Jens Worning: USA’s nye Arktis-strategi drager Grønland og Danmark længere ind i USA’s kapløb med Kina

26.07.2024

Arktis er – trods håbet om det modsatte – blevet et højspændingsområde. Og den nye amerikansk sikkerhedsstrategi rejser svære spørgsmål om fremtiden for Rigsfællesskabet.

Af Jens Worning

USA’S FORSVARSMINISTERIUM har præsenteret en ny sikkerhedsstrategi for Arktis, der tager udgangspunkt i amerikanske interesser men kan få kolossal betydning Rigsfællesskabet. Situationen udstiller vores sikkerhedspolitiske afhængighed – og det faktum, at vi ingen alternativer har.

I august 2019 spurgte USA’s tidligere – og måske kommende – præsident, Donald Trump, til prisen på Grønland, så man kunne frikøbe øen og lægge den til Amerikas Forenede Stater. En konsterneret dansk statsminister, Mette Frederiksen, sagde klart nej. I nyhedsstrømmen blev det fremlagt sådan, at tilbuddet var et udtryk for Trump’s uligevægtige karakter og urealistiske tankegang – som en mand, der handler mere på impuls en statsmandslogik. Men sagen er, at USA i mere end hundrede år har fremsat flere lignende tilbud. I 1917 købte USA som bekendt De Vestindiske Øer af os og i 1867 var det såmænd Alaska, man købte af den russiske Tsar. Strategiske territorier er en handelsvare – ikke efter vor tids normer, men historisk set en normalitet. Skal man se på det fænomen med en vis mildhed, så er købsaftaler vel at foretrække fremfor alternativet – invasion og krig?

Som baggrund for den nye strategi fremhæver det amerikanske forsvarsministerie fremhæver både geopolitiske såvel som geofysiske perspektiver – og man kan roligt tilføje institutionelle ditto.

 

Den globale klimakatastrofe rammer ikke kloden ensartet. Temperaturerne stiger (ligesom spændingsniveauet) med mere hast i Arktis end så mange andre steder
_______

 

Ingen vej udenom: Arktis er et højspændingsområde

Det institutionelle først. Arktisk Råd, hvor Rigsfællesskabet har sæde, er ikke hvad det har været. Lige siden årtusindskiftet har Rådet ellers spillet en særlig rolle men efter Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2024 har rådet været handlingslammet – ingen af de andre lande i Arktis, der alle støtter Ukraine, ville længere mødes med Rusland. Da Rusland annekterede Krim i 2014 ønskede de vestlige lande ellers, at Arktis skulle forblive et lavspændingsområde og at FN-sporet skulle følges – det kan i dag virke naivt, men sådan vurderede man dengang i udenrigsministerierne rundt omkring: At Krimkonflikten kunne inddæmmes diplomatisk til netop Krim og intet havde at gøre med fx Arktis. Det er i dag ikke en mulighed, Arktis er et højspændingsområde.

I regi af FN’s havretskonvention pågår der pt. en ny territoriel opdeling af undergrunden omkring den nordlige pol. Der er fremlagt absolut modstridende krav, hvor blandt andet Danmark og Rusland gør krav på store overlappende områder. Den proces havde indtil 2022 Arktisk Råd som sit primære dialog-forum – i dag er ingen folkeretlig dialog mulig.

Den globale klimakatastrofe rammer ikke kloden ensartet. Temperaturerne stiger (ligesom spændingsniveauet) med mere hast i Arktis end så mange andre steder – man ser dem tydeligt hvis man besøger Grønland, hvor de truer traditionelle erhverv og dermed lokalsamfund, hvor livsgrundlaget er under erosion. Dét er også en begrundelse for USA’s nye strategi.

Og når det gælder klimaforandringerne, betaler Arktis en særlig pris for Ruslands krig mod Ukraine. Under den kolde krig blev visse sektorer holdt ude af politik – herunder videnskab og kultur. Dette er ikke tilfældet nu – men Rusland er rent geografisk den største arktiske magt, og derfor umulig at undvære hvis man skal overvåge de hastige klimaforandringer Arktis rundt. Pt. er det videnskabelige samarbejde om data brudt sammen – det fælles overblik er væk og det, der betragtes som afgørende viden, indsamles ikke længere. Hvordan skal Grønland eller nogen andre så kunne navigere ift. forandringerne?

Se din globus fra oven

Stormagter har et naturligt behov for adgang til ressourcer – og det er det, vi ser i Arktis, også selvom disse endnu ikke for alvor har materialiseret sig i stor skala. For alene forventningen herom er nok til at Kina, USA og Rusland kræver deres forkøbsret og ikke kan forhandle i det samme rum.

Kina er ikke en arktisk stat, men definerer sig alligevel som sådan – og landets interesse i og strategi for adgang til naturressourcer er global, den strækker sig til alle kontinenter kloden rundt. Et af målene med USA’s nye strategi er da også at inddæmme Kinas ambitioner i Arktis. Indtil nu er det lykkedes at holde russisk og kinesisk indflydelse ude af Grønland – gevinsten herfor høstes i Nuuk, hvor en ny lufthavn er blevet indviet, finansieret af Danmark under amerikansk pres.

