Lars Bangert Struwe: Historien gentager sig. Er vi vidne til Ruslands sammenbrud?

24.06.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Russisk historie er fyldt med attentater, kup, revolter og revolutioner. I et land med en meget centraliseret magt er magten også nemmere at forandre eller gribe, når den udfordres. Det er det, som Wagnergruppen gør i disse timer.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

I et land, hvor kup, revolutioner og attentater fylder så meget i historien, og hvor historie er en ekstrem stærk del af statens identitet, så er kuplignende situationer farlige. Som russer ved man instinktivt, at magten kan forandre sig, og det gælder om at være på den vindende side. Og netop derfor er det ikke sikkert, at de væbnede styrker eller sikkerhedsapparatet bare vil nedkæmpe Wagner-gruppen, der lige nu tilsyneladende har besat Rostov-region – eller i hvert fald det militære hovedkvarter i denne region.

Lederen af Wagner-gruppen Jevgenij Prigosjin kræver forandringer. Hans styrker har oplevet et ekstremt dårlig fungerende og korrupt russisk militær, der har lidt store tab, og som nu måske endda har angrebet Wagner-gruppen. Prigosjin har nu sat sig i spidsen for sine soldater, og gået ud af Ukraine og ind i Rusland. Derved følger han et historisk spor af russiske revolter og revolutioner i sporet af krigsnederlag. I 1905 tabte Rusland en krig med Japan og kort efter udbrød der en revolte – den såkaldte ’Blodige Søndag’ 22. januar 1905. I 1916 brød den russiske hær sammen efter den omkostningsfulde Brusilov-offensiv i Første Verdenskrig, hvilket udløste den russiske revolution i februar 1917. I russisk historie er der således en nøje kobling imellem militære nederlag og ændringer i magten.

 

Wagnergruppen har ikke en chance, hvis de russiske styrker står sammen – men gør de det?
_______

 

Putin og hans styre har valgt at bruge Wagnergruppen både i Ukraine og i Afrika. Derved er man gået ind på en vej, der udfordrer statens voldsmonopol og suverænitet. Lejesoldater har historisk både været brugt til at beskytte statsledelsen – som schweitzergarden i Frankrig og Pavestaten. Men lejesoldater har også forsøgt at danne egne stater eller tage magten over ustabile stater. Et af de bedst kendte eksempler er Albrecht von Wallenstein, der var lejesoldat leder under 30. årskrigen (1618-1648) og som den store hærfører førte de kejserlige styrker til sejr. Da han udfordrede sine herrer, ved at stille spørgsmål ved deres krigsførelse, blev han i 1634 myrdet. Parallellen til Prigosjin er ret klar: Når lejesoldater har succes i krig, kan de ende med at udgøre en trussel imod dem, der lejer dem.

Kup er også en del af Ruslands nyere historie. Rusland blev i 1991 og 1993 ramt af kup, hvor man i 1991 så de gamle kommunister prøve at stoppe afviklingen af Sovjetunionen. Bl.a. Vicepræsident Gennadij Janajev var blandt kupmagerne, der ville genskabe Sovjetunionen og afsætte den reformorienterede Mikhail Gorbatjov. Det udviklede sig til kamp i Moskvas gader, og hverken kupmagerne eller Gorbatjov vandt. Det blev i stedet lederen af Moskva og Rusland Boris Jeltsin. Historien fortæller os, at det således ikke kan afgøres på forhånd, hvem der vinder, og dem der står i skyggen, kan blive vinderne.

I 1993 udbrød der en konstitutionel krise, hvor Boris Jeltsins militære styrker erobrede det russiske parlament. Den dag i dag er det stadig usikkert om, om en række bombeangreb på boligblokke i russiske storbyer i 1999 var orkestreret af Putin, der derved kunne bruge det til at afsætte Jeltsin.

Wagnergruppen har ikke en chance, hvis de russiske styrker står sammen – men gør de det? Et kup kræver ikke særligt store militære styrker, hvis ingen vil eller kan gribe ind. Har kamptræthed ramt de russiske styrker, som de gjorde i 1916, og er dette første skridt, som leder til et russisk sammenbrud, som i 1917? Vi ved det ikke.

Hvis ikke det russiske styrer i løbet af få døgn får styr på Wagnergruppen, så vil flere og flere i de væbnede styrker og sikkerhedsapparatet overveje deres loyalitet. Det kan destabilisere situationen gevaldigt, og skræmmescenariet for Kreml er et generelt russisk sammenbrud, hvor de enkelte regioner søger selvstændighed.

Lige nu kan den usikre situation medfører en omgruppering af russiske styrker, der nu må sikre Ruslands internt. Ukraine skal naturligvis hurtigt gribe initiativet og presse russerne i en genoptaget offensiv.

Diktaturer ser stabile ud – lige ind til de bryder sammen. At sige de 25.000 mand, som Wagnergruppen udgør, ikke er en trussel imod Putins styre, vil være for overmodig. Rusland har en ringe økonomi, dyb korruption og krigen går dårligt – det ved mange russere også godt, og de kan underminere Putins magt.

I værste fald kan der ske et russisk sammenbrud. Mest sandsynligt er nok et yderligere indskrænkning af civile rettigheder, eller at Putin afløses af en værre diktator. Hvad det bedste er, er jeg meget usikker på. Vi må alle håbe på et stabilt Rusland, der trækker sig ud af Ukraine. Det er dog ikke særligt sandsynligt. ■

 

Vi må alle håbe på et stabilt Rusland, der trækker sig ud af Ukraine. Det er dog ikke særligt sandsynligt
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Moskva, 19. august 1991: En demonstrant flår en soldat ud af kampvognen efter kupforsøget mod Gorbatjev i det, der endte ud i et mislykket forsøg på at fjerne den sovjetiske regering [FOTO: Dima Tanin/AFP/Ritzau Scanpix]