Jens Worning: Er Ukraines vestlige allierede ved at skifte holdning til krigen?

02.09.2024


De næste 6 måneders politiske udvikling blandt Ukraines vestlige allierede afgør, om fredsforhandlinger er nært forestående, eller om krigen går ind i sit fjerde år i 2025.

Af Jens Worning

Det kom som en overraskelse for de fleste. Hverken Kreml eller verdensoffentligheden havde set det komme, da ukrainske styrker gik 6. august ind i den russiske Kursk-provins. For første gang under krigen invaderede Ukraine Rusland og besatte russisk territorium.

Spekulationer følger naturligt overraskende begivenheder – hvad ville Ukraine opnå? Det gik i forvejen ikke godt i Donetsk, hvor det russiske pres er massivt mod en ukrainsk hær, der – forsat – mangler ammunition og soldater.

Én militærfaglig tese var, at man ønskede at sprede de russiske styrker, give dem andet at koncentrere sig om og tvinge dem til at regruppere sig. En anden og ret populær var, at det var et tegn på, at Ukraine forbereder sig på fredsforhandlinger og dermed skal have noget med til forhandlingsbordet. En såkaldt ’Tit-for-tat’.

Uanset motiv og mål, så kan man fastslå én ting; man gjorde det, fordi man kunne. Man havde højst sandsynligt efterretninger om svagheder på den russiske side, og at de russiske efterretningstjenester var ude af synk med de faktiske forhold på jorden. Man udnyttede med andre ord russisk svaghed. For de russiske efterretningstjenester – FSB, GRU og SVR – var det et ydmygende taktisk nederlag, for det er deres job at vide, hvad der var på vej og forhindre det. For landets præsident, Vladimir Putin, er ydmygelsen potentielt livsfarlig – landets leder kan ikke beskytte russiske borgere i Rusland mod krigen, der nu også er på russisk jord. Det tales der om på gaden i Kursk-provinsen og den sydlige nabo, Belgorod-regionen, der længe har lidt under ukrainsk beskydning og sabotage. Det tales der også om i elitekredse i Moskva og de stærke russiske regioner. Er Putin den rette?

Det er en udvikling, der kan true magtens fundament i Rusland og på den led ændre krigens gang, men det er mere sandsynligt, at det er en ildebrand, som Kreml får under kontrol – det har man 25 års erfaring i. Ironisk nok var Putins første store krise da ubåden, ”Kursk”, d. 12. august 2000 sank og alle 118 ombord led ilt-døden på bunden af Barentshavet i Arktis. Kremls og Putins krisestyring indebar, at grebet blev strammet om den dengang frie russiske presse – et greb, man har brugt igen og igen med den følge, at der ingen fri presse er i Rusland.

 

For landets præsident, Vladimir Putin, er ydmygelsen potentielt livsfarlig – landets leder kan ikke beskytte russiske borgere i Rusland mod krigen, der nu også er på russisk jord
_______

 

26. august mistede en ukrainsk kamppilot livet, og Ukraine mistede et af de F-16-kampfly, som Holland og Danmark er gået sammen om at donere til det ukrainske flyvevåben.

Kamppiloten var trænet af danske kolleger på Fighterwing Skrydstrup, og dermed er det mest sandsynligt, at det er et dansk kampfly, der er gået tabt. Mange af de kapaciteter, som Vesten har doneret til Ukraine, går tabt på slagmarken. Det er krigens orden, men det – formoder vi – danske F-16 kampfly bringer bevidstheden om krigen tættere på Danmark.

Omstændighederne om det tabte F-16 er uklare. Wall Street Journal (WSJ) skrev først historien og her udtalte en amerikansk kilde, at der sandsynligvis har tale om en pilotfejl og ikke en kampsituation. Fra ukrainsk side hævder man, at det var i en kampsituation for at nedskyde russiske krydsermissiler i angreb på Ukraine. Den konkrete konsekvens blev, at chefen for Ukraines flyvevåben Mykola Oleshchuk fredag d. 30. august blev fyret per dekret af den ukrainske præsident, Zelenskyj – han havde siddet på posten siden 2021.

For Ukraine markerer august 2024, at man i krigen går frem og endnu mere tilbage på slagmarken. Det første F-16 fly er styrtet ned og tabt. August er historisk en måned, hvor geopolitik rumler, verdensordner falder sammen og nye er undervejs.

