Lærke Grandjean: Brinkmanns karakterdannelsesprojekt er en del af en uheldig tendens, hvor private fonde overtager skoleforskningen
15.04.2024
Den skole, vi tidligere har kendt med frihed, ligeværd og demokrati, er i dag afgået ved døden. Fra at have været et frit sted, hvor lærerne kunne opmuntre børn og unge ved at lave god undervisning, er nutidens skole blevet en industri for højest betalende investor. Det har konsekvenser for både demokratiet og pædagogikken.
Kronik af Lærke Grandjean
Der har været adskillige drabelige sværdslag på uddannelsesslagmarken igennem tiden for at vinde kampen om menneskesindet. Man har til alle tider vidst, at samfundet er dybt afhængigt af de individer, det opfostrer. Kampen står i dag mellem på den ene side dannelsesfløjen, som vil have fokus på, hvad man fodrer børn og unge med, og på den anden side læringsfløjen, som har fokus på, hvordan den enkelte opnår viden.
Aktuelt svinger pendulet hen imod dannelsesparadigmet som en reaktion på det dominerende fokus på læring, som kom til udtryk i skolereformen fra 2014. Psykologen Svend Brinkmann er således blevet forskningsvejleder på et nystartet ”Karakterdannelses”-projekt, som inden 2026 skal udbredes til ti folkeskoler. Bag sig har han en støttegruppe på ni, heriblandt sin mangeårige psykologkollega Lene Tanggaard. De to har i de seneste år været meget ivrige fortalere for dannelsesparadigmet,
Problemet er, at begge de to fronter i dansk uddannelsespolitik, med paradigmerne dannelse og læring, arbejder indenfor OECD´s anvisninger og dermed er underlagt PISA-undersøgelsernes rangordningsagenda, hvilket indebærer et fokus på test, som om børn og unge kan opfattes som målbare ting. Det er den globale vidensøkonomi, der danner rammen for skolen i Danmark, ligesom for de 37 andre OECD-lande. Dette er fra et pædagogisk perspektiv problematisk. Polemisk sagt, bliver skolebørn således opfattet som køer i opdræt, hvor udbyttet skal vurderes ved økonomisk rentabilitet.
Man kunne i Danmark vælge at takke nej til OECD´s anbefalinger, som altså går på økonomisk udvikling og samarbejde om fælles standarder, men det gør man ikke. Man accepterer og underkaster sig de kulturelle normer og traditioner, som OECD selv angiver: ”Organisationens formål har til stadighed været at styrke globalisering, markedsøkonomi og et regelbaseret internationalt økonomisk samarbejde”.
Med skolereformen i 2014 blev lærernes demokratiske medbestemmelse endeligt afskaffet (man havde inden da allerede nedlagt lærerråd og lærernes efter-videreuddannelse, DLH). Det blev nu læringsparadigmet, der overtog scenen i den danske folkeskole. Ud fra devisen ’synlig læring’, og med et fokus på test og måling, ville politikerne tage styring og kontrol.
Man troede øjensynligt på, at børnenes læse- og matematikkundskaber ville forbedres, hvis man gav lærerne rollen som læringsfacilitatorer, der systematisk overvåger, at eleverne opnår læringskompetencer. Måske man først burde have spurgt, om man overhovedet kan overvåge, hvad der foregår inden i mennesker?
Som reaktion på læringsparadigmets eksplosive indtog efter folkeskolereformen så en række dannelsesfolk det som en nødvendighed at sætte fokus på et alternativt uddannelsessyn. Hvor læringsfolkene tager udgangspunkt i elevernes læring, vil dannelsesfolkene have kundskaberne og fagene i centrum: Dannelse ses som en proces, hvor eleverne skal udvikle sig og vokse ind i et fællesskab af normer og traditioner.
Når man konfronterer dannelsesfolkene, fremhæver de, at børn og unge skal kvalificeres, socialiseres og udvikles i skolen med kundskaber fra fagplanerne. Den modsatte front, læringsfronten, flugter, paradoksalt nok, fuldstændigt med dannelsesfronten og siger netop også, at børn og unge skal kvalificeres og socialiseres i skolen, ved i fagene og kundskaberne at opnå læringskompetencer. Begge fronter siger det samme, men på hver sin måde.
I dag har markedsøkonomien og hensynet til det internationale økonomiske samarbejde revet urørlighedszonen væk og lagt sine klamme hænder ind over uddannelsessystemet, hvilket har medført, at pædagogikken er forsvundet og dermed også demokratiet
_______
Skolen er ikke længere et fristed for selvstændige mennesker
Selvom der ikke er noget galt med kvalificering og socialisering, så er kernen i et demokratisk samfund selvstændighed og kritisk sans. Og det har rødder i en anderledes og langt bredere opfattelse af skolen som et fristed med fokus på kunsten at undervise og at finde sig til rette i verden. Et fristed, hvor man opretholder en urørlighedszone, hvilket vil sige en respekt for den enkeltes selvstændige personlighed og karakter. Det er en idé, der kommer fra Løgstrup. Og den har vi i Danmark hyldet i pædagogikken og demokratiet fra ca. 1950´erne og frem til 2000, hvor man på bedste vis arbejdede for ´reformpædagogikken´, altså med frihed i centrum med henblik på børns og unges egen selvstændige dømmekraft.
I den periode var frihed og ligeværd en iboende kerne, ja selve hjerteslaget, i den pædagogik og i det demokrati, som vi i det moderne Danmark har villet videreføre. Det respektfulde i at sørge for en vis afstand til det enkelte menneskes unikhed og særlige udtryk gennemsyrede den danske skole. For man ønskede et demokratisk sindet samfund med tillid til skolen, hvor lærere skulle undervise elever i noget relevant – i kontrast til tidligere tiders lærerindstilling med ´kadaverdisciplin´: ‘I-ska-gøre-hvad-jeg-siger-fordi-jeg-siger-det’.
I dag har markedsøkonomien og hensynet til det internationale økonomiske samarbejde revet urørlighedszonen væk og lagt sine klamme hænder ind over uddannelsessystemet, hvilket har medført, at pædagogikken er forsvundet og dermed også demokratiet. Læringsmål, læringskompetencer, læringsudbytte måles og testes, og undervisning er blevet forvandlet til ´teaching to the test´, hvilket vi sige, at frihed og selvstændighed ikke mere er skoledagens omdrejningspunkt – det er til gengæld genkomsten af tidligere tiders ‘kadaverdisciplin’.
I stedet for at vise tillid til skolen og lærernes undervisning har man bygget et kæmpe system af skolecentre og -forskningsinstitutioner (med fx DPU, VIA og afdelinger på universiteterne), samtidig med at ekspertvældet har gjort sit indtog i alle dele med diverse paneler og rådgivningsgrupper. Det vil sige, at det ikke er ´lærernes varme hænder´, der i skolevirkeligheden kan udføre undervisningen. Ressourcerne til at forberede undervisningen, tiden til at løse dagligdagens problemer og arbejdsopgaver samt tiden til forældresamarbejde – er forsvundet ind i universiteterne, ekspertgrupperne og videnscentrene, langt væk fra skolens praktiske liv.
Skolen er blevet en industri for højest betalende investor
Visioner, missioner og målsætning i den nutidige skoleforskningsindustri er primært fondejernes og bestyrelsernes, altså dem, der finansierer forskningen. I disse fora hersker fondenes helt egne formål, som er adskilt fra samfundets, dvs. politikerne og offentligheden. LEGO, Novo Nordisk og A.P Møller-fondene har deres helt egne mål med at investere i skolen, og det handler om økonomisk udvikling og vækst. I formålet for den fond, som støtter Svend Brinkmanns ”Karakterdannelse”-projekt, nemlig Samfonden, kan man læse følgende:
”Samfondens mission er, med afsæt i et kristent livs- og menneskesyn, at udvikle og understøtte initiativer, der gennem værdi- og karakterdannelse gør mennesker livsduelige og egnede til at indgå som ansvarlige, frie borgere i forpligtende relationer og fællesskaber.”
Det er ikke folkeskolens formål om frihed, ligeværd og demokrati, man her følger, men en mission udstukket af folk, hvis interesser skal varetages af en indsat bestyrelse. Der er, såvidt jeg ved, ikke lavet direkte forskning i, hvordan det påvirker skoleforskere, at de har økonomisk forbindelse med fonde, men en sådan forskning findes i forhold til for eksempel fedmeforskning. Flere forskere erkender i denne forskning, at der kan være interessekonflikt mellem samfundets formål og det, der udstikkes af fonden.
Der bør rettes kraftigt fokus på, at samfundets egentlige skolepolitik i dag er udsat for kapitalens taktstok. Fonde er fuldstændigt integreret i uddannelsesforskningen, men det er tabu at tale om og problematisere ekstern finansieret forskning. Ikke mindst på universiteterne, hvor man ikke skal tro, at forskning i dag kan lade sig gøre uden fonde. Det vover få at problematisere.
Selvom skoleforskning bør gavne skolen og leve op til skolens formål – ikke investorers missioner og visioner, så er folkeskolen ikke længere bare et nationalt og politisk anliggende. Folkeskolen bliver i stadig mindre grad offentligt finansieret, og er derfor i stadig mindre grad under demokratisk kontrol.
Personligt får jeg mindelser om indoktrinering og ensretning af værste skuffe.
Der bør rettes kraftigt fokus på, at samfundets egentlige skolepolitik i dag er udsat for kapitalens taktstok. Fonde er fuldstændigt integreret i uddannelsesforskningen, men det er tabu at tale om og problematisere ekstern finansieret forskning
_______
Problemet er, at der i Brinkmanns projekt ikke nævnes ét eneste ord om at udvikle den kritiske sans eller dømmekraften. Karakterstyrkerne er derimod: vedholdenhed, selvkontrol, tillid, nysgerrighed, ansvarlighed, empati, taknemmelighed og livsmod. Man vil med projektet missionere for, at skolen skal danne menneskers sind og karakter i en ganske bestemt retning. Hvor er skolens formål blevet af?
Pædagogik handler i modsætning til indoktrinering om at give mulighed for åbenhed – at man tør stå frem med alle sine styrker og svagheder og ikke gemme sig bag en udefra dikteret ’styrke’ og tilpasning.
Når skoler er middel for store firmaer, er noget gået helt galt
Kigger man ud i verden, får man øje på tilsvarende missionerende, religiøse fonde, der styrer. Det sker for eksempel i Birmingham med fundraising fra det amerikanske religiøse og spirituelle John Templeton Foundation. Problemet med fondsstyring er globalt og voksende.
Spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det? Hvordan kan man give modspil på både et overordnet samfundsmæssigt niveau og på et konkret skolemæssigt? Det vil sige både politisk og pædagogisk?
Disse spørgsmål beskæftiger professor i pædagogik og uddannelse Gert Biesta sig indgående med. Biestas tænkning er et forsøg på at give alternativer til de dominerende fløje i uddannelsesforskningen. Han stiller sig på frihedens og det enkelte menneskes side, og med begrebet ’Verdensvendt Uddannelse’ plæderer han for at lade pædagogikken vende hjem til undervisningen. Dette indebærer, at lærernes ´varme hænder´ igen kommer til at styre i skolen – og ikke ´eksperters´ skoleforskning.
Jeg spurgte ham for nylig i et interview (udgivet som appendix til hans bog Lad kunst undervise, Klim 2024)), hvordan han mener, at det påvirker skole, uddannelse og forskning i forhold til demokrati, når man ser eksempler som karakterdannelses-projekter som i Danmark og Birmingham.
Biesta peger på, at det er en tendens, der ses globalt, og mener, at det er en skandale, at politikerne i demokratiske samfund tillader, at private fonde styrer uddannelsespolitikken.
”Når skoler blot ses som midler, hvormed store firmaer kan lave profit, så er der noget, der er gået helt galt, set i et demokratisk perspektiv”.
Gert Biestas pointe er, at hvis uddannelse udelukkende er et spørgsmål om kvalificering eller socialisering, hvorved man ultimativt accepterer, at uddannelse er en form for kontrol, der fører til indoktrinering – så er der intet galt med private fonde, fordi sådanne fondsdonationer har agendaer og interesser, som kommer til at styre pædagogik og undervisning i en helt særlig ikke-demokratisk retning. Men det er ikke totalitære stater eller diktatoriske samfund, vi i Danmark vil sammenligne os med.
Overhold loven, stop mission og konfrontér politikerne
Helt overordnet mener jeg, at man bør stoppe Svend Brinkmanns ”Karakterdannelse”-projekt, inden det føres ud på de ti planlagte skoler. For projektet lever ikke op til folkeskolens formål og er, som en lærerkommentar lyder i en diskussion på folkeskolen.dk, ”en fuldtonet skandale”.
Samlet set bør alle alarmklokker kime. Man må politisk spørge, hvordan et så upædagogisk og udemokratisk skoleforskningsprojekt kommer så langt i systemet, at det allerede aktuelt er ude og gøre sig gældende i folkeskolen? Hvordan kan så mange ellers fornuftige mennesker og organisationer følge i fodsporet på og bakke op om projektet?
Man bør kræve politikernes fulde opmærksomhed og spørge: Hvad har I tænkt jer at gøre for at forhindre skolepolitikkens farvel til demokratiet? Hvordan kan det fastholdes, at folkeskolen er et politisk og demokratisk anliggende, som er offentligt finansieret og under demokratisk kontrol? ■
Man bør kræve politikernes fulde opmærksomhed og spørge: Hvad har I tænkt jer at gøre for at forhindre skolepolitikkens farvel til demokratiet?
_______
Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer samt pædagogisk diplomuddannet voksenunderviser.
ILLUSTRATION: Professor i psykologi, Svend Brinkmann [FOTO: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix]
BERIGTIGELSE: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at Svend Brinkmann var “forskningsleder” af Karakterdannelsesprojektet. Brinkmanns tilknytning til er som “forskningsvejleder”, og artiklen er derfor rettet dertil.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
