Mads Dalgaard Madsen: Kan Biden holde sit løfte om støtte til Ukraine?

20.07.2023

I USA støtter flertallet stadig Ukraine – men tendensen falder. 7 pct. sagde i marts 2022, at USA sender for meget støtte til Ukraine, hvilket i juni 2023 vokset til 28 pct. For Republikanske vælgere er andelen oppe på hele 44 pct. For Kyiv er tal som disse et amerikansk stopur, man løber om kap med.


Af Mads Dalgaard Madsen

“Vi vil hjælpe dem med at bygge et effektiv forsvar på landet, i vandet og i luften” proklamerede præsident Biden selvsikkert ved NATO-topmødet i Vilnius 12. juli. En så sikker garanti til Ukraine fik nok mange bekymrede embedsmænd i Kyiv til at sænke skuldrene en smule og gav tydeligt de andre europæiske hovedstæder mod på at følge trop, beholde gejsten og fortsætte støtten. Men Biden gjorde ikke en dyd ud af at forklare, at beslutningen om vedvarende amerikansk militærstøtte til frontlinjen langt fra er hans alene at træffe.

Snart er pengene brugt

En fyldestgørende analyse af amerikansk indenrigspolitik må aldrig glemme rollefordelingen mellem den udøvende og den lovgivende magt i Washington. Modsat et parlamentarisk demokrati som det danske, så har det præsidentielle demokrati i USA totalt separeret præsidenten (den udøvende magt) fra Kongressen (den lovgivende magt).

I sin essens betyder det, at den amerikanske præsident er henholdt til at fortolke og implementere de love, som Kongressen formulerer og vedtager ved at opnå flertal i begge Kongressens kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Det inkluderer også finanslove, hvorfor man ofte hører Kongressens magt over Præsidenten blive beskrevet som “The power of the purse” (pengepungens magt). Spændingerne i amerikansk indenrigspolitik kan faktisk meget ofte koges ned til netop dette modspil mellem den udøvende og lovgivende magt.

Netop Kongressens rolle bliver ofte misforstået eller glemt på den internationale scene. Især når præsidenter gør det i rollen som leder af den frie verden, jf. Biden i Vilnius. Han forklarede nemlig ikke det forbehold, at den “Ukraine-konto” som han bruger penge af for at holde Ukraine ovenvande ved den østlige frontlinje, og som han også skal bruge til at opbygge et langtidsholdbart ukrainsk forsvar, for det første er blevet bevilliget af Kongressen, og for det andet snart er tom.

I december sidste år afsatte Kongressen 48 mia. dollars til Ukraine i forbindelse med vedtagelsen af USA’s årlige finanslov. De fleste estimater peger på, at de penge er brugt op engang i det tidlige efterår alt afhængigt af behovet på slagmarken. Kun en ny lov i Kongressen kan genopfylde kontoen. Han vil anmode om det snart, men derefter vil Biden være hensat til en lobby-rolle for at få det til at ske.

 

En central Biden-indrømmelse til McCarthy var en fastfrysning af de offentlige udgifter – inklusiv dem til forsvaret
_______

 

Ukraine var offer i forårets gældsloftsdrama

For at forstå udsigterne for fortsat amerikansk opbakning til Ukraine på den korte bane skal en analyse af den politiske dynamik i Kongressen altså inkluderes. Og her ser vejen til endnu en støttepakke mere kompliceret ud end nogensinde før. Det skyldes det kompromis, som Biden var nødt til at indgå med den Republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, for at få stoppet det dramatiske opgør om en hævelse af det føderale gældsloft, som stjal rigtig mange overskrifter i foråret.

En central Biden-indrømmelse til McCarthy var en fastfrysning af de offentlige udgifter – inklusiv dem til forsvaret. I korte træk betyder det, at man kun kan vedtage yderligere Ukrainestøtte på bekostning af en anden forsvarsrelateret udgift. Det er vil være en umulig politisk kamel at sluge for Kongrespolitikerne fra begge partier.

Ukrainehjælpen skal derfor vedtages af andre veje – og her er den mest åbenlyse at forsøge med det, der hedder en “Emergency supplemental funding package”. Her vil man kategorisere behovet for at hjælpe Ukraine som en nødsitation, hvilke under normale omstændigheder betyder, at den kan vedtages udenom den sædvanlige budgetproces. Den vej har dog to store ulemper.

