Lindskov Jacobsen & Møller Rasmussen: Fængsler, frømænd og den fortsatte pirattrussel i Guineabugten
28.11.2023
Et år efter den første piratretssag sidder Lucky fortsat i Danmark, mens hans asylsag behandles. Men hvad laver de andre pirater, som stod bag så mange piratangreb i Guineabugten, at det i en periode var verdens farligste farvand? Ny forskning afdækker en større kriminel struktur, hvor piraterne er indlejret i en bredere kamp om ressourcer, profit og politisk magt i Nigerdeltaet. Det stiller krav til indsatsen i Vestafrika, hvis vi skal undgå, at pirateriet blusser op på ny.
I dag er det præcist et år siden, at der faldt dom i den første retssag nogensinde mod en formodet pirat på dansk jord. Samtidig er det to år siden, den danske fregat Esbern Snare kom i ildkamp med ni formodede pirater, mens fregatten var på antipirateri-mission i Guineabugten ud for Vestafrika. Byretten satte ikke spørgsmålstegn ved, at der var tale om en gruppe pirater, om end det ikke var det – altså pirateri – som Lucky blev tiltalt for, men for at have forvoldt fare for danske styrker. I dag, to år efter denne skudveksling, sidder Lucky fortsat i Danmark. Og Guineabugten er stadig det område, som bekymrer besætningerne på de mange dansk-flagede skibe allermest, trods de mange andre udfordringer rundt omkring i verdens farvande. Vi vil i det følgende fremhæve to spørgsmål, som fortjener mere opmærksomhed, end hvad der har været plads til i en tid, hvor først den fortsatte krig i Ukraine, og nu også konflikten i Gaza helt forståeligt fylder meget: Hvor er piraterne henne, mens pirateriet er lavt? Og hvordan skal dansk antipirateti-indsats fortsætte, nu hvor Esbern Snare ikke længere er på mission?
Pirateri i lavkonjunktur?
Allerede inden Esbern Snare ankom til Guineabugten i oktober 2021 var der tegn på, at pirateriet i Guineabugten var faldende. Siden april 2021 havde der været en periode med færre angreb, end man ellers havde set i 2019 og 2020 og i de første tre måneder af 2021. Den nedadgående tendens fortsatte, mens Esbern Snare var afsted, også selvom fregatten forlod Guineabugten før tid for i stedet at indgå i NATO’s beredskab i Østersøen.
At pirateriet i Guineabugten er faldende, er forståeligt nok blevet fejret. Der er dog grund til fortsat opmærksomhed. Først og fremmest er det vigtigt, at vi ikke overser, at selvom pirateriet i Guineabugten er lavt, så er det ikke forsvundet. Trods historisk få piratangreb, har 2023 stadigvæk budt på tre tilfælde, der resulterede i kidnapninger. I et af disse tilfælde ringede telefonen d. 25. marts 2023 i Fredericia, hvor Monjasa har hovedkvarter. Det danske firma Monjasa modtog de alvorlige nyheder om pirater ombord deres olietanker ’Monjasa Reformer’, som efter flere dage at havde været under piratkontrol endte med at få kidnappet seks besætningsmedlemmer. Besætningsmedlemmerne blev alle holdt som gidsler af piraterne, som bevogtede dem, mens de sad i fangenskab i en piratlejr i Nigerias Nigerdelta-område. Denne og andre lignende kapringer i Guineabugten viser, at det forsat er nødvendigt med et kritisk blik på havsikkerheden i regionen.
Vi skal heller ikke undervurdere, at flere af de årsagsforklaringer, som antipirateri-indsatser har fokuseret på – lige fra fattigdom, korruption, og arbejdsløshed, til den fortsatte manglende lovgivning nødvendig for at kunne retsforfølge formodede pirater – fortsat udgør en udfordring i regionen. Tag for eksempel, hvordan arbejdsløshedsprocenten i Nigerdeltaet, hvor piratgrupperne udspringer fra, fortsat er på mere end 40 pct. Det virker derfor usandsynligt, at de, der før udførte piratangreb, nu har fået sig et helt almindeligt ’8 til 16’-job. Også selvom det er det, mange pirater siger, at de drømmer om.
At pirateriet er på sit laveste nogensinde, efterlader os derfor med en række vigtige spørgsmål: Hvordan ernærer Nigerdelta-baserede pirater sig nu, hvis de ikke længere kidnapper søfarer og tjener løsesumspenge på det?