Modi flyver til Europa

Imens krigen raser på slagmarken, besøgte Indiens premierminister, Narenda Modi, Ruslands præsident, Vladimir Putin, i juli under pomp og pragt. På ankomstdagen bombede Rusland et børnehospital i Ukraine. Zelenskyj var flyforbandet over både krigsforbrydelsen mod civile i Ukraine, og at Modi kastede glans over Putin. Dertil kommer, at Indien drager fordel af vestlige økonomiske sanktioner mod Rusland og køber historisk store mængder råolie fra landet og dermed understøtter Rusland økonomiske evne til at føre krig. Indien raffinerer den russiske olie, så det – som indisk produkt – kan sælges på verdensmarkedet.. En del eksporteres til Europa og udstiller de økonomiske sanktioners dilemmaer – lande, der ikke har økonomiske sanktioner mod Rusland, kan profitere heraf og styrke deres egen økonomi. I august i år overtog Indien førstepladsen som den største importør af russisk olie fra Kina – man kom op på at aftage to millioner tønder råolie fra Rusland; Kinas top var 1,76 millioner tønder. Om dagen.

Modis besøg i Moskva var i juli, og den 23. august stod Zelenskyj og Ukraine for tur. Det var første gang siden Ukraines uafhængighed i 1991, at en indisk premierminister besøgte det krigshærgede land. Både i Moskva og i Kyiv talte Modi om fred, men uden en konkret fredsplan. Da han returnerede til New Dehli, ringede han til Putin og gentog budskabet om fred og nødvendigheden af forhandlinger.

Men er Modi statslederen, der kan skabe fred i Ukraine? Freden er nok hans ønske, men ikke hans motiv. Det handler om indflydelse på verdensordenen og udsigten til en ny amerikansk præsident i 2025.

 

Er Modi statslederen, der kan skabe fred i Ukraine? Freden er nok hans ønske, men ikke hans motiv
_______

 

De mulige mæglere

Skulle forhandlinger om fred eller våbenhvile være under opsejling, så skal der en mægler til.Hvem kan og vil tage ansvaret?

Listen af kandidater er kort. Der er ingen mulige europæiske kandidater, for vi er på Ukraines side, og en mægler skal kunne tale med begge parter og have tilstrækkelig politisk pondus og geopolitisk indflydelse. FN kan man også udelukke med Rusland og Kina placeret i FN’s Sikkerhedsråd og med den indflydelsesrige veto-ret – en FN-forhandler vil være impotent fra dag 1, hvorimod en observatørrolle kan vise sig sandsynlig.

Saudi-Arabien og Qatar vil gerne, men dumper på politisk pondus og geopolitisk indflydelse. Og de vil hellere facilitere dialog end være egentlig mægler. Hvem er mulige? Xi Jinping fra Kina er ude af spillet; han er for tæt på Putin og har næppe heller lysten. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har siden krigens begyndelse vist, at han kan tale med både Zelenskyj og Putin – den dag tiden er moden (og det bliver den en dag) kan et Istanbul-spor ikke udelukkes. Erdogan har tillige det klare motiv, at krigen også handler om den geopolitiske magtbalance i og omkring Sortehavet, hvor Tyrkiet naturligvis har klar national interesse i at øve indflydelse på udfaldet. Tyrkiet har ikke sanktioner mod Rusland.

Men hvad med Modi? Han har politisk pondus og geopolitisk indflydelse, kan tale med både Ukraine og Rusland – og med USA. Men han kommer ikke til at stille sig til rådighed som kandidat.

Så hvorfor taler han med både Zelenskyj og Putin og sætter sin internationale prestige ind?

 

Skulle forhandlinger om fred eller våbenhvile være under opsejling, så skal der en mægler til. Hvem kan og vil tage ansvaret?
_______

 

De Stores Bord

Verdensordenen, den nye, der er på vej, er ledetråden for alle, der vil have indflydelse herpå – dets regelsæt (formelt som uformelt) og dets magtbalancer.

Forenklet kan man sige, at det handler om at få plads ved ”De Stores Bord”. Efter Napoleonskrigene stod det bord i regi af Wienerkongressen, efter Første Verdenskrig var det Paris-konferencen på Versailles og ved afslutningen af Anden Verdenskrig stod det på Jalta, hvor Churchill, Roosevelt og Stalin opdelte Europa – ligesom ideen om et FN, som en del af en ny verdensorden, blev godtaget af alle tre parter.

