Lykke Friis i Interviewserien: Kan et Tyskland i dyb identitetskrise lede Europa?
03.01.2023
“Tyskerne har skiftet doktrin derhen, at de ikke længere tror, at de altid vil kunne handle sig til fred. Det har de erkendt. Men de har stadig en realpolitisk tilgang, som siger, at Rusland er så stort et land, som ligger klods op ad Europa, at de er fanget af deres geografi. Problemet er bare, at netop når Tyskland siger det højt, så er det, at landets begrænsede bløde magt for alvor bliver en rød klud i hovedet på central- og østeuropæerne, for det skal du bare ikke sige som tysker.”
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSONs Interviewserie bringer hver onsdag et dybdegående interview med en stor stemme fra den danske politiske eller intellektuelle debat. Dette er første udgave med Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa.
Se alle interviews i serien her.
DET HAR VÆRET et tumultarisk år for Tyskland og for kansler Olaf Scholz, som efter få måneder i spidsen for Europas største økonomi skulle håndtere og reagere på en krig på europæisk jord. Det førte til annonceringen af det såkaldte Zeitenwende, som blandt andet indebærer en omlægning af sikkerhedspolitikken med forøgede forsvarsudgifter til følge og en tilstræbt uafhængighed af russisk energi. Ved indgangen til et nyt år står krigen stadig på, mens Tyskland står centralt i formuleringen af politikken for et nyt Europa, som skal forholde sig ikke kun til krig på eget kontinent, men også stormagtsrivalisering og tiltagende afkobling mellem Kina og USA. RÆSON fanger Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa og mangeårig tysklandsekspert, på en forbindelse på vej hjem fra Tyskland, for at blive klogere på, hvor landet er på vej hen i det nye år.
RÆSON: Hvad er det vigtigste, man skal vide om Tyskland lige nu?
LYKKE FRIIS: Det vigtigste, man skal vide om Tyskland, er, at landet befinder sig i en identitetskrise. Det er et land, der er langt mere påvirket af krigen i Ukraine, end vi fx er i Danmark. Krigen rammer Tysklands DNA; som et land, der i høj grad kunne importere billig russisk energi som fundament for deres økonomi, der i høj grad kunne smide størstedelen af regningen for sikkerhedspolitikken over til amerikanerne, og der, uden at behøve at tænke sig særligt meget om, kunne eksportere meget til Kina. Der var ikke nogen, der overvejede, om det var et problem, at eksempelvis den tyske kemiindustri eller den tyske bilindustri har investeret voldsomt i Kina – det var jo bare en del af globaliseringen. Men nu er det pludselig blevet politisk betændt, hvem det er man handler med. Og det er jo en del af læren – som jeg også skriver i min bog – af hele miseren med Rusland.
Samtlige af disse tre og meget centrale søjler i tysk politik er faldet, og derfor vil vi i 2023 komme til at se et Tyskland, som diskuterer de tre søjler intenst. Det er noget, der berører essensen af deres politik – i modsætning til fx Danmark, hvor man dybest set er enige om, hvad der skal gøres. Der har man uenigheder i Tyskland, som vi ikke kender til her.
Det vigtigste, man skal vide om Tyskland, er, at landet befinder sig i en identitetskrise. Det er et land, der er langt mere påvirket af krigen i Ukraine, end vi fx er i Danmark
_______
Så Tyskland har været afhængig af en frihandel, som bliver udfordret i disse dage, hvor vi ser en øget politisering af økonomien, som er ny at navigere i?
Præcis, og det har været en del af landets identitet. Jeg er halvt tysk, og jeg har da også gået rundt og været stolt af, at Tyskland havde en anden måde at løse problemerne på – nemlig ved handel i stedet for med våben – så det er en del af den tyske selvforståelse, at man kunne binde lande sammen, gøre lande afhængige af hinanden og dermed forebygge konflikter. Det var en måde at føre ‘blød’ sikkerhedspolitik på, men det er nu ramlet på en måde, hvor man bliver nødt til at erkende, at den afhængighed, man fik skabt med fx Putin, var en af grundene til, at det var vanskeligt at vikle sig ud af den og komme med et klart svar over for Putin – fordi man hele tiden har frygtet, at det ville gå ud over Tysklands gasforsyning. Det er den tanke, man nu overfører på Kina, og derfor bliver Tysklands position over for Kina ekstremt afgørende – også for dansk økonomi, for vores økonomi er betinget af, at tyskerne eksporterer til Kina, for vi er ofte underleverandørerne for Tyskland til Kina.
Noget af det første, tyskerne skal kigge på i det første kvartal af det nye år, er en ny tysk Kina-strategi – som vil være den første Kina-strategi, de vedtager. De nævnte søjler er jo ikke nogle, man formelt har sat sig ned og er blevet enige om – det er en måde, det har udviklet sig på. Og nu skal man så have et opgør med søjlerne, og det gør man med nye strategier. Scholz kom jo allerede i 2022 med det såkaldte Zeitenwende, hvor det blev besluttet, at Tyskland skulle bruge flere penge på sit eget forsvar – hvilket er et ryk væk fra den søjle, hvor man bare kunne kaste regningen over på amerikanerne. Tyskerne har også brugt store dele på at gøre sig uafhængig af russisk energi. Du fanger mig faktisk på vej hjem fra Wilhelmshaven, hvor tyskerne på rekordfart har opført landets første flydende terminal for flydende gas, altså LNG, der vil kunne levere ca. 11% af den gas, som Tyskland tidligere købte i Rusland. Og flere terminaler er på vej. Men Kina-politikken er det store udestående og dermed udfordringen for 2023.
Kina-strategien er allerede blevet lidt af en varm kartoffel. Nyhedsmagasinet ”Der Spiegel” offentliggjorde et udkast fra Annalena Baerbocks udenrigsministerium sidst på året. Det udløste stor debat internt i regeringen. Det var dybest set et papir skrevet med grønt blæk – altså af Baerbock og økonomiminister Habeck. For dem er det ikke alene afgørende, at Tyskland afmonterer afhængighed over for Kina; de vil også lægge langt større vægt på menneskerettighederne. Der står i udkastet, at EU skal overveje et decideret importstop over for regioner, hvor der foregår brud for menneskerettighederne. Derudover kommer lange afsnit om bekymring for en militær konflikt med Taiwan og for demokratiets undertrykkelse i Hongkong. Ikke overraskende udløste det ikke kun debat i den tyske regering, men reaktionen fra Kina kom prompte. Den kinesiske regering beskyldte decideret Tyskland for at sidde fast i kold krigs-tænkning og for at sprede løgne.
Så offentliggørelsen af strategien er altså ikke lige om hjørnet, men de fleste regner nu med at sikkerhedsstrategien kommer før. Det bliver interessant at se, hvor langt Scholz er klar til at gå. I november bankede han jo nærmest De Grønne på plads og insisterede på sælge dele af den ene havneterminal i Hamborg til Kina. På mange måder er han fortsat mere på den gamle Merkel-linje, hvor handelen havde forrang. Og når du står over for en recession, som Olaf Scholz gør, så er det jo klart, at han lige overvejer to gange, hvor stort et hul han skal banke i den tyske økonomi ved at aftrappe samhandlen med Kina – det er virkelig en realpolitisk betragtning. Han har hele tiden italesat – også ift. sanktionerne over for Rusland – at man ikke skal gå for hurtigt frem og sørge for at få det til at balancere, så man undgår uro. Og så spiller det en rolle, at det for tyskerne er sværere at få afviklet den afhængighed, de har af Kina, end det er for andre europæiske lande.
Men retningen er der ingen tvivl om – Tyskland kommer til at handle mindre med Kina, og det vil også påvirke Danmarks mange underleverandører.
Hvis du står over for en recession, som Olaf Scholz gør, så er det jo klart, at han lige overvejer to gange, hvor stort et hul han skal banke i den tyske økonomi ved at aftrappe samhandlen med Kina
_______
Er det også din analyse, at regimet, hvor man har kunnet handle med hinanden frit, er faldet? Og er det noget, der er slået igennem bredt i Tyskland, eller er det stadig til debat?
Det er stadig til debat, fordi det jo netop har været en grundsøjle fra tysk efterkrigstid og frem. Derfor erstattes den jo ikke sådan lige sådan. Det kan godt være, at man kan lade den falde i en tale, som Olaf Scholz gjorde den 27. februar, men du kan jo ikke få skabt en konsensus på så kort tid. Derfor så vi også eksempelvis, at ministerpræsidenten fra Sachsen, Michael Kretschmer – hvilket er en ret afgørende delstat i tysk politik – ganske få dage før sprængningerne på Nord Stream I og II plæderede for, at man skulle genåbne gasledningerne. Der er også i øjeblikket store stridigheder internt i den tyske regering om, hvor markant man skal forsøge at afkoble sig fra Kina. Spørger man De Grønne, er det tæt på at være en afkoblingsstrategi. Hvis vi derimod lytter til Scholz, er det mere en diversificeringsstrategi, hvor man skal prøve at afmontere den mest problematiske afhængighed og flytte noget af den til fx Vietnam – det var også derfor, han fløj til Vietnam umiddelbart efter, han var i Kina i efteråret. Hans pejlemærke er, at Tyskland skal undlade at lægge alle æg i en kurv. Igen er Rusland bagtæppet: Der var ikke noget i vejen med at handle med Putins Rusland før 2022; fejlen var, at man modtog for meget af sin gas fra et land.
Så det diskuterer de i høj grad. Og der er jo også tyskere, der mener, at fordi landet er så hårdt ramt af energikrisen, samtidig med en begyndende recession, så gælder det om at slå ikke endnu større hul tysk økonomi. De kunne sågar godt finde på at handle med Rusland igen. Så det bliver et stort tema i 2023, hvor megen afhængighed og sårbarhed den tyske økonomi kan tåle at afmontere.
Hvor stor opbakning ser man i befolkningen? Ser man sprækker rundt omkring i samfundet ift. støtten til fx sanktionsregimet over for Rusland?
Man ser også sprækker. Man må endnu engang sige, at der er stor forskel på øst og vest. Det er jo ikke noget tilfælde, at Sachsens ministerpræsident er fra det tidligere DDR. Der ser man anderledes på krigen. Målinger viser, at en ret stor del af befolkningen sådan set mener, at det i lige så høj grad er Joe Biden og Zelenskyj, der er skyld i krigen, som Putin, og det skaber selvfølgelig nogle sprækker. Men Tyskland er så til gengæld rigtig godt hjulpet af denne forårsagtige vinter, for det har jo været hele strategien fra Putins side at en hård vinter ville presse Europa, og det er jo i hvert fald ikke lykkedes endnu, hvor vi har haft høje temperaturer mellem jul og nytår. Så længe gaslagrene er fyldte, kommer vi ikke for alvor til et punkt, hvor det ville være svært for Scholz at bevare den konsensus, der trods alt er. Det er næste vinter, der bliver afgørende.
Der var ikke noget i vejen med at handle med Putins Rusland før 2022; fejlen var, at man modtog for meget af sin gas fra et land
_______
Mange har kritiseret Tyskland for, at det i højere grad var symbolpolitisk, og at der ikke er sket tilstrækkelige ting realpolitisk endnu – er det en fair kritik?
Jeg tror mere, at den nøgterne kendskab er, at du godt kan rykke et land retorisk ved hjælp af en tale, men i praksis kan du ikke rykke et land på det militære områder så hurtigt. Det er jo gigantiske investeringer, der er tale om. Og de ting, man skal bruge ligger ikke bare på hylderne over det hele. Det er vi jo også ramt af i Danmark. Der er ingen tvivl om, at Olaf Scholz personligt har rykket sig utroligt meget med den tale – vi skal huske på, at Scholz i 70’erne og 80’erne demonstrerede imod oprustningen og mente, at Tyskland skulle nedruste. Han stod i spidsen for et regeringsgrundlag i december 2021, hvor man ikke gik ind for en oprustning. Så det er jo et markant skift, han foretager, når han siger, at Tyskland vil bruge to pct. af BNP på forsvaret.
Men det har været vanskeligt med våbenleverancerne til Ukraine. Scholz har den opfattelse, at han ikke vil beskyldes for at være med til at eskalere konflikten. Og det er et helt andet synspunkt, man har i fx Estland. Der drejer det sig om én ting, og det er at levere de våben så hurtigt som muligt. Når der er udbrudt brand i din nabos hus, handler det om at slukke branden hurtigst muligt, så den ikke kommer over til dig selv. For Scholz er der andre hensyn, nemlig at han ikke vil være med til at eskalere, så derfor har han hele tiden skullet trækkes for at levere våben, og det gør, at der er mange – også herhjemme – som tror, at tyskerne nærmest ikke har leveret noget, og det er ikke fair, hvis man kigger på statistikkerne. Men det har hele tiden været i et meget langsommeligt tempo og også med en lidt skeptisk indstilling.
Og det viser jo, at der er uenighed i Europa om, hvad der vil få den her krig til at blive afsluttet hurtigst muligt. De østeuropæiske lande – med undtagelse af Ungarn – vil sige, at det handler om så hurtige våbenleverancer som muligt, hvorimod både Tyskland og Frankrig har den indstilling, at nu må vi lige se, for der er også andre udfordringer; vi vil ikke eskalere, vi må også forhandle med Rusland på et tidspunkt, osv. Og det skaber en betydelig svækkelse af den tyske bløde magt.
Jeg har lige været i Polen, og det er helt utroligt, så dårligt et ry Tyskland har. Så når man taler om, at Tyskland ikke har leveret så meget, som nogen havde forventet, er det også, fordi der er en ophobet frustration over Angela Merkels energipolitik og Tysklands manglende vilje til at sætte foden ned over for Putin, som nu er blevet samlet sammen, og så er det som om, at alt er galt, hvad der foregår i Tyskland. Og det påvirker selvfølgelig tyskernes muligheder for at få synspunkter igennem i central- og østeuropæiske lande, og derfor bliver valget i Polen et af de mest afgørende i 2023. Hvis den nuværende regering genvinder magten – det er dem, der vil have krigsskadeerstatninger for Anden Verdenskrig – så bliver det svært for Tyskland, Frankrig og Polen at finde hinanden.
Jeg har lige været i Polen, og det er helt utroligt, så dårligt et ry Tyskland har
_______
Nu nævner du selv Merkel, som var med til at fortsætte etableringen af Nord Stream II selv efter Ruslands annektering af Krim. Er hendes synspunkt blevet gjort til skamme, og hvad siger det om den skiftende selvforståelse, der er undervejs i Tyskland?
Det er et godt spørgsmål. Da hun går af i december 2021, er det store tema, hvordan Tyskland skal kunne klare sig uden sin krisekansler. Da vi så kommer nogle måneder frem, så er det store tema, hvordan hun dog kunne føre Tyskland ud i en så prekær sikkerhedspolitisk situation, som hun gjorde ved Nord Stream II. Det er vendt nærmest 180 grader. Nu er ikke nogen, der savner Angela Merkel mere.
Det er dog sådan, hvis man spørger tyskerne og ser på målingerne, så mener de dog stadig, at hun har været en af de store kanslere efter Anden Verdenskrig. Det, der har været en rød klud for mange tyskere, er, at hun i de tre store interviews, hun har givet siden juni 2022, holder benhårdt fast i, at det hun gjorde, var det rigtige. Hun kunne jo godt have valgt den mere afvæbnende kurs, hvor hun åbner for, hun ville have handlet anderledes, hvis hun havde den viden hun i dag. Men her hun ikke været til at rokke. Det gælder også Nord Stream II. Ingen kan tage fra Merkel, at hun faktisk i modsætning til mange andre regeringschefer brugte mange af sine vågne timer på Ukraine i perioden 2014-2022. Det gjorde hun også, fordi hun var overbevist om, at Putin på et eller andet tidspunkt ville angribe Ukraine. Men hvis det evarr hendes analyse, hvorfor stoppede hun så ikke Nord Stream II? Og hvorfor lod hun så det tyske forsvar nærmest forvitre?
Er der en form for skam eller forlegenhed forbundet med den naivitet, man har haft i relationen til Rusland? At man ikke har været mere på forkant med situationen?
Jeg tror måske mere, at der er en forundring og en forbløffelse over, at det er kommet hertil. Husk på, hvor Tyskland kom fra. Efter Anden Verdenskrig havde tyskerne behov for at blive accepteret igen, og der var handel med andre lande et hovedelement. I efterkrigstiden var Tyskland delt, og det at have en tæt samhandel med Rusland var en måde, hvorpå man kunne afhjælpe delingen. Så samhandelen med Rusland har været noget, der har spillet en langt større rolle og haft nogle andre motiver i Tyskland end bare det at sikre billig gas. Og der er man forundret over nu, at det kunne komme hertil. Tyske kanslere sagde jo igen og igen, at selv da Den Kolde Krig var koldest, flød der gas igennem ledningerne, og det gjorde der jo. Det vil tage noget tid, før man for alvor får analyseret det igennem – og det er også svært, for begge de ledende partier, CDU og SPD, er involveret i det.
Det er vendt nærmest 180 grader. Nu er der ikke nogen, der savner Angela Merkel mere
_______
Ser du, at man i Tyskland stadig holder fast i – i en eller anden udstrækning – et ønske om at vende tilbage til en form for økonomisk integration med Rusland efter krigens afslutning? Har man stadig det håb, eller har man fuldstændig skiftet doktrin?
Tyskerne har skiftet doktrin derhen, at de ikke længere tror, at de altid ville kunne handle sig til fred. Det har de erkendt. Men de har stadig en realpolitisk tilgang, som siger, at Rusland er så stort et land, som ligger klods op ad Europa, at de er fanget af deres geografi. Det hører du også fra Frankrig og Macron, at på et eller andet tidspunkt skal vi forhandle – om ikke med Putin så i hvert fald med Rusland. Og det har de jo ret i. Problemet er bare, at når de to lande siger det – og netop når Tyskland siger det – så er det, at deres begrænsede bløde magt for alvor bliver en rød klud i hovedet på central- og østeuropæerne. For det skal du bare ikke sige som tysker. Det bliver hørt, som om de sælger ud, og at nu skal Ukraine afgive territorie osv. Selvom det ikke er det, tyskerne siger, så er det den mistanke, der er der. Men på sigt skal vi jo også i Danmark have en debat om, hvordan vi igen kan leve med Rusland – det er bare for tidligt, og mistilliden til internt i Europa, hvad vi vil med krigen, er simpelthen for stor.
Scholz udgav for nylig en klumme i Foreign Affairs, hvor han beskrev den rolle, som Tyskland må indtage i en tiltagende multipolær verden, hvor han også advarede mod kold krigs-retorik og afkobling. Det virker til, at Tyskland ser sig selv i en anden rolle og ser situationen på en anden måde, end den fortælling USA fremturer med, som handler om afkobling og politisering af økonomien. Hvordan analyserer du den skillelinje?
Scholz kerneord er diversificering. Det handler om at undgå afkobling og at fortsætte handlen med Kina. Det gælder jo trods alt også store dele af Europa, og det gælder dele af USA, så noget af det her er jo et spørgsmål om, hvor man vælger at lægge vægten henne. USA handler jo også fortsat med Kina – det taler man bare ikke så meget om. Det afgørende for tyskerne vil være, at man kan bevare så megen samhandel som muligt, hvor det for amerikanerne vil handle om, hvor lidt samhandel, som man minimum må tolerere. Og så skal man huske, at det er ikke, fordi vi i Europa står skulder ved skulder med USA, når man ser på det tema, der kommer til at dominere de første måneder af 2023 – nemlig Bidens Inflation Reduction Act (IRA). Det kan godt udvikle sig rigtig grimt og kaste skygger over det transatlantiske forhold, hvor vi pludselig kan stå med det, der på nogle områder vil være en begyndende handelskrig. Når jeg siger begyndende, er det, fordi jeg ikke tror på, at det kommer til en handelskrig – dertil er vi for afhængige af amerikanerne. Men det viser jo, at vi ikke ser fuldstændig identisk på situationen. Amerikanerne har med IRA opført et hegn omkring dele af deres grønne industri. Der kunne de også have valgt en anden tilgang, hvor det havde handlet mere om at få europæerne over på deres side i kampen mod Kina. Det ville have indebåret større fokus på, hvordan Europa også kunne have fået gavn af IRA. Der har de valgt en anden strategi, og det er selvfølgelig også indenrigspolitisk betinget.
Det afgørende for tyskerne vil være, at man kan bevare så megen samhandel som muligt, hvor det for amerikanerne vil handle om, hvor lidt samhandel, som man minimum må tolerere
_______
Vi har været inde på tidligere, at polakkerne ikke er helt tilfredse med, hvordan Tyskland har ageret ift. krigen, og at de – og andre østlige lande – vil have Tyskland og Frankrig til at handle hurtigere. Hvis vi vender os mod den tysk-franske alliance, hvordan ser du så positioneringen ift. at tage lederskab for Europa? Hvor ser du de største sprækker?
Vi skal tilbage til, hvor vi startede. Tyskland er i identitetskrise, og det betyder, at tyskerne skal bruge meget tid på at forhandle med sig selv. Derfor har de ikke haft overskud til at involvere franskmændene i nogle af de afgørende beslutninger – eksempelvis beslutningen om at bruge 200 milliarder euro på at håndtere de stigende energipriser i Tyskland. Det blev franskmændene provokerede af – også fordi der var flere franske og tyske ministre, der mødtes på det tidspunkt, men de fik ingenting at vide. Det har den tyske regering lært noget af: Efter aflysning af det traditionelle møde mellem den tyske og franske regering, der skulle have fundet sted i slutningen af november, så har man set adskillige besøg på højt niveau og nu også markante forberedelser til, at der skal være et stort møde i forbindelse med d. 22. januar – årsdagen for 1963-aftalen mellem Frankrig og Tyskland. Og der tror jeg, at man skal spidse ører, for der vil man se, at Tyskland og Frankrig kommer med nogle afgørende udmeldinger, og jeg vil tro, at man vil have fundet en fælles position omkring frihandel, hvordan man håndterer fælles gæld i EU og hvorvidt man bliver nødt til at se på EU’s institutioner, når man skal til at optage stribevis af nye lande. Det er jo noget, der kommer til at ændre europakortet, at vi kommer til nu at stå over for et EU med 36 medlemslande. Det er jo interessant, at 50 år efter udvidelsen, hvor Danmark kom med, er udvidelse blevet det helt hotte igen – med Ukraine, Vestbalkan osv. Og der vil man formentlig se Tyskland og Frankrig komme med nogle pejlemærker for det.
Problemet vil så være, at det ikke længere forener Europa, for til det er Frankrig og Tyskland blevet for små. Derfor lander vi igen med, at det polske valg bliver uhyre centralt. Det er meget svært at rykke stemmer fra den ene blok til den anden i Polen, og for at bevare stemmerne i blokken vil du se, at regeringspartiet PIS (Lov og retfærdighed) vil blive ved med at tale Tyskland op som den store fjende – i hvert fald som et land, der har allieret sig med Rusland. De påstår jo også, at Donald Tusk, som er oppositionens modkandidat, er allieret med Tyskland og Rusland. Valget vil først finde sted i efteråret 2023, så jeg forestiller mig et år, hvor vi virkelig skal holde øje med den polske retorik, og som gør, at det vil være svært for Frankrig og Tyskland at få polakkerne over på deres side.
Så den store uenighed internt i Europa står ikke så meget mellem Frankrig og Tyskland, som den står mellem aksen Frankrig-Tyskland og Polen?
Ja, for den afgørende skillelinje – det, der kan bryde samarbejdet – er jo ikke alt det her med energiprisen og inflationen, men hvordan vi ser på krigen. Opfatter vi krigen som vores fælles overlevelseskrig, eller er det sådan, at hvis det virkelig begynder at gøre ondt økonomisk, endnu mere end det gør i dag, og Putin pludselig rækker hånden frem for at forhandle, er vi så enige om, at det i sidste instans er Zelenskyj, der skal beslutte det? Der kan EU for alvor komme ud i nogle markante svingninger, og der vil vi have Tyskland og Frankrig på den ene side, og polakkerne og de central- og østeuropæiske lande udover Ungarn på den anden side. Skal man finde et stabilt svar, der også involverer optagelsen af Ukraine i EU, indebærer det, at man får trekanten Frankrig-Tyskland-Polen til at fungere.
Skal man finde et kompromis, hvor EU for alvor kan finde fælles svar, der også involverer optagelsen af Ukraine i EU, så indebærer det, at man får trekanten Frankrig-Tyskland-Polen til at fungere
_______
Udover valget i Polen har vi også et valg i Tyrkiet, som bliver afgørende. Præsident Erdogan ligner ikke i målingerne den mest sandsynlige vinder af valget. Men vil han acceptere et nederlag? Det kan godt være, at vi, hvis vi taler sammen til efteråret, vil fokusere på Tyrkiet og demonstrationer på Taksimpladsen i Istanbul osv. Det er virkelig volatilt, og det bedste man kan gøre er selvfølgelig at holde øje med de afgørende begivenheder, som allerede står i kalenderen, dvs. det tysk-franske topmøde i januar, det fælles europæiske svar på IRA, det polske valg, det tyrkiske valg, og naturligvis også, hvordan vi kommer igennem den næsten vinter og den dertil knyttede energikrise.
Og i forhold til IRA, så ser du godt, at Frankrig og Tyskland kan sætte sig sammen og blive enige?
Lige inden jul kom Tyskland og Frankrig i hvert fald med et fælles udspil. På det seneste topmøde i december blev EU-Kommissionen også bedt om allerede i slutningen af januar at udarbejde et forslag til, hvordan man vil reagere i fællesskab på IRA. Det kommer så på det ekstraordinære topmøde, som også skal behandle et tema, vi ikke har diskuteret endnu, nemlig migration. Det bliver til februar. Og det bliver interessant. I Tyskland er det jo centralt, at man i 2022 kommer til at tage imod flere flygtninge og migranter end i 2015 under Merkel – det såkaldte “Wir schaffen das”-år – og i Polen kan man virkelig mærke det. De er jo oppe på 2.5 millioner ukrainere samlet set, når man også tæller dem med, der kom efter annekteringen af Krim. Og der har man en fornemmelse af, at nu begynder det altså at blive svært, for ligesom i Tyskland bor ukrainerne indkvarteret privat, og kan man blive ved med at finde pladser der?
Når man ser på energipriserne, er det mest sandsynligt, at vi kommer igennem denne vinter. Men hvis vi pludselig får en markant flygtningestrøm og lægger den til de stigende energipriser og den stigende inflation, så kan der jo godt komme en betragtelig diskussion – særligt i Østtyskland, hvor man ser anderledes på krigen. Kigger man på målingerne dér, ligger AfD konsekvent nummer ét som største parti. Så der skal ikke meget til, før det bliver et politisk tema, og det er noget, man skal holde øje med.
Så hvis vi skal prøve at opsummere, så ser vi et Tyskland, som i 2022 har fået rykket ved sine afgørende søjler, men som også har rykket sig og ændret doktrin, som indtil videre har haft opbakning til sit Zeitenwende, og som ser ud til godt at kunne blive enige med Frankrig. Det, der bliver det afgørende, er eksterne begivenheder, valg i Polen og Tyrkiet og eksterne begivenheder som flygtningestrømme?
Ja, men altså det er jo stadig vigtigt at fastholde, at der er forskellige synspunkter ift. hvor meget, man skal gøre op med søjlerne. Derfor vil vi også i 2023 have et Tyskland, der fra et dansk, fransk eller polsk synspunkt vil være meget optaget af sig selv. Nu kom der lige for nylig en ny melding om, hvordan det tyske bidrag til EU er steget yderligere, og det begyndte en del medier hurtigt begynde at reagere på, og det er et tegn på, at der er nogle strømninger, som er uenige om, hvor meget Tyskland skal betale. Det skal man være opmærksom på. Men jeg ser ikke, at man pludselig går i stå med Zeitenwende. Det tager bare længere tid, og det skaber frustration – ikke mindst i Polen, Frankrig og selvfølgelig Ukraine.
Jeg ser ikke, at man pludselig går i stå med Zeitenwende. Det tager bare længere tid, og det skaber frustration – ikke mindst i Polen, Frankrig og selvfølgelig Ukraine
_______
Lykke Friis (f. 1969) er ph.d. i international politik og direktør for Tænketanken Europa. Hun har tidligere været bl.a. prorektor på Københavns Universitet og klima- og energiminister. I dag er hun også med i formandskabet for European Council on Foreign Relations (ECFR). Hendes seneste bog, ‘Tårnenes Europa’, om det europæiske kontinent efter invasionen af Ukraine, udkom i november 2022 på Forlaget 28B.
ILLUSTRATION: Berlin, 11. august 2022: Den tyske kansler, Olaf Scholz, lukker kortvarigt sine øjne under en konference om indenrigs- og udenrigspolitik [FOTO: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
