Lykke Friis i RÆSONs nye trykte nummer: En ny kidnapning? Ukraines lange vej mod EU-medlemskab
02.11.2023
Tunge skyer hænger allerede over udvidelsesprocessen for Ukraine. De er så tunge, at det ikke kan udelukkes, at processen kuldsejler. Europa risikerer derfor alligevel at stå over for en anden kidnapning, hvor Ukraine ikke formelt set bliver en del af Vesten, men efterlades i Ruslands interessesfære.
Af Lykke Friis
Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober. Læs mere her. Som noget nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
„Du smiler. Så er du ikke ukrainer”. Denne bemærkning fra en ældre kvinde, som jeg i sommer mødte i Kyiv, er svær at glemme. Efter 19 måneders krig er stemningen i Ukraine mere end trykket. 80 pct. har som kvinden mistet enten et familiemedlem eller en nær ven. Da den såkaldte forårsoffensiv indtil videre ikke har udløst nogen vending i krigen, er alle begyndt at indstille sig på en ,lang krig’, uden at nogen, inklusive præsident Zelenskyj, ved, hvor langt det er.
Den fortvivlende og usikre situation er bagtæppet for, at EU’s udvidelsespolitik er sprunget op i toppen af den europæiske dagsorden. Pludselig er ,udvidelsestræthed’ erstattet af nye løfter om medlemskab til Ukraine, Moldova samt Georgien, ligesom Albanien og Nordmakedonien er blevet inviteret ind i forhandlingslokalet. Størstedelen af de europæiske stats- og regeringschefer fastslår med jævne mellemrum, at det ikke længere er et spørgsmål om, men hvornår især Ukraine kan blive optaget. I september gik EU’s faste formand Charles Michel sågar skridtet videre og udstak 2030 om et muligt optagelsesår. Hidtil har det været en uskreven regel, at EU ikke opererer med et sådant, da optagelse ikke kun afhænger af, om Unionen er ,modtagelsesklar’, men i høj grad også af, om kandidatlandene er optagelsesklare.
Hovedpointen var, at Vesteuropa under Den Kolde Krig stiltiende havde accepteret, at lande, som lå i midten af Europa og dermed var en del af Vesten, blev kidnappet af Sovjetunionen. Nu gælder det om at undgå ,Ukraines tragedie’, hvor et nyt europæisk land kidnappes af Rusland
_______
Lektien af 2022
Det markante politikskifte drives af to imperativer. Det første er det sikkerhedspolitiske. 24. februar 2022 viste i al sin grusomhed, hvad der kan ske, når et land efterlades i en gråzone – det bliver invaderet. Derfor er det en sikkerhedspolitisk nødvendighed at tænde det grønne lys for landene i gråzonen. Det bekræftes blot af den ustabile situation på Balkan, hvor konflikten mellem Kosovo og Serbien løbende blusser op.
Men EU’s udvidelse er ikke kun et sikkerhedspolitisk, men også et moralsk imperativ. Europa er ganske enkelt forpligtet til at give ukrainere som den kvinde, jeg mødte i sommer, et medlemskabsperspektiv. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, formulerede det i forsommeren med en henvisning til den nu afdøde tjekkiske forfatter Milan Kundera. I midten af 1980’erne skrev han essayet – „Centraleuropas tragedie: Det kidnappede Vesten”. Hovedpointen var, at Vesteuropa under Den Kolde Krig stiltiende havde accepteret, at lande, som lå i midten af Europa og dermed var en del af Vesten, blev kidnappet af Sovjetunionen. Nu gælder det om at undgå ,Ukraines tragedie’, hvor et nyt europæisk land kidnappes af Rusland. Eller som Macron udtrykte det: „Vi må ikke for anden gang lade Vesten blive kidnappet”. Dette moralske imperativ er ikke overraskende endnu mere udpræget i lande, der opfatter den 24. februar som en gentagelse af deres egen historie.
I praksis betyder det, at EU på decembertopmødet med stor sandsynlighed vil åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova. Krig og spændinger gør det nærmest historieløst at insistere på målfoto og forlange flere reformer. Tiden er snarere til at holde blikket stift mod målet, nemlig medlemskab. En invitation til optagelsesforhandlinger vil i den grad styrke Ukraines medlemskabsperspektiv og derfor blive fejret behørigt i præsidentpaladset i Kyiv og blandt den hårdt prøvede befolkning.
Men det ændrer ikke på, at der allerede hænger tunge skyer over udvidelsesprocessen. De er så tunge, at det ikke kan udelukkes, at processen kuldsejler. Med andre ord: Europa risikerer alligevel at stå over for en anden kidnapning, hvor Ukraine ikke formelt set bliver en del af Vesten, men efterlades i Ruslands interessesfære. Modsat den første kidnapning af Centraleuropa under Den Kolde Krig vil den anden imidlertid være radikalt anderledes. Dengang befandt den kidnappede del sig bag et jerntæppe. Denne gang vil Ukraine være alt andet end afskærmet fra resten af Europa, ligesom en kidnapning vil drive dybe kiler ned mellem europæerne. Under Den Kolde Krig kunne Vesteuropa henvise til, at den udefrakommende bipolære konflikt mellem Sovjetunionen og USA var skyld i kidnapningen. Denne gang vil skylden ligge hos europæerne selv – af den simple grund at vi ikke kunne blive enige om EU’s udvidelse.
Grundlæggende hænger der fire skyer over udvidelsesprocessen.
Den første knytter sig til økonomien, symboliseret ved efterårets voldsomme strid mellem Ukraine og Polen om korneksport. Da ukrainsk eksport af korn til Europa ramte polske landmænds økonomi, valgte Polen (og for den sags skyld også Ungarn og Slovakiet) at indføre et nationalt importforbud, vel at mærke uden om EU. Dette fik Zelenskyj til at anklage dem for at gå Ruslands ærinde. En stærkt fortørnet polsk præsident, Andrzej Duda, replicerede, at „en person, der er ved at drukne, kan være ekstremt farlig, da han kan trække én ned i dybet… og dermed drukne redningsmanden”, læs: Polen. I samme åndedrag truede den polske regering med at udvide importforbuddet til flere varegrupper, svække ukrainernes mulighed for at komme til Polen og neddrosle våbenleverancerne.
En stor del af forklaringen på, at striden blev så voldsom, er, at Polen var på vej mod et parlamentsvalg, der tegnede tæt. Det er også præcis det, der gør situationen så alvorlig. Når selv et land som Polen, der i den grad har stået skulder ved skulder med sit naboland, pludselig lader økonomiske og indenrigspolitiske interesser trumfe de to imperativer, kan det ske i nærmest samtlige medlemsstater. Eller som den bulgarske samfundshistoriker Ivan Krastev har udtrykt det: „I de senere måneder har Ukraine måttet erkende, at det ikke grænser op til Polen, men til det polske valg. Derfor er 100.000 stemmer fra polske landmænd pludselig vigtigere for regeringen, end hvad det kommer til at koste Ukraine. Og det kommer vi til at opleve mange steder”.
Én ting er nemlig de nuværende økonomiske konsekvenser; noget helt andet de store omkostninger, som landene vil stå med, hvis Ukraine optages i EU. I praksis vil det nemlig betyde, at mange nettomodtagere til EU’s budget rykker over på bidragssiden. Det skyldes ikke mindst den store ukrainske landbrugssektor, men også at landet vil få betragteligt med strukturfondsstøtten. Da ingen forventer, at EU’s budget vil stige betragteligt, står EU over for en klassisk omfordelingsdiskussion: Når kagen er den samme, hvem skal så have et mindre stykke?
Den anden sky knytter sig til højrefløjens fremgang i mange medlemsstater. Højrefløjspartier om Alternative für Deutschland (AfD) og Frihedspartiet i Østrig, der havde et tæt forhold til Putin før krigen, har vind i sejlene ved at plædere for en forhandlingsløsning på krigen. Devisen er, at denne krig ikke kan blive ved, og at begge parter er skyld i, at den overhovedet brød ud. De dyre våbenleverancer bruges som illustration af, at de etablerede partier ikke har blik for de problemer, der optager den almene vælger, lige fra et skrantende sundhedssystem til migration. Eller som man siger i Tyskland: Støtte til Ukraine er blevet et symbol på, at die da oben – dem, der er oppe i regeringen – ikke tager hensyn til wir hier unten. Set i det lys kan det meget vel tænkes, at Europa står over for et helt anderledes europaparlamentsvalg i 2024 end i 2019: Dengang var der tale om et klimavalg; nu kan det blive et Ukraine- og udvidelsesvalg. Særligt hvis Europa til vinter på ny kommer til at kæmpe med stigende energipriser.
Set i det lys kan det meget vel tænkes, at Europa står over for et helt anderledes europaparlamentsvalg i 2024 end i 2019: Dengang var der tale om et klimavalg; nu kan det blive et Ukraine- og udvidelsesvalg
_______
Fra institutionel strid til Donald Trump
Den tredje sky knytter sig til de magtforskydninger og institutionelle forandringer, der uundgåeligt vil følge i kølvandet på en udvidelse. For lande som Tyskland og Frankrig er det uden for diskussion, at EU bliver nødt til at gøre sig modtagelsesklar til en udvidelse med Ukraine og landene på Balkan. Åbner EU blot dørene, vil EU’s beslutningsproces sande til. Kort sagt: Et EU med op mod 36 lande må operere med andre spilleregler end et EU27. Centralt står her øget brug af flertalsafgørelser og en tilpasning af antallet af kommissærer og europaparlamentarikere. Heroverfor står imidlertid en gruppe lande, anført af Polen, der ser denne diskussion som udtryk for en magtkoncentration i Bruxelles eller et forsøg på at forhale udvidelsen. I løbet af sommeren blev der spekuleret i, at de største tilhængere af udvidelsen, såsom Polen og balterne, som modydelse for en hurtig forhandlingsåbning ville acceptere institutionelle forandringer. Efter efterårets kornkrise er aktierne for denne byttehandel imidlertid faldet betragteligt. For hvor sandsynligt er det, at Polen køber ind på en sådan model?
Og lige meget hvad vil denne model ikke appellere til Ungarn, der er skeptisk over for både udvidelsen og institutionelle forandringer. Det hele kompliceres af, at mange lande, herunder Danmark, er bekymrede for, at institutionelle reformer kan udløse opslidende traktatforhandlinger, som i sidste instans måske bliver forkastet i folkeafstemninger. Set fra regeringernes side skræmmer sporene i hvert fald. Tag bare EU’s forfatningstraktat, der i 2005 blev vraget ved folkeafstemninger i både Frankrig og Nederlandene bl.a. på grund af angsten for den polske håndværker‚ altså arbejdskraftens fri bevægelighed.
En fjerde sky er den lange kø af ansøgerlande. Allerede i 2003 blev Serbien, Kosovo, Montenegro, (Nord)Makedonien og Bosnien-Hercegovina lovet et klart EU-perspektiv – uden at der siden er sket det store. Processen er forsinket også pga. landenes manglende reformfremskridt. I skrivende stund har EU desuden åbnet optagelsesforhandlinger med Montenegro, Serbien og senest i juli 2022 med Albanien samt Nordmakedonien. I juni 2023 opnåede Ukraine og Moldova kandidatstatus, mens Georgien fik styrket sit medlemskabsperspektiv. Men ikke overraskende frygter Vestbalkan, at de kan lide samme skæbne som Tyrkiet. Helt tilbage i 1987 søgte tyrkerne om medlemskab for så at blive overhalet nok så eftertragteligt af Central- og Østeuropa, da Berlinmuren faldt.
På en konference i Slovenien i det tidlige efterår luftede de seks regeringschefer fra Balkan deres frustration. Fra Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, lød det, at han ikke havde noget imod Ukraine, men at den hastighed, hvorved Ukraine havde bevæget sig fra ansøgning til snart optagelsesforhandlinger, „viser, at landet har en politisk opbakning, som vi har aldrig har oplevet”. Albaniens premierminister, Edi Rama, fulgte, kun lidt i spøg, op med følgende: „Hvem skal vi angribe … for hurtigere at opnå medlemskab? Bulgarien kan sagtens angribe Nordmakedonien, Kroatien Serbien, Serbien kan angribe Kosovo, og Bosnien kan angribe sig selv … Så kan vi alle være klar til at nå det samme tog som Ukraine”.
I nærheden af Bakhmut, 7. september 2023: Sårede soldater modtager behandling efter kampe i det østlige Ukraine [FOTO: Wolfgang Schwan/Anadolu Agency/ABACAPRESS.COM]
Det er bestemt ikke første gang, at en udvidelsesproces kompliceres af, at der er mange kandidater. Nøgleeksemplet er udvidelsen i 2004. Oprindeligt havde EU kun i sinde at optage en mindre gruppe lande i den såkaldte regatta-model, men grundet en kombination af øget reformhastighed blandt kandidaterne og ønsket om at undgå nye skillelinjer i Europa blev der i stedet tale om Big Bang-udvidelsen med ti lande. Skal EU på ny optage en næsten lige så stor gruppe, stiger behovet for reformer af både budget og institutioner. Selvom diskussionen kun lige er gået i gang, er det klart, at landene har forskellige fortalere. Fx er Tyskland og Østrig stærkt optaget af, at Vestbalkan ikke bliver glemt, mens andre nærmest ser det som en slags forhalingstaktik af et ukrainsk medlemskab.
Over det hele svæver en mere sikkerhedspolitisk problematik: Er det overhovedet muligt at optage kandidatlande, som ikke forinden er optaget i NATO? Som bekendt vil EU nemlig ikke være i stand til at indfri den musketéred, der fremgår af EU-traktaten (Artikel 42,7) om at komme et land til undsætning uden støtte fra amerikanerne (og dermed NATO). Er dét logikken, vil NATO-landene Albanien, Nordmakedonien og Montenegro have en fordel, hvorimod fx Ukraines medlemskab kan sidde fast, indtil landet måtte blive optaget i NATO. Netop det forhold, at EU aldrig har optaget et land i krig, kan være et kort, som udvidelsesskeptikere kan trække på et senere tidspunkt.
Endelig er der ham, som ikke kan betegnes som en sky, men snarere som en storm, nemlig Donald Trump. For hvad gør EU, hvis Trump eller en anden Republikaner med de samme holdninger vinder det amerikanske præsidentvalg næste år? Republikanerne har i hvert fald allerede ladet forstå, at „America First”-politikken vil blive skærpet, og at krigen i Ukraine bør ophøre.
Da det i høj grad har været præsident Biden, der har holdt sammen på Vesten og ikke mindst længe har leveret flest våben til Ukraine, er det et åbent spørgsmål, hvilke konsekvenser dette vil få for bl.a. Europas våbenleverancer og støtte til udvidelsen. Umiddelbart fremstår en Trump-sejr i hvert fald som den mest udfordrende test for EU’s fælles Ukraine-politik – og givetvis den test, som Vladimir Putin længe har ventet på. Det hele kompliceres af, at en Trump-sejr også kan føre til, at amerikanerne trækker deres NATO-tropper hjem fra Balkan. Mareridtsscenariet vil her være, at EU pludselig skal håndtere både en krig i Ukraine og en på Balkan – måske mellem Serbien og Kosovo, som hidtil er blevet holdt i skak af NATO-troppernes tilstedeværelse.
De mange skyer kan friste en til at tro, at udvidelsen er dømt til at kuldsejle. Lige så klart er det imidlertid, at omkostningerne ved ikke at udvide vil være voldsomme. For vil EU – og Ukraine – kunne overleve endnu en kidnapning? ■
De mange skyer kan friste en til at tro, at udvidelsen er dømt til at kuldsejle. Lige så klart er det imidlertid, at omkostningerne ved ikke at udvide vil være voldsomme. For vil EU – og Ukraine – kunne overleve endnu en kidnapning?
_______
Lykke Friis (f. 1969) er direktør for Tænketanken EUROPA og p.t. Richard von Weizsäcker Fellow ved Robert Bosch Academy i Berlin.
ILLUSTRATION: Bakhmut, 14. august 2023: Præsident Zelenskyj besøger tropperne nær fronten i det østlige Ukraine under den igangværende modoffensiv [FOTO: Presidential Office Of Ukraine/Picture Alliance/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
