Jakob Sinding Skött: Sådan vil USA håndtere verden, hvis Trump vinder
01.08.2024
De første fire år med Trump viste, at han ønsker et opgør med otte årtiers udenrigspolitisk tradition. Og hans udmeldinger tegner et klart billede af tiden efter en valgsejr.
Af Jakob Sinding Skött
Torsdag den 6. juni 2024 samledes stats- og regeringsledere i det nordlige Frankrig for at markere 80-året for de allieredes landgang i Normandiet under Anden Verdenskrig – D-dag. USA’s præsident Joe Biden var blandt deltagerne i mindehøjtideligheden ved Omaha Beach, hvor mere end 2.000 amerikanske soldater mistede livet. I sin tale hyldede præsidenten de soldater, der krydsede Den Engelske Kanal den historiske morgen, som helte: ”De vidste, at der var ting, det er værd at kæmpe og dø for. Friheden er det værd. Demokratiet er det værd. Amerika er det værd. Verden er det værd − dengang og nu,” sagde han.
Efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps to år senere fremstod USA som verdens ubestridte supermagt − en stat med så store økonomiske og militære ressourcer, at ingen andre stater kunne udfordre dens position. Stormagtspolitikken var for en tid sat ud af kraft, og den amerikanske verdensorden rådede. 80 år efter D-dag står det imidlertid klart, at verden igen er under hastig forandring − og ikke nødvendigvis til det bedre. Magtfordelingen i det internationale system er ikke længere så entydigt i USA’s favør, stormagtsrivaliseringen bliver intensiveret, og den liberale verdensorden vakler. Krigen er tilbage i Europa efter årtiers fravær, konfliktniveauet øges i Mellemøsten, et opstigende Kina skaber spændinger i Asien. Både globaliseringen og demokratiet er på tilbagetog, og klimaforandringerne truer den planetære sikkerhed.
I denne nye verdensuorden er det måske vigtigere end nogensinde, hvem amerikanerne vælger 5. november. I sin D-dags-tale gjorde Joe Biden det klart, at valget – hvor han som bekendt er blevet afløst af Kamala Harris – står mellem to meget forskellige udenrigspolitiske visioner for USA: For og imod den liberale verdensorden, som USA skabte efter Anden Verdenskrig, og som Trump ikke mener er værd at kæmpe for. Amerikanerne står over for et skæbnevalg, som kan føre til et afgørende brud med den rolle, landet har spillet på verdensscenen de seneste otte årtier.
Tre modsætninger i den udenrigspolitiske tænkning
Siden de tretten engelske kolonier blev en selvstændig stat i slutningen af 1700-tallet, har der været tre historiske modsætninger eller kontraster i amerikanernes forståelse af sig selv og deres rolle i verden. Den første modsætning er mellem isolationisme og internationalisme. Hvor isolationismen er en strategi, der sigter efter at frigøre en stat fra oversøiske forpligtelser og undgå faste alliancer med andre stater, er internationalismen en tilgang, hvor staten aktivt søger at engagere sig i og påvirke internationale begivenheder. Den anden kontrast er mellem idealisme og realisme. Mens idealister tror på muligheden for at skabe fremskridt og fred gennem et styrket internationalt samfund baseret på fælles værdier, opfatter realister international politik som en konstant kamp om magt mellem stater med forskellige interesser. Det bedste, en statsleder realistisk kan håbe at opnå, er at etablere en forholdsvis stabil magtbalance. Endelig er den tredje modsætning mellem unilateralisme og multilateralisme. Unilateralisme dikterer, at statens beslutninger på den internationale scene skal tages uden hensyntagen til andre parters synspunkter, og at statens handlefrihed ikke skal begrænses af samarbejde i internationale institutioner. Omvendt er multilateralisme den holdning, at det er til fordel for staten at finde fælles løsninger på internationale udfordringer, selv om det ofte medfører mere forpligtende samarbejde, der begrænser statens autonomi.
Selv efter, at USA selv havde opnået international stormagtsstatus i slutningen af 1800-tallet, var det det langt fra en selvfølge, at amerikanerne skulle forfølge en mere internationalistisk strategi
_______
Den isolerede republik
De første godt hundrede år efter Uafhængighedskrigen (1775-1783) dominerede isolationismen amerikansk udenrigspolitik. For en ny og selvbevidst men forholdsvis svag og geografisk isoleret stat var det et naturligt strategisk valg. I sin afskedstale erklærede den første amerikanske præsident, George Washington (1789-1797), at det var den unge republiks ”sande udenrigspolitik at afholde sig fra at indgå permanente alliancer” med andre stater, ikke mindst fordi det ville skade amerikanernes demokratiske frihedsrettigheder at blive indblandet i det stormagtspolitiske spil. USA var et eksempel for resten af verden, men skulle ikke vikles ind i verden.
Selv efter, at USA selv havde opnået international stormagtsstatus i slutningen af 1800-tallet, var det det langt fra en selvfølge, at amerikanerne skulle forfølge en mere internationalistisk strategi. Præsident Woodrow Wilson holdt længe amerikanske soldater ude af Første Verdenskrig (1914-1918), og efter krigen vendte USA tilbage til at spille en tilbagetrukken rolle på den internationale scene. Franklin D. Roosevelt, som var præsident fra 1933 til sin død i april 1945, fulgte ligeledes en isolationistisk udenrigspolitisk kurs og fokuserede på at genoplive den kriseramte amerikanske økonomi. Roosevelt begyndte dog i løbet af 1939 at øge støtten til de stater, som kæmpede mod Nazityskland i Europa, men det var først efter Japans angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii den 7. december 1941, at han endelig overvandt modstanden fra isolationistiske politikere i Kongressen, og USA erklærede krig mod aksemagterne. ’America First’-bevægelsen, som længe og stædigt holdt fast i den isolationistiske udenrigspolitiske kurs, blev opløst, og den historisk betingede isolationisme blev for en tid henvist til udkanten af amerikansk udenrigspolitik.
En amerikansk verdensorden
Efter Anden Verdenskrig fulgte den kolde krig i et bipolært internationalt system, og den amerikanske isolationisme blev erstattet af en internationalistisk udenrigspolitik. Roosevelts efterfølger, Harry Truman (1945-1953), argumenterede for, at den globale trussel fra det kommunistiske Sovjetunionen gjorde det nødvendigt for USA at støtte alle ”frie folk, der kæmper mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra”. Der var tværpolitisk enighed om nødvendigheden af at holde stand mod kommunismen, og dét banede vejen for, at amerikanerne påtog sig et internationalt lederskab og etablerede en verdensorden baseret på liberale værdier og multilaterale institutioner.
Den nyfundne amerikanske internationalisme havde imidlertid en indbygget spænding mellem idealisme og realisme. Det grundlæggende spørgsmål var, om USA skulle føre et værdipolitisk ’korstog’ for at besejre kommunismen overalt i verden eller fokusere på at balancere Sovjetunionens magt på geopolitisk afgørende steder. For eksempel førte Præsident Richard Nixon (1969-1974) en realistisk udenrigspolitik med fokus på at etablere en stabil magtbalance mellem supermagterne, mens idealisten Ronald Reagan (1981-1989) ønskede at konfrontere ”ondskabens imperium” og startede et våbenkapløb med Sovjetunionen.
Uni- eller multilateralisme?
Sovjetunionens kollaps i 1991 betød, at det internationale system blev unipolært med USA som den eneste supermagt. Den generelle tværpolitiske enighed, som havde kendetegnet amerikansk udenrigspolitik under den kolde krig, brød sammen. I kulissen lurede isolationister som Ross Perot og Pat Buchanan, der begge stillede op ved flere præsidentvalg i 1990’erne, men hovedrollerne på den udenrigspolitiske scene blev spillet af Demokrater og Republikanere. Begge partier var − i bred forstand − internationalister, men de var uenige om, hvilken form den amerikanske internationalisme skulle tage.
På den ene side argumenterede Demokratiske politikere for, at USA skulle benytte det ’unipolære øjeblik’ til at udbygge og udvide den liberale, amerikanske verdensorden. Bill Clinton (1993-2001) ar fortaler for denne internationalistiske, idealistiske og multilaterale udenrigspolitik, som blandt andet kom til udtryk ved etableringen af den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA), udvidelsen af NATO mod øst og optagelsen af Kina i Verdenshandelsorganisationen (WTO).
På den anden side slog Republikanske politikere ind på en kurs, som afveg markant fra den kolde krigs multilateralisme. Argumentet var, at USA ikke skulle bindes unødigt af internationale institutioner, som kun ville begrænse supermagtens handlefrihed. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 førte Republikaneren George W. Bush (2001-2009) en internationalistisk, idealistisk og unilateral udenrigspolitik med fokus på at sprede amerikanske værdier gennem hård magtanvendelse og udenom multilaterale institutioner. I 2001 invaderede USA Afghanistan uden bistand fra NATO-landene, selv om alliancen havde aktiveret sin ’musketér-ed’, og to år senere sendte Bush amerikanske soldater i krig i Irak uden FN-mandat og på trods af betydelig europæisk modstand. Præsidenten nægtede desuden at godkende Kyoto-aftalen om klimaforandringer, fordi han mente, den ville skade USA’s økonomi, og han pressede sine vesteuropæiske allierede til at acceptere et fremtidigt georgisk og ukrainsk medlemskab af NATO.
Fra Bush arvede demokraten Barack Obama (2009-2017) to uafsluttede krige, en krigstræt befolkning og en økonomisk krise. Det førte ham til en vigtig erkendelse: USA var stadig den dominerende stormagt i det internationale system, men det unipolære øjeblik, hvor amerikanerne kunne ’gøre hvad de ville’, var overstået. Han forsøgte på den baggrund at fastholde USA’s ledende rolle på den internationale scene, at genoplive multilateralismen og at balancere Bushs idealisme med en dosis realisme i forhold til muligheden for at udbrede amerikanske værdier til resten af verden. Interventionen i Libyen i 2011 var måske det bedste eksempel på præsidentens udenrigspolitiske kurs, fordi den var multilateral, havde begrænsede humanitære mål og − ikke mindst – undgik at sætte amerikanske soldater på landjorden. Men Paris-aftalen om klimaforandringer, atomaftalen med Iran, afvisningen af at involvere amerikanske soldater i den syriske borgerkrig og det strategiske kursskifte mod Asien afspejlede ligeledes Obamas syn på verden − og USA’s rolle i den.
Trump red generelt på en bølge af utilfredshed og mistillid til den politiske elite, som opstod på bagkant af Irak-krigen og finanskrisen
_______
’America First’
Hvor Barack Obamas udenrigspolitik var et opgør med George W. Bushs idealisme og unilateralisme, var Donald J. Trump (2017-2021) opsat på at splintre otte årtiers tværpolitisk enighed om at følge en internationalistisk udenrigspolitisk kurs. Trumps udenrigspolitik var − og er − på mange måder en spejling af den isolationisme, som kendetegnede USA’s forhold til verden før Anden Verdenskrig. Han kopierede endda det slogan, der havde samlet anti-krigs-bevægelsen i tiden før angrebet på Pearl Harbor: ”America First”.
Trump red generelt på en bølge af utilfredshed og mistillid til den politiske elite, som opstod på bagkant af Irak-krigen og finanskrisen. Den økonomiske globalisering var tydeligvis ikke til fordel for alle amerikanere, og den sociale ulighed i USA var stigende. Trumps isolationistiske, realistiske og unilaterale udenrigspolitiske kurs vakte genklang i væsentlige dele af den amerikanske befolkning, som satte spørgsmålstegn ved, hvorfor supermagten skulle spille så aktiv en rolle på verdensscenen og lade sig begrænse af samarbejde i internationale institutioner i stedet for bruge sine betydelige magtressourcer på aggressivt at forsvare snævre egeninteresser. Set fra dette perspektiv taber amerikanerne kort sagt mere, end de vinder, på deres økonomiske og politiske forbindelser med resten af verden. Det ville Trump, som han erklærede i sin indsættelsestale, lave om på: ”Fra og med i dag styres vores land af en ny vision. Fra denne dag bliver det udelukkende Amerika først, Amerika først”.
Sikkerhedspolitisk indebar ’America First’, at USA lagde et maksimalt økonomisk pres på sine fjender, men var tilbageholdende med at sende soldater i krig. Fx indgik Trump-regeringen en våbenhvileaftale med Taleban, som dog ikke nåede at blive fuldt implementeret i Trumps præsidentperiode, og det var derfor først i august 2021, at Biden lod amerikanske styrker forlade Afghanistan over hals og hoved, mens Taleban-krigere indtog hovedstaden Kabul.
Trump-regeringen forhandlede ligeledes aftaler mellem Israel og en række arabiske stater i Mellemøsten − de såkaldte Abraham Accords − med henblik på, at USA kunne neddrosle sin militære tilstedeværelse i regionen. Ved at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, som både jøder og palæstinensere betragter som deres hovedstad, signalerede Præsident Trump sin utvetydige støtte til Israel i konflikten, og det palæstinensiske spørgsmål blev aldrig en del af administrationens Mellemøst-politik.
Sideløbende opsagde præsidenten den atomaftale, USA og fem andre stormagter indgik med Iran i 2015 − selv om der ikke var tegn på, at iranerne overtrådte deres del af aftalen. Trump genindførte derefter en lang række økonomiske sanktioner for at lægge maksimalt pres på det iranske præstestyre. Det virkede ikke. Iranerne radikaliserede deres udenrigspolitik og begyndte i 2019 at berige uran, så de nu er på tærsklen til at have atomvåben. Som reaktion på denne radikalisering dræbte amerikanerne den højtstående iranske general Qasem Soleimani, men Trump var generelt tilbageholdende med at anvende væbnet magt i Mellemøsten, hvilket også blev afspejlet i hans beslutning om at trække de sidste amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien ved grænsen til Tyrkiet. Som præsidenten forklarede, var det ikke USA’s grænse: ”Vi burde ikke miste amerikanske liv på grund af den. Jeg sagde, jeg ville bringe vores soldater hjem, og det er det, jeg gør”.
I forhold til Rusland var det tydeligt, at Præsident Trump beundrede Vladimir Putin. Det var sigende, at han på et topmøde i juli 2017 tog Putins forsikringer om, at russerne ikke havde blandet sig i det amerikanske præsidentvalg, for gode varer. Trump undsagde dermed sin egen efterretningstjeneste for åben skærm. Præsidenten godkendte modvilligt de sanktioner, Barack Obama havde gennemført over for Rusland efter annekteringen af Krim-halvøen i 2014, og han fortsatte den militære bistand til Ukraine − selv om han under et berygtet telefonopkald brugte bistanden i et forsøg på at afpresse den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj til at give ham oplysninger om Joe Bidens søn, Hunter, som han efter alt at dømme ville bruge mod Biden i præsidentvalgkampen i 2020.
Præsident Obama havde gentagne gange rejst byrdedelingsspørgsmålet overfor de allierede i Europa, men Donald Trump tog anklagerne om, at de europæiske stater ’kørte på frihjul’ i NATO, til nye højder. Kort efter sin indsættelse deltog præsidenten i et topmøde i Bruxelles, hvor han gav NATO-landene en offentlig skideballe for ikke at leve op til den målsætning om at bruge to procent af deres BNP på forsvaret, der var blevet vedtaget i 2014. Trumps skepsis over for alliancen blev tydeligt demonstreret ved, at han overhovedet ikke nævnte ’musketéreden’ i NATO-pagtens artikel 5, som det ellers er kutyme, at amerikanske præsidenter henviser til ved højtidelige lejligheder. Selv om forsvarsminister James Mattis efterfølgende erklærede, at det transatlantiske bånd fortsat var stærkt, såede Trumps retorik alligevel tvivl om USA’s forpligtelse på det kollektive forsvar.
Donald Trumps forsøg på at trække amerikanske ressourcer ud af Afghanistan og Mellemøsten samt hans hårde kurs i forhold til byrdefordelingen med de allierede i NATO kan i hvert fald til dels ses i forlængelse af Obama-regeringens strategiske kursskifte mod Asien. Ligesom Obama havde Trump blikket rettet mod et opstigende Kina, og selv om han kritiserede både Japan og Sydkorea for deres − efter hans opfattelse − lave forsvarsudgifter, fortsatte USA med at støtte de allierede i regionen. Fx genoplivede Trump-regeringen sikkerhedssamarbejdet med Australien, Indien og Japan i den såkaldte Quadrilateral Security Dialogue (Quad), amerikanske krigsskibe patruljerede stadig Det Sydkinesiske Hav, og USA fortsatte med at sælge våben til østaten Taiwan.
Udenrigsøkonomisk betød ’America First’, at USA under præsident Trump slog ind på en protektionistisk kurs, som tydeligst kom til udtryk i ’handelskrigen’ mod Kina. Trump havde længe harceleret over Kinas uretfærdige økonomiske politik og det store kinesiske handelsoverskud med USA, og som præsident indførte han på den baggrund straftold på en lang række importvarer, herunder vaskemaskiner, stål og aluminium. Ifølge Robert O’Brien, der var Trumps nationale sikkerhedsrådgiver fra 2019 til 2021, var det første skridt på vejen til at afkoble amerikansk økonomi fra samhandlen med den opstigende kinesiske supermagt. Samtidig pålagde Trump en tilsvarende told på stål og aluminium fra Europa, han genforhandlede frihandelsaftalen NAFTA med Canada og Mexico, og han trak USA ud af den handelsaftale, Trans-Pacific Partnership (TPP), Obama havde indgået med stillehavslandene.
Et mål for Trumps økonomiske nationalisme var at genskabe arbejdspladser inden for industrien, og præsidenten prioriterede i den forbindelse fossile brændstoffer som kul, naturgas og olie. I juni 2017 trak han derfor USA ud af Paris-aftalen om klimaforandringer, som Obama havde indgået to år tidligere. Alt sammen understregede Trumps grundlæggende syn på international økonomi som et nulsumsspil, hvor USA taber, når andre lande vinder.
Idépolitisk vendte Trump − i hvert fald på overfladen − tilbage til det oprindelige isolationistiske credo, at USA skulle være et lysende eksempel for resten af verden, men ikke aktivt forsøge at sprede amerikanske værdier som demokrati og menneskerettigheder. Det var ikke overraskende, at Trump − i tråd med sin unilaterale udenrigspolitiske kurs − i juni 2018 annoncerede, at USA trak sig fra FN’s Menneskerettighedsråd. I praksis stod det desuden klart, at han havde en forkærlighed for autokrati og ’stærke ledere’ som Vladimir Putin, Viktor Orban og Kim Jong-un, mens han ofte udviste mindre respekt over for demokratiske allierede som for eksempel Tysklands daværende kansler Angela Merkel. Mest bekymrende var det dog, at Trump var stærkt medvirkende til at underminere demokratiske værdier og normer i USA, hvilket kulminerede i hans benægtelse af valgnederlaget til Joe Biden og stormen på Kongressen den 6. januar 2021.
Trump var stærkt medvirkende til at underminere demokratiske værdier og normer i USA, hvilket kulminerede i hans benægtelse af valgnederlaget til Joe Biden og stormen på Kongressen den 6. januar 2021
_______
Til forsvar for verdensordenen
”USA er tilbage”, erklærede Joe Biden, kort efter han var blevet indsat i Det Hvide Hus. Vendingen blev hurtigt et hyppigt gentaget slogan for Bidens udenrigspolitiske genopretningsplan efter fire år med Donald Trump ved magten. I modsætning til sin forgænger mener Biden, at den liberale verdensorden, som i denne tid bliver udfordret på flere fronter, er værd at kæmpe for, og at USA kan og bør sætte sig i spidsen for at forsvare den.
Sikkerhedspolitisk har Biden på den ene side klart demonstreret forskellen til sin forgænger. For Biden er samarbejde og alliancer en kilde til amerikansk styrke snarere end noget, der dræner amerikanske ressourcer. På sit første NATO-topmøde erklærede han således, at alliancen var fundamentet for kollektivt forsvar og fælles fremgang, og at ”USA’s forpligtelse på NATO-pagtens artikel 5” var ”bundsolid og urokkelig”. Efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2024 har NATO-landene − under amerikansk lederskab − styrket samarbejdet, og alliancen er blevet udvidet med Finland og Sverige. Ifølge Biden er Ukrainekrigen en konflikt mellem demokrati og autokrati, og hans udtalelser minder ofte om Reagans koldkrigsretorik i de tidlige 1980ere. For præsidenten er hele den liberale verdensorden på spil, og hans regering har på den baggrund – forsigtigt, i frygt for at eskalere krigen unødigt − støttet ukrainerne både økonomisk og militært. Vicepræsident Harris har utvetydigt støttet denne kurs. Modstand i Repræsentanternes Hus, hvor den Republikanske flertalsleder, Mike Johnson, var under betydeligt pres fra Donald Trump, betød imidlertid, at Biden-regeringen i månedsvis ikke var i stand til at få gennemtrumfet en stor militær hjælpepakke til Ukraine. Pakken blev efter måneders tovtrækkeri vedtaget i foråret 2024, men forsinkelsen medførte, at ukrainske soldater kom under betydeligt pres på slagmarken.
På den baggrund – og med slet skjult tanke på et muligt genvalg af Trump til november − besluttede de allierede på NATO’s 75-års jubilæumstopmøde i Washington, D.C., at NATO frem for amerikanerne fremover skal koordinere bistanden til Ukraine, og at USA’s allierede i Europa skal bære en større del af byrden. Topmødets sluterklæring slår fast, at ”Ukraines fremtid er i alliancen”, men så længe krigen stadig raser, kan ukrainerne se langt efter det NATO-medlemskab, de blev stillet i udsigt af George W. Bush tilbage i 2008.
Lighederne mellem Trump og Biden omfatter − og ikke mindst − det strategiske kursskifte til Asien, hvor både Republikanere og Demokrater ser et opstigende Kina som USA’s største rival på den internationale scene
_______
Lighederne, der overses
På den anden side er der også sikkerhedspolitiske lighedspunkter mellem Biden og Trump. Det gælder i forhold til Afghanistan, hvor den Demokratiske præsident som nævnt stod i spidsen for den kaotiske tilbagetrækning af amerikanske soldater, der havde baggrund i Trump-regeringens forhandlinger med Taleban. Biden håndterede tydeligvis ikke tilbagetrækningen særlig godt, hvilket gjorde det let for hans Republikanske modstandere at kritisere ham, men Trump fulgte grundlæggende den samme udenrigspolitiske kurs, og det er umuligt at vide, om han ville have håndteret situationen bedre end sin efterfølger.
Lighederne omfatter desuden − og ikke mindst − det strategiske kursskifte til Asien, hvor både Republikanere og Demokrater ser et opstigende Kina som USA’s største rival på den internationale scene. Tilbagetrækningen fra Afghanistan var netop motiveret af et ønske om at frigøre ressourcer, som amerikanerne kan bruge til at balancere Kina. Biden har også fastholdt Trumps straftold på kinesiske eksportvarer, han har udvidet sin forgængers kontrol af teknologi og avancerede mikrochips, som USA ikke ønsker skal falde i kinesiske hænder, han har holdt de første Quad-topmøder med Australien, Indien og Japan. Desuden har han indgået en forsvarspagt, AUKUS, med Australien og Storbritannien. Trump-støtter bifalder Bidens hårde kurs over for Kina, men de er kritiske over for præsidentens forsøg på at håndtere forholdet til kineserne gennem diplomatiske forhandlinger, som de mener signalerer svaghed over for den i stigende grad revisionistiske asiatiske stormagt.
Mellemøsten havde ved Joe Bidens indsættelse i januar 2021 været gennem to årtiers omvæltninger med den amerikansk-ledede krig i Irak, NATO’s intervention i Libyen, konflikter, revolutioner, borgerkrige og Islamisk Stats kortvarige etablering af et selverklæret kalifat. Frem til efteråret 2023 var der imidlertid en skrøbelig stabilitet i regionen, selv om Iran fortsatte sit atomprogram, og konflikten mellem Israel og palæstinenserne simrede under overfladen. Det passede Biden-regeringen fint, fordi den kunne frigøre strategiske ressourcer til Europa og Asien. Men situationen ændrede sig brat med Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023, som kostede 1.200 israelere livet og udløste Israels invasion af Gaza. Krigen har haft katastrofale følger for den palæstinensiske befolkning i området, og den har samtidig øget risikoen for en mere omfattende konflikt i Mellemøsten.
Biden har forsøgt at gå en svær balancegang, hvor han på den ene side har forsvaret Israels ret til selvforsvar og fortsat salget af amerikanske våben til israelerne, mens han på den anden side har forsøgt at begrænse krigens humanitære konsekvenser, arbejdet for en våbenhvile mellem parterne og fastholdt målet om en to-stats-løsning. Præsidentens håndtering af konflikten har medført kritik både internationalt og på den hjemlige politiske scene: USA’s gentagne brug af sin vetoret for at forsvare Israel i FN’s Sikkerhedsråd har udsat supermagten for anklager om hykleri, og inden for landets grænser har Bidens støtte til Israel ført til omfattende demonstrationer på universiteter fra New York til Los Angeles.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at Kamala Harris − selv om hun støtter Israels ret til at forsvare sig mod Hamas − har været mere kritisk overfor israelernes fremfærd i Gaza end præsidenten. Efter sit møde med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i slutningen af juli 2024 erklærede hun, at hun ”ikke agtede at tie” i forhold til den humanitære tragedie, der udspiller sig i Mellemøsten. Vicepræsidentens mere kritiske tone kan give hende en fordel i forhold til unge, progressive og muslimske vælgere i svingstater som Michigan.
Udenrigsøkonomisk har Biden prioriteret omfattende investeringer i amerikansk industri − både med henblik på at skabe arbejdspladser og grøn omstilling og for at sikre forsyningen af kritiske mineraler og højteknologiske produkter som avancerede mikrochips. Amerikansk statsstøtte til blandt andet produktionen af elbiler har ført til konflikter med USA’s allierede i Europa, men Biden-regeringen har samtidig forpligtet USA på internationalt samarbejde om at begrænse udledningen af drivhusgasser. Klimakrisen var fra begyndelsen i toppen af Bidens udenrigspolitiske dagsorden, og en af hans første officielle handlinger var igen at slutte USA til Paris-aftalen. Ud fra en erkendelse af, at der er tale om en global udfordring, som amerikanerne ikke kan løse på egen hånd, udnævnte han tidligere udenrigsminister John Kerry til klimaudsending med ansvar for at samle verdens lande omkring fælles løsninger.
Idépolitisk signalerede Biden allerede under valgkampen i 2016, at grundlaget for at forny det globale amerikansk lederskab skulle etableres på hjemmefronten: Efter fire år med Trump i Det Hvide Hus var det nødvendigt, at USA fandt tilbage til sine liberale, demokratiske kerneværdier. Den indenrigspolitiske udvikling de senere år og det mulige genvalg af Donald Trump til november sætter et stort spørgsmålstegn ved, om det ambitiøse projekt er lykkedes.
Men på den internationale scene har Biden forsøgt at signalere, at amerikanerne er tilbage som forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder, blandt andet ved at organisere to ’topmøder for demokratier’ (2021 og 2023), at genindmelde USA i FN’s Menneskerettighedsråd og at vende tilbage til Verdenssundhedsorganisationen (WHO) efter Trumps udmeldelse under Covid-19-pandemien. Han søgte dermed at genskabe USA’s ledende rolle på den internationale scene. Ved slutningen af hans præsidentperiode står det dog klart, at det har været en vanskelig opgave i en verden i opbrud, og at dele af Bidens egen udenrigspolitik, herunder den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan og håndteringen af krigen i Gaza, var medvirkende til at undergrave målet om genopretning.
Sikkerhedspolitisk vil Trump gennemføre et klart brud med det globale forsvar for den liberale verdensorden for i stedet at fokusere på at forsvare snævre amerikanske interesser
_______
Trump 2.0
I januar 2016 var Donald Trump nærmest fuldstændig uforberedt på at flytte ind i Det Hvide Hus. Den Republikanske præsident kom fra forretningsverdenen og havde − som Trumps kampagnechef Steve Bannon senere har udtalt − slet ikke regnet med at blive valgt til verdens mægtigste politiske embede. Overgangsperioden fra valget til indsættelsen var derfor kaotisk, og den nyvalgte præsident endte med at udpege erfarne topfolk, der ikke nødvendigvis var MAGA-tro loyalister, til sin regering. Udenrigsminister Rex Tillerson, forsvarsminister James Mattis, den nationale sikkerhedsrådgiver H. R. McMaster og den økonomiske rådgiver Gary Cohn var for eksempel alle konventionelle Republikanere, som til en vis grad formåede at tøjle Trump i den første del af hans præsidentperiode. Det ændrede sig imidlertid i løbet af efteråret 2017, hvor præsidenten blev gradvis mere frustreret over sine rådgivere, som han i stigende grad valgte at overhøre. Tillerson, Cohn og McMaster forlod deres poster inden for en periode på tre uger i marts-april 2018, mens Mattis som den sidste forlod forsvarsministeriet i januar 2019.
Hvis Trump blive genvalgt, vil han være langt bedre forberedt, end han var første gang, han blev indsat i præsidentembedet. Den konservative tænketank Heritage Foundation satte sig for et par år siden i spidsen for det såkaldte ’Project 2025’, hvor den − sammen med en række andre ligesindede organisationer – i april 2023 fremlagde en lang, detaljeret køreplan for, hvad der skal ske fra dag ét, hvis Trump bliver valgt igen. Selv om den Republikanske præsidentkandidat har den senere tid har forsøgt at lægge afstand til projektet, er der alligevel god grund til at tage det alvorligt, fordi køreplanen langt hen ad vejen flugter med hans egen ’Agenda 47’, fordi mange af folkene bag var en del af den første Trump-regering og fordi Heritage Foundation i 2016-2020 fremlagde en række politiske forslag, som blev ført ud i livet af den Republikanske præsident. Dertil kommer at vicepræsidentkandidat J. D. Vance har tætte forbindelser til formanden for Heritage Fundation, Kevin Roberts, og bl.a. har skrevet forordet til Roberts kommende bog ’Dawn’s Early Light: Taking Back Washington to Save America’.
’Project 2025’-køreplanen er 920 sider lang og har mange konkrete forslag til, hvad præsidenten skal gennemføre i sine første 180 dage. Kernen i planen er at sørge for, at Trump denne gang får magt, som han har agt. Præsidentens udøvende magt skal udvides så meget som overhovedet muligt, og posterne i den nye regering skal besættes med velforberedte MAGA-loyalister, der kender det politiske system og kan spille det politiske spil i Washington, D. C. Desuden skal ministerierne bemandes med embedsfolk, som − i modsætning til den første periode − ikke vil modarbejde præsidentens politik: ”Sumpen skal drænes” for alvor, så en regering befolket af konservative værdikrigere hurtigt og effektivt kan gennemføre sin politiske dagsorden.
På den baggrund er det en rimelig forventning, at Trump 2.0 vil føre en ubegrænset ’America First’-politik. Hvad vil det helt præcis betyde? Det er som bekendt svært at spå, men det er dog muligt at give nogle informerede bud baseret på udtalelser både fra den Republikanske præsidentkandidat selv og de folk, som sandsynligvis kommer til at udgøre hans inderkreds i Det Hvide Hus.
Sikkerhedspolitisk vil Trump gennemføre et klart brud med det globale forsvar for den liberale verdensorden for i stedet at fokusere på at forsvare snævre amerikanske interesser. I Europa vil han sandsynligvis forsøge at forhandle en afslutning på krigen i Ukraine som han påstår at kunne afslutte på 24 timer. En Trump-fredsplan vil efter alt at dømme indebære, at Rusland som minimum annekterer Donbass og Krim, og at Ukraine må opgive at blive medlem af NATO. Begge dele vil være uacceptable for den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskyj. Det kan i så fald tænkes, at den amerikanske præsident vil true med at trække USA’s økonomiske og militære støtte for at presse Zelenskyj til forhandlingsbordet.
De europæiske allierede vil se med stor bekymring på denne udvikling, og de bekymrede rynker vil ikke blive mindre, når Trump igen erklærer, at NATO-landene i langt højere grad skal betale for deres egen sikkerhed og begynder at trække amerikanske soldater ud af Europa. Der er ikke grund til at tro, at den Republikanske præsident vil fjerne den amerikanske ’atomparaply’ over Europa, men det er muligt at forestille sig en alliance med to niveauer − ét for de medlemslande, der ’betaler deres regninger’, og ét for dem, som ikke lever op til 2-procentsmålsætningen. Som nogle Trump-støtter påpeger, indeholder NATO-pagtens artikel 5 ikke en garanti for militær støtte, og de ’dårlige betalere’ vil ikke kunne regne med, at amerikanske soldater går i krig for at forsvare dem, hvis de bliver angrebet.
I Mellemøsten vil Trump 2.0 være en stærk og ensidig støtte for Israel, der − som han har sagt under valgkampen − skal ”gøre arbejdet færdigt” i Gaza. Han vil forsøge at skabe fred i Mellemøsten, men sandsynligvis på betingelser der ikke er acceptable for palæstinenserne. Samtidig vil han fortsætte bestræbelserne på at ’normalisere’ forholdet mellem Israel og de arabiske stater i regionen både for at sikre amerikanske olieinteresser og for at inddæmme Iran. Trump vil i den forbindelse genindføre det maksimale økonomisk pres på præstestyret i Teheran, mens han sideløbende vil trække amerikanske soldater ud af Mellemøsten og være meget tilbageholdende med at intervenere militært over for eksempelvis Houthierne i Yemen, hvis de fortsætter med at sende missiler mod fragtskibe i Det Røde Hav. Kort sagt: USA vil ikke længere være garanten for den liberale verdensorden.
Mens Joe Bidens Kina-politik har fokuseret på at håndtere forholdet gennem både hård konfrontation og mere diplomatiske midler, vil en fremtidig Trump-regering føre en ensidigt konfrontatorisk udenrigspolitik over for Kina ud fra devisen ”fred gennem styrke”. Det vil blandt andet indebære, at USA øger forsvarsbudgettet, at diplomatiske forhandlinger mellem de to stormagter bliver afbrudt, og at amerikanerne starter en ’økonomisk krig’ med høje toldbarrierer for kinesiske varer. På længere sigt vil den Republikanske præsident arbejde for en nærmest fuldstændig økonomisk afkobling fra Kina. Samtidig vil Trump kræve, at Filippinerne, Japan, Sydkorea og − måske − Taiwan bruger flere ressourcer på selv at forsvare sig mod truslen fra Kina. Den Republikanske regering vil hævde, at det stigende spændingsniveau er et nødvendigt skridt på vejen mod fred, mens USA’s allierede i bekymret iagttager den spirende ’kolde krig’ mellem supermagterne i frygt for, at misforståelser eller fejlberegninger vil føre til en større militær konflikt i Asien.
Udenrigsøkonomisk vil Trump 2.0 fortsætte sin protektionistiske politik. Det kan for eksempel betyde, at hans regering gennemfører handelslovgivning, som giver præsidenten bemyndigelse til − procent for procent − at modsvare andre landes told på amerikanske varer: Hvis de ikke nedsætter deres told, vil USA ifølge Trump ”tjene en formue” på den ekstra indtægt fra den amerikanske told på importerede varer. Det kan desuden betyde, at den Republikanske regering indfører en ’universel told’ på varer fra alle verdens lande – alle, lige fra Kina til de amerikanske allierede i Europa − for at udligne de enorme handelsunderskud, som Trump mener har kostet millioner af arbejdspladser. Denne protektionistiske politik kan vise sig at få alvorlige økonomiske konsekvenser for de amerikanske (arbejderklasse)vælgere, hvis interesser den Republikanske præsidentkandidat gør krav på at forsvare.
Trump vil, som han selv har sagt, agere ”som en diktator, men kun på den første dag”, hvor han vil udstede en række præsidentielle ordrer, så amerikanerne igen kan begynde at ”bore, baby, bore” (drill, baby, drill) efter olie og naturgas. For ham er USA’s enorme olie- og gasforekomster ikke et miljøproblem men en økonomisk ressource, og målet om at begrænse klimaforandringerne står i vejen for at sikre snævre nationale interesser. Han vil argumentere for, at støtten til fossil energi vil øge den økonomiske vækst, skabe amerikanske arbejdspladser og styrke USA’s globale magtposition − ikke mindst i forhold til rivaliseringen med Kina, der fortsat yder økonomisk støtte til landets kulkraftværker. Trump vil derfor rulle Biden-regeringens støtte til grøn industri og vedvarende energi tilbage, og han vil igen melde USA ud af Paris-aftalen om klimaforandringer.
Skæbnevalget
Idépolitisk vil en fremtidig Trump-regering ikke føle nogen forpligtelse til at forsvare de værdier og normer, som ligger til grund for den liberale verdensorden. Demokrati og menneskerettigheder vil ikke stå højt på hans udenrigspolitiske dagsorden, og hans støtte til internationale organisationer som FN vil være meget begrænset. Samtidig er det sandsynligt, at den indenrigspolitiske udvikling med en præsident Trump 2.0 i Det Hvide Hus vil påvirke USA’s bløde magtposition på den internationale scene. Den Republikanske kandidat anerkender fortsat ikke, at han tabte præsidentvalget i 2020, og selv om hans populistiske og polariserende retorik tiltrækker højre-nationalistiske politikere i Europa, er hans angreb på det amerikanske demokrati et ’turn-off’ for store dele af befolkningen i den vestlige verden. Trumps USA vil − med puritaneren John Winthrops ord fra 1630 − ikke længere være ’den lysende by på toppen af bakken’, som resten af verdens øjne er rettet imod.
I skrivende stund peger meningsmålingerne på, at det bliver tæt løb mellem Harris og Trump. Den følgende morgen kan en verden i uorden vågne op til vidt forskellige visioner for, hvilken rolle supermagten USA skal spille på den internationale scene: Mens Harris vil fortsætte den internationalistiske og multilaterale kurs, som har kendetegnet amerikansk udenrigspolitik efter Anden Verdenskrig, vil Trump 2.0 for alvor teste, hvor holdbar den liberale verdensorden er uden amerikansk lederskab. ■
Idépolitisk vil en fremtidig Trump-regering ikke føle nogen forpligtelse til at forsvare de værdier og normer, som ligger til grund for den liberale verdensorden
_______
Jakob Sinding Skött (f.1977) er ph.d. i international politik, forfatter, foredragsholder og lektor på Nyborg Gymnasium. ILLUSTRATION: NATO-møde 2018 [foto: NATO] / Præsident Trump under et arbejdsmøde forud for G7-mødet i Biarritz, Frankrig, 25. august 2017 [foto: White House/Shealah Craighead]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
