Carsten Rasmussen: Ukrainekrigen vindes ikke med taktiske slag, men ved produktion. Spørgsmålet er: Har vi viljen?
09.01.2024
Jeg er ikke i tvivl om, at den polske udenrigsminister Radoslav Sikorski havde ret, da han kort før jul sagde, at krige ikke vindes ved taktiske slag, men ved produktion. Spørgsmålet er: Har Europa viljen? De seneste måneders politiske julelege på begge sider af Atlanten giver desværre ikke grobund for optimisme.
Carsten Rasmussen, pensioneret brigadegeneral, i RÆSON OPINION
En rapport udarbejdet i sommeren 2023 til den russiske præsidentadministration af tre fremtrædende politologer Dmitri Trenin, Sergej Karaganov og Fjedor Lukjanov samt den tidligere russisk ambassadør i London Aleksandr Kramarenko efterlader ingen tvivl om de russiske hensigter. I rapporten anbefales det at annektere de nuværende ukrainske områder øst og syd for Dnipro. I dette område, som inkluderer hele det nuværende besatte område – samt Kharkiv-regionen og den ukrainske Sortehavskyst herunder storbyen Odessa – er der på grund af 30 års skadelig vestlig indflydelse behov for en intensiv ideologisk indoktrinering (russificering) efter annekteringen. Det centrale og vestlige Ukraine foreslås omdannet til ”et venligtsindet landbrugsområde” ved at ødelægge transport-, energi- og industriinfrastruktur. Rapporten anvender et finpoleret akademikersprog til at beskrive et folkemord. Den foreslår bl.a., at Rusland opretter et program til ”genbosættelse af en til to millioner mennesker fra Ukraine”. Et sådant udtryk dækker over en massedeportation af en befolkningsgruppe og giver mindelser om Stalins metoder.
Rapporten illustrerer, hvad nogle måske glemmer: At ukrainerne ikke blot kæmper om nogle regioner i den østlige og sydlige del af landet; de kæmper en eksistenskamp. Kyiv står i et binært valg mellem sejr og udslettelse. Det er derfor helt på månen, når tidligere danske topdiplomater m.fl. argumenterer for, at tiden er inde til at søge en forhandlingsløsning, som indebærer afgivelse af ukrainsk territorium.
Naturligvis er det sandsynligt, at også Ukrainekrigen i lighed med de fleste andre krige på et tidspunkt vil blive afsluttet ved forhandlingsbordet, men der er vi ikke endnu. Forhandlinger med Rusland bør ikke indledes, før Ukraines fortsatte eksistens inden for de internationalt anerkendte grænser er sikret, og når den russiske ledelse er blevet bragt i en situation, hvor den indser, at ambitionen om at genindlemme Ukraine i Ruslands indflydelsessfære er fuldstændig uopnåelig. Der er dog ved indgangen til krigens tredje år i 2024 meget langt igen, før disse forudsætninger for reelle forhandlinger er til stede.
Kyiv står i et binært valg mellem sejr og udslettelse. Det er derfor helt på månen, når tidligere danske topdiplomater m.fl. argumenterer for, at tiden er inde til at søge en forhandlingsløsning, som indebærer afgivelse af ukrainsk territorium
_______
I 2023 vendte krigslykken
2023 har været præget af meget intensive og blodige kampe, men frontlinjerne har ikke flyttet sig særlig meget. Bakhmut, Robotyne og Avdijivka har indskrevet sig i den lange række af krigshistoriens stednavne, hvor titusindvis af soldater er blevet ofret i tilsyneladende meningsløse slag. Den ukrainske ledelse havde med opmuntring fra de vestlige lande en ambition om, at der i 2023 skulle gennemføres en stor og hurtig offensiv mod syd fra den nuværende frontlinje i Zaporizjzja-regionen, hvor de ukrainske styrker skulle trænge frem til kysten ved Det Azovske Hav. Angrebet ville opdele de russiske besættelsesstyrker og placere dem i en betydelig svagere position, og ukrainerne kunne dermed true den russiske fastholdelse af den annekterede Krimhalvø.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Den ukrainske hær var ikke i stand til at etablere et afgørende gennembrud af besættelsesmagtens befæstede stillinger og minefelter. Hensigten med offensiven var rigtig, men den viste sig at være for ambitiøs, og drømmen om et manøvreslag, som – ved hjælp af kampvogne og infanterikampkøretøjer doneret af de vestlige lande – kunne udmanøvrere den russiske hær, brast. I stedet endte offensiven i en række udmarvende nedslidningslag, hvor viljen og evnen til at ofre enorme mængder soldater og ammunition var vigtigere end rådighed over få avancerede vestlige våben. De militære forudsætninger for at gennemføre den storstilede offensiv, som mange i Ukraine og Vesten drømte om, var ganske enkelt ikke til stede.
Da Ukraine iværksatte offensiven, rådede landets væbnede styrker nok over en del vestlige artillerisystemer, kampvogne og infanterikampkøretøjer, men i helt utilstrækkelig mængde. Hvad værre var, rådede ukrainerne ikke over kampfly, helikoptere og luftværn, så man kunne dominere luftrummet – hvilket er selve forudsætningen for at gennemføre en manøvrekrig. De fleste luftværnssystemer var bundet langt bag fronten, fordi de skulle beskytte infrastrukturen og civilbefolkningen mod de gentagne russiske angreb med missiler og de berygtede iransk producerede Shahed-droner.
Ukrainerne kunne derfor ikke forhindre russiske fly og helikoptere mod at gribe ind mod de angribende hærstyrker, og det ukrainske luftvåben kunne kun i meget begrænset omfang yde direkte luftstøtte til landstyrkerne – det, man i militært fagsprog kalder ’close air support’. Den ukrainske hær rådede ikke over tilstrækkeligt tung ingeniørmateriel, så gennembrydningen af minefelter og stillinger måtte i mange tilfælde gennemføres manuelt, hvilket var en langsom, krævende og oftest meget blodig affære.
Ganske vist rådede ukrainerne over avancerede vestlige artillerisystemer, som fx det dansk donerede Caesar-system, men manglende forsyninger af ammunition fra Vesten medførte, at den ukrainske hær kun i en kort periode i sommeren 2023 kunne skabe den artillerioverlegenhed, som er er én af manøvrekrigens forudsætninger. I denne periode havde den ukrainske hær stor succes med at bekæmpe det russiske artilleri.
Mens den russiske industri er omstillet til krigsproduktion, er den ukrainske udsat for en konstant trussel fra russiske missiler og droner. Den vestlige rustningsindustri er slet ikke omstillet til krigsproduktion
_______
Her ved indgangen til det nye år er situationen en helt anden.
Den russiske hær affyrer nu fem artillerigranater for hver granat, ukrainerne affyrer. Derfor må ukrainsk artilleri rationere ammunitionsforbruget. Det skyldes ikke mindst, at de europæiske lande ved udgangen af 2023 kun har leveret knap halvdelen af de én million artillerigranater, EU havde lovet ukrainerne. Grunden til, at russerne kan opretholde forsyningen af ammunition, er, at landet har omstillet sin industri til krigsproduktion, og at Putins trofaste allierede i Nordkorea, Kim Jong-un, beredvilligt leverer artilleriammunition til den krig, de to diktatorer ser og italesætter som en krig mod Vesten.
I 2024 vil Ukraine derfor befinde sig i en nedslidningskrig. På trods af, at det russiske militær har lidt enorme tab, arbejder tiden for Kreml. Rusland kan med sin demografiske fordel absorbere meget større tab, end Ukraine kan, da der er fire gange så mange russere som ukrainere. Og mens den russiske industri er omstillet til krigsproduktion, er den ukrainske udsat for en konstant trussel fra russiske missiler og droner. Den vestlige rustningsindustri er slet ikke omstillet til krigsproduktion.
Det betyder, at hvis ikke Ukraine og Vesten sammen formår at vende udviklingen, vil Ukraine langsomt men sikkert tabe krigen. Ukraine vil igen blive opslugt af Rusland, som det har været tilfældet tidligere i historien. Sejren over Ukraine vil være et afgørende første skridt i Putins bestræbelser på at genoprette kolonimagten Ruslands kontrol over landområder og folkeslag i dets periferi. Om det er Moldova, Georgien, Estland, Letland, Litauen eller Kasakhstan, der står for tur i næste fase, kan man kun gisne om. Kun et er sikkert: I den russiske verdensorden, som Putin ønsker at etablere på eurasiske kontinent, gælder den stærkes ret.
2024 kræver, at Vesten skifter mantra
I 2024 er det min forventning, at Ukraine på det overordnede strategiske niveau vil forblive i defensiven og kæmpe en aktiv forsvarskamp, hvor de ukrainske styrker udnytter de muligheder, der måtte opstå, til mindre taktiske offensiver. Kyiv har brug for tid til at genopbygge kampkraft; rekruttere flere soldater, anskaffe flere våben og ammunition, før man realistisk set igen kan gå i offensiven. Spørgsmålet er, om Vesten er klar til at levere det, der skal til, og give det kæmpende ukrainske folk tilstrækkelig tid til at vende udviklingen?
De seneste måneders politiske julelege på begge sider af Atlanten giver desværre ikke grobund for optimisme. 2024 kan blive en episk og historisk udfordring for Europa, når de europæiske lande ikke længere kan regne med, at USA kan bære den tungeste byrde. Amerikanerne kan meget snart anvende sine ressourcer i en potentiel regional krig i Mellemøsten – og til at flytte fokusset mod Østasien for at beskytte Taiwan mod truslen fra Kina, som afhængig af udfaldet af det taiwanske præsidentvalg om få dage kan manifestere sig. Det kan også blive nødvendigt at støtte Sydkorea mod den nordkoreanske diktator, der i begyndelsen af året affyrede 200 artillerigranater mod et område på søgrænsen mellem de to lande, og der, ligesom Putin, ser sig selv som værende i krig med Vesten. Helt afgørende bliver det, hvis Trump senere i år bliver genvalgt som USAs præsident.
Det europæiske mantra var og er, at vi vil støtte Ukraine, så længe det er nødvendigt. Dette mantra blev formuleret, da Vesten stadig havde et spinkelt håb om, at de store russiske tab på slagmarken ville føre til et mere medgørligt Rusland, som ville være parat til opgive sine maksimalistiske krigsmål om at indtage hele Ukraine. Håbet viste sig at være en illusion, og efter mere end en kvart million mand (jf. vestlige efterretningsvæsener), er de russiske krigsmål uændrede. Europas mantra var baseret på håb, hvilket er en naiv tilgang til en hensynsløs aggressor.
Den europæiske industris potentiale er langt større end den russiske industris, men potentialet kan ikke realiseres, hvis industrien opererer fuldstændig på markedsvilkår
_______
I 2024 må Europas politiske elite indse, at vi er i en åben konfrontation med Rusland – en nær-krigssituation. Hvis situationen håndteres med beslutsomhed og handlekraft kan det i heldigste fald føre til form for ny kold krig. Hvis ikke er den mest sandsynlige udgang en regulær væbnet konflikt mellem Rusland og Vesten. Europa må derfor formulere et nyt mantra baseret på en fælles ukrainsk-europæisk målsætning om at sætte Rusland i en situation, hvor Kreml indser, at ambitionen om at genindlemme Ukraine i Ruslands indflydelsessfære er fuldstændig uopnåelig.
Det nye mantra må være: Hvad der end måtte være nødvendigt. At nå målet kræver en strategi og en plan, samt ikke mindst en erkendelse af at politik ikke er ord, men handling. At love en million artillerigranater og kun være i stand til at levere en halv, samt at love F-16 fly i første kvartal og først være i stand til at levere i anden kvartal skyldes ene og alene manglende vilje og manglende handling. Manglende opfyldelse af målene skal have konsekvenser for de ansvarlige. Vi kan og skal gøre det bedre.
Det første skridt må være et opgør med illusionerne om Ruslands røde linjer. Hver gang vestlige regeringer af den ene eller anden grund er tøvende over for at levere de nødvendige våben til Ukraine, opfindes og italesættes det som en russiske rød linje. Det har været tilfældet med langtrækkende artilleri, kampvogne og fly. Lige nu laver den tyske kansler, Olaf Scholz, og USA’s præsident, Joe Biden, alle mulige krumspring for at undgå at levere henholdsvis avancerede Taurus-krydsermissiler og de langtrækkende versioner, ATACMS-missilet, til Ukraine. Denne til lejligheden opfundne selvafskrækkelse udnyttes naturligvis dygtigt og flittigt i den russiske informationskampagne, som er rettet mod Vestens medier, befolkninger og beslutningstagere.
Det andet skridt i retning af at ændre situationen må være at omstille industrien til krigsproduktion. Den europæiske industris potentiale er langt større end den russiske industris, men potentialet kan ikke realiseres, hvis industrien opererer fuldstændig på markedsvilkår. Et eksempel herpå er produktionen af kampvogne i Tyskland. I øjeblikket producerer Kraus-Maffei Wegmann ca. 50 nye kampvogne om året. Industrien tager næsten ingen kommerciel risiko, for produktionen indledes nemlig først, når underskriften på kontrakten er i hus. Det medfører, at Tyskland tidligst i 2026 vil være genforsynet med de 18 vogne, man har leveret til Ukraine. Fabrikken skal nemlig først være færdig med at producere de 57 nye kampvogne, som Norge bestilte i begyndelsen af 2023.
For at kunne levere den mængde våben og ammunition, der er behov i Ukraine, og dermed at kunne klare os med betydelig mindre amerikansk støtte, må den europæiske industri derfor gennemgå en omstilling som den amerikanske industris omstilling i starten af Anden Verdenskrig. Europa må investere massivt i forsvarsindustrien og skaffe forret til råstoffer og arbejdskraft. Endelig må industrien hurtigst muligt gøre sig uafhængig af komponenter, som i dag produceres i Kina og andre lande, som støtter Rusland. Europa kan ikke længere tillade, at Putins venner, som Ungarns Viktor Orbán, blokerer for den nødvendige handling.
Hvis vi har viljen, kan vi udproducere Rusland og sikre ukrainerne de våben og den ammunition, de har behov for. Jeg er ikke i tvivl om, at den polske udenrigsminister Radoslav Sikorski havde ret, da han kort før jul sagde, at krige ikke vindes ved taktiske slag, men ved produktion. Spørgsmålet er: Har vi viljen?
Måske er tiden inde til, at Vesten deltager aktivt i Putins krig mod os. Hvis mantraet bliver, hvad der end måtte være nødvendigt, kan svaret i løbet af 2024 meget vel blive ja. Hvis vi ønsker, at den brutale krig i Ukraine bliver Ruslands sidste kolonikrig i Europa, må vi være parate til at gå meget langt. Vi skulle måske overveje at bruge Vestens kapaciteter til at beskytte det ukrainske luftrum mod den russiske fly-, missil- og dronetrussel.
Ruslands aggression mod Ukraine får mig ofte til at tænke på de sydkoreanske krigsmindesmærke i Seoul, som jeg besøgte flere gange som forsvarsattaché i Sydkorea. Den bærer inskriptionen: ”Frihed er ikke gratis”. Det er en sandhed tidligere generationer af europæere lærte på verdenskrigenes slagmarker. Hvis vi yder, hvad end der måtte være nødvendigt til støtte for Ukraines eksistenskamp, er der en chance for, at kommende generationer af europæere ikke kommer til at genlære denne brutale sandhed på slagmarken. ■
Måske er tiden inde til, at Vesten deltager aktivt i Putins krig mod os. Hvis mantraet bliver, hvad der end måtte være nødvendigt, kan svaret i løbet af 2024 meget vel blive ja
_______
Carsten Rasmussen (f. 1960) er pensioneret brigadegeneral, foredragsholder og debattør samt senioranalytiker ved Institut for Militær Analyse. Desuden er han forhenværende forsvarsattaché i Polen, Kina, Sydkorea og Rusland.
ILLUSTRATION: Bakhmut i det østlige Ukraine, 22. april 2023: En ukrainsk soldat bærer ammunition til artilleri ved frontlinjen i Donetsk [FOTO: Anatolii Stepanov/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
