Weiss og Rendtorff: Den akademiske frihed er truet, og det kræver fælleseuropæisk handling

09.02.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

I kampen mellem totalitarisme og det liberale demokrati var tanke- og ytringsfrihed på de europæiske universiteter et bolværk gennem det 20. århundrede. Med fremkomsten af populisme og et samfund på digital speed er det mere end nogensinde blevet vigtigt at forstærke friheden på kontinentes universiteter.

Kommentar af Pernille Weiss, Europa-Parlament, K (EPP) og professor (MSO) Jacob Dahl Rendtorff, Roskilde Universitet

Akademisk frihed er under pres i Europa. Den frihed, der handler om at forske og formidle, lære og undervise. Den frihed, vi ikke taler så meget om, og som mange tror er lige så ukrænkelig som ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Akademisk frihed er af mange naturlige årsager ikke ens i hele EU, hvorfor typerne af pres også er forskellige. I nogle lande, fx Ungarn, bliver forskere forfulgt af regeringen på grund af deres forskning. Videnskabsfolk flygter fra Ukraine til EU for at få beskyttelse. Og i Mellemøsten er der forskere, som kæmper for at undslippe fængsler og død. I Danmark har vi – nok i den anden ende af skalaen – fået flere aktuelle diskussioner om aktivistiske forskere, påstande om pseudovidenskab, manglende uvildighed og uafhængighed og så videre.

Senest er det blevet heftigt diskuteret, om en forsker fra Institut for Pædagogik på Aarhus Universitet er blevet fyret af politiske årsager. Mange forskere er bange for at ytre sig i den offentlige debat for at beskytte deres karriere. Øget eksternt politisk og økonomisk pres på videnskaben stiller grundlæggende spørgsmål om forskernes ret til selv at vælge temaer og metoder – med dertil hørende ansvar for videnskabelig redelighed, naturligvis. Fondsfinansiering og faste krav til forskningen risikerer at indskrænke forskernes råderum. Universiteterne afkræves at stå politisk til regnskab for deres virke. Af et stigende antal skandaler om politisk og økonomisk styring af forskningen kan nævnes skandaler om videnskabelige rapporter, forsøg eller forskningsprojekter, der i virkeligheden er styret af stat, industri og erhvervsliv, som dermed sætter grænser for forskernes videnskabelige uafhængighed.

Nogle debattører fremhæver, at Danmark ligger i bunden, når det drejer sig om forskernes frie råderum, vurderet på tryghed i ansættelsen, afhængighed af eksterne midler og demokratisk medbestemmelse. Andre har konkret indsamlet eksempler på udfordringer til den akademiske frihed i Danmark. Særlig berømte er skandaler, hvor virksomheder eller universiteter vil dirigere forskningens resultater. I andre tilfælde er der eksempler på forskere, som er blevet fyret på grund af kritik af ledelserne på universiteterne. Eksemplerne viser blandt andet en øget interesse i at udnytte forskernes viden kommercielt og politisk i et komplekst vidensamfund, hvor forskning spiller en større rolle for innovation og vækst i samfundet.

På det interne plan møder den akademiske frihed i stigende grad udfordringer med ’cancel culture’-bevægelserne på universiteterne, hvor forskere – eller studerende – oplever at blive presset af bestemte politisk korrekte ideologier. Der er mindre plads til tanke- og ytringsfrihed i vidensproduktionen. Denne indskrænkning af forsknings- og undervisningsfrihed kan både være venstre- og højreorienteret. Fra venstre vil post-koloniale køns- og raceaktivister gøre op med det klassiske pensum og bestemme over deres undervisere. Fra højre kritiserer man også en ubekvemhedskultur på universitet, hvor undervisere, som forstyrrer de borgerlige normer, bliver irettesat eller indstillet til afskedigelse. I tillæg hertil presses universiteterne i Europa i stigende grad fra samfundets beslutningstagere, som vil have mere detailstyring af forskning og undervisning med henblik på at styrke universiteternes bidrag til samfundets produktivitet.

Akademisk frihed er som så mange andre friheder ikke noget, der passer sig selv. Heller ikke i Europa. Det bekræfter flere tegn: Academic Freedom Index (AFI) fra 2021 fortæller, at ud af 27 lande i EU er 10 helt i top, men situationen i Ungarn forværres stadigvæk, ligesom den er bekymrende i Polen og Grækenland. Scholars at Risk bekræfter AFI’s globale billede: Mange steder i verden har den akademiske frihed det ikke godt. Forskningsinstitutioner begrænses, forskningsresultater angribes, debatter indskrænkes og akademikere trues, sagsøges og arbejder flere steder med livet som indsats. I lande som Syrien, Iran og Afghanistan bliver universitetsfolk sat i fængsel eller henrettet, og kvindelige studerende bliver nægtet undervisning. Hvis vi ser på lande som Rusland og Kina er den akademiske frihed virkelig indskrænket, da forskerne har så godt som ingen ytringsfrihed, men også i de europæiske lande stiger udfordringerne, når staterne begrænser universiteternes frihed og private virksomheder sætter strenge rammer for brug af forskningsresultater.

Vi må derfor gøre noget ekstra for at beskytte akademisk frihed i Europa. Europa har et politisk ansvar for at sætte et godt eksempel for hele verden. Ikke mindst, fordi akademisk frihed er helt grundlæggende for den europæiske idé, vores selvforståelse som europæere og vores profil i en verden, hvor frihed og demokrati ikke på samme måde er den historiske ånd eller kulturelle praksis.

