Ukrainebrief 6. september: Kyiv med gennembrud ved fronten. Meget kan blive afgjort i de kommende uger

Ukrainebrief 6. september: Kyiv med gennembrud ved fronten. Meget kan blive afgjort i de kommende uger

06.09.2023

.

I ugens Ukrainebrief ser vi nærmere på perspektiverne for de ukrainske styrkers gennembrud ved fronten, og så stifter vi bekendtskab med Zelenskyjs nye forsvarsminister.

RÆSONs Ukrainebrief er tilbage og udkommer ugentligt med overblik over krigen, dens kontekst og dens konsekvenser

Korruptionen fælder Ukraines forsvarsminister
Den tidligere forsvarsminister, Oleksii Reznikov, har fratrådt sin stilling efter en sag om korruption i det ukrainske forsvarsministerium. Rygtet om udskiftningen af Reznikov har verseret i flere måneder, siden den ukrainske presse afdækkede flere korruptionssager i ministeriet. De omhandlede bl.a. oppustede priser for rationeringsføde og vinterjakker til hærens soldater.

Sager om korruption er ømtålelige for Ukraine, der har en lang historie for korruption, som også udgør et kritikpunkt for vestlig bistand til landet. Ukraine specificerer dog, at Reznikov selv ikke er omfattet af korruptionssagerne. Rygter går nu på, at den tidligere forsvarsminister muligvis udpeges som ny ambassadør i London. Du kan læse The Guardians artikel om sagen om Reznikovs fratrædelse her.

Hvem er Ukraines nye forsvarsminister?
”Nu er der brug for en ny tilgang”, udtalte Zelenskyj. Han har nu udpeget Reznikovs afløser: Rustem Umerov, der har tidligere erfaring med at monitorere internationale finanser og militærdonationer til Ukraine. Desuden er Umerov etnisk krimtatar – en tyrkisktalende minoritet på Krimhalvøen. Det sender både et stærkt signal til omverdenen om, at Ukraine tager bekæmpelsen af korruption seriøst, og om deres ønske om at genindtage Krim fra russerne.

Den nye forsvarsminister bliver desuden den første muslim til at bestride en så høj post i det ukrainske embede. Udskiftningen af forsvarsministeren er den første af sin slags, siden Rusland indledte sin invasion 24. februar 2022. Du kan læse hele POLITICO’s artikel om Kyivs nye forsvarsminister her.

Amerikansk tænketank: Ukraine rykker fremad i offensiven.
Sådan lyder det i den seneste rapport fra Institute for the Study of War (ISW), der med geolokaliseret materiale indikerer, at ukrainske styrker har forceret den første russiske forsvarslinjes anti-tankgrave og “dragetænder” (firkantede pyramideformede spærringer). Ifølge ISW har de ukrainske styrker nu kursen mod landsbyen Vetove sydøst for den befriede by Robotyne, og deres intention er at udvide brohovedet, så der er mulighed for at anvende tungere militørkøretøjer i deres fortsatte fremfærd.

Rapporten konkluderer: ”Ukrainske styrker fortsætter med at rykke frem i vestlige del af Zaporizjzja”, og bemærker, hvordan Ukraine har igangsat nye operationer i Donetsk/Zaporizjzja-fronten længere mod øst for at fiksere russiske tropper mod øst. Endelig beretter ISW, at russiske militærbloggere klager over manglende ammunition og artilleri i mødet med de ukrainske tropper. Du kan læse hele ISW’s rapport lige her.

 

“Nu ligger alt foran os”, udtaler ukrainsk general om sine troppers gennembrud
_______

 

Image

Image

Kort over Zaporizjzja-fronten, 5. september, 15:00 [Kilde: Institute for the Study of War], hvor ukrainernes fremryk mod syd ved Robotyne og øst mod Verbove fremhæves nederst.

“Nu ligger alt foran os,” udtaler ukrainsk general om sine troppers gennembrud. Den ukrainske general, Gen Olsekandr Tarnavskiy, udtaler i et interview med den britiske avis The Guardian, at vi er vidne til et vitalt gennembrud for Ukraine. Ifølge generalen har russerne brugt 60 pct. af deres tid og ressourcer på den første, nu forcerede, forsvarslinje, mens kun 20 pct. er anvendt på den anden og tredje linje. De ukrainske styrker, pointerer Tarnavskiy, står nu mellem den anden og tredje linje, og når den også er krydset, “ligger alt foran os”, som generalen udtrykker det.

Den nye taktiske virkelighed presser russerne til at udøve manøvrekamp, hvilket er en fordel for de ukrainske brigaders pansrede køretøjer og kampvogne. Generalen argumenterer også for, at det ser ud til russerne er pressede, da de har overført reserver til frontlinjen fra både andre besatte områder af Ukraine og Rusland.

Den lange ventetid på et ukrainsk gennembrud, som affødte kritik af den ukrainske offensiv i Vesten, skyldes ifølge generalen den langsommelige proces med at fjerne miner ved fronten. Men der er langt færre miner mellem den anden og tredje forsvarslinje, og derfor mener Tarnavskiy, at russerne nu har mistet deres største fordel. Du kan læse hele artiklen med interviewet lige her.

“Meget kan blive afgjort i de kommende uger”, skriver de to toneangivende militæranalytikere Michael Kofman og Rob Lee i en ny analyse om den ukrainske offensiv, der gør status over de foreløbige tre måneder. De indledende, marginale territoriale fremskridt for Ukraine skyldes ifølge dem Kyivs manglende luftherredømme i kombination med russernes tætminerede frontlinjer. Men i stedet for den indledende manøvreoperation med kampvogne og pansrede køretøjer har ukrainerne nu skiftet taktik til en mere vant militærdoktrin med artilleri og nedslidning af de russiske linjer og logistik.

Nu afhænger det i høj grad af, om Vesten kan levere på produktionen af artilleri og ammunition i et langt længere perspektiv – noget, Kofman og Lee navnlig krisiterer Europa for at være fodslæbende med. Det samme gælder træningsprogrammerne for ukrainske soldater, som de mener, har været forhastede og utilstrækkelige. Som Kofman og Lee slutteligt konkluderer: Potentialet bag vestlig industri og militær overgår langt Ruslands, men uden den politiske vilje i Vesten kan det potentiale alene ikke føre til resultater. Læs hele analysen hos War on the Rocks lige her.

Erdogan og Putin kan ikke enes om kornaftalen. I forgårs mødtes den russiske præsident Putin med de tyrkiske præsident Erdogan i den russiske by Sotji. Øverst på dagsordenen var Moskvas udtrædelse af den tyrkisk medierede kornaftale, der sikrede udskibningen af ukrainsk korn i Sortehavet. Siden Rusland trak sig ud af aftalen, har Odesa og andre ukrainske havnebyer været udsat for russiske missilangreb. Mødet førte dog ingen resultater med sig, da Putin forlangte, at Vesten imødekom Ruslands krav om at løfte sanktioner og “eksportkontrol på russisk korn og gødning” – herunder at få det finansielle transaktionssystem SWIFT, der har trukket sig fra Rusland, koblet på Russian Agricultural Bank igen.

EU’s Ursula von der Leyen har tidligere kaldt Putins udtrædelse af kornaftalen for “kynisk”. Siden Putin trak sig fra aftalen, har Ukraine dog fortsat korneksporten og skibet tre forsendelser med korn via Sortehavet. Det sker, selvom Moskva har truet med at sænke skibene, men det har russerne altså indtil videre ikke gjort. Du kan læse The Guardians artikel om mødet lige her.

USA: Nordkoreas våbenlevering til Rusland vil få “konsekvenser”.
Slutteligt vil vi i ugens Ukrainebrief berøre forlydender om, at Nordkoreas leder, Kim Jong Un, planlægger et møde i Vladivostok senere i september med henblik på at assistere den russiske krigsindsats med ammunition og materiel. Kreml har længe søgt efter samarbejdspartnere, der kan bistå med krigsstøtte, bl.a. ved at besøge lande som Iran og Nordkorea, der indtil videre har levereret artilleriammunition og droner.

Ifølge USA er våbenlevering fra Nordkorea til Rusland “aktivt accelererende”, og Bidens sikkerhedspolitiske rådgiver, Jake Sullivan, udtalte i går, at ”det vil få konsekvenser”, hvis Nordkorea imødekommer Kremls ønsker om ammunition. Du kan læse hele nyheden hos CNN her.

Vi vender tilbage i næste uge, hvor vi vil følge den ukrainske offensiv – og ikke mindst den russiske reaktion herpå.

 

Bidens sikkerhedspolitiske rådgiver, Jake Sullivan, udtalte i går, at ”det vil få konsekvenser”, skulle Nordkorea imødekomme Kremls ønsker om ammunition
_______

 

ILLUSTRATION: Bakhmut ved Donetsk-fronten, 5. september 2023: Ukraines præsident, Vlodomyr Zelenskyj besøger brigader aktive i Bakhmut-sektoren. I forgrunden ses general Olseksandr Syrskyij, der bl.a. var ansvarlig for den overraskende Kharkiv-offensiv sidste år [FOTO: President of Ukraine/Handout/AFP/Ritzau Scanpix]