Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Hizbollah og Israel har ingen interesse i krigen. Alligevel driver de et farligt spil på afgrundens rand
21.09.2024
Mange var sikre på, at Mossads angreb ville føre lige lukt til den altomfattende og ødelæggende krig mellem Israel og Hizbollah, som på mange måder har ligget i kortene i næsten et år. Men inden man drager denne konklusion, bør man tage i betragtning, hvad der rent faktisk skete.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Mellemøsten bevægede sig tilsyneladende faretruende i nærheden af den regionale krig, da Israel sidst på ugen rettede en række flyangreb på mål i det sydlige Libanon. Et kommandocenter tilhørende Hizbollah i Beirut blev ramt, hvilket kostede mindst 16 mennesker livet, og samtidig sendte Hizbollah nye bølger af raketter ind over Israel. Blandt de omkomne i Beirut formodes Ibrahim Aqil, et højtstående medlem af Hizbollahs kommandostruktur, som havde en hovedrolle i angrebet på den amerikanske militærbase i oktober 1983, hvor 241 amerikanske soldater mistede livet. Fredag traf de israelske myndigheder den usædvanlige beslutning at lukke luftrummet i hele den nordlige del af landet – og det kan opfattes som en besked til den shiamuslimske bevægelse i Libanon om, at man står klar til en større konfrontation.
Udviklingen begyndte for alvor at tage en kritisk drejning, da op mod 4.000 personsøgere den 17. september lige efter klokken 15:30 eksploderede i Libanon. Dagen efter skete noget tilsvarende, men denne gang var det walkie talkies, der detonerede, ligesom der var tale om at noget kunne ske med solfangere over hele landet.
Selv om Israel ikke tog ansvaret for det usædvanlige og overrumplende angreb, der dræbte mindst 21 personer og sårede hundreder, hersker der næppe tvivl om, hvem der stod bag. Antydninger og hints er en integreret del af konfliktens sprog, hvor alle parter gentagne gange har gennemført angreb, som ingen har villet tage ansvaret for. Hvad det angår, følger det Mellemøstens drejebog, hvor der i selve antydningen og det uklare ligger et budskab, som er svært at misforstå. Det usædvanlige ved situationen er i denne omgang angrebets udførelse og karakter, og ikke mindst dets enorme omfang.
Hizbollah ydmyget
Verden over blev der udtrykt dyb bekymring. Mange var sikre på, at angrebet ville føre lige lukt til den altomfattende og ødelæggende krig mellem Israel og Hizbollah, som på mange måder har ligget i kortene i næsten et år. Men inden man drager denne konklusion, bør man tage i betragtning, hvad der rent faktisk skete.
Gennem de sidste måneder har Israel ændret taktik i krigsførelsen på Gazastriben. De massive militære operationer med kampvogne og landtropper med intens luftstøtte er i en vis udstrækning blevet erstattet af nålestiksoperationer, hvor man eksempelvis går efter et Hamas-kommandocenter, selv om også dette medfører civile tab.
Personsøgerangrebet i Libanon har samme karakter. Som ved den type operationer har det forudsat langvarig forberedelse og grundige efterretningsoplysninger, og i forbindelse med det specifikke angreb har forberedelserne måske stået på i op til ti år. Den israelske efterretningstjeneste Mossad har skaffet sig nøjagtige oplysninger om, hvornår og hvordan Hizbollah anskaffede nye personsøgere til bevægelsens topfolk. Og det ved man nu, skete for godt fem måneder siden. Operationelt kan man derfor med god grund sige, at dette var et helt spektakulært angreb. Man vidste med overvejende sandsynlighed, at de nye personsøgere udelukkende skulle bruges af medlemmer af Hizbollahs militære aktiviteter. Der var altså tale om en nålestiksoperation i ordets klareste forstand, og det har israelske analytikere benyttet til at argumentere for, at operationen derfor også rettede sig klart mod et legitimt mål. Der var også uskyldige civilister blandt de dræbte og tilskadekomne, men også dette kan betragtes som værende indenfor rammerne af de beklagelige tab, som altid følger ved krigsførelse.
Operationelt kan man derfor med god grund sige, at dette var et helt spektakulært angreb. Man vidste med overvejende sandsynlighed, at de nye personsøgere udelukkende skulle bruges af medlemmer af Hizbollahs militære aktiviteter
_______
Dette er en debat, som straks har ført til de anklager og modanklager, som navnlig i Mellemøsten synes al være konfliktens faste følgesvend. Og det er en sag, hvor der nok aldrig vil blive fundet en entydig holdning.
Nok så afgørende er dog sagens større sammenhæng. Hele affæren er udtryk for en bemærkelsesværdig penetrering af det sikkerhedsapparat, som er af stor betydning for en bevægelse som Hizbollah. Både personsøgere og walkie talkies er – eller var – en integreret del af Hizbollahs kommandostruktur, som på kort tid tirsdag eftermiddag led et alvorligt knæk. Der er ingen tvivl om, at bevægelsen har kapacitet til at genetablere sit livsvigtige kommunikationsnetværk og det formentlig på relativt kort tid, og Hizbollah har ført vist en utrolig evne til at finde nye personer til de forskellige nøgleposter. Men tilbage står det, som er vanskeligere at udviske nemlig: At angrebet står som en kolossal ydmygelse.
Dermed kan man trække en direkte parallel til likvideringen af Hamas-lederen Ismail Haniyeh, mens denne opholdt sig i Teheran den 31. juli. Haniyeh opholdt sig i et topsikret kompleks tilhørende den iranske Revolutionsgarde, og det ville have været ulige lettere at skaffe ham af vejen i Qatar, hvor han havde sin bopæl. Men ved at vælge en vanskelig fremgangsmåde og med tilsvarende resultat, fik affæren samme signalværdi. Det var en dramatisk kompromittering af Nationalgardens sikkerhedsforanstaltninger og dermed en ydmygelse.
Flere muligheder
Det er denne del, der er vigtig for at få en formodning om de mulige følger.
Efter likvideringen af Haniyeh varslede den iranske ledelse dramatiske konsekvenser. Ved den lejlighed huskede mange den 13. april, hvor iranerne sendte godt 300 raketter og droner mod Israel, men man ventede noget endnu voldsommere. Imidlertid kom den massive iranske gengældelse aldrig. I hvert fald ikke i synderligt omfang, og dette kan meget vel have været med i vurderingerne op til personsøgerangrebet. Styret i Teheran viser tydelig interesse for at få et bedre forhold til den vestlige verden, og ikke mindst er store dele af befolkningen utilfredse med tingenes tilstand og kritiserer bl.a. styret for at bruge alt for mange penge og ressourcer andre steder i regionen. Dette er i sig selv en god grund til at afholde sig fra en direkte konfrontation med Israel, og noget lignende gør sig gældende for Hizbollah. Bevægelsen er også et politisk parti, der repræsenterer den shiamuslimske befolkning i parlamentet, og den har i høj grad brug for at bevare vælgerstøtten ved at undgå nye og ødelæggende konfrontationer med israelerne.
Men situationen langs den israelsk-libanesiske grænse er ikke desto mindre er blevet mere og mere tilspidset. Lige siden oktober sidste år har der været hyppige skudvekslinger hen over grænsehegnet, men efter at 12 børn og unge den 27. juli blev dræbt, da raketdele faldt ned på fodboldbanen i den drusiske by Majdal Shams i Golanhøjderne, har der været optræk til noget større. Raketten kom fra Hizbollah og blev af israelerne taget som anledning til modangreb inde i Libanon. Da israelerne i denne uge udløste eksplosionerne i de mange personsøgere kan Hizbollah have været lige ved at iværksætte et større angreb på Israel, og det kan være på denne baggrund, at israelerne valgte at slå til lige nu.
Hizbollah er også et politisk parti og har i høj grad brug for at bevare vælgerstøtten ved at undgå nye og ødelæggende konfrontationer med israelerne
_______
Hvis man følger konfliktens dynamik, som den har set ud i mange år, har den israelske tænkning i den givne situation haft flere forskellige valgmuligheder.
Man kunne beslutte at iværksætte en større operation mod Hizbollahs militære apparat. Dette ville omfatte luftangreb mod kendte mål suppleret med landoperationer, som skulle finde og tilintetgøre de mange våbenlagre, som bevægelsen vides at have indrettet mange steder i Libanon. Imidlertid kan det blot ses som en fortsættelse af den strategi, man flere gange har benyttet i større eller mindre omfang – hver gang uden blivende resultat. I den givne situation ville den nok også være vanskelig at gennemføre, da det israelske forsvar bærer tydeligt præg af næsten et års krig i Gaza. Tropperne er trætte, og Hizbollah vil i givet fald være en langt mere potent modstander, end Hamas nogensinde har været.
Et andet scenarie, som også har været i brug fra Israel før, er at rette en række effektive angreb på den generelle libanesiske infrastruktur via flyangreb. Effekten vil være mærkbar i hele den libanesiske befolkning, og her er vreden mod Hizbollah i forvejen mærkbar. Tanken bag denne fremgangsmåde skulle være, at den libanesiske regering vil være tvunget til at reagere. Som følge af den folkelige vrede vil den sætte hårdt mod hårdt overfor Hizbollah og ad den vej presse bevægelsen til at standse de militære aktiviteter. Denne tilgang benyttede Israel med stor effektivitet overfor Jordan og Egypten i 1950’erne og 1960’erne, hvor det rent faktisk lykkedes at begrænse de palæstinensiske fedayeen, der rettede angreb mod Israel fra nabolandene. Indtil Bashar al-Assad i 2005 trak de syriske styrker ud af Libanon, benyttedes denne taktik også med en vis succes i forhold til Syrien, men disse parametre har ikke nogen indflydelse i den aktuelle situation. Den libanesiske regering i Beirut er noget nær den svageste i landets historie og har rigeligt at se til for at undgå landets økonomiske kollaps. Den er på ingen måde i stand til at stille noget op overfor Hizbollah.
Som en tredje mulighed tales der om at oprette en såkaldt sikkerhedszone i det sydlige Libanon. Ved eksempelvis at sende tropperne op til Litanifloden – som ligger omkring 20 kilometer nord for Israels nordligste spids – vil man kunne skabe en slags bufferzone, der vil bringe Hizbollahs raketbatterier en smule på afstand. Men dette vil ikke løse noget problem, og desuden vækker det ubehagelige minder til live. Efter Israels invasion af Libanon i juni 1982, der fik fordrevet PLO fra Beirut, etablerede man en lignende sikkerhedszone i Sydlibanon. Dér blev man hængende helt frem til sommeren 2000, hvor man trak sig ud med en forståelse af at sikkerhedszonen kun havde gjort ondt værre. Mellem 1978 og 1982 etablerede israelerne en lignende bufferzone syd for Litani, men dette førte kun til, at raketbeskydningen intensiveredes.
Læren af dette er, at Israel aktuelt ikke har nogen mulighed for at besejre Hizbollah, og det er nok i denne sammenhæng, at man skal læse de seneste udviklinger
_______
Advarsel til Sinwar
Læren af dette er, at Israel aktuelt ikke har nogen mulighed for at besejre Hizbollah, og det er nok i denne sammenhæng, at man skal læse de seneste udviklinger.
De israelske flyangreb den 19. september på raketbatterier tilhørende Hizbollah skal derfor ikke ses som del af nogen af de tre nævnte scenarier, og selv om det kan se truende ud, skal man også være forsigtig med at betegne det som endnu et skridt i retning af krigens dybe afgrund. Situationen befinder sig fortsat på afgrundens rand, men ingen af parterne har nogen interesse i at tage det endelige skridt.
I stedet skal det ses som endnu en del af en afskrækkelsesstrategi – eller rettere: advarsel. Ved at iværksætte noget så komplekst som personsøgerangrebet søger Israel at signalere en teknologisk overlegenhed, som man ikke vil tøve med at gøre brug af igen. På mange måder svarer det meget til cyberangrebet, der i april 2021 kortvarigt lammede de iranske atomprogrammer i Natanz, og som også syntes at have israelske fingeraftryk. Den slags skaber uvished, og uvished har da allerede sat sig i det libanesiske samfund, som nu frygter, at solfangeranlæg eller anden teknologi også kan gå hen og eksplodere. Man kan derfor også se de seneste israelske angreb på raketbatterierne i dette lys: Samlet set gør de ingen forskel, eftersom Hizbollah råder over meget betydelige raketarsenaler, hvorfor det nok skal betragtes som en israelsk påmindelse om, at det ikke kan svare sig at iværksætte en militær gengældelse lige nu.
Set i et større perspektiv kan man også se en forbindelse til Gazakrigen. Her går israelerne målrettet efter Hamas-ledelsen og de centrale kommandostrukturer gennem nålestiksoperationer. I den forbindelse mangler man endnu at ramme Yahya Sinwar, som afløste den likviderede Haniyeh som topchef for Hamas, og som i modsætning til sin forgænger har en aktiv og meget direkte rolle i selve kamphandlingerne. Sinwar befinder sig med stor sandsynlighed et sted i Gazastribens vidt forgrenede tunnelsystem, og på et tidspunkt gjorde han det til en betingelse for en våbenhvile, at han kunne få personligt frit lejde til at forlade Gazastriben uskadt. Dette afviste israelerne blankt. Sinwar betragtes fortsat som centralt angrebsmål, og med personsøgerangrebet i Libanon sender man ham en klar besked om, at det efterretningsmæssigt godt kan lade sig gøre at finde hans skjulested.
Endelig – og naturligvis – har den israelske leder, Benyamin Netanyahu, en afgørende finger med i hele dette spil. At personsøgerangrebet blev iværksat netop nu, fordi nogen havde fået færden af noget, kan meget vel være en forklaring, der for Netanyahu kan tjene som retfærdiggørelse. Han kan tænkes at have haft brug for en passende anledning til at flytte fokus fra Gaza, hvor han er løbet ind i alvorlige problemer på den diplomatiske front.
Netanyahu beskyldes for at ville trække krigen i langdrag, da han gennem den kan beskytte sig selv mod en truende retssag om korruption og mandatsvig, mens han samtidig forhindrer, at hans koalitionsregering falder sammen. Det kan i hvert fald ses som en grund til, at han insisterer på at de israelske tropper bliver stående i den såkaldte Philadelphi-korridor, som er en stribe land lang Gazastribens grænse til Egypten. På den måde stiller han en forhindring i vejen for en våbenhvile, hvor en israelsk rømning af Philadelphi netop er en central forudsætning.
I den seneste tid har Netanyahu været under stigende pres som følge af netop dette punkt. Flere generaler har mere end antydet, at det godt kan lade sig gøre at rømme korridoren. Og fra en stor del af den israelske befolkning hagler kritikken ned over ham, fordi han derved også forhindrer en hurtig frigivelse af de resterende israelske gidsler på Gazastriben.
Ved at udvide fronten i Libanon, som det skete i den forløbne uge, men uden at lade det kammer over i åben krig, har Netanyahu skaffet sig selv en ekstra frist. Personsøgerangrebets raffinerede karakter har vakt beundring i dele af befolkningen, og dette har for en tid styrket ham politisk. Og ved at slå på truslen fra Hizbollah, har han kunnet hævde at have haft ret i sin årelange insisteren på netop disse trusselsscenarier. Der er altså en mængde politiske og strategiske tråde, som samler sig i denne aktuelle sag, som tilsyneladende bringer krigsfaren en hel del tættere på. Det er også en farlig ild at lege med, for i den situation kan en mindre fejltagelse hurtigt føre til en eksplosion. Men i det store billede ser man, at ingen af parterne har nogen egentlig interesse i krigen, men ikke desto mindre driver på med et farligt spil på afgrundens rand. ■
Ved at udvide fronten i Libanon, som det skete i den forløbne uge, men uden at lade det kammer over i åben krig, har Netanyahu skaffet sig selv en ekstra frist
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (Ræsons Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter.
ILLUSTRATION: Beirut, 19. september 2024: Hezbollah-medlemmer bærer en kiste med en af de dræbte fra et israelsk angreb torsdag [FOTO: Hussein Malla/AP/Ritzau Scanpix]