 

Akademisk frihed er som så mange andre friheder ikke noget, der passer sig selv. Heller ikke i Europa
_______

 

Europa er bygget på humanismen i den antikke græske kultur, renæssancens frihedstækning med fokus på menneskets værdighed og oplysningstidens kritiske fornuft, der gør demokrati, fritænkning og ytringsfrihed til centrale værdier for nutidens og fremtidens Europa. Disse ingredienser har gjort Europa til et af verdens rigeste og mest innovative kontinenter. Til gavn for os selv og vores frihedsallierede. Meget står derfor på spil, hvis den akademiske frihed upåagtet erroderer Europas fundament.

I kampen mellem totalitarisme og autokratier på den ene side og det liberale demokrati på den anden var tanke- og ytringsfrihed på de europæiske universiteter et grundlæggende bolværk gennem det 20. århundrede. Men med fremkomsten af især populismen og et samfund på digital speed er det mere end nogensinde blevet vigtigt at forstærke friheden på de europæiske universiteter. 

Derfor er Europa-Parlamentets tænketank for teknologivurdering (STOA) gået i gang med et vigtigt arbejde, der kan medvirke til at give den akademiske frihed en velfortjent renæssance. Dette forsøges gjort ved at udvikle en måde at beskytte den på uden at tage friheden som bærende præmis væk. Ideen er, at akademisk frihed monitoreres, så beskyttelsen sker på baggrund af data, som i sig selv understøtter definitionerne af den akademiske frihed, men som også forholder sig kritisk til eksisterende evalueringsmetoder og procedurer, og – hvor det er relevant – foreslår politiske initiativer.

Ved at udvikle et kontrolsystem for akademisk frihed er det muligt at gøre mere for konkret at beskytte forskernes handlerum, fordi det bliver fuldstændigt transparent, når magtfulde stater, myndigheder eller private virksomheder vil forhindre forskere og undervisere i at arbejde. En institutionalisering af beskyttelse af akademisk frihed kan også bidrage til at skabe et trygt rum for forskeres indberetning af krænkelser af deres rettigheder. En overvågningsinstans for akademisk frihed vil også kunne tage konkrete initiativer til at styrke og forbedre den akademiske frihed i Europa med henblik på at sætte fokus på problemerne.

Meningen er ikke, at EU skal overstyre den akademiske frihed, der praksiseres i medlemslandene med behørig respekt for subsidiaritet og nationalstatens legitimitet. Tværtimod. Ideen med et fælles EU-monitoreringsværktøj er, at dette kan styrke vores fælles sprog, forståelse og forme den opgave at beskytte det, vi som europæere har til fælles. Viden er grænseløs, og det er den akademiske praksis således også. Derfor er der gode argumenter for, at Europa-parlamentet som EU’s direkte folkevalgte parlament styrker indsatsen for den akademiske frihed.

Universiteterne kan med deres forskning forandre verden, og derfor er tilliden til universiteterens akademiske praksis en frihed, som er ukrænkelig og knyttet til et stort ansvar. Et ansvar, som universiteterne hverken kan eller skal stå alene med. Kan en fælles EU-monitoring medvirke til at styrke arbejdet i de enkelte lande og ikke mindst på tværs af landegrænser, institutioner og videnskabelige dicipliner, skal det ske på en åben, transparent og dialogfremmende måde, så det omgivende samfund deltager aktivt.

Det er netop formålet med STOAs initiativ. I konteksten af udviklingen af monitoreringsværktøjet vil det helt sikkert også blive drøftet, hvordan akademisk frihed i EU er – eller ikke er – beskyttet nok eller rigtigt rent forfatnings- og traktatmæssigt. Den diskussion byder vi naturligvis velkommen. Sagen er nemlig, at termen ‘akademisk’ ikke eksplicit indgår i EU-traktaten. Det burde stå i artikel 6, men det gør kun undervisning. Og i EUs charter for grundlæggende rettigheder (artikel 13) står kun formuleret, at akademisk frihed skal respekteres. Definitionerne er få og det juridiske skelet er derfor skrøbeligt. Før det kan være relevant – og formelt være muligt – at ændre i EU-traktaten, er det derfor vigtigt, at et fælles monitoreringsværktøj bidrager til den demokratiske samtale, der på sigt kan lede frem til dette eller lignende.

I Europa værdsætter vi akademisk frihed som grundlæggende for noget meget større. Tankefrihed og ytringsfrihed er centralt for den europæiske livsform. EU’s institutioner skal derfor kontinuerligt artikulere og konkret beskytte akademisk frihed ud fra indsigten i, at beskyttelse af akademisk frihed ikke kan overlades til nationalstaterne alene. Europæiske værdier for frihed er også et fælles anliggende. For at udvikle Europa økonomisk og som bæredygtig, demokratisk rollemodel for resten af verden er forskning selve livsnerven. Derfor skal akademisk frihed styrkes i Europa. ■

 

Universiteterne kan med deres forskning forandre verden, og derfor er tilliden til universiteterens akademiske praksis en frihed, som er ukrænkelig og knyttet til et stort ansvar
_______

 

Jacob Rendtorff har siden medio 2022 arbejdet på ”The Ethics and Politics of Free Thinking: The End of the Public Intellectual? A Research Project in Philosophy and Political Theory”, som er et tre-årigt forskningprojekt, der har modtaget 2,7 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Pernille Weiss er som medlem af Europa-Parlamentet bl.a. medlem af udvalget for Forskning, Energi og Industri (ITRE) og STOA’s panel

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover