Uffe Gardel: Måske Putin tænker langt. Rigtig langt

12.04.2023

Putin lever ikke for evigt. Men hvis hans tankegang er rationel og i Ruslands langsigtede interesse, så vil hans efterfølger eller hans efterfølgers efterfølgere tænke mere eller mindre på samme måde. Og de vil indlede nye krige for at ”samle de russiske lande”. Dette er Ruslands ”long game”.

Analyse af Uffe Gardel

I øjeblikket er der ingen mangel på iagttagere, som argumenterer for, at Rusland har begået en kolossal fejl ved at invadere Ukraine. Den øverste officer i det amerikanske forsvar, general Mark Milley, sagde for nogen tid siden, at Rusland allerede har tabt krigen, både strategisk, operationelt og taktisk, altså på ethvert niveau og i enhver henseende.

Andre har peget på, at hvor Rusland indledte krigen efter forgæves at have krævet NATO’s militære struktur rullet tilbage fra Central- og Østeuropa, har Rusland nu i stedet fået yderligere oprustning i NATO’s østlige medlemslande, og ovenikøbet yderligere 1.300 kilometer NATO-grænse med Finlands optagelse i forsvarsalliancen.

Analyser peger på, at Rusland ikke nåede sit åbenlyse hovedmål – at vælte styret i Kyiv i løbet af en ganske kort krig og i stedet indsætte et russiskvenligt marionetstyre. Tværtimod er man blevet indviklet i en langstrakt krig, og man har fået forvandlet Ukraine til en bitter, velbevæbnet og permanent fjende.

Iagttagere tilbyder da også mange og overbevisende forklaringer. Motiver og mål er der forskellige syn på; en lille gruppe af såkaldte ”realister” mener, at Rusland faktisk følte sig truet af NATO og derfor oplevede et behov for øget sikkerhed. Et flertal – som jeg selv tilhører – hælder mere og mere mod at se en imperialistisk ideologi som den vigtigste drivkraft; der er simpelthen i Rusland et stærkt ønske om at genindlemme Ukraine i sit magtområde.

Forklaringerne på, at Rusland valgte at forfølge sit mål med en invasion, er dels, at Rusland oplevede, at man var ved at løbe tør for tid; jo længere man ventede, jo stærkere ville Ukraine blive. Derudover synes der at være udbredt enighed om, at man i Moskva simpelthen fejlbedømte Ukraines kampvilje og kampkraft, ligesom man fejlbedømte Vestens evne til at holde sammen og vilje til at støtte Ukraine.

Rusland havde kort sagt dårlige efterretninger.Det kan der være god grund til. Spilteori fortæller os, at diktatorer, der føler sig pressede, gerne har inkompetente rådgivere – simpelthen fordi de prioriterer loyalitet over dygtighed. Dertil kommer naturligvis fraværet af kritiske stemmer. Resultatet er, at diktatorer sommetider gør noget virkelig dumt – som da Hitler angreb Sovjetunionen, da Japan angreb USA, da Mao iværksatte Det Store Spring Fremad og i stedet sprang ind i hungersnøden, eller da Pol Pot sendte sit land ud i kaos og undergang med tvangskollektivisering og rømning af byerne. Og på samme måde gik Putin altså til angreb på Ukraine.

Og det var dumt; det synes alle at være enige om. Invasionen var en katastrofal fejl, som har svækket Rusland, og svækket Putins eget styre. Økonomien er svækket, indflydelsen på Vesten er svækket, man er blevet mere afhængig af Kina, og befolkningstallet rasler ned på grund af flugt og faldne.

 

Demokratiske ledere tænker kort, de tænker måske frem til næste valg. Diktatorer holder ikke rigtige valg, så de kan tænke langt
_______

 

Putins lange krig

Men er det nu også sådan, man ser på tingene i Rusland? Det er et vigtigt spørgsmål, for hvis russerne deler analysen af, at krigen har svækket dem, så er der større håb om, at man kan påvirke Putin-styret til at slutte fred – enten ved at Putin selv forstår, at han er gået ind i en blindgyde, eller ved at folk omkring ham lægger pres på ham.

Hvis den russiske ledelse og elite derimod mener, at krigen sådan set går den rigtige vej, om end måske ikke hurtigt nok, så er der intet håb om at man kan presse styret til at slutte fred, hverken med sanktioner eller diplomati. Så er der kun udsigt til fortsat krig.

Lad os prøve at bevæge os ind i den russiske tankegang.

Det er et svagt argument, at man ikke fik, hvad man gik efter. Er det en katastrofe at få en million kroner i erstatning, når man oprindeligt anlagde sag for at få fire millioner? Eller er den ene million måske bedre end ingenting? Så meget desto mere som man altid kan anlægge en ny sag?

For det er jo Ruslands situation: Man kan fryse konflikten ned og beholde kontrollen med det, man nu må have kontrol med efter den kommende ukrainske forårsoffensiv. Og så kan Rusland på et eller andet tidspunkt gå i krig igen.

Her skal vi huske en grundlæggende forskel på diktaturer og demokratier: Demokratiske ledere tænker kort, de tænker måske frem til næste valg. Diktatorer holder ikke rigtige valg, så de kan tænke langt.

Måske tænker Putin endda rigtig langt. Vi husker mødet i sommeren 2022, hvor han sammenlignede sig selv med Peter den Store og i en let og causerende tone forklarede, at det måske også var hans opgave at ”samle de russiske lande” dvs. erobre nyt territorium og holde fast på det.

