Peter Lautrup-Larsen: Landmænd eller liberale? Nu skal den nye formand endegyldigt løse Venstres dilemma
20.11.2023
Partiets nye formandskab med Troels Lund Poulsen i spidsen og hans tro væbner, Stephanie Lose som næstformand, kan glemme alt om at være Venstres nye frelsere og forsonere, hvis det ikke lykkes at forene de to fløje i partiet.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen
Venstres dilemma kan beskrives med to ord: Landmænd eller liberale. Partiets nye formandskab med Troels Lund Poulsen i spidsen og hans tro væbner, Stephanie Lose som næstformand, kan glemme alt om at være Venstres nye frelsere og forsonere, hvis det ikke lykkes at forene det, der for tiden fremstår som to fløje i partiet. Venstres styrke – og fremgang xxok? – afhænger af, at partiet rummer begge i et både-og. Hvis det da ikke allerede er for sent. Nu hvor liberale vælgere i byerne flokkes om både Lars Løkke Rasmussen (M) og Alex Vanopslagh (LA), mens den jyske hævner, Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokraterne, tager for sig hos landmændene.
Den historiske ballast vejer tonstungt, hvis det nye formandskab skal indfri de tydelige forventninger til dem blandt de 1500 deltagere i weekendens landsmøde i Herning. Som de havde det til Jakob Ellemann-Jensen for fire år siden. Måske i en lønligt håb dengang hos de liberale om en ny udgave af far Uffe. Det var ham, der som formand for alvor fik krydser til Venstre på stemmesedlerne i byerne. Godt hjulpet af sin karakteristiske flabethed, der satte forandringsskeptiske landmænd i partiet på plads med ord som: ”Det er bedre at have rene negle end jord mellem ørerne”. De efterfølgende 25 års Venstre-historie fortæller bare, at nok fik Uffe Ellemann dengang latteren på sin side, men den, der ler sidst, ler bedst. Hvis man vil forstå anatomien i Venstres krise og besværet med at løse den, er man nødt til at se på Venstres historie siden hans tid.
Det er her, vi finder svaret på, hvorfor det glippede for sønnen Jakob. Ét var brudte valgløfter og garantier om aldrig at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Det var for mange slemt nok i sig selv. Men nok så vigtigt: Det baglandsstærke landbrugs-Venstre i Jylland syntes, at han var alt for liberal og grøn. De blev kun bekræftet, da Ellemann i sin sidste krampetrækning som formand hyldede Søren Pind-generationens liberalistiske 10 teser og oprør mod den såkaldte Hjort-doktrin, der var fundamentet under Anders Fogh Rasmussens statsministertid. Det var dengang skattestop uden egentlige lettelser og kontraktpolitik mod nedskæringer i velfærd og overførselsindkomster skaffede Venstre en rekordstor valgsejr i 2001. Både i by og på land. Landmænd og liberale gik hånd i hånd. Mest, fordi sidstnævnte holdt en lav profil og lyttede andægtigt til det, der internt i Venstre blev døbt Foghs socialdemokratiske tale og lod ham slagte de unge oprørere med Søren Pind i spidsen. Mens det jyske Venstre jublede taktfast over, at deres formand og statsminister var på hold med dem, da han på Venstres landsmøde i 2003 konstaterede, at ”der er ikke én frø, der er ikke én fugl, der er ikke én fisk, har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik”. Tyve år efter var Jakob Ellemanns klimapolitik med modsat fortegn derimod for hård kost for dem.
De efterfølgende 25 års Venstre-historie fortæller bare, at nok fik Uffe Ellemann dengang latteren på sin side, men den, der ler sidst, ler bedst
_______
I dag er det dog nærmest glemt, at også Fogh måtte gå på akkord med Hjort-doktrinen. Han nåede at blive grøn trods sin tidligere konstatering – i hvert fald i ord om end ikke i gerning – og at afskaffe mellemskatten i årtiets største skattelettelsesreform. Til by-Venstres liberale tilfredshed. Tvunget af et mandattab på fire ved valget i 2005 og yderligere seks i 2007. Selv det jyske Venstre måtte acceptere, at deres parti indrettede sig efter, hvor de fleste vælgere var. Nemlig i byerne og ikke på landet. Statsministerposten frem for alt.
Men spændingsfeltet internt i partiet genopstod og kulminerede med fyringen af Lars Løkke Rasmussen som partiformand efter folketingsvalget i 2019. Hans mandatgevinst på ni mandater kunne ikke retfærdiggøre ”Befrielsens øjeblik” med visionen om bredt samarbejde hen over midten. Det jyske bagland vandt over formanden. Men tabte partiet. Jakob Ellemann-Jensen var bagud fra begyndelsen i kampen om vælgerne mod det, som endte i de to andre partier med afløb fra Venstre; nemlig Løkkes Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. Det er den virkelighed skabt af Venstre selv, som også det nye formandskab kikker ind i.
En tonstung arv
Naturligvis er det stereotypt kun at betragte Venstres krise som udtryk for en latent magtkamp mellem by og land i partiet. Men den er og bliver en væsentlig del af Troels Lund Poulsens og Stephanie Loses politiske arv. De nye ledere får kun succes, hvis de får lov til at tale politik. I modsætning til Jakob Ellemann Jensen, hvis forsøg på at modernisere partiet ikke mindst på klimaområdet blev sønderskudt af kritikken fra baglandet og rygende uenighed om den CO2-afgift, der skal reducere landbrugets udledning af de klimaskadelige drivhusgasser. Det kom til at overdøve alt andet og ikke mindst Ellemanns forsøg på at retfærdiggøre Venstres deltagelse i flertalsregeringen. Venstre-mærkesager som skattelettelser og frisættelse af den offentlig sektor talte ikke nok i den sammenhæng.
Nu håber Venstre på en ny start. Og Troels Lund Poulsen har i hvert fald to fordele frem for forgængeren også selv om han har et betydeligt medansvar for SVM-regeringens fælles grundlag. Mange i Venstre mener endda, at Troels Lund Poulsen har været en større tænker og bedre forhandler end Ellemann på Marienborg, da regeringen faldt på plads for et år siden. Derfor er der heller ikke tvivl om, at de skeptiske landmænd i Venstre bliver pålagt deres forhadte afgift. Tilliden til Troels Lund er blot større end til forgængeren, når han forsikrer dem om, at ingen behøver gå fra bedrift og hjem af den grund. Måske, fordi de betragter ham som en af deres egne, selv om den nye formand kun er fritidslandmand hjemme i det midtsjællandske. Det kan så godt være, at by-Venstre omvendt ser med skepsis på en sådan forbrødring om C02-afgiften, men på landsmødet kunne de glæde sig over Troels Lunds første politiske nyhed som formand: Venstre vil have en milliard til nedslidte daginstitutioner, ligesom Stephanie Lose springer ud med at love velfærdsområdet huld- og troskab. Det ligner en Hjort-doktrin 2.0.
Mange i Venstre mener endda, at Troels Lund Poulsen har været en større tænker og bedre forhandler end Ellemann på Marienborg, da regeringen faldt på plads for et år siden
_______
Løftebruddet på historiens mødding
Den anden fordel er måske endda endnu større og især hos vælgerne. Både dem, der stadig stemmer Venstre i meningsmålingerne og dem, det nye formandskab gerne vil have hjem igen. Uanset Troels Lund slår fast med syvtommersøm, at Venstre bliver i regeringen på det aftalte grundlag, så bliver han ikke tillagt det samme ansvar for brudte valgløfter som Ellemann. Meget langt tager den tidligere formand dem nemlig med sig i sit farvel til politik, fordi han gjorde regeringsdeltagelsen til sit personlige projekt. For at bruge hans egne ord var det ikke hans forfængelighed eller troværdighed, der skulle stå i vejen for det rigtige for Venstre. Hvis man kan tale om menneskeofring i politik, er Ellemanns farvel udtryk for det.
I skrivende stund tyder det meste på, at Troels Lund blot forsætter, hvor Ellemann slap. Men politisk har han en større presbold internt i regeringen. Hvor Ellemann havde brændt alle broer til de tidligere allierede i blå blok, har Troels Lund det som en trussel at vende tilbage til dem. De blå partiers anklager om at svigte den fælles sag var rettet mod forgængeren og ikke Venstres nye formandskab. Nu står den nok snarere på frierier fra Søren Pape, Støjberg mv. end på at bekræfte skilsmissen.
Trods alt er truslen om at forlade regeringen alligevel nok stærkere end udførelsen. Der er da heller ikke lige nu mange i Venstre, som kræver regeringsdeltagelsen i spil. Men det kan komme og Troels Lund har givet sig selv stærkere kort på hånden ved at underspille en Venstre-formands naturlige rolle som statsministerkandidat ved simpelt at konstatere, at det er uaktuelt på grund af den lave tilslutning. Han har samtidig i langt højere grad end Ellemann muligheden for at stille sig frit i en kommende valgkamp uden at gå til valg sammen med de to øvrige regeringspartier ved at erklære, at det er op til valgets tale, om SVM-regeringen skal forsætte. I dag ved ingen, om det til den tid vil være klogt, men handlefrihed er en frugtbar grobund i politik.
Det vaklende flertal
Til gengæld er det en rigtig dårlig nyhed for regeringen og dermed også for Venstre, at regeringen på papiret har mistet sit flertal, efter Lars Løkke smed folketingsmedlem Mike Villa Fonseca ud af Moderaterne på grund af dennes forhold til en angiveligt 15-årig pige. Netop argumentet med en flertalsregering, der kunne handle hurtigt og resolut, var en del af Ellemanns og dermed Venstres fortælling om, hvorfor ministerposterne i Mette Frederiksens regering var så vigtige.
Hvor Ellemann havde brændt alle broer til de tidligere allierede i blå blok, har Troels Lund det som en trussel at vende tilbage til dem
_______
Foreløbig synes Troels Lund at tage det roligt som de to øvrige partiledere i SVM-regeringen. Sandsynligvis med god grund. Nu drejer det sig om at håndtere situationen, og et tilbageblik på den politiske Danmarkshistorie underbygger opfattelsen af, at dramatikken er til at overse. I 1998 blev statsminister Poul Nyrup Rasmussen ganske vist på posten, men havde intet umiddelbart flertal med sit parlamentariske grundlag, fordi det færøske folketingsmedlem Jóannes Eidesgaard ikke ville blande sig i dansk indenrigspolitik. Mange vil huske, at det bl.a. udløste lodtrækning på bunden af en kinesisk vase om Folketingets formandspost. Men senere på året eftergav regeringen en færøsk bankgæld på en lille milliard, og så var flertallet på plads. Eller efter valget i 2007, hvor Anders Foghs regering var i knibe, men løste sit flertalsproblem, da Ny Alliances Malou Aamund skiftede til Venstre. Og Lars Løkke kan givet også huske, da han som statsminister med daværende skatteminister Karsten Lauritzens ord ”købte” en grønlænder. Endelig er der jo den mulighed, at Moderaternes tidligere folketingsmedlem Jon Stephensen som løsgænger holder ord og stemmer med regeringen. Men det kan den nok ikke satse på hver gang.
Lettere gang
Politisk får Venstres nye formandskab umiddelbart en lettere gang i partiet end forgængeren. Men om det gælder vælgerne, er en anden sag. Det er ingen hemmelighed, at mange i Venstre gennem årene har været skeptiske, når talen er faldet på Troels Lund Poulsen som formandsemne. Respekten for ham som politisk taktiker og driftssikker håndværker har været stor, men den folkelige gennemslagskraft har glimret ved sit fravær. Godt 4.500 personlige stemmer ved sidste folketingsvalg i Hedensted-kredsen er ikke noget at skrive hjem om. Ellemann fik næsten fem gange så mange i samme storkreds i Østjylland, og også udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen fik flere. De få stemmer er ikke ligefrem et kvalitetsstempel som moderne politiker, selv om det nok ændrer sig, når Troels Lund nu som formand får en ny og større kreds, sandsynligvis Ellemanns i Århus.
Måske er det derfor også udtryk for selverkendelse, at hans tale under weekendens landsmøde langt fra sprudlede. Det lignede lidt at gøre en dyd af nødvendigheden, hvis han alligevel ikke kan konkurrere på udstråling og hurtige vittige replikker. Hvor Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i en ny portrætbog ”Showbiz – i hælene på Morten Messerschmidt” af Anne Sofie Kragh koketterer med at ville være den bedste i den politiske underholdningsindustri på Christiansborg, satser Troels Lund tilsyneladende mere på at tale substans og politisk indhold. Det er der også publikum til.
Venstres nye formandskab taler selv om et langt sejt træk. Tålmodigheden vil være i højsædet, mens Venstre håber på, at Lars Løkke og Inger Støjberg og formentlig dermed deres partier brænder ud. Men hvis det overhovedet sker, kommer det til at tage tid, og tid er nu engang en mangelvare i politik. Men Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose har i det mindste den jobsikkerhed, at hvor de længe blev nævnt som mulige alternativer til Ellemann på formandsposten, så er der ikke rigtigt flere tilbage i Venstre til at gøre dem rangen stridig. ■
Det er ingen hemmelighed, at mange i Venstre gennem årene har været skeptiske, når talen er faldet på Troels Lund Poulsen som formandsemne
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker, hvor han som sin sidste opgave dækkede Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Er i dag foredragsholder og klummeskribent.
ILLUSTRATION: Venstres landsmøde i Herning, 18. oktober 2023: Troels Lund Poulsen holder pressemøde ifm. udnævnelsen af ham som partiets formand [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