For det første er det slet ikke sikkert, at McCarthy vil tillade det. Allerede en uge efter gældsloftskompromiset var McCarthy ude at sige, at han ville betragte en nødpakke til Ukraine, som et forsøg på at omgå aftalen med Biden, da en sådan vil hæve det offentlige forbrug. McCarthy skal ændre holdning, da det er Speakeren, der suverænt bestemmer hvilke love, der kommer til afstemning i Repræsentanternes Hus.

For det andet så vil en nødpakke få Ukrainehjælpen til at stå alene. Ukrainestøtterne i Kongressen havde håbet at ‘skjule’ midlerne i den større finanslov, så Ukraineskeptikerne i Kongressen ville se sig nødsaget til at stemme ja – for at få for at få vedtaget andre prioriteter. En isoleret Ukrainepakke gør det meget nemmere for skeptikerne at skyde den ned, hvilket betyder at pro-Ukraine-politikere skal bruge mere politisk kapital på at få pakken over målstregen.

Kampen om Ukrainestøtten bliver nok den vigtigste indenrigspolitiske historie at følge over efteråret.

 

For især de Republikanske Kongrespolitikere vil det på den mellemlange bane blive sværere og sværere at fortsatte med at lægge stemmer til fortsat støtte til Ukraine
_______

 

Opbakningen til Ukraine falder i den amerikanske befolkning – især blandt Republikanere

For især de Republikanske Kongrespolitikere vil det på den mellemlange bane blive sværere og sværere at fortsatte med at lægge stemmer til fortsat støtte til Ukraine, hvilket også spiller ind i McCarthy’s skepsis overfor at sende endnu en pakke til afstemning.

Et studie fra analyseinstituttet Pew Research Institute viser, at selvom der fortsat er opbakning til, at USA støtter Ukraine, så er der en faldende tendens. 7 pct. af den amerikanske befolkning sagde i marts 2022, at USA sender for meget støtte til Ukraine, hvilket i juni 2023 vokset til 28 pct. For Republikanske vælgere er andelen oppe på hele 44 pct.

For Kyiv er tal som disse det amerikanske stopur, man løber om kap med. Store resultater på slagmarken kan måske ændre tendensen, men status quo vil gradvist gøre det sværere for Biden og Kongressens Ukrainestøtter fortsat at føre det pro-ukrainske argument til det hjemlige publikum. Især når valgkampen frem mod præsidentvalget i 2024 for alvor går i gang.

Præsidentvalget kan ændre alt

Og lige præcis valgkampens officielle start i 2024 er den helt store presbold for at få en ny Ukrainepakke vedtaget i efteråret. Håbet er at få afsat nok penge i god tid, så spørgsmålet ikke bliver relevant i midten af valgkampssæsonen. Det skyldes ikke mindst det Republikanske primærvalg, hvor kun meget få kandidater tør argumentere for at fortsætte støtten til Ukraine.

Begge de førende kandidater, Donald Trump og Ron DeSantis, har begge udtrykt stor skepsis overfor Ukraine og sat store spørgsmålstegn ved USA’s interesser i den.

Med det bagtæppe er 2024-valget også den største usikkerhedsfaktor på den lange bane for USA’s mulighed for fortsat at bakke op om Ukraine. Nok er det Kongressen, der bevilliger pengene, men det er præsidenten, der udmønter dem, så hvis Det Hvide Hus ikke bakker op, så ser det meget dårligt ud for Kyiv.

Kradser man lidt i lakken på Bidens NATO-tale i Vilnius vil man altså opdage, at hvad der kan opfattes, som en garanti, i virkeligheden kun er en ambition om en garanti – og et ønske, der vil møde store indenrigspolitiske forhindringer – på både den korte, mellemlange og lange bane. ■

 

Lige præcis valgkampens officielle start i 2024 er den helt store presbold for at få en ny Ukrainepakke vedtaget i efteråret
_______

 

Mads Dalgaard Madsen (f.1992) er Msc. International Business and Politics, Copenhagen Business School. Ledelseskonsulent med fokus på USA og tidl. indenrigspolitisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington DC. ILLUSTRATION: Præsident Biden under topmødet i Vilnius [foto: Dominika Zarzycka/SIPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden