Ota Tiefenböck: En gammel konflikt er igen blusset op i udkanten af Europa. Vestens svage reaktion kan få store konsekvenser

26.09.2023

Aserbajdsjans indtagelse af Nagorno-Karabakh kan på længere sigt true hele Armenien, og selve dets integritet og eksistens. For det internationale samfunds manglende interesse, fokus på Ukraine og leflen for Aserbajdsjan kan resultere i, at landet får mere blod på tanden.

Ota Tiefenböck i RÆSON KOMPAKT

Aserbajdsjan opnåede, hvad landet havde ventet på i mange år: Nemlig at genvinde kontrollen over enklaven Nagorno-Karabakh. Det skete uden en større modstand fra det forsømte armenske militær og uden en betydelig opmærksomhed i hverken Vesten eller Rusland. Både Vesten og Rusland har ikke blot rigeligt at se til i Ukraine; de har også en interesse i at være gode venner med Aserbajdsjans præsident Ilham Alijev. Aserbajdsjan har nemlig olie- og gasressourcer, som efter krigen i Ukraine og embargoen mod russisk olie og gas, har fået en endnu større betydning, end de havde i forvejen. Hverken Rusland eller Vesten er desuden interesseret i en konflikt med Aserbajdsjans nære allierede Tyrkiet. Vesten betragter derudover konflikten og aserbajdsjansk autokrati, herunder undertrykkelse af den politiske opposition i landet, som et ubetydeligt regionalt anliggende. Sådan som de vestlige politikere har gjort i mange år og mere eller mindre har accepteret menneskerettighedskrænkelser i landet.

De foreløbige reaktioner på Aserbajdsjans fremfærd i regionen og indtagelsen af enklaven er derfor ingen overraskelse og er ganske forudsigelige. Den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken udtrykte “dyb bekymring” over situationen i Nagorno-Karabakh, mens EU’s udenrigschef Josep Borrell fordømte den militære eskalering og opfordrede til ”en øjeblikkelig standsning af fjendtlighederne og Aserbajdsjan til at stoppe de nuværende militære aktiviteter.”

Ilham Alijev har således mere eller mindre fået frie hænder og har til en stor begejstring i Aserbajdsjan meddelt, at landet nu har den fulde kontrol over enklaven Nagorno-Karabakh.

 

Ilham Alijev har således mere eller mindre fået frie hænder og har til en stor begejstring i Aserbajdsjan meddelt, at landet nu har den fulde kontrol over enklaven Nagorno-Karabakh
_______

 

Den nuværende ugunstige situation er et udtryk for Armeniens kortsigtede passive politik og blinde satsning og orientering mod Rusland, som en garant for landets sikkerhed. Armenien må nu indstille sig på, at Nagorno-Karabakh er tabt, mens tusinder af armenere er nødt til at flytte. Ilham Alijev har godt nok lovet etniske armeniere i enklaven frihed og alle mindretalsrettigheder, men den udmeldelse er det, forståeligt nok, kun de færreste armenere, der tør stole på eller vil tage nogen chancer med. Ilham Alijev er kendt for at behandle egne borgere i Aserbajdsjan med hård hånd, det er således tvivlsomt, at han vil anvende en særlig blid behandlingsform overfor armenere.

Tabet af Nagorno-Karabakh kan desuden komme til at destabilisere hele Armenien, hvor der allerede foregår demonstrationer mod landets leder Nikol Pasjinjan. Pasinjan, som formentlig er den første armenske leder, der blev demokratisk valgt. Han er blevet gjort til en syndebuk for situationen, til trods for, at den hovedsageligt er forårsaget af hans forgængere på posten og deres manglende sikkerhedspolitiske og økonomiske visioner. Aserbajdsjans fremfærd i regionen kan dog få en endnu større betydning og på længere sigt true hele Armenien, og selve dets integritet og eksistens.

Nagorno-Karabakh, hvor omkring 90 pct. af populationen udgør etniske armeniere, tilhører ganske vidst officielt Aserbajdsjan, men dette tilhørsforhold er baseret på en mere eller mindre tilfældig sovjetisk grænsedragning fra 1920’erne, hvor Aserbajdsjan fik tilkendt Nagorno-Karabakh og eksklaven Nakhitjevan, mens regionen Siunik, i det sydlige Armenien, blev en del af Armenien.

Det er netop Siunik, der p.t. adskiller eksklaven Nakhitjevan fra dets aserbajdsjanske hjemland, og det kan naturligvis give stof til eftertanke i Baku. Især efter Vestens vage reaktion på indtagelsen af Nagorno-Karabakh. Selvom situationen ikke er helt sammenlignelig, så kan den alligevel minde om situationen i Ukraine og særligt Ruslands indtagelse af Krim-halvøen i 2014, hvor den vestlige reaktion på en fremmed magts overtagelse af et andet lands territorium reelt kom med otte års forsinkelse.

Det positive i den nuværende situation er, at Ruslands manglende reaktion på Aserbajdsjans overtagelse af Nagorno-Karabakh, entydigt viser, at russerne er ved at miste indflydelse i Armenien. Det betyder dog også, at Vesten skal være parat til at bistå og hjælpe armenierne og ikke blot vende det blinde øje til situationen i Armenien og Kaukasus generelt. Det kan eksempelvis ske ved diverse hjælpeprogrammer til landet, men især ved at vise Ilham Alijev, hvor grænsen går. De armenere, der vælger at blive i Nagorno-Karabakh skal behandles ordentligt deres menneskerettigheder overholdes. Men også for at gøre det klart for den autokratiske leder i Aserbajdsjan, at yderligere udvidelse af aserbajdsjansk territorium er uacceptabelt. ■

 

Selvom situationen ikke er helt sammenlignelig, så kan den alligevel minde om situationen i Ukraine og særligt Ruslands indtagelse af Krim-halvøen i 2014, hvor den vestlige reaktion på en fremmed magts overtagelse af et andet lands territorium reelt kom med otte års forsinkelse
_______

 

Ota Tiefenböck (f. 1957) er født i Prag, Tjekkiet, og er journalist og politisk kommentator med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus. Han dækker landene for flere danske medier og er derudover chefredaktør ved nyhedssitet Mr.East.

ILLUSTRATION: Grænsebyen Kornidzor i Armenien, 26. september 2023: Samantha Power fra United States Agency for International Development taler med medierne under et besøg på en lejr, der huser armenske flygtninge fra Nagorno-Karabakh-regionen i Aserbajdsjan, i kølvandet på det aserbajdjanske offensiv [FOTO: Irakli Gedenidze/Reuters/Ritzau Scanpix]

[relatedposts)