Modi vil sidde med ved det næste bord, derfor må han engagere sig i den europæiske storkrig i Ukraine, selvom han fra krigens begyndelse netop har lyst til at parkere den som europæernes problem. Den tid er ovre med udsigten til det amerikanske præsidentvalg, hvorefter den geopolitiske pose rystes på ny.

Modi har brug for at balancere sin regionale stormagts konkurrent, Kina. Han har brug for gode relationer til Rusland, så den stormagt ikke ende helt og aldeles i Kinas lomme. Han har brug for EU – derfor interessen for Ukraine. Og naturligvis USA, hvor vi hverken kender den kommende præsident endnu eller dennes kurs. Skulle det blive Kamala Harris, så forvent ikke, at hendes kurs bliver en ”Biden-copy-paste” – der skal nok i givet fald vente overraskelser for alle fra Det Hvide Hus, når den nye beboer flytter ind.

 

Skulle det blive Kamala Harris, så forvent ikke, at hendes kurs bliver en ”Biden-copy-paste” – der skal nok i givet fald vente overraskelser for alle fra Det Hvide Hus, når den nye beboer flytter ind
_______

 

Fred på vej?

Det afgøres, når slagmarken er tilstrækkeligt mør – og det er den ikke endnu. Ukraine har ydmyget Rusland i Kursk-regionen, men lige nu presses man i Donetsk, hvor man har svært ved at holde Prokovsk (60,000 indbyggere før krigen) med en kritisk jernbaneinfrastruktur for regionen og krigens gang – det kan ende som med Avdijivka, som den ukrainske hær måtte rømme i februar i år Prokovsk kan – kan – blive begyndelsen til ende på den ukrainske forsvarskamp.

Efteråret og dernæst vinteren er om hjørnet. For tredje vinter i træk skal ukrainerne udholde russiske missiler, der fratager dem varme, rent vand og elektricitet. Hvor længe kan man holde til det? Carnegie Endowment lavede en opinionsundersøgelse kort efter rømningen af Avdijivka, hvor kun 5 pct. af de adspurgte svarede, at Rusland var i gang med at vinde, mens 73 pct. troede, at Ukraine ville tilbageerobre alt besat territorie. 59 pct. gav udtryk for, at krigen ville ende indenfor to år. Siden har analysebureauet ZN.AU målte i juli i år, at 44 pct. (mod 23 pct. i 2023) af ukrainerne gik ind for forhandlinger med Rusland samtidigt med, at et flertal var entydigt imod Putins betingelser for våbenhvile.

Opinions-undersøgelser skal altid tages forsigtigt, men mit bud er, at de nævnte to fortæller to ting. For det første at ukrainerne ikke ønsker russisk herredømme. For det andet en vis erkendelse af, at en vis afståelse af territorie til Rusland kan være den nødvendige pris for en fremtid – for Ukraine.

Krigen omkring Prokovsk bliver afgørende her i efteråret, og vestlig støtte er forudsætningen. Mange af EU’s største lande ligger lavt i donationer til Ukraine i forhold til deres relative størrelse, men mange af de mindre lande – som Danmark – ligger højt. Tyskland har ligget højt, men den seneste offentliggjorte finanslov i august lægger op til at skære drastisk ned på den økonomiske støtte til Ukraine – af hensyn til Tysklands egen økonomi. EU har omvendt været på en kurs under krigen, hvor man kollektivt gør mere, end man gjorde i begyndelse. Europa har for længst overhalet USA i samlet støtte, men EU’s eget bidrag, der er i vækst, kommer i økonomisk støtte – ikke militært. Endnu.

Alle holder øje med det amerikanske præsidentvalg og – som sagt – hvilken kurs den kommende amerikanske præsident lægger i Ukraine-spørgsmålet. De næste 6 måneders politiske udvikling blandt Ukraines vestlige allierede afgør, om fredsforhandlinger er nært forestående, eller om krigen går ind i sit fjerde år i 2025. ■

 

Prokovsk kan – kan – blive begyndelsen til ende på den ukrainske forsvarskamp
_______

 

Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.

ILLUSTRATION: Zelenskyj besøger en fabrik i Kharkiv, der er blevet ramt af et russisk bombeangreb [FOTO: Den Ukrainske Præsidents Kontor]