Malthe Munkøe: Putin tabte en vigtig kamp, men opgiver ikke sine planer for internettets fremtid

17.01.2023

”Farverevolutionerne” i Ukraine, Georgien og Det Arabiske Forår demonstrerede, hvordan fri informationsudveksling muliggør meget hurtig og spontan mobilisering af folkemasser til demonstrationer og i sidste ende oprør. Det var et wakeup call for verdens diktatorer.

Analyse af Malthe Munkøe

KINA OG RUSLAND har store ambitioner om at ændre på den måde, internettet styres. Ambitionen er at gå fra et åbent ”world wide web” med mange involverede ikke-statslige aktører til, at landene sætter sig i førersædet, og i højere grad selv bestemmer, hvordan internettet skal tage sig ud hos dem. Deres planer fik dog et tilbageslag.

For mens opmærksomheden i medierne og ved middagsbordene over efteråret har samlet sig om den russiske hærs militære nederlag på Ukraines blodige slagmarker, fik et andet stort og vigtigt nederlag kun meget begrænset opmærksomhed: Den russiske kandidat til at stå i spidsen for ITU tabte kampvalget til den amerikanske kandidat.

ITU står for International Telecommunication Union og er et FN-agentur med ansvaret for blandt andet styringen af internettet. Og Rusland har mange strategiske idéer til, hvordan den globale styring af internettet burde se ud.

Derfor var valget af den nye formand for ITU også blevet imødeset med spænding. ”Der er få ting, som i sidste ende vil have større implikationer for folks liv jorden rundt end ITU-jobbet. Det kan virke tørt og esoterisk, men er alt andet end det”, udtalte den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken forud for valget.

Kampvalget stod mellem amerikaneren Doreen Bogdan-Martin, som kom fra en chefstilling i ITU, og Rashid Ismailov, som er tidligere russisk minister for telekommunikation og vicepræsident i den kinesiske telekommunikationsvirksomhed, Huawei. Men kampen stod også mellem to visioner for, hvordan internettet skal fungere: Skal det fortsat reguleres ud fra en åben multi-stakeholder tilgang, eller skal styringen af internettet i stedet koncentreres hos landene så de får mere kontrol over cyberspace?

Sagen er, at udviklingen af internettet primært er sket uden for de formelle organer, herunder ITU. Tværtimod er internetprotokoller og de standarder, internettet, som vi kender det, er baseret på, blevet til igennem en række uformelle organer, der samler relevante stakeholders fra softwareingeniører til erhvervsliv og forskningsinstitutioner.

Således er det Internet Engineering Task Force (IETF), som er det vigtigste organ for at fastlægge de mest anvendte standarder for internettet, og alle kan tilmelde sig IETF’s møder.

 

De diktatoriske stormagter har ganske andre visioner for internettet end det åbne og ikke-statsdrevne ’world wide web’, vi har kendt de seneste årtier
_______

 

Ligeledes er det den private non-profit organisation, Internet Corporation for Assigned Names and Numbers, (ICANN), som står for at tildele domænenavne og ip-addresser. Dette arbejde er afgørende for, at man kan have ét ’world wide web’, hvor indhold er det samme, uanset hvor i verden man tilgår det fra, snarere end et regionaliseret internet, hvor det indhold, man kan se, kan afhænge af, hvor i verden man befinder sig.

Men de diktatoriske stormagter har ganske andre visioner for internettet end det åbne og ikke-statsdrevne ’world wide web’, vi har kendt de seneste årtier.

”Farverevolutionerne” i Ukraine, Georgien og Det Arabiske Forår demonstrerede, hvordan fri og hurtig informationsudveksling via internettet og sociale medier muliggør meget hurtig og spontan mobilisering af folkemasser til demonstrationer og i sidste ende oprør. Det var et wakeup call for verdens diktatorer, og Rusland og Kina er stålsat fokuserede på at ”gøre verden sikker for autokrater”.

Det kommer til udtryk mange steder – og ikke mindst i forhold til styringen af internettet. I 2021 indgik Kina og Rusland en fælleserklæring, hvori det blandt andet hedder, at man vil ”støtte internationaliseringen af internet governance, fremme lige rettigheder for lande, [at man] mener, at ethvert forsøg på at begrænse et lands suveræne ret til at begrænse dele af internettet er uacceptabelt, og er interesserede i at ITU får en større rolle i forhold til at håndtere disse emner”

Snarere end et åbent internet, hvor styringen ligger decentralt hos mange aktører, skal staterne altså via ITU sidde i førersædet og have ret til at styre deres eget nationale internet, som de vil. Slut med principperne om, at internetregulering skal være åbent og ensartet på tværs af landegrænser.

Vi observerer allerede betydelige fragmenteringstendenser som følge af internetcensur. Så det internet, man kan tilgå i Kina, er mere begrænset end i Vesten, og at man for så vidt også er i gang med at forfølge muligheden for at opbygge delvist eller helt afkoblede regionale internet. De russiske og kinesiske dessiner for ITU og internettets styring ville formentlig føre internettet ind i en udvikling mod noget ganske andet, end vi har været vant til.

Derfor var det givetvis en stor lettelse mange steder, og en stor skuffelse i Kreml, at den russiske kandidat, Ismailov, med støtte fra 25 landes i slutningen af september tabte afstemningen til amerikanske Bogdan-Martin, som fik 139 stemmer fra de i alt 172 medlemslande af ITU.

Men man skal ikke tro, at nederlaget får Rusland til at opgive sine planer eller sine langsigtede strategiske cyberdiplomatiske mål. Tværtimod er det en indgroet del af russisk strategisk doktrin, at man på den ene side kan udnytte muligheder i cyberspace offensivt. Samtidig er man fastlåst i en kamp med Vesten for at omskabe den nuværende liberale verdensorden hen over forskellige domæner, herunder i cyberspace. Det betyder også, at tiden, hvor vi kunne opfatte et emne som internetregulering som et rent teknisk spørgsmål, er forbi. Det vil give nye udfordringer og åbne for politiske problemstillinger fremadrettet, hvor den nuværende amerikansk-ledede liberale orden bliver udfordret på mange områder og ikke mindst i cyberspace. Geopolitikken er tilbage, og det ”unipolære øjeblik” er slut – også på internettet. ■

 

Geopolitikken er tilbage, og det ”unipolære øjeblik” er slut – også på internettet
_______

 

Malthe Munkøe har en baggrund bl.a. som analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet. Han arbejder aktuelt i den offentlige sektor, men skriver som privatperson.

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille