Thomas Bæk Kristensen: Hvis eksperter kommer til at fylde så meget i regeringen, hvor ligger magten egentlig så?

09.01.2023

”Coronakrisen demonstrerede, at vi faktisk foretrækker at overlade utroligt meget magt og ansvar til eksperter og især sundhedseksperter. Nu er populismens antitese rykket ind i regeringskontorerne, og hvis den nye regering bliver en problemknusende succes, kan vi så over tid i højere grad acceptere demokratiske kompromiser?”

Kronik af Thomas Bæk Kristensen, politisk konsulent

PÅ VALGAFTENEN I 2015 sad jeg i mine forældres grå sofa i deres hus i Dragør. Socialdemokratiet fik et flot valg, men magten skiftede, for nøglerne var kun til låns. Blå blok havde vundet, men i Lars Løkkes grimasse og kropssprog kunne man tydeligt fornemme ambivalensen i det valgresultat, han havde fået. Han skulle være statsminister, men Venstre var gået alvorligt tilbage og skulle nu danne regering uden at være blå bloks største parti. Valgets helt store sejrherre var Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. Det gule oprør fra udkanten var kommet bag på mig selv, og resten af det storby-Danmark der primært læser Politiken og Information. Jeg sad i sofaen med hænderne foldede og håbede inderligt på, at Lars Løkke under den obligatoriske opringning fra Helle Thorning ville spørge, om ikke de skulle danne regering over midten. Desværre gik det ikke sådan, for populisternes følelsespornografiske valgkamp havde vundet, mens teknokraternes nødvendighedspolitik havde tabt. Måske fortryder Lars Løkke, at han ikke allerede dengang tog skridtet over midten. For lige siden valgkampen i 2019 har han gentagne gange hentydet til, at det var afhængigheden af det stramningshungrende Dansk Folkeparti, som var udslagsgivende for hans mission om at danne en regering over midten.

Året er nu 2022, Lars Løkke har i flere år masseret ideen om en SV-regering ind i vores alles hoveder, og det er ikke længere kun Politikens læsere, der synes, det lyder spændende. Og selvom Lars Løkke ikke fik det afgørende mandat, pegede valgresultatet på en regering over midten. Gennem drøftelser, forhandlinger og parterapi kom dagen, hvor fornuftighedens oprør fra midten blev en realitet. Regeringsgrundlaget indeholder den ene beskrivelse efter den anden af reformer, kommissioner og fornuftsløsninger. Teknokraterne har vundet, og både erhvervslivet, fagbevægelsen og djøfferne jubler. Populisterne har tabt. Men hvad betyder det for folkets demokratiske indflydelse, at den politiske midte har samlet 89 mandater i et fornuftsægteskab, hvor stor magt overlades til smagsdommere, eksperter og et embedsværk, der er blottet for ideologi og følelser? Det spørgsmål skrev jeg for et år siden speciale om, og det virker mere aktuelt end nogensinde før. Lad os tage et citat:

”Hvis der er noget, der er værd at pisse på, så er det hele den der naive ide om folkestyret; folket styrer ikke en skid. Det er en lille privilegeret kreds af mennesker, der afgør, hvad der sker i Danmark, nogle erhvervsfolk, nogle mediefolk og så nogle få politikere, og så længe jeg er en del af den kreds, så må de satme godt kalde det folkestyre eller hvad fanden de har lyst til.”

Sådan lyder monologen fra den arrogante og magtliderlige Michael Laugesen i første afsnit i alle politiknørders favorit tv-serie, Borgen. Selvom det netop var denne bramfri arrogance, som i sidste ende kostede Laugesen statsministerposten, synes jeg han beskriver en vigtig, relevant og sjældent diskuteret pointe.

 

Videnskabelige eksperter bliver både til lukkede møder og offentlige debatter iscenesat som uvildige og med samfundets velbefindende som deres eneste interesse. Som var de objektive orakler med videnskaben som deres krystalkugle. Det gør det svært, og næsten utænkeligt, at modsige dem
_______

 

Laugesen beskriver uligheden i demokratiet, hvor bestemte mennesker i kraft af deres flotte titel har indflydelse på politiske beslutninger. Og han siger samtidig, at vi i befolkningen er naive, når vi tror, at vi lever i et samfund, hvor folket styrer. Men Laugesen glemmer i sin opremsning en enkelt vigtig aktør; nemlig videnskaben og dens eksperter. De videnskabelige eksperters indflydelse fungerer ikke på samme måde som de lobbyister og erhvervsfolk, Laugesen nævner. For selvom lobbyister kan mødes i smug med politikerne og fremlægge ny viden i form af spændende undersøgelser, er deres job eksplicit at repræsentere en bestemt interesse – fx sygeplejerskernes eller landbrugets. Videnskabelige eksperter bliver både til lukkede møder og offentlige debatter iscenesat som uvildige og med samfundets velbefindende som deres eneste interesse. Som var de objektive orakler med videnskaben som deres krystalkugle. Det gør det svært, og næsten utænkeligt, at modsige dem.

Selvom jeg personligt er tilhænger af videnskab og velovervejede rationelle beslutninger, mener jeg stadig, at vi som vælgere skal være opmærksomme på, at videnskabelige eksperter allerede har utrolig stor magt – en magt, som med det nye regeringsgrundlag står til at blive større. Selvfølgelig skal forskere kunne agere som politikernes faglige rådgivere, men eksperterne fylder direkte og indirekte gennem den offentlige debat. I dag kan jeg næsten ikke tænde for en tv-debat mellem politiske modstandere, uden at de med passionerede ord og teatralsk retorik slås om, hvis politik som stemmer bedst overens med eksperternes viden. De politiske debattører kaster om sig med statistikker, undersøgelser og udtalelser fra forskere. Men hvad sker der, når regeringen rent faktisk præsenterer et politisk forslag uden PET’s, Sundhedsstyrelsens eller lignendes faglige opbakning? Her kan hverken oppositionen, meningsdannere eller de selvudnævnte ”kritiske journalister” ikke dy sig for at spørge: ”Hvorfor vil I indføre noget, som eksperterne ikke bakker op om?”

Denne halvdovne kritiske vinkel går ikke på forslagets substans, men derimod på eksperternes manglende godkendelse. I denne situation burde det være muligt for politikerne blot at svare: ”Fordi vi er folkevalgte, og hvis folket vil have eksperter, kan de vælge dem.” Hvis politikerne står med et stort og komplekst problem, de ikke kan løse, så nedsætter de bare en kommission, et ekspertudvalg eller noget tredje med et lignende djøffet navn. At der skal løses komplekse problemer, er jo det nye regeringsgrundlags eksistensberettigelse. Selvfølgelig er det i sidste ende politikerne, der træffer og har ansvar for beslutningerne, men hvis eksperter kommer til at fylde så meget, som det står beskrevet i regeringsgrundlaget, hvor ligger magten egentlig så? For jo mere magt videnskaben og dens eksperter har over politiske beslutninger, jo mindre har de, der er valgt på vegne af folket. Og derfor mener jeg faktisk, at den nye regering går på kompromis med vores demokratiske idealer, når de ønsker at kvalitetssikre udviklingen i samfundet gennem kommissioner og ekspertudvalg. Nærmest som et abstrakt nulsumsspil. Det er naturligvis ikke dårligt at træffe velovervejede beslutninger – man skal bare være bevidst om, hvad det betyder for din og min indflydelse.

Ved hvert pressemøde gennem hele coronakrisen var det regeringens betydeligste argument, at sundhedsmyndighederne anbefalede de drastiske indgreb. Sundhed er vigtigt, måske det vigtigste politikområde overhovedet, og derfor har befolkningen selvfølgelig haft et ekstra behov for, at de politiske beslutninger var fagligt funderede. Men da der opstod tvivl om, hvorvidt Søren Brostrøm og sundhedsstyrelsen anbefalede den valgte nedlukningsmodel, var der ramaskrig. Mette Frederiksens brug af sin såkaldte mavefornemmelse blev kritiseret og hånet af både fagfolk, oppositionspolitikere og journalister. Men hvis vi skal være ærlige, så er mavefornemmelsen faktisk en ret central del af at have en politisk holdning. Nu er Mette Frederiksen dog vendt på en tallerken – hjernen trumfer maven. Måske var det et praj, at hun på sin Instagram langsomt erstattede de populistiske makrelmadder med teknokraternes yndlingsbøger. Dette eksperiment i fornuftens navn bliver umådelig interessant at følge. Coronakrisen demonstrerede, at vi faktisk foretrækker at overlade utroligt meget magt og ansvar til eksperter og især sundhedseksperter. Nu er populismens antitese rykket ind i regeringskontorerne, og hvis den nye regering bliver en problemknusende succes, kan vi så over tid i højere grad acceptere demokratiske kompromiser? Den nye regering bør i hvert fald spørge sig selv, hvordan den vil balancere folkestyret med de velovervejede beslutninger, for man kan ikke få det ene uden at gå på kompromis med det andet. ■

 

Selvfølgelig er det i sidste ende politikerne, der træffer og har ansvar for beslutningerne, men hvis eksperter kommer til at fylde så meget, som det står beskrevet i regeringsgrundlaget, hvor ligger magten egentlig så?
_______

 

Thomas Bæk Kristensen, 1994, Politisk konsulent, Cand. Mag. i filosofi, med speciale i politisk filosofi

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille