Dorthe Bach Nyemann: Trump er ikke bange for at tegne nye grænser på kortet – og det kan blive en realitet i både Ukraine og Mellemøsten

13.11.2024

Trump er en ekstrapolering af det USA, vi ikke forstår i institutionernes og reglernes Europa. Han handler først. Han handler selv. Han opfinder egne løsninger og ser sig ikke tilbage.

Analyse af Dorthe Bach Nyemann

Lige nu brænder det på i Gaza og Ukraine. Nordkorea og Iran har fået nye venner, og på Balkan kæmper de også med uløste konflikter, der kan koge over. Trump har frejdigt meldt ud, at han kan få et fredsaftale på plads med Rusland indenfor 24 timer. Han har også lovet hurtigt at fikse problemerne mellem Israel og Gaza. I lyset af sådanne udtalelser er det oplagt at tænke, at Trump er fuldstændig utilregnelig og hans tilgang til konfliktmægling er både uforudsigelig og kaotisk.

I stedet for at blive fanget i retorikken, skal vi hellere prøve at aflure Trumps måde at være konfliktmægler på, ved at se hvordan han gjorde det sidste gang han sad i Det Hvide Hus. En god illustrativ case kom mod slutningen af Trumps forrige præsidentskab: I forrået 2020. satte Trump sig for at ville skabe en permanent politisk løsning for forholdet mellem Serbien og Kosovo på Balkan, der skulle afslutte mange års vedvarende spændinger. Missionen lykkes som bekendt ikke. Men casen giver os et virkelig godt indblik i Trumps måde at være konfliktmægler på. Den indsigt skal vi kan bruge til at forberede os på en verden med Trump for bordenden frem for at lade os blænde af hans vilde udmeldinger.

Når vi zoomer ind på Trumps mæglingsforsøg mellem Serbien og Kosovo i 2020 træder en række principper bag Trumps tænkning tydeligt frem. Det giver os indsigt i det, hvad der er styrende for Trump ”in action” og kan opsummeres således:

1) Man skal smede, mens jernet er varmt.
2) Det er pengene, der afgør sagen.
3) Stærke mænd leger bedst.
4) En god handel kræver, at alle i spillet vinder.
5) Nye ideer skal afprøves, og det gør man nemmest selv.
6) Emner uden sammenhæng kan sagtens tænkes sammen i én stor aftale.
7) Gamle politiske spilleregler skal afvikles og omgås.

Siden krigen i 1999, hvor NATO bombede Serbien for at afslutte en væbnet konflikt mellem Kosovo albanske oprørere og serbiske styrker, har Kosovos status udgjort et åbent sår på Balkan. I 2008, erklærede Kosovo, en tidligere serbisk provins med et stor serbisk mindretal op mod den serbiske grænse, sin selvstændighed og blev anerkendt af et flertal af verdens lande, herunder Danmark og USA, men meget imod Serbiens og Kinas og Ruslands vilje. NATOs tilstedeværelse i Kosovo har siden afholdt partnerne fra at genoptage konflikten fra 1999, og i det diplomatiske spor har EU siden 2011 været tildelt rollen som en mægler, der skulle komme op med mere permanente politiske løsninger for Kosovos forhold til Serbien – og ikke mindst de serbiske mindretals stilling. Dette er sket i tæt koordination med USA og en række af de store europæiske lande. Mange aftaler er forsøgt indgået. Men fremgangen er næsten umulig at spore.

 

Når vi zoomer ind på Trumps mæglingsforsøg mellem Serbien og Kosovo i 2020 træder en række principper bag Trumps tænkning tydeligt frem

_______

 

Det var på det bagtæppe, at Trump besluttede sig for at vise handlekraft og få en aftale på plads i foråret og sommeren 2020. Afgørende for beslutningen var de gunstige vilkår for en aftale, der lige præcis i denne periode præsenterede sig. I foråret 2020 var verden stærkt præget af den nye situation med coronarestriktioner. Der havde indfundet sig en slags undtagelsestilstand, hvor vildgående regler og aftaler blev indgået på alle slags områder, med en vis accept nedenfra grundet ”tingenes tilstand”. I Serbien var folket afholdt fra at gå på gaden til demonstrationer, og parlamenterne i begge lande var langt mere passive end vanligt.

Samtidig øjnede Trump en helt ny løsningsmodel tegne sig for konflikten mellem Serbien og Kosovo. Den amerikanske administration var bekendt med nogle igangværende, ret kontroversielle og mestendels hemmelige drøftelser mellem den serbiske præsident Vucic og Kosovos præsident Thaci. Drøftelser, der handlede om muligheden for at ”bytte” nogle landområder i henholdsvis Serbien og Kosovo, så et større etnisk mindretal af serbere kom retur til Serbien, mens et område med en overvægt af Kosovo-albanere i Serbien kunne komme til Kosovo. Det var en yderst kontroversiel løsning i forholdet mellem Kosovo og Serbien. Men samtidig en løsning, der kunne udgøre et mere permanent svar på en helt fastlåst situation. Fra Trumps synspunkt betød det nu, at tiden var rigtig, de centrale handlekraftlige mænd var på banen og der bød sig nye uafprøvede løsningerne til. Det sidste tryllestøv – den afgørende ingrediens – kunne Trump komme med; nemlig pengene. Den politiske aftale handlede derfor ikke så meget om nye rettigheder og garantier eller andre politiske spørgsmål, men mere om, hvilke store økonomiske projekter som USA ville støtte økonomisk, såfremt en aftale kunne indgås. Herunder: Hvordan Serbien og Kosovo også selv via samhandel i fremtiden kunne få større økonomisk fremgang. Trump holdt møderne i en ret snæver kreds, helt uden skelen til de prioriteter, der lå bag EU’s forhandlinger med de selv samme parter.

 

Det sidste tryllestøv – den afgørende ingrediens – kunne Trump komme med; nemlig pengene.
_______

 

Et afgørende brud med den europæiske linje var drøftelserne om bytningen af landområder; altså ændring af de givne landegrænser efter krigen i 1999. Et meget ømt punkt, som EU var særdeles kritiske overfor, fordi man frygtede det kunne sprede sig til ønsker om nye grænsedragninger på hele Balkan eller måske til lande som Spanien eller Rumænien, der selv har mindretal, der ønsker selvstændighed og nye grænser. Derfor er både Rumænien og Spanien i forvejen er modstandere af Kosovos selvstændighed. Andre der arbejder med konfliktmægling ville forventeligt være skeptiske, fordi forslaget om landebytte slet ikke havde bred politisk eller folkelig opbakning lokalt. Alle disse hensyn, der spiller hovedrollerne i det klassiske diplomati, blev ignoreret. For Trump kunne  den samlede pakke af økonomiske fordele, nye grænser og i parentes bemærket; en passus om parternes opbakning til USA’s nye linje over for Israel – ligne en  super deal, der ville styrke alle tre mænd om bordet: Trump sikrede freden på Balkan, Thaci fik accept af Serbien om et nyt Kosovo gennem en landeaftale, og Serbien fik sit mindretal inden for egne grænser! Aftalen skulle indgås hurtigt. For det første fordi Trump skulle have en tiltrængt udenrigspolitisk sejr inden det kommende præsidentvalg. For det andet fordi Kosovos præsident Thaci havde sit embede på lånt tid. Der var nemlig anklager om krigsforbrydelser begået under krigen i 1999 på vej mod ham fra Haag. Den 24. juni 2020, nærmest på vej til lufthavnen med kurs mod Det Ovale Værelse i Washington, blev Thaci indhentet af fortiden. Den særlige anklager for domstolen i Haag havde fået lavet sin stævning af Thaci klar i al hast. Om parterne virkelig havde turde bide til bolle i sommeren 2020 er et åbent spørgsmål. Mødet blev forpurret, aftalen skrinlagt. I oktober samme år fik Trump landet en langt mindre ambitiøs aftale med Serbien og en anden repræsentant fra Kosovo –  uden landebytte, uden momentum fra sommeren, og uden det stærke trekløver til at sætte aftalen igennem. De europæiske institutioner, de gamle regler og embedsmænd vandt første halvleg over Trump.

Men i 2025 er der fortsat ingen politisk løsning på Kosovo-spørgsmålet, og spændingerne mellem parterne er stigende. Så måske får Trump et nyt forsøg til at ”lukke aftalen” og gå uden om de multilaterale forhandlinger, der ingen vegne har ført hen i mellemtiden. Der er sket meget på Balkan siden 2020. Helt afgørende nyt er, at Serbien og USA har nærmet sig hinanden. Præsident Vucic sidder endnu tungere på magten i Serbien, og han har tilladt familien Trump adgang til de allerhelligste haller. Trumps svigersøn har fået lov at købe en grund midt i det centrale regeringskvarter i Beograd. En grund, inklusiv den sønderbombede bygning til minde om NATOs bombninger i 1999, der nu skal omdannes til luksushotel. Den deal har Vucic helt sikkert tænkt sig at få betalt i politisk indflydelse hos den nye præsident i Det Hvide Hus, og det har Trump med garanti også med i sine beregninger. Hvad mon Kosovo har at handle med?

Når snakken går om Trumps uforudsigelighed, er det, der stikker under nok i virkeligheden et voldsomt ubehag ved realiteterne bag Trumps metoder. Det er både utrygt og ubehageligt for det gamle diplomati at se sig selv forbigået, kørt uden om og ignoreret. De normer, der normalt holder det transatlantiske forhold sammen; gensidig respekt, inddragelse, påskyndelse, vigtigheden af ikke at tabe ansigt, viljen til at give alle en sejr og en stemme gælder ikke i Trumps univers. Det gør ikke Trump uforudsigelig, men de løsninger han kommer med kan skabe helt nye dynamikker internationalt. Han er hvert tilfælde ikke bange for at tegne nye grænser på kortet, og det kan blive en realitet i både Ukraine og Mellemøsten. Trump er en ekstrapolering af det USA, vi ikke forstår i institutionernes og reglernes Europa. Han handler først. Han handler selv. Han opfinder egne løsninger og ser sig ikke tilbage. Trump ønsker sig ikke Nobels fredspris eller at blive klappet frem i de europæiske hovedstæder. Eftermæglet han ønsker sig er nok i højere grad ”He was a self-made man, and he knew the art of the deal”. ■

 

De normer, der normalt holder det transatlantiske forhold sammen; gensidig respekt, inddragelse, påskyndelse, vigtigheden af ikke at tabe ansigt, viljen til at give alle en sejr og en stemme gælder ikke i Trumps univers
_______

 

Dorthe Bach Nyemann er cand.mag. i samfundsfag og historie, og studielektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier. Hun er bidragsyder til NATO-forskningsprojekt om russiske militære og ikke-militære metoder til at opnå strategiske mål med særligt fokus på Kosovo, og deltager i svensk forskningsprojekt om styrkelse af resiliens og psykologisk forsvar med fokus på fremmede magters indflydelse og indblanding i indre anliggender.

ILLUSTRATION: Det Hvide Hus, 16. juni 2020: Donald Trump modtager applaus, efter han har underskrevet en executive action-lov om politireformer [FOTO: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi

Jesper Olsen: Hvordan skal vi reagere på korruptionsdommen mod Le Pen?