Janus E. Lauritsen i RÆSONs nye trykte nummer: Politikernes brug af kommissioner og ekspertråd er udtryk for en dybere demokratisk krise
15.04.2024
Måske er demokratiets krise ikke så meget, at vælgerne ikke har tillid til politikerne, men at politikerne ikke har tillid til sig selv?
Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, der udkom i begyndelsen af april. Læs mere her.
Opinion af Janus E. Lauritsen
Det seneste års tid har dansk politik stået i kommissionernes og udvalgenes tegn. Mens den såkaldte Reformkommission spillede en stor rolle under den tidligere S-regering, var den nye SVM-regering hurtig til at nedsætte en ny række af kommissioner, ekspertråd og udvalg. Det seneste år har markante politiske diskussioner kredset om arbejde i Strukturkommissionen, Lønstrukturkomitéen og Robusthedskommissionen. I august nedsatte regeringen en ny Trivselskommission, som skal komme med anbefalinger til at hjælpe unge. I slutningen af februar præsenterede Svarer-udvalget sine længe ventede modeller for en CO₂-afgift på landbruget, og 1. marts fulgte Tech-ekspertgruppens anbefalinger om kunstig intelligens og techgiganter. Det giver anledning til at overveje forholdet mellem viden og politik, navnlig mellem det, man kan kalde teknisk fornuft og politisk fornuft, som jeg mener er forbundet til det, vi i disse år taler om som en krise for tilliden til politikerne.
I 1984 udkom den store teolog K.E. Løgstrups værk Ophav og omgivelse, tre år efter hans død. En af teserne i værket lød, at vi med vores fornuft havde skabt et samfund, vi ikke har fornuft til, eller som han selv formulerer det: ”Vor kultur bliver med den rationalisering, der til stadighed går for sig, i stigende grad ikke-rationel”. Vi har ifølge Løgstrup skabt et samfund, ”som vi ikke har fornuft til” (s. 79-80). Det er et paradoks: Mens kulturen bliver mere og mere rationaliseret, bliver den samtidig mere og mere irrationel! Hvad vil det sige, at rationaliseringen kulminerer i et samfund, vi ikke har fornuft til?
Fornuft bruges her i to betydninger. Den første betydning er rationalisering: At handlinger, adfærd, forvaltning, produktion osv. lægges i faste baner, så alt bliver så beregneligt som muligt med henblik på at opnå det bedst mulige resultat – om det er produktivitet i industrien, maksimalt udbytte for færrest mulige ressourcer i den offentlige forvaltning osv. Her forstås rationalisering langt hen ad vejen som beregnelighed og sikkerhed på output-siden, og det flugter helt med sociologiens klassiske forståelse af rationalisering siden Max Weber. Det moderne samfund er det, hvor flest mulige processer er gjort gennemskuelige, beregnelige og derfor kontrollérbare.
Den anden form for fornuft er den, der består i at være i stand til at handle i en konkret situation. Det er den forståelse, der klinger med, når vi til daglig taler om at ’tage bestik af situationen’. Denne form for fornuft kræver – modsat den første – en anvendelse af egen dømmekraft. En konkret situation stiller handlingsmuligheder i udsigt, og man træffer et valg.
Som Løgstrup påpeger, er betydningerne helt forskellige: I den første form handler det om at sikre et forudsigeligt udfald; i den anden form er udfaldet uforudsigeligt og varierer fra situation til situation. Løgstrup kalder den første form for fornuft for ”teknisk fornuft”, den anden form for ”historisk” og ”politisk fornuft”. Kort sagt: Vores prioritering af den tekniske fornuft har vanskeliggjort brugen af den politiske.
Regeringens kommissioner er ironisk nok et udtryk for, at den ellers selvproklamerede slagkraftige og historisk modige flertalsregering ikke tør træffe beslutninger ud fra, hvad den selv tror på
_______
Når fornuften forsvinder
Kritikken af denne mekanisme er kun blevet mere aktuel i dag, hvor det synes at være en allestedsnærværende erfaring, at man møder eller arbejder i systemer, hvor beslutninger er truffet på forhånd eller træffes et andet sted i systemet end der, hvor de skal forsvares.
Når pædagogerne skal honorere sindrige krav om rapportering af aktiviteter og ’læringspotentiale’ hos børnehavebørn, og når folkeskole- og gymnasielærere underviser efter læringsmål, læringsplaner og testkrav i nationale tests og eksaminer frem for at få lov til at udfolde deres egen pædagogiske dømmekraft. Når universitetsundervisere ikke underviser i deres egne specialområder, men må tilpasse sig studieordninger og eksamenskrav fastlagt på et andet niveau, hvorfor de i nogle tilfælde hverken kan forsvare kursets opbygning eller eksamensformen ud fra andet end: ”Sådan siger studieordningen”.
Træffes beslutninger for langt væk fra praksis, bliver de enkelte områders eksperter til rene implementeringsfunktionærer. Magten (og på længere sigt evnen) til at handle i og ud fra den konkrete situation indskrænkes.
I den proces kan den enkelte som sådan heller ikke længere stå på mål for beslutningen – og kan ikke begrunde den på anden måde end netop med at svare: ”Sådan siger forskriften, studieordningen, eksamensadministrationen, algoritmen osv.”. Det er ikke kun eksistentielt udfordrende for de involverede aktører, men udfordrer en grundpille i demokratiet: At der kan gives grunde for beslutninger.
Og det er netop, hvad vi måske ser tegn på i dansk politik i dag: Den første form for fornuft er alt (beregneligheden), mens den anden ingen rolle spiller. Intet tiltag lader sig gennemføre, hvis ikke der er evidens for, at det virker. Særligt relevant er den problemstilling, når det handler om investeringer i børn og unge, hvor kritikerne længe har tordnet mod regnearkenes i deres øjne ufornuftige fornuft.
Regeringens kommissioner er ironisk nok et udtryk for, at den ellers selvproklamerede slagkraftige og historisk modige flertalsregering ikke tør træffe beslutninger ud fra, hvad den selv tror på. I stedet nedsætter den – præcis som sine forgængere – i ét væk kommissioner, som kan udarbejde forslag, den så bagefter kan vælge og vrage i, alt efter hvordan det passer ind i de nødvendige kompromiser, som må indgås i en så bred regering. På den måde outsources fornuften – og forsvinder.
Det mest slående nylige eksempel på denne manglende politiske dømmekraft var i efterårets diskussioner om at hæve abortgrænsen, hvor flere partier ikke ønskede at udtale sig, før Etisk Råd havde givet sin vurdering af sagen. Det viser en uheldig frygt for at ’tage fejl’ på et område, som ikke handler om sandt og falsk, men om at tænke og tage stilling. Er det ikke netop derfor, vi vælger politikere – og ikke lader eksperter bestemme?
Problemet er ikke manglen på kompetencer hos dem, der sidder i kommissionerne. De er professionelle og yder som oftest et godt stykke arbejde ud fra forudsætningerne. Problemet er, at man bilder sig ind, at politik handler om at tilvejebringe viden og så udregne den bedste løsning ud fra tilgængelige data. Men politik handler netop ikke (i hvert fald ikke først og fremmest) om viden, men om værdier og konkrete vurderinger af, hvad der er godt og skidt, og diskussioner om, hvilken retning vi ønsker at bevæge samfundet i. Ved at outsource forslagsinitiativet til kommissionerne slipper politikerne for selv at tage stilling til svære beslutninger. Og de slipper for at sætte deres egen fornuft i spil.
Føres den politiske debat i stigende grad i et bemærkelsesværdigt fravær af politikere?
_______
Demokratiets krise?
Problemet bliver: Hvem skal stilles til ansvar, når politiske beslutninger viser sig at have fatale konsekvenser? Politikerne traf jo bare de beslutninger, som fagkundskaben foreslog. Og fagkundskaben er ikke på valg og er derfor ikke politisk ansvarlig.
Måske er demokratiets krise ikke så meget, at vælgerne ikke har tillid til politikerne, men at politikerne ikke har tillid til sig selv? Måske er det derfor, politikerne mere og mere forsvinder fra de flader, hvor der diskuteres politik. I TV 2 News’ magasiner (herunder News & Co.) er der få politikere på skærmen, og der er også skåret i antallet af folkevalgte, når Debatten på DR2 diskuterer de største politiske spørgsmål hver torsdag. Føres den politiske debat i stigende grad i et bemærkelsesværdigt fravær af politikere?
Måske er det en del af forklaringen på mistilliden til politikerne og det demokratiske system. Ingen gider stemme på politikere, som ikke mener andet end Finansministeriets regnemodeller – og som ikke ville kunne stå på mål for det, hvis de gjorde.
Hvor der kun er plads til teknisk fornuft, bliver politisk fornuft og dermed demokratisk politik overflødig. Men i et hyper komplekst og gennemrationaliseret samfund risikerer vi at give køb på det afgørende princip, at beslutninger kan begrundes af dem, som træffer dem – en risiko, som kun bliver større med udsigten til bredere implementering af kunstig intelligens i både den offentlige og private sektor. Demokratisk politik og politikere, der tør tænke politisk og træffe beslutninger, er modvægten til netop det. Derfor er demokratisk politik ikke overflødig – og slet ikke i teknikkens tidsalder.
Forudsætningen for vælgernes tillid til politikerne er, at politikerne har tillid til sig selv. Derfor er oplysningens valgsprog, som formuleret af 300-årsfødselaren Immanuel Kant, måske mere relevant end længe – ikke mindst henvendt til politikerne: Sapere aude. Hav mod til at betjene dig af din egen forstand. Eller som Svend Brinkmann mere jordnært ville sige det: Tænk! ■
Hvem skal stilles til ansvar, når politiske beslutninger viser sig at have fatale konsekvenser? Politikerne traf jo bare de beslutninger, som fagkundskaben foreslog
_______
Janus Elmstrøm Lauritsen (f. 1997) er BA i sociologi, filosofistuderende ved Københavns Universitet og redaktionschef på RÆSON. Tidligere vært på podcasten ’Samfundsord’ på Den2Radio.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 17. januar 2023: SVM-regeringens partiledere – udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), statsminister Mette Frederiksen (S) og daværende vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) – holder doorstep foran dørene til folketingssalen [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