Hvis Putin tænker langt, så tænker han måske: ”Vi har vundet Krim, en del af Donbas, det meste af Novorossija. Helt frem til Kherson, faktisk. Noget der måske går tabt igen til sommer, men i det store hele er det dette, vi har. Prisen har været enorm – i menneskeliv, penge og international status. Men om hundrede år er alt dette glemt. De døde vil være vand under broen. Økonomien vil være genrejst, og isolationen brudt – man vil trods alt ikke kunne holde et stort land som Rusland isoleret i hundrede år. Men man vil huske, at det var mig, Putin, som genvandt Krim, Donbas og Novorossija. De vil rejse statuer af mig.”

Det kan også være, at halvtreds år er nok. Befolkningen i et diktatur har ikke nogen lang hukommelse, ikke meget længere end diktatoren tillader. Måske Putin er forfængelig og gerne vil hyldes i levende live. Men det kan han jo bare sørge for, at han bliver; han er diktator.

Hvis Putin tænker sådan, så er han sandsynligvis udmærket tilfreds med krigens gang. Hans umiddelbare mål vil være at får krigen afsluttet, så man kan komme sig over tabene, og det passer jo fint med, at han og hans udenrigsminister bliver ved at tale for fredsforhandlinger, eller i hvert fald våbenhvile. Når den en dag kommer, vil han føle sig opmuntret og bekræftet i, at hans strategi var rigtig.

Derfor vil han fortsætte den. De næste mål bliver ikke nær så militært krævende: Belarus har man allerede stort set kontrol med, Georgien har man vundet over før, og Moldovas hær er bittelille. Når Putin vurderer, at hans land er kommet økonomisk og militært til kræfter igen, kan han genoptage krigen mod Ukraine. Kherson skal være russisk, og Odesa, og Kharkiv med.

Vil de baltiske lande være i fare for at blive angrebet? I modsætning til Finland og Polen kan de ikke forsvare sig selv, deres befolkning er for lille, og operationsdybden ligeså; de er med andre ord helt afhængige af NATO. Om de bliver angrebet, afhænger derfor af hvordan Putin ser på NATO.

 

Befolkningen i et diktatur har ikke nogen lang hukommelse, ikke meget længere end diktatoren tillader
_______

 

Og Putins vurdering af NATO afhænger af amerikansk politik. Her er tendensen klart, at man interesserer sig mindre og mindre for Europa; det er Asien, som tiltrækker sig opmærksomheden på længere sigt. Det kan også være, at der kommer en ny isolationistisk præsident, som genoptager den afmontering af NATO, Trump faktisk var i gang med. Alt i alt: Tænker Putin langsigtet, forventer han, at NATO på et tidspunkt bliver så svækket, at han kan angribe Baltikum. Det betyder, at også andre lande i Norden vil komme under pres: Finland, Norge – med Svalbard, Danmark og Sverige.

Dette er, hvad Putin sandsynligvis vil tænke, hvis han på et tidspunkt vurderer, at han har ”vundet krigen” mod Ukraine, det vil sige at han vurderer, at han har fået en langsigtet gevinst, han kan beholde. Når han konkluderer det, vil han gå videre.

Jamen, Putin lever jo ikke evigt. Måske er han syg; det skriver aviserne da?

Nej, Putin lever ikke evigt. Men hvis vi lægger til grund, at hans tankegang er rationel og i Ruslands langsigtede interesse, så vil hans efterfølger eller hans efterfølgers efterfølgere tænke mere eller mindre på samme måde. Og de vil indlede nye krige for at ”samle de russiske lande”. Dette er Ruslands ”long game”.

Har Vesten et ”long game”?

Hvad kunne Vestens svar bestå i – Vestens ”long game” –  hvis vi nu et øjeblik så bort fra, at demokratier ikke kan planlægge ud over næste parlamentsvalg?

Vestens ”long game” må bestå i at sikre, at Putin ikke oplever sin strategi som vellykket. Altså at han ikke får nogen territorialgevinst i Ukraine, men tværtimod mister territorium. Måske ved at Vesten genoptør nogle af de frosne konflikter, Rusland har etableret i sin periferi – det moldoviske Transnistrien, eller Georgiens Abkhasien og Sydossetien.

Jeg nævner kun dette helt hypotetisk. Der er naturligvis absolut ingen politisk vilje til den slags i Vesten; vores politikere foretrækker at flyve til Kina for at for at prøve at overtale Xi Jinping til at gribe ind, hvilket han ikke gør, for han har sit eget ”long game”, sin egen meget langsigtede strategi.

Og derfor er der ikke udsigt til andet end fortsatte militære konflikter med Rusland. Konflikterne vil ikke skyldes, at vores ledere ikke er i stand til at sætte sig ind i russisk tankegang; det er, som jeg har prøvet at vise ovenfor, ikke så svært. Nej, konflikterne vil skyldes, at vores lederes tidshorisont er så kort, mens diktatorernes er så lang. ■

 

Hvad kunne Vestens svar bestå i – Vestens ”long game” – hvis vi nu et øjeblik så bort fra, at demokratier ikke kan planlægge ud over næste parlamentsvalg?

_______

 

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering.

ILLUSTRATION: Kreml i Moskva den 11. marts 2022: Putin vender på den belarusiske præsident, Alexander Lukasjenko, forud for et bilateralt møde omtrent to uger efter invasionens begyndelse [FOTO: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten