Tyrkisk chefredaktør og eksilforfatter: Vi skal ikke forvente, at Tyrkiet bliver et demokrati fra den ene dag til den anden

09.05.2023


”Erdoğan kan forsøge at snyde, men der har aldrig været seks oppositionspartier samlet mod ham. Alle øjne er på ham og venter på hans træk. Og der er hundreder af udenlandske valgobservatører. Jeg kan ikke afvise, at det kan lykkes for ham, men det bliver ikke nemt. Alle er i alarmberedskab.”

Interview med Can Dündar, chefredaktør, forfatter og mangeårig Erdogankritiker, af Max Læbo Wulff

I 20 år har Recep Tayyip Erdoğan siddet solidt på magten i Tyrkiet. Men for første gang i sin regeringstid er han nu bagud i meningsmålingerne før Tyrkiets præsident- og parlamentsvalg 14. maj. Valget ligner et yderst tæt løb, og det skal måske for første gang  afgøres i en runde nummer to 14 dage senere.

Konturerne til et skæbnevalg er tegnet op, og det tyrkiske valg er i medier som Politico, Bloomberg og Washington Post – såvel som den stærkt regeringsvenlige, tyrkiske avis Sabah – blevet udråbt som årets vigtigste valg.

Blandt følgere af tyrkisk politik står spørgsmålene i kø. Vil valget blive afhandlet på fair manér? Kan Erdoğan virkelig tabe – og vil han i så fald gribe til udemokratiske midler for at holde fast på magten? Hvordan vil tyrkisk politik se ud uden Erdoğan ved roret? Vil det betyde demokratisk fornyelse? Og vil Tyrkiet tilnærme sig Vesten i sin udenrigspolitik?

Én ting er sikkert: Med under en uge til valget er magten ikke en selvfølge for Erdoğan.

”For første gang, mens Erdoğan har haft magten, har oppositionen en realistisk chance for at vinde et valg.”

Sådan lyder det fra den prominente og eksilerede forfatter og journalist Can Dündar, som RÆSON har talt med, om den skillevej, tyrkerne potentielt står overfor.

 

”Erdoğan er trængt op i en krog. Økonomien er kørt i sænk, folk sulter på grund af den høje inflation, og det er svært at finde jobs”
_______

 

Mordforsøg og eksil

Can Dündar har været tv-vært, skrivende journalist for adskillige aviser og magasiner, har produceret en række dokumentarer og skrevet adskillige fag- og skønlitterære værker.  I 2015 var han chefredaktør for den sekulært orienterede avis Cümhüriyet, der stod bag en opsigtsvækkende afsløring. På baggrund af videodokumentation skrev avisen, at den tyrkiske efterretningstjeneste havde leveret våben til islamistiske grupperinger ved en grænseovergang til det nordlige Syrien. Erdoğan truede offentligt Can Dündar med, at han som chefredaktør ville komme til at ”betale en høj pris” for historien. Det fik han ret i.

Can Dündar blev tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder, og da han en dag forlod anklagebænken i Istanbul, stod en mand foran retten i Istanbul med en pistol i baglommen og ventede på chefredaktøren. ”Forræder”, råbte han og affyrede på klos hold flere skud mod Can Dündar. Chefredaktøren blev mirakuløst ikke  ramt, men som konsekvens drog han i eksil til Berlin. Her står han i dag i spidsen for den regeringskritiske radiokanal Özgürüz, der betyder ”vi er frie”, og er klummeskribent for Die Zeit og Washington Post.

I retten blev han in absentia dømt til 27 år i fængsel – en straf, der mødte fordømmelse fra EU.

Can Dündars eksil er en del af historien om, hvordan Erdoğan har samlet mere og mere magt omkring sig. Da Erdoğan kom til magten, blev han hyldet af vestlige statsledere for at love demokratiske landvindinger og for at tilnærme sig EU. Det er løfter, der i bakspejlet er blegnet i lyset af, at den tyrkiske præsident med fast hånd har styret Tyrkiet i en mere og mere autoritær retning. ”Demokrati er ligesom et tog. Når du når din endestation, så står du af”, sagde Erdoğan i midt-90’erne, efter han havde vundet posten som borgmester i Istanbul. Et citat, som betragtere af tyrkisk politik har hevet frem fra gemmerne forud for parlaments- og præsidentvalget 14. maj, når de har spekuleret i, om Erdoğan på en eller anden vil nægte at give afkald på magten.

”Det er det helt store spørgsmål, som er blevet stillet konstant de sidste måneder. Selvfølgelig vil han gøre, hvad han kan for at blive ved magten. Autokrater kan finde på hvad som helst for at beholde magten. Se bare på Trump, han sendte sine støtter til Kongressen, og i Brasilien så vi noget af det samme fra Bolsonaro”, siger Can Dündar.

Et andet hyppigt citeret Erdoğan-citat lyder, at ”den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet”. Ved det seneste lokalvalg i 2019 vandt det største oppositionsparti, det republikanske socialdemokrati CHP, borgmesterposterne i Tyrkiets tre største byer, Istanbul, Ankara og Izmir. Selvom Erdoğan har siddet på magten i 20 år og af mange betegnes som en ”sultan”, kan han ikke bestemme alt.

”Han kan forsøge at snyde, men der har aldrig været seks oppositionspartier samlet mod ham. Alle ved, at han kan finde på et eller andet og forsøge at påvirke valget på den ene eller anden måde før, under eller efter valget. Men alle øjne er på ham og venter på hans træk. Og der er hundreder af udenlandske valgobservatører. Jeg kan ikke afvise, at det kan lykkes for ham, men det bliver ikke nemt. Alle er i alarmberedskab”, siger Can Dündar.

Erdoğan og AKP kom til magten i 2002 i kølvandet på en økonomisk krise. Siden har han længe været garant for økonomisk vækst. Men nu har kriserne hobet sig op. Landet døjer med en skyhøj inflation som konsekvens af Erdoğans alternative pengepolitik, der er blevet døbt ”Erdoğanomics” og har fået ham til at fyre hele tre nationalbankdirektører. Dertil er han i kølvandet på de voldsomme jordskælv i landet, hvor over 50.000 mennesker er omkommet, blevet anklaget for at understøtte korruption i byggebranchen og ikke at jordskælvssikre bygninger tilstrækkeligt.

”Erdoğan er trængt op i en krog. Økonomien er kørt i sænk, folk sulter på grund af den høje inflation, og det er svært at finde jobs. Han har ledt efter en udenrigspolitisk sejr, men han har haft travlt med at forhandle om NATO-medlemskaber (om optagelse af Sverige og Finland, red.), og der er ikke andre oplagte sejre, han kan vinde lige nu. Så oppositionen, der har meningsmålingerne med sig, har en god chance for at vinde lige nu,” siger Can Dündar.

 

”Demokratiet er forgiftet og skal helbredes. Det kan tage mange år”
_______

 

En samlende oppositionsfigur

Siden 2002 har Erdoğan og AK-partiet vundet samtlige parlamentsvalg. Men denne gang har oppositionen samlet sig i en fælles alliance. ’De seks om bordet’ kalder alliancen sig, som også har fået støtte fra det prokurdiske venstrefløjsparti HDP, der dog på grund af en lukningssag er nødsaget til at stille op under fanerne hos Det Grønne Parti. Og så tæller oppositionen flere tidligere højprofilerede medlemmer og ministre i Erdoğans AK-parti, der har brudt med ham.

”Tyrkiet har aldrig haft en så bred oppositionsalliance før. Den er trådt sammen på tværs af vidt forskellige politiske skel og tæller nationalister, ’bløde’ islamister og socialdemokrater med støtte fra kurdere, alevier og LGBT-miljøet. Forleden stod de seks partiledere og de to vicepræsidentkandidater, borgmestrene i Ankara og Istanbul, frem sammen. Det viste sammenhold, og at det er en stærkere og langt mere samlet opposition end tidligere”, siger Can Dundar.

Hvis de vinder magten, har de så et fælles politisk projekt at bygge videre på sammen?

”Det eneste, der binder dem sammen, er at komme af med Erdoğan. Og så er de forberedt på at fordele ministerposterne. Ellers har de ikke meget at enes om, men det er et problem, de må se på senere hen. Deres mål er at komme af med et-mands-regimet og begynde at reparere demokratiet. Det er de enige om”, siger Can Dündar.

”Men det er ikke nemt, og vi skal ikke forvente, at Tyrkiet bliver et demokrati fra den ene dag til den anden. Økonomien er skudt i sænk og at ændre et system, der er konfigureret efter Erdoğans regime, hvor hans ord er lov, er en lang proces. Demokratiet er forgiftet og skal helbredes. Det kan tage mange år. Tyrkiet er ikke vant til en have en oppositionsregering, hvor man lytter til hinanden og indgår kompromisser. I år er det hundredåret for grundlæggelsen af den tyrkiske republik, og hvis man kigger tilbage på historien, er det tydeligt, at demokratiet ikke har haft det let. Men det har aldrig været lige så slemt som under Erdoğan.”

I spidsen for oppositionen står den 74-årige formand for CHP, Kemal Kılıçdaroğlu, der adskillige gange har tabt mod Erdoğan. I 2017 fik han kælenævnet Gandhi, da han til fods ledte en 450 kilometerlang ’retfærdighedsmarch’ fra hovedstaden Ankara til Istanbul som protest mod fængslinger af akademikere, journalister, civilsamfundsaktører. Men ser man bort fra den manifestation, er han kendt som en lidt støvet karakter, der tidligere har været embedsmand i skattevæsnet. Som Time Magazine har beskrevet det i et stort portræt, fremhæver han på sin hjemmeside, at han engang blev kåret som ’årets bureaukrat’.

”Ingen forventede, at han ville blive succesfuld. Men lige nu er han den eneste, der kan bringe så mange partier og så forskellige politiske holdninger sammen. Han er også ved at være gammel og har sagt, at han vil sikre overgangen til et demokrati fra Erdoğans regime og så gå pension. Det er det, der er brug for lige nu – en rolig leder, der kan bringe folk sammen,” siger Can Dündar.

 

”I år er det hundredåret for grundlæggelsen af den tyrkiske republik, og hvis man kigger tilbage på historien, er det tydeligt, at demokratiet ikke har haft det let. Men det har aldrig været lige så slemt som under Erdoğan”
_______

 

Hvordan tror du, at udenrigspolitikken vil forandre sig, hvis oppositionen vinder?

”Jeg forventer en mere fredelig tilgang i Det Ægæiske Hav (hvor Tyrkiet og Grækenland længe har været uenige om grænsedragninger, red.) og i Mellemøsten. Og så tror jeg, at oppositionen vil forsøge at tilnærme sig EU, ligesom de vil skabe relationer til det syriske regime for at sende flygtninge tilbage dertil. Det kurdiske spørgsmål vil nok også i højere grad blive håndteret parlamentarisk frem for gennem brug af militær magt.”

Kun Erdoğans støtter ser stats-tv

Som Can Dündars eksil vidner om, er vilkårene for kritisk journalistik i Tyrkiet mildest talt ikke gode.

Tyrkiet er placeret blandt bundskraberne på Reporters Without Borders’ frihedsindeks som nummer 165 ud af 180 lande, og bag Kina, Iran og Myanmar indtager Tyrkiet fjerdepladsen i verden for at have flest journalister bag tremmer. I efteråret stemte det tyrkiske parlament en ’misinformationslov’ igennem, der strammede grebet yderligere. I loven lyder det, at man kan modtage en fængselsdom på mellem et og tre år for at sprede ”frygt og forstyrre den offentlige orden” på sociale medier.

Efter parlaments- og præsidentvalget i 2018 beskrev organisationen OSCE, der gennemfører valgobservationer, at ”vælgerne havde et reelt valg”, men at ”betingelserne for valgkamp” var ulige til fordel for regeringen, der nød godt af en ”overdreven dækning fra regeringsaffilierede medier.”

”Normalt skal statsmedier bruge omtrent halvdelen af tiden på at høre regeringen og halvdelen på at høre oppositionen. Men forleden viste en opgørelse, at den statsejede tv-kanal TRT den seneste måned har brugt 32 timer på at sende fra taler fra Erdoğans valgkampagne og 32 minutter på Kılıçdaroğlus. Det er en propagandamaskine,” siger Can Dündar.

I stedet er oppositionslederen Kemal Kılıçdaroğlu begyndt at lægge beskedne videoer op på sociale medier fra sit køkken med en kop te foran sig, hvor han fortæller om nødvendigheden af et regimeskifte.

”Men det er alligevel kun Erdoğans støtter, der ser stats-tv, så jeg tror ikke, at det betyder så meget for valgresultatet længere, at Erdoğan bliver favoriseret i dem,” siger Can Dündar.

Hvorfor ikke – det må da have betydet meget for Erdoğan?

”Ja, det har det gjort. Erdoğan spreder en masse misinformation og had gennem medierne, men der er en enorm polarisering i Tyrkiet. Op mod halvdelen af befolkningen har allerede besluttet sig for, at de vil have forandring, ligesom mange andre tror på alt, hvad han siger og også har besluttet sig. Der er omtrent 10 pct., der ikke har besluttet sig, men jeg tror, at de vil lade økonomien afgøre, hvor de sætter deres kryds. Og der er Erdoğan ikke lige så stærk som tidligere.” ■

 

”Der er omtrent 10 pct., der ikke har besluttet sig, men jeg tror, at de vil lade økonomien afgøre, hvor de sætter deres kryds. Og der er Erdoğan ikke lige så stærk som tidligere.”
_______

 

Can Dündar (f- 1961) er chefredaktør for den regeringskritiske radiokanal Özgürüz, klummeskribent hos Die Zeit og Washington Post. Han har produceret en række dokumentarer og skrevet adskillige fag- og skønlitterære værker – senest en 300 sider lang biografi om Erdoğan i tegneserieformat.

ILLUSTRATION: Istanbul, 28. juli 2017: Demonstranter protesterer mod den tyrkiske pressefrihed efter Istanbuls domstol fænglede en række journalister fra en avis i opposition til Erdogan [FOTO: Kacmaz Mehmet/Abaca/Ritzau Scanpix]