Andrew Preston om USA’s udenrigspolitik: Det er religion, der sætter retningen
13.09.2024
”Når ikke USA har behøvet bekymre sig om at blive invaderet – hvilket er det, de fleste stater organiserer deres udenrigs- og sikkerhedspolitik ud fra – betyder det, at amerikansk udenrigspolitik kunne tage form ud fra normative, kulturelle, ideologiske og religiøse idealer fremfor blot at være en reaktion på eksterne trusler.”
Andrew Preston er professor i amerikansk historie ved Cambridge University. Preston har skrevet den prisvindende bog, Sword of the Spirit, Shield of Faith – Religion in American War and Diplomacy.
Interview af August Østergaard Nilsson
RÆSON: Hvordan kan det være, at kristendommen historisk set har spillet så en stor rolle i USA?
PRESTON: Selv før der overhovedet var noget, der hed USA, fungerede området som et tilflugtssted, hvor religiøse minoriteter fra både Storbritannien og Kontinental-Europa kunne slå sig ned: Der var kvækere i Pennsylvania, baptister i Rhode Island, katolikker i Maryland, puritanere i New England, anglikanere i Virginia osv. Alle de her grupper fik – delvist pga. geografi, delvist pga. politik – stor frihed til at oprette deres egne samfund, og i de samfund formåede de at etablere – ikke blot de religiøse – men også de politiske systemer. Derudover fyldte religion meget i de tidlige amerikanske uddannelsessystemer: Harvard og Yale blev grundlagt som pastoralseminarier. Kristendommen var der med andre ord fra begyndelsen.
USA blev grundlæggende etableret som et slags reformert protestantisk tilflugtssted – en reformationens bastion. Desuden har USA aldrig oplevet nogen modreformation eller antigejstlig bevægelse. Både den franske, russiske og mexicanske revolution førte til et tilbageslag mod præsteskabet, hvilket USA aldrig har oplevet. Det har at gøre med at kirke og stat – som det står beskrevet i det første forfatningstillæg – er adskilt i USA. Argumentet for den amerikanske sekularisme var ikke, at staten skulle beskyttes mod kirken, men at kirken skulle beskyttes mod staten. Det betød, at der ikke var var nogen til at regulere religion i USA, hvilket skabte det, som forskere har kaldt en troens markedsplads (marketplace of faith), hvor det har været muligt at innovere og tiltrække tilhængere som på det frie marked. Det betød også, at religiøse samfund i USA hverken blev støttet eller reguleret af staten, hvilket skabte de perfekte betingelser for et protestantisk hegemoni og et meget religiøst samfund.
Det er en forenkling af en meget, meget kompleks proces, der strækker sig over flere århundreder: Men her har vi de vigtigste ingredienser.
Hvordan har denne her dybe religiøsitet historisk set manifesteret sig i amerikansk udenrigspolitik?
Det, jeg vil fremhæve – fremfor at give en gennemgang af hele USA’s udenrigspolitiske historie – er, at religion har skabt mange af de kulturelle normer og værdier, der præger USA’s udenrigspolitik. USA har siden 1812 (året for den britisk-amerikanske krig, red.) og ind i det 20. århundrede befundet sig i en tilstand af gratis sikkerhed (free security). Det betyder grundlæggende, at USA har kunnet tage sin egen sikkerhed for givet, og at man ikke har behøvet bekymre sig om invasion eller besættelse: I en tilstand af fri sikkerhed har man en udenrigspolitik baseret på valgfrihed – total valgfrihed. Når ikke USA har behøvet bekymre sig om at blive invaderet – hvilket er det, de fleste stater organiserer deres udenrigs- og sikkerhedspolitik ud fra – betyder det, at amerikansk udenrigspolitik kunne tage form ud fra normative, kulturelle, ideologiske og religiøse idealer fremfor blot at være en reaktion på eksterne trusler.
Det, det betyder i praksis, er, at religion har fungeret som en art udenrigspolitisk samvittighed og kilde til moral og værdier. Det betyder imidlertid ikke, at samvittigheden, moralen og værdierne altid har været gode eller rigtige: Jeg argumenterer ikke for religion, hvilket mange vist tror, jeg gør; jeg argumenterer for, at religion har fungeret som en kilde til normativ og værdidreven amerikansk udenrigspolitik.
Det ejendommelige er, at både den interventionistiske og den pacifistiske fløj i amerikansk udenrigspolitik har begrundet deres standpunkter religiøst
_______
Hvordan kan vi specifikt se, at kristendommen har påvirket amerikansk udenrigspolitik?
De fleste ser den religiøse indflydelse på amerikansk udenrigspolitik som en form for interventionistisk ideal: Det handler alt sammen om manifest destiny, exceptionalisme, interventionisme og om at ændre verden. Det ér givet også den dominerende udenrigspolitiske strømning i USA, men det, der slog mig, da jeg begyndte at undersøge religions indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, var, hvor stærk også de pacifistiske, internationalistiske, reformistiske og kristne socialistiske strømninger i amerikansk udenrigspolitik er. Det ejendommelige er, at både den interventionistiske og den pacifistiske fløj i amerikansk udenrigspolitik har begrundet deres standpunkter religiøst.
Grundlæggende er den religiøse indflydelse til stede i alle tilfælde, hvor amerikanske ledere enten bliver påvirket af værdier, eller hvor de er nødt til at retfærdiggøre deres udenrigspolitik i meget moralistiske vendinger: Enten ud fra et interventionistisk eller pacifistisk ideal.
I din bog Sword of the Spirit, Shield of Faith (2012) skriver du om denne her spænding mellem idéen om interventionisme og pacifisme. Du hævder, at begge strømninger er forankret i kristendommen – prøv at forklare den dobbelthed?
Der er ikke én enkelt kristen fortolkning eller én enkelt kristen indflydelse, der enestående kan siges at påvirke amerikansk udenrigspolitik: Der er mange kristne påvirkninger, og de kæmper alle om indflydelse blandt dem, der træffer udenrigspolitiske beslutninger.
Man kan se det som en slags top-down- og bottom-up-mekanisme: Ledere laver udenrigspolitik, men idéerne bobler op fra bunden, og toppen er nødt til at retfærdiggøre sin udenrigspolitik overfor bunden. Men den amerikanske bund er mangfoldig, og der er en mangfoldighed af perspektiver: nogle pacifistiske, nogle interventionistiske – men de fleste er begrundet ud fra kristne idealer. Vi historikere behøver ikke have en stram, stringent model. Historikere er rodede, når det kommer til årsagssammenhænge og fortolkninger, og den bottom-up indflydelse er bare én stor rodebutik, der ikke tillader mange generaliseringer, bortset fra den meget overordnede: at der er en religiøs indflydelse på amerikansk udenrigspolitik.
Hvordan kan amerikansk udenrigspolitik ses som religiøst motiveret eller legitimeret, hvis vi fx kigger på udenrigspolitikken i det 20. og 21. århundrede? USA deltog i to verdenskrige, Den Kolde Krig og Krigen mod Terror.
Det er mere en legitimering end en motivation. Jeg lægger meget mere vægt på den religiøse indflydelse, end de fleste andre historikere gør, men jeg ville trods alt ikke hævde, at USA er gået i krig for religion. Jeg tror ikke, at USA har udkæmpet en egentlig religiøs krig.
Hvis vi kigger på Første og Anden Verdenskrig fungerede religion imidlertid som en væsentlig forklaring på, hvorfor USA valgte at engagere sig. USA blev aldrig direkte angrebet: Godt nok angreb japanerne Hawaii under Anden Verdenskrig, men Hawaii var en koloni på det tidspunkt, og Japan havde ingen planer om at invadere Californien eller Washington State. Under de omstændigheder havde både Woodrow Wilson og Franklin D. Roosevelt mange muligheder at vælge imellem og mange måder at fortolke trusselsbilledet på. I begge tilfælde var beslutningen om at gå i krig meget politisk kontroversiel, og i den henseende hjalp religion både Wilson og Roosevelt med at legitimere deres engagement i de to verdenskrige: USA’s engagement i Første Verdenskrig blev begrundet med universelle idealer om en fredelig og liberal verdensorden, som Wilson legitimerede igennem et kristent billedsprog og en dyb religiøs overbevisning om krigens rigtighed. Under Anden Verdenskrig stod nazisternes forfølgelse af en religiøs minoritet i skarp kontrast til det amerikanske ideal om religionsfrihed, religiøs tolerance og solidaritet. Det sammenholdt med et argument om retten til frihed og demokrati, som Roosevelt begrundede med kristne idealer om næstekærlighed og medmenneskelighed, var udslagsgivende for USA’s engagement i Anden Verdenskrig.
Under Den Kolde Krig blev en stor del af modstanden mod Sovjetunionen begrundet med, at russerne var ateister og forbød religiøs pluralisme. Den dominerende forståelse i USA var, at man uden religiøs frihed ikke kunne have tankefrihed, hvilket betød, at demokrati og liberalisme var umuligt
_______
Under Den Kolde Krig blev en stor del af modstanden mod Sovjetunionen begrundet med, at russerne var ateister og forbød religiøs pluralisme. Den dominerende forståelse i USA var, at man uden religiøs frihed ikke kunne have tankefrihed, hvilket betød, at demokrati og liberalisme var umuligt. Harry S. Truman forsøgte bl.a. at sætte et stort møde op mellem alle verdens religiøse ledere – Paven, Ærkebiskoppen af Canterbury, buddhisternes leder osv. – for at danne fælles front imod Sovjetunionens religiøse intolerance. Vi kan også tage en præsident som Ronald Reagan, der som præsident havde en udtalt kristen forståelse af godt og ondt: Reagan valgte efter 50 års détente og til stor frustration for sine udenrigspolitiske rådgivere at kalde Sovjetunionen for et ondskabens imperium.
Krigen mod Terror blev også i vid udstrækning retfærdiggjort pba. kristne idealer: Efter 11. september kom George W. Bush – en evangelisk metodist – til at sige, at krigen i Afghanistan ville være et korstog mod islamisk jihadisme. Selvom Bush ikke var fuldt ud klar over de bitre reminiscenser det ord havde hos de arabiske lande, er det bemærkelsesværdigt, hvordan ordet nærmest kom til ham, da han skulle forsvare invasionen. Derudover begrundede Bush i flere af sine taler invasionen med, at Gud var på USA’s side.
Religion hjalp også med at forme forståelsen af, hvad USA’s nationale interesser var. Jeg mener, det er en fejl at se den national interesse som en eller anden objektiv realitet, som alle kan være enige om. Hvis den nationale interesse faktisk var objektiv identificerbar, ville amerikanere ikke diskutere deres udenrigspolitik så meget. For Wilson, Roosevelt og for alle mulige andre amerikanere blev den nationale interesse formet af deres ideologi og deres værdier, og disse skal i vid udstrækning ses som et produkt af deres religion.
Religion har formet amerikansk udenrigspolitik på grund af lederne og deres religiøse overbevisning og religiøse baggrund: Wilson, Roosevelt, Truman og Bush var alle sammen meget, meget religiøse præsidenter, der havde en distinkt religiøs opfattelse af verden. Hvis vi ser på statsmænd eller -kvinder som en John Foster Dulles (udenrigsminister i Eisenhower-administrationen, red.) eller en Robert Lansing (udenrigsminister i Wilson-administrationen, red.) eller en myriade af andre amerikanske statsmænd og -kvinder, ser vi også, hvordan de har haft et dybt religiøst syn på verden. Det samme gør sig gældende, hvis man går længere ned i specifikke grupper og ser på, hvordan de har mobiliseret og formet den politiske opinion, den offentlige opinion, den journalistisk opinion osv.
Obama var selv meget religiøs, men den amerikanske befolkning blev mere og mere sekulær. Det er faktisk en af de hurtigst voksende religiøse tendenser i USA, hvordan færre og færre tilkender sig en bestemt religiøs tradition
_______
Du skriver i din bog – og du berørte det også i begyndelsen af interviewet – at USA’s udenrigspolitik er religiøst påvirket af tre grunde: 1) den politiske elites religiøsitet, 2) det amerikanske folks religiøsitet og 3) at USA historisk set ikke har haft særlig mange fjender. Men hvis vi ser på de to kandidater til dette års præsidentvalg, Kamala Harris og Donald Trump, virker de ikke til at være synderligt religiøse, amerikanere tilkender sig i ringere grad end tidligere etablerede religiøse fællesskaber, og derudover er det ikke længere tilfældet, at USA ikke har nogen fjender. Tror du, at den udvikling vil skabe et skift i USA’s udenrigspolitik mod mere pragmatisme, mere realisme, mere kynisme og færre kristne idealer end det, vi historisk har set?
Jeg tror, at det skift, du taler om, allerede er sket. Min bog er skrevet som en reaktion på Krigen mod Terror – men tingene har ændret sig siden: De begyndte at ændre sig med Obama. Obama var selv meget religiøs, men den amerikanske befolkning blev mere og mere sekulær. Det er faktisk en af de hurtigst voksende religiøse tendenser i USA, hvordan færre og færre tilkender sig en bestemt religiøs tradition: færre og færre går i kirke, moské og synagoge. Det betyder, at billedet er meget mere fragmenteret i dag, hvilket selvfølgelig også afspejles i udenrigspolitikken.
For mig at se virker det som om, at konsensus i Washington peger henimod en mindre aktivistisk udenrigspolitisk tilgang end tidligere. USA har så at sige haft for mange uheldige oplevelser – især under Bush-æraen – til at ville opretholde en messiansk udenrigspolitisk linje. Det virker snarere som om, at samarbejde og pragmatisme er den nye udenrigspolitiske konsensus på både højre og venstrefløjen. Skal det ses som et fundamentalt skift væk fra amerikanisme rodfæstet i kristne idealer? Eller er det snarere en reorientering?
Jeg er ikke sikker på, at jeg ser den samme konsensus. Hvis der var en sådan konsensus, ville USA ikke støtte Ukraine eller Taiwan, og USA ville fjerne sig fra Israel. Jeg tror, du har helt ret i, at der er stor krigstræthed på grund af den katastrofale udenrigspolitik, som Bush-administrationen førte. At USA blev så længe i Afghanistan drænede støtten til den form for aktivistisk udenrigspolitik, du taler om; Irak var selvfølgelig bare en helt unødvendig krig – det er meget svært at sige noget pænt om dén; og Libyen var endda – selvom vi i det store hele synes at have glemt den – en værre strategisk beslutning end Afghanistan og Irak. Så jeg kan godt se, hvad du mener med dit spørgsmål, men overordnet set holder USA stadig fast i den traditionelle liberale internationale orden, og den er i meget høj grad religiøst betinget. Den moderne arv fra Roosevelt og Truman, som den liberale verdensorden er formet ud fra, er i vid udstrækning produktet af et jødisk-kristent verdenssyn. Og den arv er stadig meget stærk i dag: Du ser den tydeligt hos Joe Biden, og han er på ingen måde alene om sine udenrigspolitiske synspunkter i Washington.
Jeg er helt med på, at den form for udenrigspolitisk tilgang har det svært i dag, og jeg tror, den er mere udfordret nu, end den nogensinde har været før, hvilket delvis skyldes immigration, stigningen i sekularisme og ateisme og generelle generationsændringer. Desuden er den liberale protestantiske konsensus i USA helt kollapset; islam er en meget større kraft end tidligere; jødedommen er mere forskelligartet på tværs af generationer end nogensinde før; og der er sket en polarisering inden for katolicismen, hvilket J.D. Vance og USA’s højesteret kan ses som udtryk for: På nogle måder er den katolske kirke rykket skarpt til højre, og på andre er den rykket skarpt til venstre – i vid udstrækning på grund af immigration fra Sydamerika.
Det betyder grundlæggende, at den religiøse komponent i USA’s udenrigspolitik har mistet sin konsensus. Den har måske aldrig været helt konsensuel, men der har i det mindste været mere enighed, end der er nu: Religiøsiteten er splittet meget mere end tidligere, og derfor er den religiøse indflydelse på udenrigspolitikken det også.
Du nævnte tidligere, hvordan USA’s nationale interesse er formet af religion. Gælder det stadig, når der – som du netop var inde på – ikke lader til at være nogen national konsensus?
Der er ikke længere konsensus i det amerikanske samfund om noget som helst. Det er ikke kun religion, hvor vi har set ekstrem polarisering. For kun syv eller otte år siden plejede jeg at sige til mine studerende, at hvis de troede, at det amerikanske samfund var polariseret i dag, skulle de tage et kig tilbage på slutningen af 60’erne, begyndelsen af 70’erne, 1930’erne, 1920’erne eller 1830’erne: Men jeg tror, at det amerikanske samfund er ekstremt og ekstraordinært polariseret i dag – og religion afspejler den polarisering.
På grund af den polarisering og mangel på konsensus er den religiøse indflydelse på den nationale interesse svækket, og den er ikke lige så stærk, som den engang var: Det er uundgåeligt i en proces med ekstrem polarisering.
Jeg mener dog stadig, at religion, religiøs etik og religiøs kultur er en af de faktorer, der stadig den dag i dag former USA’s nationale interesser. Men selvfølgelig er det ikke kun religion. ■
Den liberale protestantiske konsensus i USA er helt kollapset; islam er en meget større kraft end tidligere; jødedommen er mere forskelligartet på tværs af generationer end nogensinde før; og der er sket en polarisering inden for katolicismen, hvilket J.D. Vance og USA’s højesteret kan ses som udtryk for
_______
Andrew Preston er professor i amerikansk historie ved Cambridge University. Preston har skrevet den prisvindende bog, Sword of the Spirit, Shield of Faith – Religion in American War and Diplomacy.
ILLUSTRATION: Washington D.C., 1. juni 2020: Daværende præsident Donald J. Trump viser biblen foran St. John’s Episcopal Church, kendt som den amerikanske præsidents kirke [FOTO: Shealah Craighead/Det Hvide Hus]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
