Anton Jäger i Interviewserien: I hyperpolitikkens periode er alt blevet politiseret – men den politiske forandring udebliver
31.01.2024
”Gazakrigen er et meget tragisk eksempel på det 21. århundredes hjælpeløshed. Det er et af de mest veldokumenterede massemord i historien. Alle kan følge og se, hvad der sker, live på deres skærme, men de kan ikke gøre noget som helst ved det. Og det hænger sammen med, at du ikke har nogen reel politisk handlekraft, fordi der ikke er nogen organisation, der tillader dig at udøve reelt politisk pres.”
RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. I denne uge med Anton Jäger.
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
Hyperpolitikken er den form, som politikken i stigende grad antager i vores epoke, og det har den konsekvens, at mens stadig flere områder bliver politiseret, og det politiske engagement bredt set er tiltagende, så bliver det stadig sværere at omsætte politiske krav til virkelighed.
Sådan lyder tesen fra forfatter og idéhistoriker Anton Jäger, som er tilknyttet universitetet i Oxford og og KU Leuven, og som i efteråret udkom med bogen Hyperpolitik på det anerkendte Suhrkamp Verlag. RÆSON taler med ham om, hvordan vi ser hyperpolitikken slå igennem i dag, og hvilke konsekvenser den har for de vestlige demokratier anno 2024.
RÆSON: Du udkom i efteråret med bogen Hyperpolitik, hvor du beskriver bevægelsen fra det 20. århundredes ’massepolitik’, over 90’erne og 00’ernes ’postpolitik’ og til det, du kalder for nutidens ’hyperpolitik’. Hvad karakteriserer hyperpolitikken, og hvordan adskiller den sig fra de foregående epoker?
JÄGER: Bogen udgår fra den konstatering, at noget har forandret sig fundamentalt i særligt vestlig politisk kultur, ikke kun siden 90’erne, men også siden 2008. Der er sket det, at politisk debat og politisk identifikation er begyndt at spille en væsentlig større rolle i folks liv, end det gjorde for 30 år siden – og på mange måder også end det gjorde for 10 år siden. Det er et skift i den politiske kultur, hvor den offentlige sfære er blevet genpolitiseret, men hvor de kategorier, vi har arvet fra forrige århundrede til at forstå den politisering, ikke synes at lade sig anvende på den nutidige verden. 90’erne og 00’ernes postpolitik er nået til ende, og den distinktion mellem det offentlige og private, som herskede på det tidspunkt, har ændret sig, men det har ikke betydet en tilbagevenden til det 20. århundredes politik
Begrebet hyperpolitik er et hypotetisk forsøg på at forstå den nye situation, politikken står i dag. Men det kan kun forstås i kontrast til de tidligere former for politik. Den første kontrast er til det, man kan kalde postpolitikken i 90’erne og 00’erne, og den anden er til det 20. århundredes massepolitik. Den bedste måde at fremstille kontrasterne på er at kigge på to akser: en socialiseringsakse og en politiseringsakse.
Politisering beskriver graden af konflikt og polarisering i et samfund: Hvor dybt er samfundet engageret i debatter om, hvad det skal gøre med dets ressourcer og overskud? Den akse er meget omskiftelig. Socialiseringsaksen dækker over, i hvilket omfang det politiske engagement bliver institutionaliseret. Er folk tilknyttet til stabile organisationer? Er de bundet til særlige grupper over en længere periode? Hvor langvarigt er det politiske engagement?
Kigger vi på massepolitikken i første del af det 20. århundrede, er politiseringen rigtig høj, ikke mindst i lande hvor du har enten fascister eller kommunister, som kæmper om magten. Samtidig har du en rigtig høj grad af socialisering og institutionalisering. Der er tale om massepolitikken i dens eksemplariske form, hvor folk er født ind i partier, ligesom de er født ind i kirker. Partimedlemskaber overhændes fra far til søn. Det betyder, at både socialiseringen og politiseringen er rigtig høj
I efterkrigstiden falder politiseringen, og i 80’erne og 90’erne sker et afgørende skift, som bliver enden på massepolitikken: Man ser både, at folk forlader masseorganisationerne, og det institutionelle landskab tørrer ud, samtidig med at man har en afpolitisering – politik begynder at fylde mindre i folks bevidsthed. Selve ideen om, at samfundet skal have en debat om, hvad det gør med sine ressourcer, taber vægt.
Det er faktisk noget, man kan se statistisk. Bogens første kapitel åbner med en statistik, der viser en K-formet udvikling, hvor man i slutningen af det 20. århundrede ser, at både politisk aktivitet og institutionel aktivitet begynder at falde. Folk går sjældnere til demonstrationer end deres forældre, folk strejker mindre, der sker færre terrorhandlinger. Det samme sker på socialiseringsaksen: Folk forlader partier, fagforeninger osv. Det er den klassiske æra for post-politikken, hvor både den sociale og den politiske akse falder
Det, der så sker efter 2008, og i særdeleshed i perioden efter 2015-2016, hvor internettet er blevet væsentligt vigtigere faktor for måden politiske debatter forløber, er, at politiseringen stiger igen. Protestaktiviteten stiger markant i 2010’erne. Den amerikanske journalist Vincent Bevins fremfører i bogen If we burn et kontroversielt regnestykke, som siger, at aldrig i menneskehedens historie har så mange mennesker deltaget i protester, som det er tilfældet i perioden 2008-2022. Der har aldrig været en periode, hvor en højere procentdel af menneskeheden er gået på gaden. Det er en ret spektakulær illustration af repolitiseringen
Kigger du til gengæld på det organisatoriske landskab og medlemsstatistikkerne, ser billedet helt anderledes ud. Her fortsætter det fald, som tog fart i 90’erne. Dermed har du K-formen: Politiseringen stiger, mens socialiseringen falder, og det er, hvad begrebet hyperpolitik forsøger at forklare. Det er en ekstrem politisering uden nogen form for institutionel forankring. Og det er en form for politik, som – særligt i lyset af internettet – har en meget lav pris for deltagelse sammenlignet med massepolitikken, men som heller ikke forpligter på samme måde
Det er vigtigt for mig at sige, at det er et deskriptivt koncept og ikke har noget at gøre med at afskrive bevægelsers relevans ved at kalde dem hyperpolitiske, ligesom det ikke er et totaliserende begreb; det er ikke sådan, så postpolitik ikke eksisterer længere, eller at der ikke stadig er spor af massepolitikken. Men hyperpolitik er en tendens i moderne politik, som er ekstremt vigtig, fordi den udgør en ”low-cost” og kortvarig form for politisk engagement, som intensiveres af den nye form for offentlighed, vi har i dag
Det er den håbefulde del af det: Hyperpolitikken gør det klart, at en masse mennesker faktisk bekymrer sig over og er optaget af spørgsmålet om, hvordan vi løser kollektive problemer
_______
Hvad er de bedste eksempler på politiske bevægelser, som er udtryk for hyperpolitik i dag?
Et eksempel er Black Lifes Matter-protesterne i 2020. Estimater siger, at 25 millioner amerikanere gik på gaden i løbet af den sommer. Det er ca. en ud af ti voksne amerikanere – et enormt antal, hvis du sammenligner det med protestmarcherne i fx 1960’erne. Så det var en massiv oprejsning for racemæssig retfærdighed.
Kigger du på, hvordan det var organiseret, var der et element af spontanitet, som først og fremmest var digitalt medieret. Folk bakkede op om budskaber om, at politiet skulle ’defundes’ og at race-ulighed skulle løses, men der var ingen konkrete organisationer, som blev lanceret til det formål. Folk gik på gaden og marcherede spontant ud fra opfordringer, de fik online. Der var ingen forudgående institutionel tilknytning. Springer man så nogle år frem, kan man se, at bevægelsen institutionelt har opnået ekstremt lidt. Antallet af politimord er endda steget i 2021 og 2022. Og alle de afdelinger i politiet, som blev ’defunded’ den sommer, har fået deres midler tilbage
Det er et forunderligt billede. Du har dels den mest omfattende protestbevægelse i den amerikanske historie. Og reelt er der sket en forværring af det, de kæmpede mod
I hvilket omfang repræsenterer hyperpolitikken – uagtet de indtil videre få institutionelle forandringer – et håb for og en fornyet tro på demokratiet, ikke mindst sammenlignet med 90’erne?
Det er den håbefulde del af det: Hyperpolitikken gør det klart, at en masse mennesker faktisk bekymrer sig over og er optaget af spørgsmålet om, hvordan vi løser kollektive problemer. De udviser en bevidsthed om, at individuelle løsninger ikke gør os i stand til at løse kollektive problemer. Det er afgørende forskelligt fra den modus, man så i 90’erne og 00’erne, hvor selve ideen om, at politik kunne løse noget som helst, og at politisk forandring overhovedet var mulig, forekom uplausibel. I dag siger hyperpolitikken derimod, at politisk forandring er meningsfuld at kæmpe for. Udfordringen er blot, at vi befinder os i et strukturelt klima, hvor det er enormt svært at konsolidere det politiske engagement i noget konkret. Det er ekstremt svært at bygge organisationer, der reelt kan udøve magt og ændre på de ting, man gerne vil ændre på
Et meget klart eksempel er de mange pro-palæstinensiske bevægelser, vi ser over hele den vestlige verden i dag. Den offentlige mening om den krig, Israel fører i Gaza, er relativt pro-palæstinensisk. Men det er ekstremt svært at forestille sig, hvordan man skulle kunne bygge en organisation, der effektivt kunne påvirke situationen og sikre, at ødelæggelserne får en ende. Offentlige tilkendegivelser af afstandtagen er vigtige, men det spørgsmål, folk nu render ind i, er: Hvad er den mest effektive politiske handling for at afslutte det folkemord, som mange mener finder sted?
Og i den henseende er et land, som stiller Israel for retten, eller houthierne, som bomber skibe i det røde hav, en meget mere effektiv form for politisk handling end de udtryk for massiv afstandtagen, som er så vidt spredte på internettet og på gaderne verden over. Så i den her konflikt ser man helt klart hyperpolitikkens dymanik: Prisen for at udtrykke sig politisk er ekstremt lav takket være internettet, hvilket gør alle politiske debatter ekstremt glødende, men hvor det er svært at udøve nogen reel form for politisk magt.
Prisen for at udtrykke sig politisk er ekstremt lav takket være internettet, hvilket gør alle politiske debatter ekstremt glødende, men hvor det er svært at udøve nogen reel form for politisk magt
_______
Så det politiske engagement er højt, men udbyttet er lavere. Nu bruger du Black Lives Matter og de pro-palæstinensiske demonstrationer som eksempler. Hvilken betydning har hyperpolitikken haft, hvis man kigger bredere på det politiske spektrum?
Hyperpolitik kommer ret klart til udtryk i nogle af de bevægelser, vi har set i 10’erne, og kigger vi på de etablerede partier, har hyperpolitikken også interessante effekter, idet mange partier i dag er ved at udvikle sig til det, man kunne kalde en form for digitale marketingbureauer uden egentlige medlemsskabsbaser, som blot forsøger at ride på bølger af utilfredshed og at “købe” vælgere eller følgere på en meget midlertidig base, og så ellers have ledere, der er karismatiske nok til at fastholde støtten. Man ser meget tydeligt, at partierne – om det er i Frankrig, Belgien eller UK – fuldstændig har mistet deres rødder i civilsamfundet; de har ikke en medlemsskabsbase, og deres opbakning afhænger af mere eller mindre spekulationer over og gæt på, hvad dets vælgerbase ønsker. De er underlagt ikke kun valgcykler på få år, men også tiltagende kortere medie-cykler
Den type for hyperpolitisk adfærd, hvor du politiserer emner – særligt kulturelle – i et ekstremt omfang, men hvor det ikke står klart, hvad det bør have af institutionelle konsekvenser, er ikke kun noget, der sker på bunden af samfundet. Det er også noget, der sker inden for etablerede partier og inden for den politiske elite. Det er over alt i den moderne politiske offentlighed
Hvor meget har hyperpolitikken at gøre med de traditionelle partiers nedgang, som vi har set påbegyndt i det 20. århundrede og intensiveret i det 21. århundrede?
Der er i hvert fald den sammenhæng, at når de traditionelle partier taber terræn, så betyder det, at det politiske engagement er nødt til at finde andre kanaler for at komme til udtryk. Det står klart for de fleste, at de er nødt til at søge andre måder at udtrykke sig på end gennem de traditionelle partier, som i dag er fundamentalt forandrede, som jeg har beskrevet. Og her tilbyder hyperpolitikken et alternativ. I USA er det meget tydeligt. Det er meget svært at grundlægge et tredje parti. Det er ekstremt svært at skabe en fagforening. Det er sågar svært bare at blive en del af en fagforening. Det er ikke nemt at etablere nye politiske organisationer, som kan udøve politisk pres. Det gør det hyperpolitiske alternativ ekstremt attraktivt, for det er en hurtigere og meget billigere måde at få en stemme på, end de tidligere, mere langsigtede politiske organisationsformer.
Der er et kendt Max Weber-citat, som lyder: “Politik er en stærk, langsom boring af hårde brædder med passion og sans for proportion på samme tid”. Jeg tror, at vi nu lever i en verden, hvor den form for tålmodig, langsigtet og holdbare form for politisk engagement er ekstremt svær at organisere
Du siger, at organisationer som Black Lives Matter ikke har haft en politisk effekt, som matcher deres kraft eller popularitet. Men må vi ikke alligevel tilkende organisationer som BLM eller fx Fridays for Future en vis indflydelse, om ikke andet på diskursen, som også over tid sætter sig igennem realpolitisk?
Det er en afgørende pointe. At hyperpolitik er politisering uden politiske konsekvenser, betyder ikke, at intet forandres. Diskursivt og holdningsmæssigt er der meget, der forandrer sig. Kigger vi på holdninger til race og klima er der sket et meget markant skift særligt i de seneste 10 år. Så det er ikke sådan, at de ikke efterlader nogen spor overhovedet. Man skal bare holde for øje, at de politiske mål, som bevægelserne satte, var og er meget forskellige fra blot diskursive skift.
Hvis man gik på gaden i USA i 2020 med en idé om, at man ville sætte en stopper for massefængsling og politivold, og man så et år senere kan se, at det amerikanske samfund er mere eller mindre lige så racistisk som før, man gik på gaden – hvilket der er evidens for: USA har stadig den højeste fængslingsrate i den udviklede verden. De fængsler flere personer end i Brasilien. Og politivold er på det højeste niveau i 40 år. Så man har nu et samfund, hvor man diskursivt tager enorm afstand til racisme, og hvor man stigmatiseres voldsomt – selv i sammenligning med Europa – hvis man kommer med racistiske udtalelser offentligt, men institutionelt er den racemæssige ulighed udtrykt ved fængslinger og politivold virkelig høj. Og det er hyperpolitikkens tragedie: Den kan opnå attitudeforandringer, men den reelle sociale forandring er væsentligt hårdere at opnå.
Det synes at være en ret eksplosiv situation, hvor man har en masse krav, som ikke får politisk betydning. Er det ikke på en måde en situation, som må eksplodere på et tidspunkt, hvis disse bevægelsers krav ikke omsættes til strukturelle forandringer? Er det et strukturelt demokratisk problem og en udfordring for demokratiet?
Der er ingen tvivl om, at det på lang sigt kan skabe problemer. Ikke kun for folk, der gerne vil forandre samfundet; over tid vil det også blive et problem for eliter, som gerne vil bevare en form for stabilitet i samfundet.
Lad os se på den aktuelle krise i Gaza. Den hyperpolitiske debat om det, der foregår i Israel lige nu, vil ikke tjene amerikanerne geopolitisk. Det vil miskreditere USA hos allierede verden over, ligesom det tydeliggør, at de langt fra er i en hegemonisk position: Ideen om, at USA kan lede verden geopolitisk, synes ekstremt uplausibel. Og det har at gøre med, at man har en regering, som lige nu ikke er under tilstrækkeligt nok pres for at ændre sin politik. Sagt på en anden måde: Den mangler disciplin, fordi der ikke er tilstrækkeligt pres på dens beslutninger. Og jeg tror, at det er et af de farligere aspekter ved situationen. Massepolitikkens fald betyder, at mange regeringer nu regerer uden at stå til nogen form for ansvar, og derfor uden nogen form for disciplin. På internationalt plan har det meget kaotiske konsekvenser
Massepolitikkens fald betyder, at mange regeringer nu regerer uden at stå til nogen form for ansvar, og derfor uden nogen form for disciplin. På internationalt plan har det meget kaotiske konsekvenser
_______
Der er en bevægelse i USA, som er imod den amerikanske Israel-politik. Den bevægelse har ikke vist sig særlig slagkraftig, og udenrigspolitik er generelt et enormt svært område at udøve indflydelse på, hvor man har brug for ekstremt stærke organisationer for at ændre noget som helst. Biden har åbent indrømmet, at Israel har begået krigsforbrydelser ved at bombe hospitaler. I det selv samme interview spørger en journalist ham så, hvad han har tænkt sig at gøre ved det, hvortil han svarer: “Vi vil fortsætte med at støtte dem lige meget hvad”. Det er en åben indrømmelse af, at man støtter fortsatte krigsforbrydelser, som folk kan hive dig i retten for. Og det viser, at når der ikke er et stærkere pres for at holde lederne ansvarlige, så er det ikke engang hykleri længere: Det er ikke sådan, at man siger noget, men så gør noget andet. Man gør, hvad man vil, og ingen stiller én til ansvar. Og det har at gøre med, at der ikke er nogen masseorganisationer, som reelt kan holde disse ledere og institutioner ansvarlige.
Jeg kan totalt godt forstå, hvorfor folk er så ophidsede og sure online. Men det er også et meget tragisk eksempel på det 21. århundredes hjælpeløshed. Det er et af de mest veldokumenterede massemord i historien. Alle kan følge og se hvad der sker live på deres skærme, men de kan ikke gøre noget som helst ved det. Det er en særdeles svær situation at være i. Og det hænger sammen med, at du ikke har nogen reel politisk handlekraft, fordi der ikke er nogen organisation, der tillader dig at udøve reelt politisk pres
Ser du en måde, hvorpå disse hyperpolitiske organisationer og det hyperpolitiske engagement kan blive flettet ind i den demokratiske struktur på ny, så de reelt kan opnå de mål, de arbejder for?
Jeg tror ikke på en fatalistisk læsning af situationen, hvor man siger, at det hele er forbi, og der er ingen vej at gå tilbage til massepolitikken
Det 20. århundredes massepolitik var en helt unik situation. Der var alle mulige fænomener, som spillede sammen: urbanisering, folk organiserede sig, man meldte sig ikke bare ud af kirkerne, men byggede kontra-kirker. Den form for engagement eksisterer ikke længere. Men det betyder ikke, at en social renæssance er umulig. Som Lenin sagde: Der findes ikke noget sådant som en håbløs situation. Og der er tegn på i nutidig politik, at folk ønsker mere holdbare og langstrakte former for engagement. Der er stadig mange sociale kontekster, hvor langstrakt engagement kan opbygges: Lige nu sker der fx meget i fagbevægelserne, og der er spørgsmål om reindustrialisering i Europa
Folk går stadig på arbejde, folk skal stadig aflevere deres børn i børnehaver hver dag, de lever stadig i villakvarterer, og når renten stiger, kan de dele frustrationerne med naboerne. Så der er alle mulige former for social organisering, som kan gøres til udgangspunkt for langstrakte former for involvering, som ikke implicerer den form for hurtig og billig politik, vi ser online. Sagen i dag er selvfølgelig, at alternativerne til den form for tålmodige politik er væsentligt flere, end de var før
Hvis du har valget mellem at købe et medlemskab og tilslutte dig en organisation, eller bare at poste et tweet, så er det enormt tiltalende at nøjes med det sidste: Det er væsentligt nemmere og kræver langt fra den samme indsats. At skrive til en lokalpolitiker eller at skrive et brev til regeringen er fundamentalt anderledes end at poste et tweet og skrive noget grimt i et kommentarspor. Og det er problemet i dag: Mulighederne for og tilgængeligheden af det hyperpolitiske engagement er så enorme, at prisen for de udtryksmuligheder, som hører massepolitikken til, er blevet tilsvarende høje.
Men det er stadig nogle af de samme organisationsformer, som man havde under massepolitikken, som vi har brug for at genoplive?
Det eneste tidspunkt, hvor folk var i stand til at opnå længerevarende politisk kontrol i det 20. århundrede, var i massepolitikkens periode. Det betyder ikke, at du bare kan genopbygge det 20. århundredes kirker. Men det betyder, at man må være ærlig omkring det faktum, at det er kun gennem den model, at sådan noget som politisk pres bliver muligt. ■
Jeg tror ikke på en fatalistisk læsning af situationen, hvor man siger, at det hele er forbi, og der er ingen vej at gå tilbage til massepolitikken
_______
Anton Jäger (f. 1994) er forsker i politisk tænkning og idéhistorie ved KU Leuven. Han udkom i 2023 med bogen ’Hyperpolitik. Extreme Politisierung ohne politische Folgen’ på det prestigefyldte tyske Suhrkamp Verlag.
ILLUSTRATION: Demonstranter fylder gaderne i Washington, USA, i støtte til de civile ofre for Israels bombardementer i Gaza, 13. januar 2024 [FOTO: Eric Kayne/Zuma/Ritzau Scanpix]