Find globussen frem: Den korteste vej mellem USA og Kina, der vil være verdens to dominerende magter i første halvdel af dette århundrede, går ikke over Stillehavet (tværtimod – det er en omstændelig omvej) – den går over Arktis. Og den nye amerikanske strategi nævner specifikt tre nye kinesiske isbrydere, der specifikt skal bruges i Arktis. Rusland har ligeledes oprustet på den front. For både Kina og Rusland er det er civilt såvel som geopolitisk formål.
Samtidig forventes klimaforandringerne at gøre Arktis sejlbart en større del af året – den udvikling vil forkorte shippingruterne fra Kina til Europa, mens Suezstrædet vil få en reduceret betydning. Dertil kommer som sagt adgangen til råstoffer. Når der handler om at opbygge sin militære flåde er Kina på vej til at overhale USA – hvis det da ikke allerede er sket: Kina’s seneste hangarskib er angiveligt helt konkurrencedygtigt med USA’s og bygget hurtigere, end man har for vane i USA.

Siden statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001) har Danmark konsekvent dyrket en tæt sikkerhedspolitisk relation til USA – den tradition har ingen efterfølgere på statsministerposten brudt. Derfor har den nye amerikanske Arktis-strategi direkte implikationer for Danmarks forhold til Kina.

 

Find globussen frem: Den korteste vej mellem USA og Kina, der vil være verdens to dominerende magter i første halvdel af dette århundrede, går ikke over Stillehavet (tværtimod – det er en omstændelig omvej) – den går over Arktis
_______

 

Tilbage til atomkapløbet – og til Thule

Atomvåbnene spiller igen en central rolle i den aktuelle stormagtskonkurrence – så strategisk forsvar og troværdig afskrækkelse er allerøverst på dagsordenen i Kina, USA og Rusland. Dét forklarer en del af den opmærksomhed, der pludselig bliver Grønland til del. For Ser man det gennem en amerikansk linse, har man behov for både rekognoscering og overvågning af mulige atomangreb over Arktis. Helt konkret for at beskytte både den vestlige og den østlige del af USA. Den østlige side AF USA er der ret godt styr på – siden købet af Alaska i 1800-tallet har Rusland over Beringstrædet ikke meget mere end et stenkast væk. Dér, hvor det halter, er den vestlige side – inklusiv Washington og New York. Her mangler man ganske enkelt overblik.

Det var af de helt samme grunde, Danmark allerede i 1946 fik et bud på Grønland. USA havde brug for et brohoved efter den nye supermagts Sovjets erobring af det østlige Europa under Anden Verdenskrig. Sovjets udvikling både af atomvåben og af missilsystemer, der kunne føre dem mod USA blev forstørret af Sputnik-chokket – hvor USSR i 1957 sendte verdens første satellit ud i rummet – fulgt i 1961 af kosmonauten Jurij Gagarin, der blev det første menneske i rummet. Alt dette accelererede USA’s behov for at følge med over Arktis.

Under den tyske besættelse indgik Danmarks gesandt (ambassadør) i USA, Henrik Kaufmann, nemlig i 1941 den såkaldte Grønlandstraktat med USA – i øvrigt på egen hånd, da han ikke længere adlød udenrigsministeriet i København. Han kendte prisen på Grønland. Og i 1943 grundlagde man Thulebasen. I 2019 førte Trumps tilbud om at købe Grønland og Mette Frederiksens afvisning til en diplomatisk krise mellem USA og Danmark, der varede et lille år. Men skårene blev klinket og i juli 2020 kom den daværende amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til København, hvor han fik den store udgave af det lille lands begejstring – godt arbejde af kommunikationsfolkene på Asiatisk Plads [hvor Udenrigsministeriet ligger, red.] og doven kritisk dækning af pressehoffet i København… men det var jo også en sommerferie, uden ressourcer til meget granskning, end ikke af relevante, tilgængelige og åbne kilder. For netop mens Pompeo var i København offentliggjorde USA også en Arktis-strategi hvor et centralt komponent var Thulebasen, der skulle opgraderes på enhver tænkelig måde – læs: også med mulig atomvåben-kapacitet.

Over de seneste år har USA således investeret et stort beløb i Thulebasen, som er blevet overført til USA’s nye rum-kommando og bl.a. i den forbindelse skiftede navn sidste år – til Pituffik.

Så: Der er megen forskel på Trump og Biden, men der er ingen forskel på USA’s kurs i Arktis – solen går sin vante gang. Prisen, Grønland skal betale, er, at USA får sine – som man selv definerer det – sikkerhedsbehov dækket. Og amerikanerne vil nu bede Danmark dække en del af regningen med den nye strategi – for at forsvare USA’s egne interesser. xxDet er ikke svært at gætte næste skridt: Vi vil – som altid – sige ja. Det er en småstats lod. ■

 

Der er megen forskel på Trump og Biden, men der er ingen forskel på USA’s kurs i Arktis
_______

 

ILLUSTRATION: Angrebsubåden USS Connecticut (SSN 22) dukker op fra dybet i Beauforthavet, nord for Alaska, 7. marts 2020 [foto: U.S. Navy/Michael B. Zingaro]

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten