Rasmus Wendt i RÆSONs nye trykte nummer: Nu svækkes USA. Det har været længe undervejs

16.04.2023


2023 kan for eftertiden stå som det år, hvor USA’s økonomiske og politiske dominans for alvor udfordres. Det er ikke den russiske invasion af Ukraine, der er årsagen, hvor meget Putin-regimet end ville ønske det, men et resultat af længerevarende tendenser i realøkonomi og geopolitik.

FRA RÆSON53. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen ,En ny virkelighed′.

Af Rasmus Wendt

Vi skal i de kommende måneder holde øje med tre sammenhængende begivenheder, der kan rykke de store geopolitiske tandhjul og den globale økonomiske styrke. Ligesom i den igangværende inflationskrise og den økonomiske krise i 1970’erne spiller energi en afgørende rolle. Konkret skal fokus være på:

1. Opgivelse af petrodollaren
2. Saudi-Arabiens skifte fra allieret med Vesten til en del af BRIKS-alliancen
3. Indførelse af en ny reservevaluta, der muligvis er guldbaseret

Samlet set vil ovenstående scenarier have betydelig negativ indflydelse på USA’s økonomi og betyde en styrkelse af BRIKS-alliancens politiske magt, som vil udgøre et mere attraktivt alternativ for lande i det globale syd. Det vil være uklogt at undervurdere betydningen af dette. Én konsekvens vil blive, at Danmark bør se mere mod Bruxelles end Washington.

Et styrket BRIKS

Selvom BRIKS kun er et samarbejde mellem fem lande og ikke en formel organisation, er samarbejdet ved at vokse sig så stærkt, at det er blevet den vigtigste internationale platform for syd-syd-samarbejdet og en konkurrent til Vesten og de institutioner, som USA har været arkitekten bag.

BRIKS startede med et udenrigsministermøde mellem de fire vigtigste vækstøkonomier i 2006 – Kina, Indien, Rusland og Brasilien – og tog i øvrigt sit navn fra Goldman Sachs’ berømte rapport Building Better Global Economic BRICs (2001). I dag er det et ganske omfattende samarbejde, med faste topmøder for statslederne og løbende møder mellem en lang række fagministre, der implementerer kredsens strategiske beslutninger.

I 2011 blev BRIK til BRIKS, da Sydafrika blev en del af alliancen, der afholder sine egne ambitiøse topmøder med ganske bred deltagelse fra en lang række af verdens største udviklingslande. I 2022 var Kina vært for BRICS Summit under titlen Foster High-quality BRICS Partnership, Usher in a New Era for Global Development.

Dagsordenerne for selve BRIKS-møderne er ganske omfattende – de handler ikke kun om handel og økonomi, men også sikkerhed, herunder koordinering af positioner i FN. Intet tyder på, at Ruslands overfald på Ukraine på forhånd blev diskuteret ved bordet, og aktuelt har Brasilien (og Rusland naturligvis) stemt anderledes end de øvrige BRIKS-lande i forhold til den netop vedtagne FN-resolution om Ukraine, idet Brasilien som det eneste BRIKS-land stemte for resolutionen. Denne uenighed ændrer ikke på, at samarbejdet på sigt kan blive en afgørende faktor i internationale spørgsmål.

I 2000’erne var der en diskussion om, hvorvidt der var ved at opstå en ny supermagtsrivalisering mellem Kina og USA. Kina meldte dengang pas på supermagtsstatussen (se Wendt i RÆSON 01/10). Men verden har ændret sig siden, og Xi Jinping har i en berømt tale til CCP’s partikongres i 2017 talt om ,en ny æra’ og at ,komme tættere på hovedscenen’ i globale spørgsmål. I stedet for supermagtsrivalisering, som vi kender det fra sovjettiden, har Kina arbejdet for, at verdensordenen skal varetages af et stærkere FN og regionale stormagter. Man skal dog ikke tage fejl af, at det er en de facto-underminering af USA’s globale rolle. Med et stærkt BRIKS-samarbejde kommer Kina tættere på denne position, og hvis Saudi-Arabien køber ind på visionen, styrkes positionen markant.

 

Groft sagt: Hver gang det amerikanske samfund mangler penge, trykker det bare nogle flere. Ingen andre lande kan gøre dét ustraffet. Hvis der konsekvent sendes flere penge i omløb, end produktionen stiger, vil det medføre inflation og derpå stigende renter
_______

 

Skifter Saudi-Arabien hest?

Petrodollarens afvikling er – med Saudi-Arabiens erklæring fra 17. januar i år om, at landet fremover vil acceptere betaling for olie i andre valutaer end den amerikanske dollar – allerede en realitet. Betydningen vil afhænge af flere ting, herunder om beslutningen følges op af andre OPEC-lande.

Historisk har Saudi-Arabien nydt en helt særlig status som nær allieret med USA.

På trods af nogle ganske udfordrende politiske uenigheder – ikke mindst i forholdet til Israel og Saudi-Arabiens eksport af fundamentalistisk wahhabisme – har de to lande gennem mange årtier fastholdt et tæt strategisk samarbejde. Ved at garantere landets sikkerhed har USA historisk været afgørende for udviklingen af det moderne Saudi-Arabien. Til gengæld fik USA en nær allieret, der sikrede Vesten adgang til olie, samtidig med at den eneste valuta, råolie blev handlet i, var amerikanske dollars. Sidstnævnte fastholdt den globale efterspørgsel på dollaren som den afgørende reservevaluta.

Med tiden er det dog blevet stadig sværere at opretholde den amerikanske-vestlige dobbeltstandard i forhold til Saudi-Arabien. Saudiernes håndtering af terror og landets konsekvente brud på menneskerettigheder – herunder det statsbeordrede drab på journalisten Jamal Khashoggi i 2018 – har ikke gjort det nemt for USA at holde hånden over sin vigtigste allierede i Mellemøsten. Omvendt så Saudi-Arabien amerikansk støtte til Det Arabiske Forår som en trussel, ligesom USA’s krig i Irak lod shiitiske kræfter komme til magten.

Men uenighederne til trods har USA fastholdt støtten, og begge lande har set fordele i den meget omfattende, og økonomisk lukrative, eksport af højteknologisk amerikansk krigsmateriel til saudierne, der bl.a. muliggjorde krigen i Yemen og dermed skabte den humanitære katastrofe i landet.

De senere år har USA’s ført en zizagkurs over for Saudi-Arabien. Den nordamerikanske produktion af skifferolie har gjort USA mindre afhængigt af alliancen, og Biden-administrationen startede sin tid med at videreføre Obamas mellemøstpolitik og dermed et køligere forhold til Saudi-Arabien. Dette har man naturligvis noteret i Riyadh, som har set sig om efter nye venner, der deler regimets værdier og er ubekymrede over den fortsatte brug af kulbrinter i energiproduktionen. Og en sådan ven er fundet i Rusland. Et konkret resultat af det tættere forhold til Rusland er OPEC’s afvisning af at øge produktionen af olie for at imødegå Vestens boykot af russisk energi. Det er denne alliance, som kan rykke Saudi-Arabien endegyldigt væk fra Vesten.

Men Rusland er ikke alene om tilnærmelserne til Saudi-Arabien. Indien har gennem længere tid arbejdet på at få et tættere forhold til styret i Riyadh, og Kina, selvom landet nærer det tætteste forhold til saudiernes rival Iran, har også rykket sig nærmere. Kina og Saudi-Arabien afholdt i december 2022 det første topmøde med Golfstaternes samarbejdsråd (GCC), der bl.a. omfattede energisamarbejde og investeringer. Under topmødet blev der desuden offentliggjort en længere fælles erklæring mellem Kina og Saudi-Arabien, der erklærede gensidige interesser om national suverænitet, territorial integritet og ikkeinterferens i andre lande. Det er selvsagt ikke faldet i god jord i Washington. Samtidig er det et eksempel på Kinas voksende betydning i Mellemøsten, at det er Beijing, og ikke Washington, der har indgået en historisk aftale mellem Saudi-Arabien og Iran om genoptagelse af diplomatiske forbindelser og tilbagevenden til sikkerhedsaftalen fra 2001. Godt nyt for de millioner af mennesker, som er ofre i de proxykrige, de to lande udkæmper i Mellemøsten. For Kina er det en kæmpe international politisk sejr.   

Det er på dette bagtæppe, at man skal se de stadig kraftigere forlydender om, at Saudi-Arabien er en stærk kandidat til at blive medlem af BRIKS. Et sådant medlemskab vil give mulighed for at påvirke afgørende politiske dagsordner i syd-syd-samarbejdet.


Jeddah i Saudi-Arabien, 15. juli 2022: Præsident Biden på besøg hos den saudiske konge, Salman bin Abdulaziz Al Saud, forud for GCC+3-topmødet, der samlede Golf-landene (GCC) samt Egypten, Irak og Jordan [FOTO: Saudi Press Agency/Zuma/Ritzau Scanpix]

En ny reservevaluta

Bortset fra Kina har ingen af BRIKS-landene et internationalt aftryk på handelsstatistikken, der berettiger til større valutaefterspørgsel. Og Kinas valuta, renminbien, er underlagt restriktioner på kapitalkontoen, så den ikke handles frit på valutamarkederne, og er derfor de facto-diskvalificeret som gangbar reservevaluta. Endelig er omsætningen på børserne i BRIKS-landene ikke af en størrelse, der kommer til at påvirke valutamarkederne.

Når det alligevel er relevant at tale om en form for BRIKS-reservevaluta, er det, fordi der foregår diskussioner om etablering af en ny ,valutakurv’, R5, der bygger på medlemslandenes respektive valutaer: real, rubel, rupi, renminbi og rand. Omfattende guldopkøb fra flere af BRIKS-landene har desuden ført til spekulationer om, hvorvidt de vil etablere en guldbaseret reservevaluta.

Samtidig arbejder BRIKS-landene allerede systematisk på at etablere finansielle institutioner, som kan underbygge en ,afdollarisering’ af deres økonomier. Der arbejdes på et BRIKS-betalingssystem i stedet for det amerikansk dominerede SWIFT, der bruges til internationale pengetransaktioner. Der er også opbygget skyggeinstitutioner til både Verdensbanken, i form af New Development Bank, samt til IMF, i form af Contingent Reserve Arrangement. Institutionerne har dog på ingen måde den samme styrke, som Verdensbanken og IMF har – de kan tjene som first line of defense, men er i dag ikke lender of last resort for BRIKS-landene.

Ikke desto mindre er det skridt mod at muliggøre en afkobling af dollaren for BRIKS-landene, når de handler indbyrdes og for andre lande, der vil ønske at bruge den.

Denne udvikling vil blive accelereret betydeligt, hvis Saudi-Arabien går med i BRIKS. Med saudierne som officiel deltager vil alliancen omfatte verdens største olieeksportører (Saudi-Arabien og Rusland) og to af verdens største olieimportører (Kina og Indien). I det lys, og takket være Kinas omfattende internationale handel, kan en ny R5-reservevaluta baseret på (nogle af) BRIKS-landenes valutaer sikre sig en volumen, så den kan afløse dollaren i flere internationale transaktioner.

Selvom der altså ikke bliver tale om, at R5 overtager dollarens globale position, har udviklingen potentialet til at svække den amerikanske dollar og det økonomiske system, der er blevet opbygget siden Anden Verdenskrig. Et system, som har sikret amerikansk økonomi vigtige strukturelle fordele.

En svækket amerikansk økonomi?

Det afgørende spørgsmål er, om USA kan mobilisere ikke mindst interne ressourcer i form af økonomisk styrke og politisk stabilitet til at håndtere de stød, der vil opstå. De sidste års udvikling i landet tyder på, at det bliver svært. Og det dobbelte underskud på statsfinanserne og betalingsbalancen kan blive det møllehjul, som trækker den amerikanske økonomi ned.

Ved afslutningen af Anden Verdenskrig lagde USA sporene til den nye økonomiske verdensorden med etableringen af vigtige internationale institutioner, herunder Verdensbanken, IMF og det, som senere blev til WTO under Bretton Woods-konferencen. I samme ombæring blev den amerikanske dollar installeret som verdens reservevaluta. Det var ikke unaturligt, for USA var ubestrideligt verdens største økonomi, amerikansk eksport og pengeoverførsler lagde grunden til genopbygningen af de krigshærgede lande, og den amerikanske dollar var bakket op af enorme guldreserver. Helt frem til 1960 havde USA overskud på sin betalingsbalances løbende poster, med det resultat, at dollaren – i et internationalt valutasystem, hvor der endnu ikke var udbredt konvertibilitet mellem de enkelte landes valutaer – var en mangelvare. Råvareproducerende lande solgte deres eksport mod dollars, noget, vi oplever ekkoet af den dag i dag, hvor alle vigtige råvarer noteres i dollars. Centralbanker uden for USA anlagde deres valutareserver i dollars, dvs. som indeståender i amerikanske banker.

Og aftaler med Saudi-Arabien om at placere landets voksende udlandsformue gennem amerikanske banker (kendt som petrodollar recycling) underbyggede dollarens dominans.

Hvorfor er det så vigtigt? Jo, hvis du har verdens reservevaluta, uden at være bundet op på en guldstandard, er det stort set som at have et pengetræ stående i baghaven. Groft sagt: Hver gang det amerikanske samfund mangler penge, trykker det bare nogle flere. Ingen andre lande kan gøre dét ustraffet. Hvis der konsekvent sendes flere penge i omløb, end produktionen stiger, vil det medføre inflation og derpå stigende renter. Men for dollaren har den stadig stigende pengemængde kunnet absorberes af udlandet.

Denne fordel har USA bl.a. brugt til at føre en ekspansiv økonomisk politik, der har sikret høj beskæftigelse og konsekvent højere vækstrater for landet, end vi fx har set i eurozonen. USA’s andel af den globale økonomi er således, i modsætning til Europas, ikke meget lavere, end den var for 40 år siden, på trods af fremkomsten af flere store vækstøkonomier. Ud over en ekspansiv finanspolitik har USA konsekvent forbrugt og investeret mere, end man producerede – derfor det vedvarende og høje underskud på betalingsbalancen.

Det er en fortsat debat mellem nationaløkonomer, om vedvarende underskud på statsfinanserne er et problem eller tværtimod et nødvendigt smøringsmiddel til at sikre fuld ressourceudnyttelse i samfundet og dermed høj vækst. Den debat lader vi ligge, for problemet i USA er i virkeligheden politisk.

Man kan synes, at USA’s offentlige nettogæld på 24.638.428.808.442,94 dollars (marts 2023), knap 25 trillioner, er et højt tal. Men den amerikanske offentlige nettolåntagning er, i forhold til BNP, ikke meget større end fx Spaniens og bedre end eurozonens problembørn Grækenlands og Italiens. Den offentlige gæld i USA ligger lidt over 120 pct. af BNP. Det kan amerikansk økonomi godt håndtere.

Udfordringen for USA ligger et andet sted. For i takt med at dollarens status som global reservevaluta nedbrydes, sker der to ting: USA må forventeligt betale en relativt højere rente for sit underskud, og med en gældsætning, som trods alt er til at tage og føle på, betyder det noget. Hertil kommer, at USA’s finanspolitik ikke længere vil have samme autonomi fra de finansielle markeder. USA vil i fremtiden i højere grad blive dømt ud fra finansmarkedernes tillid til den økonomiske politik.

Og her spiller det amerikanske underskud på betalingsbalancen ind. En ikke ubetydelig beholdning af amerikanske statsobligationer er ejet af udlandet. De to største holdere er henholdsvis Japan og Kina, to lande med kronisk overskud på betalingsbalancen og meget høje opsparingsratioer. De følgende seks lande, med Storbritannien i spidsen, er kendetegnet ved at have store internationale banker, og det er formentlig multinationale selskaber, der er de endelige ejere af disse ,euro’-dollars (dvs. dollars, som er i cirkulation uden for USA, typisk gennem europæiske banker).

Navnlig Japan, men også Kina, har solgt stort ud af deres dollarbeholdninger igennem det sidste år og har dermed svækket dollaren. En opgivelse af petrodollaren og en ny stærk reservevaluta vil reducere staters og virksomheders behov for valutareserver i dollars, og det vil føre til yderligere frasalg og lavere kurser. Hermed skrumper appetitten også på nye amerikanske statsobligationer, der i stigende grad må konkurrere på renten og dermed belaste de offentlige udgifter yderligere.

En billigere valuta er typisk en fordel for eksporterhvervene og dermed den økonomiske aktivitet. Men den amerikanske økonomi er i forvejen meget tæt på at være fuldt udnyttet, og eksporterhvervene udgør ikke så stor en del af amerikansk økonomi. Derfor vil USA ikke opnå en stor fordel af en lavere dollar. Tværtimod vil det øge inflationspresset og reducere velfærden, fordi der skal betales mere for varer importeret fra udlandet.

Det er ikke muligt at sætte tal på konsekvenserne for amerikansk økonomi. Afhængigt af den internationale udvikling kan det blive et mindre dyk, men det kan også udvikle sig til en mere omfattende strukturel krise, hvis de scenarier, der beskrives i denne artikel, bliver virkelighed. Politisk kan det vise sig endnu mere alvorligt.


Præsident Biden og hans nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan arbejder på præsidentens tale i toget på vej til Kyiv. Bidens overraskende besøg i den ukrainske hovedstad markerede étårsdagen for den russiske invasion af landet [FOTO: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix]

USA er sin egen værste fjende

USA er i dag et samfund med en åbenlyst ringe evne til at arbejde sammen på tværs af de to altdominerende politiske partier, et kronisk underskud på statsfinanserne (over årtier), manglende tillid til, at skattebetalinger bliver brugt retfærdigt og fornuftigt, samt en betydelig underinvestering i offentlige goder, herunder infrastruktur, uddannelse og sundhedsvæsen. Økonomiske problemer kan bidrage til en sprængfarlig cocktail, der øger både uligheden og polariseringen i det amerikanske samfund og baner vejen for en ny trumpisme. Det er en politisk virkelighed, som vi også i Europa skal være pinligt bevidste om.

USA har som sagt ressourcerne til at vælge en anden vej. Kan der opnås bred politisk opbakning til, at stød i økonomien hovedsagelig absorberes af de økonomisk velpolstrede? Og kan der findes vilje til at dække det offentlige forbrug gennem et højere skatteniveau? Så kunne landet komme mere skånsomt igennem sine økonomiske udfordringer. Det er der bare ikke tegn på i amerikansk politik.

Aktuelt er USA’s position som verdens eneste supermagt ikke truet. Militært er der ingen, som kan matche USA og NATO. Og netop USA’s militære overlegenhed har, indtil Ruslands overfald på Ukraine, fået de europæiske lande til at skynde sig langsomt med at implementere beslutningen om, at 2 pct. af BNP skal bruges på militærudgifter. Men efter den 24. februar 2022 er det selvsagt en anden situation, og sammenholdet mellem USA og Europa over for Rusland er styrket.

Men for USA er Rusland sekundært, og hvis nogen skulle have været i tvivl, har det seneste års krig vist, at den russiske hær ikke har kapaciteten til at besejre en moderne udrustet og velorganiseret modstander. USA’s fokus er i stedet på Kina. Til Politiken siger professor ved Georgetown University Charles Kupchan og tidligere medlem af USA’s nationale sikkerhedsråd under både præsident Obama og præsident Clinton: „Den russiske invasion af Ukraine har ikke alene fremskyndet begyndelsen på en ny og uundgåelig kold krig mellem USA og Kina – den har også tvunget en lang række lande til at vælge side, og det er ikke så dumt endda i et amerikansk perspektiv”. Med andre ord har USA vundet strategisk på krigen i Ukraine.

Men USA’s hegemoni er ikke desto mindre udfordret på den mellemlange bane. Ovenfor er der argumenteret for, at USA strukturelt bliver økonomisk udfordret fra en faldende valutakurs, højere rente og reducerede muligheder for at føre ekspansiv finanspolitik. Med andre ord: Den økonomiske styrke, som har finansieret det militære overtag, bliver relativt mindre.

Samtidig er det åbenlyst ikke muligt at isolere Kina på samme måde, som Vesten kunne med Sovjetunionen. På trods af at USA har et godt forhold til både Indien, Brasilien og Sydafrika, ser de alle en styrke i BRIKS-samarbejdet. Formentlig fordi det netop ikke bygger på en hegemonisk struktur.

Selvom det er et mere selvsikkert Kina, som i dag påtager sig en global lederrolle, vælger kineserne altså stadig at tage udgangspunkt i en kreds af regionale stormagter, og dét har vist sig attraktivt for de øvrige store økonomier i det globale syd. Saudi-Arabien kan komme til at accelerere denne udvikling, hvis det i stedet for USA vælger BRIKS.

USA er samtidig ved at samle en ny koalition af stater, der styrker den amerikanske hegemoni vis-a-vis Kina, bl.a. med Australien og Storbritannien i form af det sikkerhedspolitiske samarbejde AUKUS. Sammen med Japan er USA ved at omdanne en japansk ø, Mageshima Island, til en ny flybase til det amerikanske luftvåben med det formål yderligere at inddæmme Kina. Alt sammen styrker det USA’s position. Problemet er bare, at USA’s svar igen er militært, hvilket ubestrideligt er USA’s stærkeste konkurrencefordel. Kina konkurrerer åbenlyst, hvor de står stærkest: på økonomisk vækst og en international model, som er mere fordelagtig end den nuværende for en lang række lande i det globale syd.

I USA kan en økonomisk nedtur med faldende købekraft dog vise sig at blive den benzin, som en ny højrepopulistisk præsidentkandidat skal bruge for at tippe den politiske magtbalance. En mindre dilettantisk Trump, der kombinerer populisme med fornyet „America First”-politik, vil igen splitte USA fra (Vest)Europa og dermed svække begge parter globalt. For uden Europas støtte vil det amerikanske hegemoni blive yderligere undermineret. Højrepopulismen kan ikke løse USA’s økonomiske problemer, og præcis som i Trumps sidste præsidentperiode vil fokus blive på konstant politisk intern konflikt.

Danmarks valg er klart

Danmark balancerer udenrigspolitisk mellem vores europæiske naboer og det meget tætte forhold til USA. Krigen i Ukraine HAR bragt EU og USA tættere på hinanden, men der er stadig afgørende forskellige økonomiske interesser og syn på udenrigspolitik. Dette vil blive forstærket af et økonomisk og politisk svækket USA med potentielt yderligere polarisering og trumpisme. I det lys bør Danmark lægge vægten hos vores europæiske naboer. For med EU har vi en politisk aktør, der fremmer danske interesser med større vægt på stærke politiske institutioner og internationalt samarbejde. Samtidig skal Danmark som resten af EU forsøge at skærme sig mod den fremadskridende tendens til opbygningen af ,strategiske’ restriktioner på den frie udveksling af varer og tjenester, som USA i stigende grad praktiserer. Ikke blot i relation til Kina, men nu også når det gælder Inflation Reduction Act (IRA), der tilstræber at øge amerikansk erhvervslivs konkurrenceevne inden for teknologisk avanceret produktion, umiddelbart til skade for EU, Sydkorea og Japan. Danmark og andre EU-lande lever af eksport og er afhængige af et stærkt internationalt samarbejde. Vores langsigtede økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser går via åben handel, imødegåelse af klimaforandringerne og vækst og stabilitet i vores nærområder. Her har vi brug for at kunne arbejde globalt. Og her er ikke bare USA, men også BRIKS-landene vigtige partnere. ■

 

Det afgørende spørgsmål er, om USA kan mobilisere ikke mindst interne ressourcer i form af økonomisk styrke og politisk stabilitet til at håndtere de stød, der vil opstå. De sidste års udvikling i landet tyder på, at det bliver svært
_______

 

Rasmus Wendt (1968) er udviklingsdirektør i et energiselskab og er ph.d. i globalisering og international handel. Tidligere embedsmand og universitetsdirektør.   

ILLUSTRATION: Joe Biden lander med Air Force One på Naval Air Station Oceania i Virginia Beach, Virginia, den 28. februar 2023 [FOTO: Det Hvide Hus/Hannah Foslien]