Ukrainebrief 12. maj: Ukrainerne slår tilbage i Bakhmut, mens uroen breder sig om Kreml. Er modoffensiven begyndt?

12.05.2023


I ugens brief ser vi nærmere på ukrainernes modoffensiv, der måske for alvor er gået i gang – og på den tilspidsede stemning på den russiske side.

RÆSONs Ukrainebrief udkommer ugentligt med overblik over krigen, dens kontekst og dens konsekvenser

Ukrainsk modoffensiv i Bakhmut? I det seneste døgns tid har der været forlydender om ukrainske offensive operationer i området omkring Bakhmut, hvilket ukrainske myndigheder i dag har bekræftet. Fra russisk side afviste man dog et ukrainsk gennembrud. Samtidig udtalte Wagnergruppens leder, Prigosjin, i går at “Vores hær flygter”, og at han havde tabt op til 500 mænd i området omkring Bakhmut. I dag lød det så fra det russiske forsvarsministerium, at man havde trukket sig tilbage til mere favorable positioner, der grundlæggende geografisk bekræfter de ukrainske myndigheders udsagn om de ca. 2 km generobrede terræn. Det kan du læse her. Der er dog fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt Ukraines operationer begrænser sig til Bakhmut eller også inkluderer andre frontlinjer, eller om det er led i forsøget på at ‘forme slagmarken’ forud for offensiven.

Prigosjin skærper kritikken af Kreml. Det er ikke første gang, at der er uenighed om krigens gang mellem Prigosjin og det officielle Rusland, som vi også beskrev i sidste uges brief. CNN beskriver i en artikel, hvordan Wagnergruppens leder gennem de seneste måneder har skruet op for retorikken, senest med en skriftlig invitation til Shojgu, Ruslands forsvarsminister og tæt relation til Putin, om at komme til Bakhmut.

 

Fra russisk side afviste man dog et ukrainsk gennembrud. Samtidig udtalte Wagnergruppens leder, Prigosjin, i går at “Vores hær flygter”, og at han havde tabt op til 500 mænd i området omkring Bakhmut
_______

 

Uro på den russiske side? Professor i internationale studier ved John Hopkins School, Sergey Radchenko, skriver i en Twitter-tråd, at den her slags intern kritik slet ikke burde være mulig i det putinistiske system. I det system er det tilladt at bekrige hinanden på et lavere niveau, men aldrig vertikalt på den måde, som Prigosjin er ude med riven efter Ruslands forsvarsministerium. Den analyse kan du læse her. Den dansk-ukrainske forsker, Yevgeniy Golovchenko, skriver ligeledes i en Twitter-tråd i dag, at man bør holde øje med, hvad der sker internt i Rusland. Han oplister en række reaktioner i kølvandet på Ukraines operationer hen over natten – herunder den kontroversielle og yderliggående filosof, Alexander Dugin, der kalder på en fuld mobilisering. Golovchenko referer ligeledes forskellige russiske medier, der proklamerer “ingen panik!” i kølvandet på Ukraines operationer.

Ukraine modtager langtrækkende krydsermissiler. En større nyhed fra denne uge er, at Storbritannien har offentliggjort leveringen af langtrækkende krydsermissiler af Storm Shadow-typen til Ukraine. I pressemeddelelsen fra det britiske forsvarsministerium blev det indikeret, at missilerne allerede var til stede i Ukraine. Storm Shadow-missilerne har en rækkevidde på op til 300 km., og netop den mulighed har længe været efterspurgt af ukrainerne.

“En gamechanger” på slagmarken. Det skyldes bl.a. at russerne, efter introduktionen af det amerikanske HIMARS-system i Ukraine, har flyttet flere ammunitionsdepoter og logistiske knudepunkter uden for rækkevidden af HIMARS-missilerne. Med Storm Shadow-typen vil Kyiv være i stand til at ramme stort set alle mål inden for Ukraines internationalt anerkendte grænser – og også ind i selve Rusland. Foreløbig har reaktionen fra Moskva været, at leverancen vil blive mødt med en “relevant respons” rent militært, som Kreml talsperson, Dmitry Peskov, udtaler. Du kan læse hele artiklen hos The Guardian her. Ifølge Jakob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa og fhv. chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, bliver Storm Shadow en gamechanger, der gør ukrainerne i stand til at ramme Kertj-broen til Krim, nye luftbaser og forsyningsknudepunkter.

Vi er tilbage i næste uge, hvor vi vil følge udviklingen på slagmarken. ■

 

Med Storm Shadow-typen vil Kyiv være i stand til at ramme stort set alle mål inden for Ukraines internationalt anerkendte grænser – og også ind i selve Rusland
_______

 

ILLUSTRATION: Bakhmut i det østlige Ukraine, 21. marts: Ukrainske soldater affyrer artilleri mod russiske positioner [FOTO: Mykhaylo Palinchak/Zuma/Ritzau Scanpix]