handler om informationskampagner, som er rettet mod den russiske befolkning, om anti-korruptionskampagner og om at fortælle, om den desinformation, der er i medierne. Derudover handler det også om at vise resten af verden, at der eksisterer en ikke-systemisk opposition til Vladimir Putin.
Men hvis vi sammenligner dem med for eksempel Sviatlana Tsikhanovskaja fra Belarus, så står den russiske eksilopposition dog ikke med den samme status, som den belarusiske gør.
Lad os dykke længere ned i aktivismen inden for Rusland. Du har skrevet om ”hverdagsaktivisme” som gennemgående i det russiske samfund, og som noget, der trækker tråde tilbage til Sovjetunionen og den politiske apati, som har været dominerende. Er den russiske modstand primært stadigvæk karakteriseret ved pragmatisk hverdagsaktivisme?
Blandt dem, som er imod regimet, er den. Men det er vigtigt at påpege, at der er mange, som slet ikke gør modstand. Jeg ved ikke engang, om jeg vil kalde det hverdagsaktivisme i den forstand, at der simpelthen bare er mange, som ikke handler. Både dem, som egentlig er imod krigen, og dem, som ikke er imod krigen. Så niveauet af protest er lavt – i hvert fald den protest, vi kan se.
Jeg læste en udtalelse fra en ung kvinde i Rusland, der hedder Polina, en 18-årig kvinde, som havde en fornemmelse af, at der blev slået hårdere ned på protester generelt, at folk mistede deres job, at studerende blev forvist fra universiteterne, hvilket muligvis ville have den effekt, at man som russer tænkte, at nu var der ikke mere at tabe ved at kæmpe imod regimet, eller at indtage en mere aktivistisk rolle. Ser du den samme tendens?
Det, hun siger, stemmer godt overens med forskningen i politisk undertrykkelse og politisk protest. Når undertrykkelsen bliver disproportional høj, så kan protesten også begynde at blive mere radikal. Men det er stadig et fåtal i befolkningen, som engagerer sig i den her form for protest. Hvis vi kigger på det reelle billede af, hvad der foregår i Rusland, så er det ikke domineret af protest imod krigen.
Hvordan tror du, opinionen kan udvikle sig i Rusland fremadrettet, især hvis vi kigger fremad mod endnu et år i krig med flere menneskelige ofre til følge? Er der noget, som ifølge dig tyder på, at der er noget alternativ til Putin, der kunne byde sig?
Hvis vi starter med at kigge på mulighederne for, at der skulle opstå en antikrigs-protestbevægelse, så ser jeg det ikke som umuligt. Men jeg tror – baseret på det jeg ved om Rusland, og det vi har set i løbet af det seneste år – at skulle der opstå en protestbevægelse, så kommer den ikke til at være motiveret af de ting, der sker i Ukraine. Den kommer ikke til at være motiveret af en solidaritet med Ukraine og et ønske om Ukraines suverænitet. Den vil i stedet drives af de interne forhold i Rusland, eksempelvis økonomi eller tabstal.
Kigger vi på de østeuropæiske protestbevægelser, der har haft succes, eksempelvis Den Orange Revolution i Ukraine i 2004, eller Rosenrevolutionen i Georgien i 2003, så har der været et alternativ til den siddende leder inden for det politiske system – altså en prominent oppositionspolitiker, som eksempelvis Saakasjvili, som det var tilfældet i Georgien. Det er der ikke i Rusland. Der er Aleksej Navalnyj, men han sidder for det første i fængsel, og for det andet har han, så vidt jeg ser det, ikke stor opbakning i Rusland. Han har stor opbakning iblandt dem, som er systemkritiske og nok også i højere grad stor opbakning iblandt dem, efter at han er vendt hjem til Rusland og nu sidder i fængsel, men i den brede russiske befolkning er der ikke nødvendigvis bred opbakning til ham.
Min pointe er, at hvis vi skal kigge efter et mere liberalt, eller et bare en smule mere demokratisk alternativ, så mangler der en frontfigur. Det russiske system er jo heller ikke et pluralistisk politisk system, hvor der, som det ser ud nu, kan opstå et alternativ inden for det politiske system. Så hvis vi skal se en anden statsleder i Rusland i den nærmeste fremtid, så kommer det efter min bedste overbevisning inde fra regimet. ■
Så hvis vi skal se en anden statsleder i Rusland i den nærmeste fremtid, så kommer det efter min bedste overbevisning inde fra regimet
_______
Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus med fokus på emigration og transnational aktivisme. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland samt været valgobservatør i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.
ILLUSTRATION: Moskva, 21. februar 2023: En kvinde med sit barn går op til en politibil barkeret på Den Røde Plads [FOTO: Yuri Kochetkov/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