Piratchefer, olietyveri og valgvold
Vores cirka 100 interviews fra Nigerdeltaet, heraf mange med selvidentificerende pirater, peger ikke på, at piraterne er væk. I stedet har piraterne forskubbet deres kriminelle aktiviteter til i stigende grad at fokusere blandt andet på oliekriminalitet og, for en periode, valgvold. Oliekriminalitet har hele tiden været til stede i Nigerdeltaet. Men i den periode, hvor pirateriet har været lavt, har man kunnet observere en stigning. Denne kobling kan ikke etableres alene ud fra et statistisk observeret fald i én type kriminalitet, og en mere eller mindre parallel stigning i en anden form for kriminalitet. Men at dømme ud fra vores mere end 100 interviews, er oliekriminalitet den form for ’arbejde’, der for mange piraters vedkommende sikrer dem indtægter i perioderne mellem deres piratangreb. Selv da pirateriet var på sit højeste, var der altid tidspunkter på året, hvor pirateriet ikke var en mulig indtægtskilde. Fra maj til oktober ses stort set ingen angreb, fordi vejrforhold gør det nærmest umuligt. Med andre ord, selv da pirateriet var på sit højeste, var det aldrig en fuldtidsbeskæftigelse. Og der har oliekriminalitet været vigtig som en alternativ beskæftigelse, særligt i pirateriets ’lavsæson’. Og som nu, en alternativ mulighed for pirater til at forsørge sig i en meget lang periode, hvor de ikke har tjent på at kidnappe søfolk. På den måde skal det faldende pirateri ses både i konteksten af militære antipirateri-indsatser til søs, men stiller samtidig også nye spørgsmål til hvad det betyder, at piraterne forskubber deres kriminelle aktiviteter.
Forbindelsen til oliekriminalitet er også vigtig på mange andre måder, herunder fx i forhold til ’valgvold’. Forskellige pirater arbejder under en af flere ’piratchefer’, som via forbindelser til personer på blandt andet det politiske niveau, kombineret med deres position og monopol på vold, kontrollerer forskellige zoner i Nigerdeltaet. Piratchefen får blandt andet sin politiske beskyttelse ved at hjælpe korrupte politiske kandidater med at påvirke eller vinde politiske poster, når der er valg i Nigerdeltaet. Over en længere årrække har vi set forskellige former for vold, når der afholdes politiske valg i Nigeria, også for dem, der ønsker at afgive deres stemme ved valgsteder i Nigerdeltaet. En af årsagerne er, at piratchefen engagerer sine ’boys’ (selv-identificerende piraters eget ordvalg) til at forstyrre valget – blandt andet ved hjælp af intimidering af vælgere, kidnapning af opponenter og ødelæggelse af valgurner. Til gengæld får piratchefen den nødvendige politiske beskyttelse fra dem, han har hjulpet til magten med vold. En beskyttelse, som er med til at muliggøre hans andre kriminelle virksomheder, blandt andet pirateri og oliekriminalitet.
Piraterne er ikke bare en del af, men er afhængige af en større politisk økonomi, hvori kriminelle bagmænd støtter politiske ledere for beskyttelse og økonomisk betaling
_______
I Nigerdeltatet hævder mange lokale, at internationale olieselskaber stjæler regionens ressourcer uden at kompensere lokalsamfundene, og mange ser derfor olikriminalitet som en legitim form for omfordeling af olieressourcer. Det kan være én forklaring på, at flere af piraterne i vores interviews foretrak at deltage i oliekriminalitet, hvor de stjæler, yder beskyttelse og transporterer stjålne olieprodukter – aktiviteter der til dels er set som legitime blandt lokalbefolkningen. Og det selvom pirateritogter er mere indtægtsgivende, og derfor stadig foretrækkes af mange. Begge former for kriminalitet har nemlig det altovervejende motiv at tjene penge i en region, hvor der er 40 pct. arbejdsløshed. Dette er også med til at forklare, hvorfor pirater kan føle sig nødsaget til at deltage i valgvold for derved at få adgang til ’jobs’ i oliekriminalitet eller pirateri. Det kræver nemlig tilladelse af piratchefen, som lejlighedsvist kræver, at man også indvilliger i at udføre valgvold, når det bliver sæson for det.
På den måde er piraterne ikke bare en del af, men afhængige af en større politisk økonomi, hvori kriminelle bagmænd støtter politiske ledere for beskyttelse og økonomisk betaling. Vi er derfor nødt til at tage det seriøst, at pirateriet i Guineabugten risikerer at komme tilbage. Eftersom den nuværende situation, hvor pirateriet er på sit laveste nogensinde, kan skyldes at pirater og deres bagmænd har tilpasset deres kriminelle engagement for en periode, og at de kan risikere at genoptage pirateriet, hvis der sker forandringer i det politiske landskab i Nigerdeltaet – eller fra international side, navnlig i den opmærksomhed som antipirateri-aktører vier til pirateriet og andre maritime udfordringer.
Antipirateri: Danmark fortsætter indsatser
Det er ikke kun piraterne, som (måske midlertidigt) laver noget andet end pirateri. Fra dansk side fortsætter antipirateri-engagementet selvom den mere omtalte del – Esbern Snares mission – er afsluttet. Det danske engagements fortsættelse kan delvist ses som udtryk for, at man også fra andre perspektiver end det, der omhandler piraternes ændrede kriminelle leveveje, ser en risiko for, at pirateriet kan blusse op igen, som det har gjort før efter perioder med lavaktivitet.
Et eksempel på forsvarets fortsatte engagement i Ghana er, at danske frømænd træner maritime specialstyrker fra Ghana, nærmere bestemt Ghanas ’Special Boat Squadron’ (SBS). Ved at trække på deres erfaring og særlige kompetencer, støtter danske frømænd Ghanas SBS i at udvikle forskellige kompetencer, mange med direkte anvendelighed for bekæmpelse af pirateri. Det gælder fx, når de støtter ghanesiske specialstyrkes træning i blandt andet at kunne fire sig ned fra en helikopter med tov, hvilket er en brugbar kompetence i et scenarie, hvor man vil skulle lande på dækket af at skib, såfremt uvelkomne pirater er gået ombord. Selv hvis piraterne er forsvundet igen, skal de besætningsmedlemmer, som har søgt sikkerhed i skibets sikringsrum (citadel), stadig lukkes ud. På lignende vis trænes andre former for boarding. Det skal fremover foregå blandt andet ved den ’ship-in-a-box’ installation – en skibslignende konstruktion i vandkanten – som Danmark har støttet og som gør det lettere at træne eksempelvis boarding færdigheder. Dertil kommer en række mere ’usynlige’ kompetencer, som fx hvordan man bedst vedligeholder sit udstyr.
Antipirateri er imidlertid ikke alene en militæropgave. Fra dansk side er der også fokus på både lovgivning og fængselsforhold. Også selvom pirateriet er lavt for en stund. For hvis ikke vi skal ende i en situation, hvor formodede pirater flyves til Danmark igen, er det ikke kun vigtigt med de meget omtalte overdragelsesaftaler, men også at både lovgivning og fængselsforhold er i orden. Uden de puslespilsbrikker vil overdragelsesaftaler ikke kunne bringes i anvendelse.
Den vestafrikanske kystgeografi og tilstedeværelsen af mange forskellige centralregeringer kræver, at dansk pirateribekæmpelse er baseret på samarbejde med og tilladelser fra en række vestafrikanske regeringer
_______
Fokus på partnerskaber og lokale prioriteter
Fra dansk side har man altså fokus på, hvordan en eventuel opblomstring af pirateriet skal håndteres via specialstyrkekompetencer, lovgivningsændringer og forbedrede fængselsforhold. Men Guineabugten er enorm, og kombineret med det mønster, der tegner sig, hvis vi zoomer ind på nogle af de seneste piratangreb, forbliver mindst én udfordring uadresseret: angreb langt ude til søs. I flere omgange er det lykkedes pirater at kapre et skib, mørklægge det, og udfordre både modellen med citadeller (særlige rum, hvor besætningen kan gå i sikkerhed) og modellen med de regionale styrker, idet regionale styrker har svært ved at nå ud til en hændelse, hvis den finder sted mere end 300 sømil fra landets kystlinje. Blandt andet derfor vil ikke kun pirateriet, men også andre maritime udfordringer i regionen højst tænkeligt skulle adresseres i samspil mellem regionale og internationale aktører de næste mange år.
Helt afgørende bliver det imidlertid også at tænke i partnerskaber med afrikanske lande. Modsat Somalia, hvor internationale flådestyrker havde tilladelse til at sejle ind i somalisk farvand for at bekæmpe det somalisk-forankrede pirateri, kræver den vestafrikanske kystgeografi og tilstedeværelsen af mange forskellige centralregeringer, at dansk pirateribekæmpelse er baseret på samarbejde med og tilladelser fra en række vestafrikanske regeringer. Balancen mellem danske interesser og partnerskaber med lande i regionen, og særligt nødvendigheden af at lytte til dem, vi gerne vil lave programmer sammen med, er desuden skærpet yderligere af den geopolitiske rivalisering mellem vestlige aktører og Rusland og Kina. En rivalisering, som ikke kun udspiller sig i Sahelregionen, men også andre steder, og som indebærer en øget risiko for at blive smidt ud til fordel for Rusland og/eller Kina. I Ghana er Kina fx synligt til stede.
Her er det måske værd at minde om, at selvom den danske militærindsats i Mali, fik en brat afslutning, da blandt andet danske specialstyrker blev bedt om at forlade landet kort tid efter deres ankomst, så er andre danske specialstyrker fortsat engagerede i Ghana, hvor de træner Ghanas maritime specialstyrker. Det leder os til en relateret udfordring: Vi er nødt til at være særligt opmærksomme på, med hvem og hvilke partnerskaber vi indleder, og hvordan vi støtter dem fremadrettet, så vi undgår at det demokratiske fundament smuldrer under den militære kapacitet, der opbygges. Denne udfordring er, ligesom for fængselsforhold, lovgivning og mange andre landlige dimensioner i antipirateri-indsatsen, ikke en udfordring, som frømændene har mulighed for at adressere. Uagtet at træningen indebærer uddannelse inden for international lov og menneskerettigheder, har Mali og andre Sahel-lande tydeliggjort en yderligere risiko, som vi stadig mangler at finde svar på: en risiko der handler om, hvordan man kan sikre, at den militære kapacitet, der opbygges, forbliver under demokratisk kontrol, i en region som grænser op til Sahel, hvor vi de seneste år har set intet mindre end otte militærkup.
De vestafrikanske regeringer har i årevis peget på, at pirateri ikke kan adresseres isoleret fra andre former for (maritim) kriminalitet. Udfordringer såsom smugling af kokain gennem vestafrikanske farvande og havne er bare et eksempel på en udfordring, som er forværret de seneste år. Illegalt fiskeri fortsætter i Guineabugten, hvor særligt kinesiske og europæiske skibe udnytter manglen på lovgivning, overvågningskapaciteter og korruption. Ifølge en ny rapport forventes det, at mere end 40 pct. af verdens illegale fiskeri foregår i kystvandene ud for Vestafrika. Dette har alvorlige konsekvenser for vestafrikanske stater, som estimeres at miste et sted imellem 2,3 og 9,4 milliarder USD årligt til illegalt fiskeri. Udfordringen rammer dog særligt lokale fiskere og kystsamfund, hvis indtægtsmulighed og primære kilde til protein forsvinder.
Pointen med at fremhæve dette er, at man ikke må forfalde til alene at ændre placeringen for frømændenes – og andres – militære engagement fra et land til at andet, men også må gentænke både, hvordan vi fra dansk side bedst formår at balancere danske interesser med vestafrikanske interesser, og hvordan vi undgår, at det demokratiske fundament smuldrer under den militære kapacitet, der opbygges.
En måde at være tæt på både udviklingen i de problemer, der ønskes bekæmpet, og de demokratiske strukturer og institutioner, er gennem tilstedeværelse og tæt dialog med aktører i det land, vi engagerer os i. Her er det nødvendigt at tage helt anderledes fat end ved fortsat at insistere på, at det nødvendigvis er vores pirateri-problemer, der skal stå i første række. Samtalen kan sagtens handle om pirateriudfordringen, men ikke isoleret fra de udfordringer, som rammer vestafrikanske kyststater, og måske ville det optimale være at undersøge, hvor fællesnævneren er størst. Hænger smugling af stoffer og/eller stjålet olie sammen med pirateriet? Gør det ulovlige fiskeri? Hvis der er en sammenhæng, hvordan kan den så gribes an på en måde, der ikke risikerer at skubbe kriminelle fra en type kriminel levevej til en anden? Derudover er det en god ide at høre, hvordan man fra Ghanas side ser koblingerne mellem det maritime og udfordringer til lands: hverken pirater, stjålet olie, eller al den kokain, der smugles via ruter med berøringsflader i Vestafrika, bliver til søs. ■
Vi må gentænke både, hvordan vi fra dansk side bedst formår at balancere danske interesser med vestafrikanske interesser, og hvordan vi undgår, at det demokratiske fundament smuldrer under den militære kapacitet, der opbygges
_______
Katja Lindskov Jacobsen (f. 1982) er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.
Amanda Møller Rasmussen (f. 1991) er forskningsassistent på Center for Militære Studies, Københavns Universitet, under projektet (Counter-)piracy in the Gulf of Guinea (COPIGOG), finansieret af Danmarks Udenrigsministerium og administreret af DANIDA Fellowship Center.
ILLUSTRATION: En bevæbnet somalisk pirat ved kystlinjen mens det græske cargoskib, MV Filitsa, ligger for anker ud for Hobyo i det nordøstlige Somalia, hvor det var kapret af pirater, 7. januar 2010 [FOTO: Mohamed Dahir/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
